Bedre diagnosticering = bedre behandling

Om psykiatriske symptomer og diagnoser

Det er almindelig kendt at DSM-5 ikke er perfekt. Den manglende perfektion hævdes ikke så meget af kritikere af systemet, men af dets fortalere. Hvad kritikere har hævdet, er at DSM-5 er misvisende, fordi standarden grundlæggende er baseret på et forkert analyseniveau, og derfor har en ringe validitet og en ringe praktisk anvendelse. Altså at der er for langt fra diagnosernes teoretiske konstruktioner til den konkrete virkelighed, som den ses i klinisk arbejde og i tilværelsen for patienter med psykiske lidelser.

 

Hvis man skal forstå denne kritik, så er det vigtigt at man først forstår et par tekniske begreber, der bruges om teorier og i det her tilfælde om diagnoser, som jo er en slags teorier om sygdomme. De to begreber er reliabilitet og validitet.

Teknokratiske idealer for psykiatrisk behandling

Teknokratiske idealer for psykiatrisk behandling

Teknokratiske systemer opbygges ved at man giver maksimal indflydelse til en centraliseret regulering af indsatsen, en indflydelse der ideelt set er baseret på en teknisk forståelse og dyb indsigt i det indsatsområde, der styres. Teknokratiske institutioner er en slags mini-versioner af oplyst enevælde, hvor man søger at maksimere indflydelsen for centrale personer, der antages at have tilstrækkelig viden og indsigt til at dette er en fordel.

 

Der er stærke attraktioner ved brugen af teknokratiske institutioner. De er, når det går godt, mere resultatorienterede og mere effektive. Der er også en række attraktioner for de personer, der etablerer og leder teknokratiske institutioner: De ledende eksperter har høj status, høj løn og maksimal indflydelse. For det omgivende samfund er attraktionen at den slags systemer er billige, effektive og forudsigelige. Et godt teknokratisk system er som en velsmurt maskine, der producerer de ønskede resultater i forudsigelige mængder og i en forudsigelig kvalitet. Samtidigt egner de teknokratiske løsninger sig til centralisering af indsatsen og giver gode muligheder både for rationalisering og for en tæt styring.

 

 

Executive funktion og ADHD

Executive funktion og ADHD

I årtier forstod man ADHD som en adfærdsforstyrrelse, noget man ofte omtalte som “hyperaktivitet”. Dette gav et “H” i diagnosen, sådan at ADD blev til ADHD. Hyperaktiv adfærd var problemet. Senere blev ADHD mere forstået som en forstyrrelse af opmærksomhed, men ADHD blev stadig kategoriseret som en adfærdsforstyrrelse på linie med anden dysfunktionel adfærd.

Disse opfattelser viser sig dog efterhånden at være overfladiske og på mange måder fejlagtige. Den nyeste forståelse af ADHD er at det er en forstyrrelse af