Hvad er borderline

Bio-social teori om borderline personligheds-forstyrrelse

 

Marsha M. Linehan

 

Bio-social teori: En dialektisk teori om udviklingen af borderline personligheds-forstyrrelse

1. Hvad er borderline

Dialektisk borderline behandling er baseret på en bio-social teori om borderline og  om personlighedens fungeren. Den afgørende udgangspunkt er, at borderlineforstyrrelser primært er en dysfunktion af det emotionelle regulerings-system; denne er et resultat af biologiske afvigelser kombineret med visse dysfunktionelle omgivelser, såvel som af deres interaktion og transaktion over tid. De træk, som forbindes med BPD (se kapitel 1, specielt skema 1.2 og 1.5), er følger af og derfor sekundære i forhold til denne grundlæggende emotionelle dysregulering. Desuden skaber disse mønstre yderligere dysregulering. Invaliderende omgivelser i barndommen bidrager til udviklingen af emotionel dysregulering. De forsømmer også at lære barnet, hvordan hun navngiver og regulerer affekt, hvordan hun tolererer emotionel stress og hvornår hun kan stole på sine egne emotionelle reaktioner som værende reflektioner af valide fortolkninger af begivenheder. Som voksne, overtager borderline individer det invaliderende miljøs træk. De har en tendens til at invalidere deres egne emotionelle oplevelser, at søge efter nøjagtige afspejlinger af den ydre virkelighed hos andre end sig selv og forsimpler den lethed, hvormed livets problemer kan løses. Denne forsimpling fører uundgåeligt til urealistisk mål, en manglende evne til at anvende belønning i stedet for straf for små skridt imod endelige mål, og selvhad som resultatet af manglende opfyldelse af disse mål. Skam-reaktionen – en karakteristisk reaktion over for ukontrollerbare og negative reaktioner blandt borderline individer – er et naturligt resultat af nogle sociale omgivelser, som bebrejder de individer, som udtrykker emotionel sårbarhed. Som anført i kapitel 1 i en lidt anden kontekst, svarer formulereringen, som foreslås her, til det forslag, at BPD er en selvregulerings forstyrrelse, som blev fremsat af Grostein et al. (1987). Med dette mener de, at forstyrrelsen betegner et primært sammenbrud i reguleringen af selvets tilstande, så som fysiologisk agitation, opmærksomhed, søvn, vågenhed, selvværd, affekt og behov sammen med de sekundære følger af et sådant sammenbrud. Som Grostein et al. har anført, så har få teorier om BPD integreret biologiske og psykologiske faktorer i en sammenhængende teori. Til dato har de fleste teorier være enten helt og holdent psykologiske, hvad enten de har været psykodynamiske (f.eks. Adler, 1985; Masterson, 1972, 1976; Kernberg, 1975, 1976; Rinsley, 1980a,1980b; Meissner, 1984) eller kognitiv-adfærdsmæssige (f.eks. Beck et al., 1990; Young, 1987; Pretzer, in press); eller de har været den biologiske psykiatris fremebringelser (f.eks. Klein, 1977; Cowdry & Gardener, 1988; Akiskal, 1981, 1983; Wender & Klein, 1981). Grotstein´s (1987) formulering er en alliance mellem biologisk psykiatri og psykodynamisk oritenteret psykologisk teori. Stone (1987) har foreslået en tilsvarende integration. Han beskriver fint vanskelighederne ved at opnå færdigheder i de to psykologiske hovedstrømninger og biologi og integrere dem i en teoretisk anskuelse af BPD, som svarende i kompleksitet til “at påtage sig at oversætte en tekst, uhyrligt skrevet på skiftevis arabisk og kinesisk” (p. 253-254). Den bio-social teori om borderline, som præsenteres her, er baseret primært på den eksperimentelle psykologiske litteratur. Hvad jeg har fundet under gennemlæsningen af denne litteratur, er en rigdom af grundlæggende empiriske data om så forskellige emner som personlighed og adfærdsmæssig funktion, genetiske og fysiologiske forudsætninger for adfærd og personlighed, temperament, grundlæggende emotionel funktion, og miljømæssige påvirkninger af adfærd. Dog har det, med få undtagelser, ikke været forsøgt at omsætte denne grundlæggende forsknings-litteratur i en forståelse af personligheds-forstyrrelser. Den tingenes tilstand er sikkert et resultat af, at det indtil for ganske nylig næsten primært var psykiatere, der beskæftigede sig med empiriske studier af personligheds-forstyrrelser, hvorimod de empiriske studier af adfærd per se (inklusive studiet af det biologiske grundlag for adfærd) har været psykologers domæne. Kløften mellem disse to felter har været dyb, og ingen af deres medlemmer har læst meget af det andet felts litteratur. Empirisk baseret klinisk psykologi, som man kunne anse for at være den naturlig bro mellem de to discipliner, har indtil for nylig kun vist lidt eller ingen interesse for personligheds-forstyrrelser.

 

 

 

Leave a Reply