Beslutningstræthed og Ego Depletion

Beslutningstræthed og Ego Depletion

Alle mennesker vurderer og prioriterer løbende de forskellige muligheder de står over for. Ofte er det rimeligt banalt, som når vi f.eks. afgør hvad der bør være næste punkt på vores daglige “to-do” liste. Andre gange er vi optaget af at træffe mere vidtrækkende beslutninger, som f.eks. om vi vil bruge tid og penge på uddannelse eller om vi vil sige vores job op eller søge en stilling. Men hvor gode er vi til at håndtere disse valg? Leverer vi beslutninger, der har et sundt og solidt rationelt grundlag? Er vi objektive i vores vurderinger af muligheder og risici?

 

judge-28736_1280

Risici og instinkter

Hidtil har beslutningspsykologi mest drejet sig om de intellektuelle og kognitive processer i beslutningsprocessen. Hvilket er fint hvis der tages rationelle beslutninger. Desværre er det mere og mere tydeligt at dette er en sjælden undtagelse og at vi alle er underlagt irrationelle impulser i vores håndtering af beslutninger. De første tegn på, hvor irrationelt vi håndterer beslutninger, dukkede op i forsøg hvor man afdækkede folks håndtering af risiko. Det viste sig at de fleste mennesker har risikoaversion, når der er chance for vinding, men er risikovillige, når der er risiko for tab. I en række klassiske forsøg afdækkede Amos Tversky og Daniel Kahneman, hvordan vores beslutninger afviger fra en ren rationel beregning af sandsynlighed og vinding. Deres Prospect  theory  betragter disses afvigelser som en slags bias, der sniger sig ind i vores beslutninger og påvirker vores risikotagning. Teorien har hidtil været at disse afvigelser er baseret på indlæring, dvs. at vi automatisk trækker på erfaringer med risiko og justerer vores beslutninger ifølge disse erfaringer. Det har været diskuteret hvor bevidst eller ubevidst dette foregår, men der har været bred enighed om, at der var tale om indlærte erfaringer, og at mere eller mindre logiske tommelfingerregler indgik i en rationel proces. Dette viser sig nu at være højest tvivlsomt. I stedet tyder en række undersøgelser på, at vores risikovurderinger og beslutninger er styret af forhold langt uden for vores rationelle overvejelser.

 

Dommerens arbejdsdag

En af disse undersøgelser er gennemført af Danziger, Levav og Avniam-Pesso under vejledning af bl.a. Daniel Kahneman: Man undersøgte hvordan træthed over tid påvirkede en række erfarne beslutningstagere – dommere med mere end 22 års erfaring i gennemsnit – der skulle afgøre ansøgninger om prøveløsladelser for indsatte. Man så på 1.112 afgørelser af ansøgninger om prøveløsladelse og fandt at chancen for at få sin ansøgning accepteret var 65 % i starten af en dommers arbejdsdag, men at den faldt mod nul i perioden indtil første spisepause i dommerens arbejdsdag. Efter første pause var chancen for at få sin ansøgning accepteret igen ca. 65 %, men igen med en tendens gående mod nul efterhånden som arbejdet forsatte.

 

Ego depletion Valg og afgørelser medfører ego-depletion og giver efterfølgende en reduceret selvkontrol.

Ego depletion Valg og afgørelser medfører ego-depletion og giver efterfølgende en reduceret selvkontrol.

Tendensen til at tage en usikker beslutning om prøveløsladelse falder drastisk efter hver beslutning, mens tendensen til at vælge status quo øges. Efter en spisepause synes effekten at være nulstillet, hvorefter samme mønster gentages: Det bliver mere og mere usandsynlig at en indsat vil blive prøveløsladt jo flere afgørelser, der er faldet.

Man skal lægge mærke til at det er forholdsvis vidtrækkende beslutninger for alle involverede: Den indsatte kan få sin frihed eller forblive fængslet i en længere periode. Omvendt løber samfundet en risiko ved at frigive fanger, der muligvis vil begå fornyet kriminalitet. Der er ikke noget der tyder på at sager behandles sjusket eller nonchalant, og der er ikke noget der tyder på at domerne tager let på afgørelserne. Det er også veluddannede og erfarne beslutningstagere med mange års erfaring med tilsvarende afgørelser.

Sagerne blev afgjort uden hensyn til fangernes etniske baggrund: Der er i det statiske materiale ikke noget grundlag for at se afgørelserne som udtryk for etnisk forskelsbehandling der favoriserede enten jødiske eller arabiske israelere. Nu kunne man så tro, at der var tale om generel træthed, der over tid svækkede domernes evne for at træffe beslutninger. Men gennem statisk analyse af de indhentede data viste det sig, at antallet af afgørelser havde større betydning for chancen for godkendelse end antallet af minutter i den pågældende arbejdsperiode. Dette tyder altså en specifik effekt af selve beslutningsprocessen, ikke af arbejdstiden eller længden af overvejelserne.

 

Beslutningstræthed

Denne undersøgelse er kun én af en lang række, der har afdækket det fænomen, som man kalder for beslutningstræthed eller mere teknisk ego-depletion: Dommere, som møder friske og veludhvilede på arbejde, er altså parat til at løbe en passende risiko, hvis den er rationelt begrundet og altså “i det lange løb” fører til en bedre situation end det sikre alternativ. Men dommerne vil i processen, gennem valget af de risikobetonede alternativer få reduceret deres regulerings ressourcer i et omfang, der minimerer mulighederne for, at der tages yderligere risici i de efterfølgende beslutninger.

 

ego depletion

 

Ego Depletion

Det betyder:

1. At vi starter dagen med maksimale ressourcer, men at disse ressourcer forbruges langsomt eller hurtigt alt efter karakteren af vores aktivitet, dvs. om vi arbejder med rutineopgaver, der kan udføres “på rygraden” eller om vi gennemfører vanskelige opgaver, der omfatter, at vi aktivt vælger en risikabel adfærd. En række andre krævende opgaver kan også skabe ‘beslutningstræthed’.

2. At der i løbet af dagens forskellige pauser, sker der en delvis genetablering af de opbrugte regulerings ressourcer, sådan at det igen bliver muligt at tage risikobetonede beslutninger. Der er ikke fuldstændig klarlagt, hvordan disse pauser kan genetablere vores regulerings ressourcer, men genetablering af optimalt blodsukker niveau viser sig at spille en væsentlig rolle.

3. Efter pauser vil beslutninger med risikopræg igen føre til et fald i de tilgængelige ressourcer, hvilket igen fører til at beslutninger har karakter af minimal risiko appetit og en opretholdelse af status quo. På dette tidspunkt bliver tankegangen mest noget i retning af at et udsat problem er et løst problem. Man udsætter problemet og afventer at der er mindre risiko eller at der er større overskud til at håndtere situationen.

Antagelsen er, at de fleste beslutninger er underlagt samme begrænsninger, og at disse begrænsninger er udtryk for instinktiv håndtering af risici, ikke rationelle overvejelser. Det skyldes at rationelle overvejelser typisk er baseret på meget begrænset erfaring og en begrænset tankeproces. Instinktiv adfærd derimod er udtryk for erfaringer, der gennem arternes udvikling og millioner af år er indlejret i vores gener. Der er derfor en tendens til at rationel adfærd viger for instinktiv adfærd i forhold, der angår overlevelse og forplantning – herunder risikovillighed. Og dette har selvfølgelig konsekvenser for, hvornår og hvordan man kan styre sig egen adfærd. Ego depletion og beslutningstræthed kommer i praksis til at fungere som en bremse for risikotagning, en fysiologisk begrænsning, der hindrer at vores rationelle styring fører til for store risici.

Man kan hæfte sig ved at dette har konsekvenser for de indsatte, og at det kan forekomme uretfærdigt, at tilfældigheder afgør, hvilken chance man har for at blive prøveløsladt. Men der kan være langt videre konsekvenser end dette:

Det kan have store konsekvenser for vores arbejdsliv og for de virksomeheder vi arbejder for: Hvis indsatsen på din virksomhed afhænger af, at ledere og medarbejdere overvinder en vag opfattelse af usikkerhed eller risiko? Hvad med chancen for at kunder bliver kontaktet, for at nye metoder bliver afprøvet, for at behov eller planer bliver kommunikeret eller for at investeringer bliver fortaget? Hvordan håndteres salg? Hvordan håndteres forhandlinger af kontrakter? Hvordan håndteres omlægninger og forandringer? Hvis risikotagning i disse aktiviteter er underlagt samme begrænsninger, så er beslutningstræthed formentlig en væsentlig faktor at forholde sig til for ledere.

Det kan samtidig have store konsekvenser for din egen dagligdag: Har du overskud til at at få gjort de ting, der er godt for dig på længere sigt? Det kan være svært at finde motivationen til at gøre ting, der synes at være usikre, selv om de er nødvendige for de langsigtede resultater man ønsker sig. Når man handler langsigtet, så er risikoen altid at man spilder sin tid, sin energi og sine anstrengelser på noget, der ikke lykkes. Hvis man ikke har overskud vil man ikke få gjort de ting, der skaber langsigtet fremgang, alene fordi deres karakter af usikkerhed, kræver at man har meget overskud. Hvis man har overskud, så er det langt lettere at gøre noget, selv om det ikke er sikker at det fører til det ønskede resultat. Risiko accept er en vigtig forudsætning for at man kan handle langsigtet.

 

 

Leave a Reply