Instinkter og selvkontrol

Instinkter og selvkontrol

 

1. Biologi

Som tidligere beskrevet, så er vores selvkontrol yderst begrænset og kun effektiv i kort tid af gangen. Vi må derfor prioritere hvad vi bruger vores overskud på. Eller acceptere at det er en smule tilfældigt hvordan vores adfærd arter sig og hvad resultatet bliver. Det kan virke sært at hjernen har denne svaghed eller mangel, sådan at man kun fungerer bedst muligt i kort tid af gangen. Man skulle tro at det ville være godt for vores overlevelse at have mere styr på hvad vi foretager os.
Men sådan er det tilsyneladende ikke og ved at følge Joseph LeDoux’s tankegang

om hjernen som “overlevelses-organ” begynder det hele måske at give mere mening: LeDoux er neuropsykolog og har tidligere skrevet “Den Emotionelle Hjerne” som er en klassiker og et standard værk om hjernens emotionelle funktion. Han har for et par år siden opdateret sin udlægning af, hvordan hjernen fungerer og hvad rolle følelser spiller i hjernens funktion. Og hvis man er vant til at se på hjernen som det, der hæver os over naturen og noget som giver os rartionelt overblik og kontrol, så er det rimeligt chokerende, hvad han når frem til.
Hans grundlæggende forståelse af hjernen er, at den er en avanceret udvikling af en samling overlevelses instinkter eller overlevelseskredsløb, som vi har udviklet og tilpasset i løbet af evolutionen, men som ikke er væsentlig forskellig fra overlevelses instinkter i primitive dyr og en-cellede organismer. Der er tale om overlevelseskredsløb, der tager sig af kemisk fare, af ernæring, af vædskebalance, af smittefare, kropstemperatur, reproduktion, m.m. Disse grundlæggende behov har eksisteret siden de mest primitive livsformer og de præger stadig vores grundlæggende hjernefunktion. De basale overlevelses funktioner er vokset i kompleksitet, bla.a. som en funktion af at vores sanseapperatur er blevet mere avenceret i løbet af evolutionen. Hans hovedpointe er, at man bedre kan forstå de “basale følelser” der antages at være medfødte som avancerede overlevelses funktioner, der er baseret på mere sofistikerede versioner af de instinktive overlevelses kredsløb, som man kan se i alle dyrearter. Det er overlevelsesinstinkterne, der er afgørende for vores evolutionære overlevelse og udvikling, og det er derfor, at alt andet i hjernen er tilpasset deres funktion. Herunder vores selvkontrol eller mangel på samme.
I forhold til overlevelse i naturen så kan vi sige, at selvkontrol er godt, men at risiko aversion, reaktioner på smerte og anden forsigtighed som regel er bedre. Det skader ikke vores ovelelvelse at være hysterisk bange for rotter, edderkopper eller at opfatte ulækker eller tvivlsom mad som totalt frastødende. Vores tendens til frygt er ikke noget som fremmer vores livskvalitet, men frygt og undgåelse af risiko har formentlig været afgørende for overlevelse utallige gange. Vores personlige liv er ofte formet af et ønske om magelighed og positive oplevelser, men vores biologiske fundament er alene udviklet med overlevelse og forplantning for øje. Hvis et træk ikke bidrager til artens udbredelse, så er det ikke nogen mekanisme, der sikrer dets udbredelse.
Det er her at vores selvkontrol kommer ind i billedet. Selvkontrol er et gode i mange situationer. Hvis vi levede i naturen, så ville mange situationer sikkert være glimrende håndteret ud fra vores instinktive reaktioner. Men der ville stadig være situationer, hvor vi ville vurdere at det betaler sig at overvinde sin frygt for højder, for bier, for vand eller andet, for at kunne sætte tænderne i et stort og nærende måltid. Her har selvkontrol sin naturlige plads i den menneskelige biologi: Vi kan overvinde naturlige tendenser, når vi skønner at det er til vores fordel. Men vi kan kun gøre det i begrænset omfang. Man kan ikke afskrive sine instinktive reaktioner, selv om man synes at man er klog nok til at styre med sin rationelle fornuft. Det fungerer fint i korte tidrum, men effekten af selvkontrol svinder hurtigt og sikkert ind til det rene ingenting efter en periode, hvor man har styret på tværs af ens instinktive eller vanemæssige måde at fungere på. Denne effekt kalder vi for ego depletion eller beslutningstræthed og den mængde selvkontrol man har mulighed for at gennemføre inden at man løber tør, kalder vi for overskud. Dette er sikrer en balance mellem selvkontrol, der muligvis er en fordel, og instinktiv adfærd, der erfaringsmæssigt er en fordel.

Colored-Marshmallows

2. Kultur

Ego depletion er altså moder naturs måde at give os vores frihed uden at vi risikerer for meget. Det har vist sig at risiko-accept eller overvindelse af frygt er en af de ting der skaber ego depletion. Dette kan man forstå direkte som en konsekvens af at vores hjernes grundlæggende styring af vores adfærd er styring i forhold til risiko. Hjernen fungerer som stativ for en samling overlevelses kredsløb. Det er altså først når vi gør noget der komme på tværst af hjernens prioritering af sikkerhed og andre overlevelses-faktorer, at vi har brug for selvkontrol af den slags, der skaber ego depletion. Vi kan gøre alle mulige “unaturlige” ting, men det er først når vi trodser hjernens behov for at holde os på sikker grund at vi egentlig udøver selvkontrol og skaber en tendens til ego depletion. Der er ikke nogen risiko ved at se 28 afsnit af en tv-serie og det kræver ikke overvindelse, hvis det er en serie vi ellers finder underholdende. Men hvis man forsøger at gøre noget farligt, så vil hjernen stritte imod og man forbruger i langt højere grad af sit overskud.
Selvkontrol er altså først krævende når vi på en eller anden måde griber ind i noget, som er nødvendigt for optimale chancer for overlevelse. Det gælder helt indlysende i forhold til adfærd som medfører risiko. Det gælder også adfærd, der sker på trods af smerter. Det gælder kontrolleret adfærd, der fortrænger en naturlig drift, som f.eks. tørst eller sult. Det gælder “unaturlig” styring af vores opmærksomhed, det vil f.eks. sige læsning, matematik eller kemi, der hindrer at man er ordentlig opmærksom på ens umiddelbare omgivelser. Som vi har set med mindfulness praktisering, kan man opnå et større overskud i sin hverdag ved at reducere sin tendens til at styre sin opmærksomhed væk fra dens naturlige fokus på muligheder og farer i den aktuelle situation. Vi har set forsøg hvor folk bliver bedt om at afholde sig fra nærende chokoladekager og bagefter udviser tegn på reduceret selvkontrol, sådan som man skulle forvente hvis vores overlevelse var bedre tjent med at vi spiste så mange chokolade kager som muligt.
Ud fra disse få eksempler kan man danne sig et indtryk af hvor kompliceret vores moderne tilværelse er i forhold til selvkontrol og ego depletion: Vi er bedst tjent med at holde livsstils sygdomme på afstand gennem selvkontrol, men samtidig er vores succes og livskvalitet afhængig af en lang række aktiviteter, der på hver deres måde kræver overskud, overvindelse og selvkontrol. Selv hvis man forudsætter at en person på alle måder er velfungererende, så vil selvkontrol være en begrænsende faktor. Det er altid brug for at man uddanner sig mere, at man spiser sundere, at man tager mere hensyn, at man sørger for at gøre et godt indtryk, at man tilpasser sine vaner, at man gør en ekstra indsats, at man overholder alle aftaler, at man træner lidt mere og holder nallerne fra alle chokoladekagerne. Man skal også sørge for at gøre sine kolleger og chefen tilfredse, man skal forberede sine opgaver, møde til tiden, tage hensyn til miljøet, gå i højhælede sko, være opmærksom i trafikken, følge med i politik, omlægge sit realkreditlån, være venlig selv om man er irriteret og komme i seng i god tid. Alt efter ens livssituation har man et stort og bredt udvalg af selvkontrol-opgaver, som man med vekslende held forsøger at tage sig af bedst muligt.
Og dette er altsammen inden at vi har indført nogle af de almindelige hindringer. Man kan hertil lægge at mange mennesker også har et stressbelastende arbejde, konflikter med familien, et vildt svingende blodsukker, et stigende forbrug af rødvin, en pletvis aktiv slankekur, en forholdsvis kronisk søvnmangel, en krævende omlægning af deres arbejdsliv, en forestående eksamen, en pinlig konflikt med ægtefællen der tenderer mod skilsmisse, smerter i den nedre del af ryggen, usikkerhed om forsat ansættelse og er i forholdsvis dårlig fysisk form.

3. Nye spørgsmål

Der er formentlig langt mellem folk der oplever at have tilstrækkeligt selvkontrol resssourcer og det er svært at forestille sig, hvordan man skulle kunne nå til en tilværelse, hvor det var tilfældet. Dette er situationen hvis man efter dagens standard er forholdsvis rask og normal. Dette er den baggrund der er udgangspunktet når man forsøger at vurdere selvkontrol og executiv funktion for voksne mennesker, der udviser impulsiv adfærd. Det er måske ikke så underligt hvis man ikke synes at det træder så særlig klart frem, hvordan impulsiv adfærd præger en person og hvordan man skal vurdere en persons behov for træning, behandling eller omsorg. Er en person hensynsløs fordi han eller hun ikke har overskud eller skyldes det en kynisk og hensynløs holdning? Er en person misbruger fordi han eller hun er doven, ligeglad og uansvarlig? Eller skyldes det at vedkommende har et handicap i form af reduceret selvkontrol? Og hvad skal man stille op med de som faktisk har en stærkt begrænset selvkontrol? Er det en behandlings opgave? Er det deres eget ansvar? Kan man gøre noget for at gøre problemet mindre? Hvem skal betale? Eller er det et klart tilfælde af “ingen arme – ingen småkager”? Altså sådan at man accepterer at folks begrænsede selvkontrol er afgørende for deres livskvalitet på en måde som man opfatter som god og retfærdig. Og hvad stiller vi op med den viden som efterhånden er tilgængelig og som giver et indblik i, hvordan man øger eller reducerer sin selvkontrol? Skal denne viden medtænkes i psykoterapi og psykiatrisk behandling? Skal det være en del af den pædagogiske indsats for børn med og uden diagnoser? Er misbrug af alkohol og stoffer en god grund til at hjælpe folk til bedre selvkontrol eller er den en god grund til at lade dem sejle deres egen sø?
Det er godt at lære mere om, hvordan vores hjerne fungerer, men det ser foreløbig ud som om den ny viden om hjernen og selvkontrol fører os til en række ubesvarede spørgsmål om, hvad vi vil med vores viden.

 

 

Leave a Reply