Definition af dialektiske strategier

 2. Definition af dialektiske strategier

Dialektiske strategier gennemsyrer alle aspekter af behandlingen i DBT. Disse strategier udspringer af en dialektisk filosofisk orientering (gennemgået mere udførligt i kapitel 2), som anskuer virkeligheden som en holistisk proces i en tilstand af konstant udvikling og ændring. Dialektiske strategier lægger vægt på de kreative spændinger, der opstår mellem modsætningsfyldte følelser og modstridende tankemønstre, værdier, og adfærdsmæssige strategier, både i individets indre og i systemet bestående af personen og omgivelserne. Som jeg i denne bog gentagne gange har nævnt, består den primære terapeutiske dialektik i ændring i en kontekst af accept af virkeligheden, som den er. Terapeuten skaber mulighed for ændringer ved at respondere strategisk for at optimere den dialektiske spænding, der opstår i de terapeutiske interaktioner og ved at understrege begge sider af de dialektiske modsætninger, som opstår i terapien såvel som i hverdagen. Målet er at skabe successive harmoniseringer og spændingsudløsninger på stadigt mere funktionelle og bæredygtige niveauer. Terapeutens eller patientens stædige fastholdelse af den ene eller anden pol i en dialektik, bidrager til stagnation, øger spændingen og hindrer harmonisering og syntese.

Terapeutens dialektiske fokus omfatter to niveauer af terapeutisk adfærd. Selv om de kan optræde samtidigt, er de meget forskellige med hensyn til deres hensigt og anvendelse. For det første er terapeuten opmærksom på de dialektiske spændinger og den balance, som opstår i selve det terapeutiske forhold. Fra dette perspektiv fokuseres der på den terapeutiske interaktion og på udviklingen inden for dette forhold. Terapeuten fokuserer på forholdets dialektik ved at kombinere accept- og ændringsstrategier og ved at bevæge sig frem og tilbage indenfor den aktuelle dialektik i hver interaktion på en sådan måde, at et gensidigt samarbejdsforhold til patienten opretholdes.
For det andet legemliggør og underviser terapeuten i dialektiske adfærdsmønstre. Fra dette perspektiv fokuseres der på patienten, uafhængigt af hendes interaktion med terapeuten. Disse strategier omfatter direkte undervisning af patienten, at udspørge hende for at skabe nye veje for hendes adfærd, at tilbyde alternative måder at tænke og handle på, og vigtigst, legemliggørelsen af dialektisk adfærd. Budskabet til patienten er, at sandheden hverken er absolut eller relativ, men derimod udvikler sig og opbygges gennem tiden. Således er det ikke på noget tidspunkt muligt at begribe den totale sandhed i nogen tilstand. Ingen af dialektikkens yderligheder er – per definition – det rette standpunkt af indtage. Ingen rigid position er mulig, og udvikling og forandring er uundgåelig. At undervise i dialektisk tænkning er grundlæggende en anvendelse af kognitive omstrukturerings-procedurer (se kapitel 11) med en specifik fokusering på at erstatte ikke-dialektisk tænkning med dialektisk tænkning og dens grundlæggende antagelser. Både opmærksomheden over for det terapeutiske forholds dialektik og undervisningen i dialektiske adfærdsmønstre er afgørende for enhver interaktion med patienten. De præger også behandlings-supervisions-møderne og sag-konsultations-møderne.

 

Leave a Reply