Dansk Druk

Dansk Druk

Alkohol er en stor del af dansk kultur. Ligesom druk er det. Og ligesom alkoholisme i mindre grad er det. Det er derfor ikke mærkeligt at behandling af alkoholisme er en hjertesag for mange mennesker. Der er mange pårørende og behandlere, der føler en særlig forpligtelse til at hjælpe de mennesker, der har vanskeligt ved at fungere midt i de danske traditioner for at gøre alkohol til en central del af vores fællesskab.

 

Læs mere...

Man kan derfor spørge, om vi giver disse mennesker og de ramte, som de arbejder for at hjælpe tilstrækkeligt gode betingelser at arbejde under. Hvor gode muligheder har man som behandler for at skabe de resultater, der er ønsket med indsatsen? Og mere bredt: Hvor gode er ens chancer for at få den behandling man som alkholiker har brug for? Hvor gode er chancerne for at man kan få sin søn, sin kone, sin far eller sin datter behandlet for alkoholisme med et tilstrækkeligt godt resultat?

 
dansk-druk

 Jeg skal måske starte med at nævne, at jeg er vokset op med alkohol. Ikke på den traditionelle måde, med fordrukne forældre, men i en familie, der drev restaurant, bodega eller natklub, alt efter hvordan tiderne skiftede. Og hvor kassevis af øl, vin, Jägermeister, Johhny Fodslav, Gammel Dansk, Jubilæums Snaps og Bacardi var en del af hverdagen. Hvor det at drikke var en central del af livet for de fleste af vores kunder. Hvor det var tydeligt at mange kunne drikke “hjernen ud” uden at det var et tegn på dybere problemer. Men også tydeligt at nogle mennesker mistede grebet i en grad, at gin var deres faste morgenmad, frokost og livsindhold. “Leveomkostningerne er steget til 45,- kr. pr. flaske”, som man sagde dengang.

 

Vi var alle klar over at alkoholisme var et alvorligt problem. Vi havde en ledende medarbejder, der var knust over at se sin far gå til grunde i massiv alkholisme. Men det var ikke specielt klart for nogen af os, hvad der egentlig gik galt, når folk gik fra at have et forbrug af alkohol til at have et misbrug. Vi havde måske en tåget ide om, at det var der andre der vidste mere om.

 

Det er til dels ud fra denne forståelse at jeg godt vil forsøge at bidrage til en bedre forståelse af alkoholisme og den behandling man som alkholiker har brug for. Jeg har tidligere arbejdet i psykiatrien og har konkrete erfaringer med hvor store vanskeligheder det giver når patienter både har en psykisk lidelse og aktivt misbrug og afhængighed. Men denne forståelse var blandet med en vag antagelse om at det gik langt bedre, hvis der alene var tale om misbrug uden psykisk lidelse.

 

For nogle år siden hørte jeg mere detaljeret om Kommunens alkoholbehandling. Jeg havde nok forinden en forestilling om at den eksisterede. Men som de fleste andre havde jeg en noget tåget forestilling om at der var et behandlingtilbud, der kunne hjælpe folk på ret køl, efter at de langt om længe havde erkendt at de havde et usundt alkohol forbrug og havde brug for hjælp. Det er sådan at det fungerer i Danmark: Når man har brug for behandling, så har man adgang til behandling. Det kræver ikke at man er rig eller at man har gjort sig fortjent til behandling. Når ens helbred skranter, så har vi et fælles sundhedssystem, der bahandler ud fra hvad folk fejler, ikke ud fra hvad de “fortjener”.

 

Det betyder bla.a. at der ikke er den store forskel på behandlingen af diabetes 1, der er en “traditionel” sygdom og diabetes 2, der som bekendt er en livsstilssygdom og som man pådrager sig gennem en kombination af sårbarhed og livsførelse. Det betyder at vi ikke behøver at overveje, hvordan vi skal forklare at vi har fået en sygdom eller en læssion, før vi går til lægen eller tager på skadestuen. Det betyder at man som diagnosticeret patient har et rimeligt krav på behandling, der virker og hjælper én tilbage på fode igen.