Brugen af metaforer

6. BRUGEN AF METAFORER

Brugen af metaforer og historiefortælling er blevet anbefalet af mange psykotera-peuter, først og fremmest af Milton Erickson, som var berømt for sine pædagogiske historier (Rosen, 1982). Ligeledes er brugen af metaforer i form af simple analogier, anekdoter, lignelser, myter eller historier ekstremt vigtig i DBT. Metaforer er et alternativt redskab til undervisning i dialektisk tænkning og til skabelse af nye adfærdsformer. De ansporer både patienten og terapeuten til at se efter og skabe alternative tolkninger af begivenheder og forbindelsespunkter til begivenheder under granskning. De, som kan give anledning til mangfoldige tolkninger, er som regel de mest effektive med hensyn til at opmuntre til alternative anskuelser af virkeligheden.
Som mange andre forfattere har påpeget (Barker, 1985; Diekman, 1982; Kopp, 1971), er brugen af metaforer af mange grunde en værdifuld strategi i psykoterapi. Historier er som regel mere interessante og lettere at huske end rendyrket foredrag eller instruktion. Således vil en person, hvis opmærksomhed flakker omkring når hun præsenteres for adfærdsteoretisk information eller instruktion, måske finde det meget lettere at lytte til en historie. Historier tillader også individet at anvende dem på sin egen måde og til sine egne formål. Således mindskes oplevelsen af at være kontrolleret af terapeuten, og patienten kan slappe mere af og åbne sig for nye måder at tænke på eller nye adfærdsformer. Hun er således mindre tilbøjelig til pludselig at holde op med at høre efter eller føle sig overvældet. Hun kan tage det fra historien, som hun kan bruge, enten med det samme eller på et senere tidspunkt. Endeligt kan metaforer, når de er lavet på den rigtige måde, være mindre truende for individet. Pointer kan fremføres indirekte på en måde, som blødgør deres indvirkning.
Brugen af historier kan specielt være en hjælp, når terapeuten forsøger at beskrive patientens adfærds skadelige effekt på andre på en måde, der normaliserer andres reaktioner uden at kritisere patienten direkte. De kan også være en hjælp til at få talt om terapeutens egne reaktioner (specielt når terapeutens motivation for at fortsætte arbejdet er tyndslidt), eller til at beskrive for patienten, hvad hun kan forvente fra terapeuten. Metaforer kan også fremstille problemer i et nyt lys og antyde nye løsninger, hjælpe patienten til at erkende problematiske sider af sin egen adfærd i situationer eller reaktioner på situationer, og give patienten nyt håb (Barker, 1985). Generelt er ideen at starte med noget, som patienten forstår, f.eks. to mennesker der bestiger et bjerg, og gennem analogi sammenligne det med noget, som patienten ikke forstår, som f.eks. den terapeutiske proces.
Gennem årene har mine kollegaer og jeg udviklet et stort antal metaforer til at beskrive suicidaladfærd, terapiforstyrrende adfærd, accept, villighed, terapi og livet i almindelighed. Terapi-hindrende adfærd er blevet sammenlignet med en bjergbestiger, som nægter at bruge vinterudstyr, når han skal klatre i sneen, som gemmer klatre-grejet eller sætter sig på en sten og kigger på udsigten, mens en storm nærmer sig. Terapiforstyrrende adfærd er også blevet sammenlignet med et muldyr, der på vej ud af en slugt nægter at bevæge sig forlæns eller baglæns (ikke en analogi, som har gjort mig populær blandt mine patienter!), og med en kok, som kommer salt i stedet for sukker i pæretærten, mens den anden kok er ude af køkkenet. Passiv adfærd og emotionel undgåelsesadfærd (og modsat, det som patienten er nødt til at gøre) er blevet sammenlignet med at krybe sammen i hjørnet af et værelse, som står flammer, når den eneste vej ud går gennem en brændende dør (personen er nødt til at svøbe sig i våde tæpper og løbe gennem døren), og med at klamre sig til et isdækket klippefremspring, når den eneste vej til sikkerhed er at blive ved med at klatre (personen er nødt til at bevæge sig langsomt over fremspringet uden at se ned). Selvmordsadfærd er blevet sammenlignet med en bjergbestiger, som springer ud fra bjerget, nogle gange stadig bundet til guiden med et reb (som så er nødt til at trække bjergbestigeren op), og som nogle gange derefter skærer rebet over. Selvmordsadfærd er også blevet sammenlignet med at forlange skilsmisse, når ens partner ikke gør, som man vil, og med afhængighedsadfærd, så som alkoholisme og stofmisbrug. At lære smertetolerance er ligesom at lære at være et tæppe, som ligger på jorden på en efterårsdag, og lade bladene falde, som de vil uden at forsøge at jage dem væk. At lære accept er, som når en gartner lærer at elske de mælkebøtter, som gror i haven år efter år, uanset hvad hun gør for at blive af med dem. At forsøge at være, som andre vil have en til at være, er ligesom en tulipan, der forsøger at blive en rose, bare fordi den tilfældigvis er blevet plantet i et rosenbed. At forsøge at leve villigt er som at spille kort (hvor opgaven er, at spille hver hånd så godt som muligt, ikke at styre hvilke kort man får), eller som at ramme tennisbolde, som skydes ud af en servemaskine (personen kan ikke stoppe eller bremse de bolde, som kommer, så hun slår bare så godt, som hun kan, og fokuserer derefter på den næste bold).
Vi har brugt længere metaforer til at beskrive terapi og ændrings- og vækstpro-cessen. Her er en af dem: Terapi er for patienten ligesom at klatre ud af helvede på en rødglødende aluminiumsstige uden handsker eller sko. Hele tiden at springe af stigen eller at give slip, svarer til terapi-hindrende adfærd fra patientens side. At holde en fakkel mod patientens fødder for at få hende til at klatre hurtigere, kan sammenlignes med terapi-hindrende adfærd fra terapeutens side. Problemet er, at bunden af helvede som regel er varmere end stigen, så efter en tid vil patienten altid rejse sig og komme tilbage på stigen og være nødt til at klatre igen. En anden længere metafor for terapi er at lære at svømme under alle slags betingelser. Patienten er svømmeren, og terapeuten er træneren, som sidder i en robåd, kredser om patienten, viser retningen og giver opmuntring. Spændinger opstår normalt mellem svømmerens ønske om at komme op i båden, så træneren kan ro hende ind til bredden og trænerens ønske om, at svømmeren bliver i vandet. Hvis træneren ror svømmeren ind til land, vil hun aldrig lære at svømme, men hvis svømmeren drukner i høj sø, vil hun heller ikke lære at svømme. At klamre sig til båden og nægte at svømme og at svømme under vandet for at skræmme træneren til at hoppe ud efter hende er tilfælde af patientens terapi-hindrende adfærd. At nægte at række en åre ud til svømmeren, når hun er ved at drukne og at ro hende ind på land hver gang mørke skyer trækker op, er eksempler på terapeutens terapi-hindrende adfærd.
Patienter føler sig ofte misforståede, når deres terapeuter presser dem til at skabe ændringer for at få det bedre. “Hvis du forstod mig, ville du ikke bede mig om noget, som jeg ikke er i stand til” eller med andre ord, “Hvis du tog mine lidelser alvorligt, ville du ikke bede mig om at gøre noget, som får mig til at få det værre, end jeg i forvejen har det,” er en almindelig besked fra borderline patient til terapeut. Dette budskab, og det problem det skaber for terapeuten, er så almindeligt i behandlingen af BPD, at Lorna Benjamin (in press) har betegnet BPD´s interpersonelle mønstre som “Min elendighed er din befaling”. I den situation kan historier være specielt anvendelige til at validere både patientens smerte og oplevelse af hjælpeløshed og terapeutens forsøg på at få patienten i bevægelse. Min yndlingshistorie er en udbygget version af en historie, som jeg har beskrevet andetsteds i denne bog. En kvinde uden sko står på et hvidglødende underlag af brændende kul. Underlaget er meget langt og meget bredt. Kvinden er lammet af smerte og råber til sin veninde, at hun skal løbe efter vand til at hælde over hendes fødder. Men der er ikke nok vand til at køle alle kullene. Så veninden, som er meget bekymret for om kvinden kommer ud af sine lidelser så hurtigt som muligt, råber “Løb!” Og hvis det ikke virker, springer veninden ind i kullene og begynder at skubbe patienten ud mod det kolde græs uden for. Forstår veninden kvindens smerte? Hvis hun virkelig forstod den, ville hun så i stedet have hældt vandet over hendes føder?
En tilsvarende historie og et tilsvarende spørgsmål kan tilpasses omkring den metafor om rummet, der brænder, som kort blev nævnt ovenfor. Kvinden er så bange for branden, at hun kun ønsker at blive, hvor hun er, presset sammen i det bagerste hjørne af værelset. Vil veninden, som virkelig forstår hendes smerte, blive sammen med hende, mens de er ved at omkomme af branden? Eller griber den gode veninde fat i hende på trods af hendes protester og trækker hende med ud i sikkerhed gennem den flammende dør? Med en lille variation af denne historie, bad jeg patienten om at forestille sig, at hun og jeg var alene på en redningsflåde midt ude på havet mange dage efter et skibsforlis. Hendes arm havde fået et slemt snitsår og hun havde kraftige smerter. Igen og igen bad hun mig om smertestillende medicin eller om hvad som helst, som kunne fjerne smerterne. Derefter bad jeg hende om at forestille sig, at førstehjælps-pakken var gået tabt i havet. Hvis jeg ikke fandt noget smertestillende at give hende, betød det så at jeg ikke forstod hendes smerter eller ikke tog dem alvorligt? Hvad hvis jeg kun havde tre smertestillende piller og sagde, “Lad os rationere dem og kun tage en om dagen, så vi ikke løber tør så hurtigt?” Eller ville patienten tro, at jeg i virkeligheden havde en masse piller og bare ikke ønskede, at hun skulle have nogen – måske fordi jeg tænkte, at hun var en pillemisbruger? Det kan ofte løse op for vanskelige terapeutiske hårdknuder at snakke sådanne variationer ærligt og grundigt igennem. Disse analogier eller enhver anden sådan historie, som terapeuten kan komme i tanke om, kan gøres kortere eller længere, alt efter hvad der er brug for i situationen (som jeg har demonstreret). I visse tilfælde har jeg tilbragt hele sessioner med en metaforisk historie, som jeg selv og patienten skiftevis spandt videre på. Belærende historier har været brugt i alle åndelige traditioner (vedaerne, buddhismen, zen, jødedommen, kristendommen og sufismen), såvel som i filosofi, litteratur og børnefortællinger. (Se appendix for andre kilder.)

 

Leave a Reply