At spille Djævlens advokat

7. AT SPILLE DJÆVLENS ADVOKAT

Ved brug af “djævlens advokat”-teknikken, som er udviklet af Marvin Goldfried (Goldfried, Linehan & Smith, 1978), præsenterer terapeuten et ekstremt påståeligt udsagn, spørger patienten om, hun tror på udsagnet, og spiller så rollen som djævlens advokat for at hindre patientens forsøg på at modbevise udsagnet. Terapeuten præsenterer tesen og fremdrager antitesen fra patienten, og gennem argumenta¬tionsprocessen kommer de frem til en syntese. Det ekstreme udsagn fremsat af terapeuten bør relateres til dysfunktionelle antagelser, som patienten har fremsat eller til problematiske regler, som patienten synes at følge. Det bruges bedst til at modgå nye modstridende mønstre. Teknikken svarer til brugen af paradokser, hvor terapeuten holder den maladaptive ende af kontinuumet nede og derved tvinger patienten ud i den adaptive ende.
Djævlens advokat-teknikken bruges altid i de første mange sessioner, for at fremkalde et stærkt tilsagn om- og en stærk forpligtelse til ændring fra patientens side. Terapeuten argumenterer imod ændringer og forpligtelse til terapi, fordi ændringer er så smertefulde og svære. Ideelt set vil dette provokere patienten til at indtage den modsatte standpunkt, som går ind for terapi og ændringer. Brugen af denne strategi bliver yderligere gennemgået i kapitel 9.
Den argumenterende tilgang, som ofte bruges i kognitivt restrukturerende terapi, er et andet eksempel på djævlens advokat-strategien. For eksempel kan tesen være en irrationel overbevisning af den type, som Ellis (1962) har foreslået, så som “Alle skal elske mig, og hvis der er en, som ikke gør det, så er jeg værdiløs som person”, eller “Hvis jeg af en eller anden grund fornærmer nogen, er det en forfærdelig katastrofe.” Terapeuten argumenterer for den irrationelle overbevisning og forhører patienten om, hvorfor hun ikke er enig. For eksempel kan terapeuten præsentere det andet udsagn nævnt ovenfor ved at foreslå, at selv hvis en totalt fremmed person bliver fornærmet over en eller anden legitim handling, som patienten gør (så som at køre med den højeste tilladte hastighed på en motorvej), eller hvis nogen bliver fornærmet på grund af en misforståelse, eller hvis nogen bliver fornærmet over at patienten afviser at handle ulovligt eller umoralsk (så som at snyde), så bør patienten ændre sin adfærd, så den er i overensstemmelse med det, som forventes og billiges. Alt hvad patienten foreslår, kan modgås ved at overdrive hendes vanlige position, indtil overbevisningens selvfornægtende karakter bliver åbenbar.
En række ting er nødvendige for at gennemføre denne teknik. For det første må terapeuten være på vagt over for patientens faktiske dysfunktionelle regler og generaliserede overbevisninger. Dernæst må terapeuten lægge ansigtet i de rette folder, d.v.s. et ret naivt udtryk. For det tredje er det en hjælp, hvis alle patientens argumenter mødes med usædvanlige og frapperende, men meget logiske reaktioner. For det fjerde må terapeutens position være rimelig nok til at forekomme realistisk, men ekstrem nok til at tillade modargumenter fra patientens side. En position som både validerer patientens tilknytning til en idé og invaliderer det vise i denne idé, er ideel. Det er også nødvendigt med en vis lethed og evne til diskret at ændre sine argumenter. Endeligt er terapeuten nødt til at vide, hvornår man skal være dødalvorlig og hvornår man kan løse op og spille argumentet ud med et glimt i øjet.

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *