Emotionel dysregulering og invaliderende omgivelser: En transaktionel ond cirkel

11. Emotionel dysregulering og invaliderende omgivelser: En transaktionel ond cirkel

Transaktionsanalyse antager, at et system, der oprindeligt bestod af et lettere sårbart barn i en lettere invaliderende familie, med tiden kan udvikle sig til et, hvor individet og familien er meget sensitive og meget sårbare over for hinanden og invaliderer hinanden. Chess og Thomas (1986) har beskrevet en række måder, hvorpå det temperamentsfulde barn, det langsomt-opvarmende barn, det distraherbare barn og det vedholdende barn kan overvælde, true og disorganisere nogle ellers omsorgsfulde forældre. Patterson (1976; Patterson & Stouthamer-Loeber, 1984) har også skrevet udførligt om den interaktive adfærd mellem barn og familie, som fører til gensidigt fastlåsende adfærdsmønstre fra alle parter i systemet. Gennem tiden former og belønner børn og forældre hver især ekstrem og tvingende adfærd hos modparten. Derefter vil disse tvingende adfærdsformer yderlige forværre det invaliderende og tvingende system. Man bliver her mindet om et bibelcitat: “…thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have” (Lukas 8:18).
Der er ingen tvivl om, at det emotionelt sårbare barn stiller større krav til omgivel¬serne. Forældre og andre, der har barnet i deres varetægt er nødt til at være mere årvågne, mere tålmodige, mere forstående og fleksible og mere villige til at stille deres egne forventninger til barnet i bero, når disse overstiger barnets evner. Desværre sker der ofte det, at barnets reaktion på invalidering faktisk forstærker familiens invaliderende adfærd. At fortælle et barn, at dets følelser er dumme eller uberettigede, vil i mange tilfælde ikke berolige barnet. Mange mennesker, inklusive de som er emotionelt sårbare, vil sommetider trække sig tilbage og forekomme at have det bedre, når deres følelser bagatelliseres. Invalidering er ubehagelig og vil derfor optræde som negativ forstærkning af den adfærd, som den efterfølger.
De “kontrollerende” omgivelser beskrevet af Chess og Thomas (1986) er en variation eller et ekstremt tilfælde af de invaliderende omgivelser, som her beskrives. De kontrollerende omgivelser former konstant barnets adfærd i overenstem¬melse med familiens præferencer og bekvemmelighed, snarere end barnets kort- og langsigtede behov. I denne situation vil validiteten af barnets adfærd, som den faktisk tager sig ud, ikke blive anerkendt. Efterhånden som barnet modnes, vil der uundgåeligt opstå magtkampe, hvor omgivel¬serne i nogle tilfælde giver sig og i andre “kører den hårde linie”. Afhængig af barnets oprindelige temperament vil det mulige resultat af forsonlighed være en barnetyran, et barn med negativ passivitet eller begge dele. Dette udviklingsmønster er beskrevet igen og igen i bøger om opdragelse.
Den grundlæggende fejl i disse familier ligger i to forhold: For det første begår forældrene en fejl med hensyn til tilnærmelse. Det vil sige, at de forventer flere eller andre adfærdsfærdigheder, end barnet er i stand til at fremvise. Følgen er for megen straf og for lidt modelindlæring, instruktion, træning, vejledning, anerkendelse, opmuntring og belønning. Dette mønster skaber et fjendtligt miljø for barnet, hvor nødvendig hjælp ikke er tilgængelig, og hvor der forekommer straf, som er uundgåelig. Derfor øges barnets negative emotionelle adfærd, inklusive de negative emotioners adfærdsmæssige udtryk. Denne adfærd har den funktion at standse afstraffelsen, som regel ved at skabe så ubehagelige konsekvenser for forældrene, at de opgiver at få kontrol over situationen.
Og her begår forældrene faktisk deres anden fejl: de forstærker den funktionelle værdi af ekstreme emotio¬nelle udtryk, mens den funktionelle værdi af moderate emotionelle udtryk udslukkes. Dette mønster af indvilgelse som reaktion på ekstreme emotionelle adfærdsudtryk, kan utilsigtet skabe det adfærdsmønster, som normalt forbindes med BPD hos den voksne. Når indvilgelse fra andre ikke forekommer eller forekommer uforudsigeligt, vil uundgåeligheden af smertefulde oplevelser svare til mønsteret af indlært hjælpeløshed: Passive og hjælpeløse adfærdsformer kan forventes at øges. Hvis passiv eller hjælpeløs adfærd desuden straffes, vil barnet være i et uløseligt dilemma og vil formentlig vakle mellem ekstreme emotionelle udtryk og ligeså ekstrem passivitet og hjælpeløshed. En sådan tilstand kan uden større vanskeligheder forklare mange borderline-træks opståen, efterhånden som barnet modnes.

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *