iRISA modellen for alkohol og stofmisbrug

iRISA modellen for alkohol og stofmisbrug

 

iRASA – når alkohol flyder ovenpå

Tidligere så man på afhængighed som noget der primært var knyttet til forstyrrelser af hjernens belønningssystemer. Dvs ændringer af dopamin systemer i den limbiske hjerne, der styrer indlæring af vaner, f.eks. i forbindelse med fødesøgning. Men man blev også klar over at hjernens executiv funktion spiller en rolle for vanedannelse og stof afhængighed. Tankerne omkring dette blev samlet i et “syndrom”, altså en række ændringer der giver en tendens til afhængighedsadfærd, som man kaldte iRISA. Forkortelsen står for “impaired response inhibition and salience attribution” og angår altså hæmning af reaktioner plus ændringer af sanseligheded af bestemte objekter. Så på den ene side ser man at der er svækket hæmning af instinktive reaktioner og på den anden side ser man at sansningen automatisk fremhæver bestemte ting som mere betydningsfulde, mere iøjnefaldende og mere appelerende.

Den første del af dette har mest at gøre med limbisk funktion, der varetager indlæring af vanemæssig adfærd. Vores vaner er ikke bare vaner for hvad vi gør, men også vaner for hvordan vi ser og vurderer ting i vores omgivelser. Eller hvordan vi ser på og vurderer personer i vores omgivelser. Disse vaner giver en lag af “farvning” ovenpå de rå sansedata, en farvning som er med til at afgøre hvordan vi reagerer på det eller dem vi møder.

Den anden del af modellen handler mere om hvordan vi i nogle tilfælde stopper os selv fra at gøre ting, der kan gå galt. Det vil sige en bevidst, selv-kontroleret mulighed for at afbryde vanemæssige reaktioner, hvis og når vi ser at de vil føre til uønskede resultater. Det er det vi kender som hjernens executiv funktion. Og dens funktion kender vi fra de tilfælde hvor vi ser en færdselsbetjent og straks sænker farten eller venter til det bliver grønt før vi går over i et lyskryds.

iRISA modellen forklarer i neuropsykologiske termer hvordan vaner og adfærd går fra at være normale til at være totalt domineret af stoftrang, stofsøgning og misbrugsadfærd efterhånden som en person bliver mere og mere domineret af stofafhængighed. Altså hvordan f.eks. alkohol langsomt stiger op ad den indre prioriteringsliste, til det punkt hvor listen mest består af punkter der handler om at drikke, om at skaffe mere vodka, om at gemme nogle flasker bagerst i skabet eller i handskerummet og om at sælge sin vielsesring for at kunne købe mere sprut. Det er ikke alle der når at gennemføre denne process helt i bund, men der er mange der går et stykke af vejen, sådan at alkohol spiller en stigende rolle i deres liv. Og det er altså denne process man kortlægger i iRISA modellen.

 

Lang tids brug af alkohol eller stoffer fører til at man bliver meget opmærksom på alt hvad der har med alkohol og stoffer at gøre og ting som kunne tyde på en mulighed for at drikke eller dope sig. Disse såkaldte “cue” eller “clues” fremkalder en stærk reaktion i den limbiske hjerne. Denne reaktion folder sig ud som cravings eller stroftrang, en dominerende følelse af at man bare må skaffe sig adgang til alkohol eller skaffe sit næste fix.

 

irisa

 

Hvis man ikke regelmæssigt drikker eller tager stoffer, så har man ikke den slags reaktioner. Og derfor har man heller ikke de kraftige reaktioner i PFC, som tjener til at hæmme og udsætte stofsøgende adfærd til et mere passende og belejligt tidspunkt. Af samme grund kan afhængighed føre til at man i langt højere grad bruger sit overskud på at tilpasse sin adfærd, sådan at misbrug ikke bliver et problem på arbejdspladsen, i familien eller på studiet. Tilsvarende har så mindre overskud til at styre i forhold til andre målsætninger, hvilket kan forklare hvorfor og hvordan man er forholdsvis handicappet, hvis man er kommet ud i noget, der ligner misbrug.
Men disse reaktioner er ikke bare knyttet til stofmisbrug: Man så en tilsvarende aktivering af PFC da man testede en person, der er afhængig af computerspil og bruger 30 timer om ugen på en bestemt type online gaming. Da man udsatte den unge mand for billeder fra spillet, kunne man se aktivering af medial og lateral præfrontal kortex, de centre der har at gøre med opmærksomheds kontrol og tilpasning af social adfærd. Andre personer med spille afhængighed har tilsvarende udvist aktivering af præfrontal kortex, når de blev vist video materiale om gambling. Her så man også at denne aktivering var forbundet med en stærk spilletrang, der altså ser ud til at fungere på samme måde som stoftrang.
Spiseforstyrrelser, hvor der er svigtende kontrol over spisevaner, viser sig også at være præget af ændringer i aktiviteten af præfrontal kortex: Man ser samme tendens til kraftig aktivering, når testpersoner bliver vist billeder af mad. Kvinder med bulimi eller anorexie udviste således kraftig aktivering af medial PFC, når de fik vist billeder af mad. Denne aktivering er tegn på at deres selvkontrol aktiveres, sådan at deres adfærd ikke bliver upassende for situation og kontekst. Samme aktivering kunne ikke ses ved kontrol personer uden spiseforstyrrelser.
Det man ser ved alle disse former for afhængighed og forstyrrelser er at aktivering gennem sanserne fører til at ens selvkontrol arbejder på højtryk for at finde en balance mellem trangen til at følge sine vaner og hensynet til den social eller praktisk situation man befinder sig i. Dette giver et godt inblik i hvordan cravings eller stoftrang kan påvirke hverdagen for personer, der har udvikling en grad af afhængighed og et vaneforbrug af en bestemt type: Hver gang deres tilbøjeligheder aktiveres, kræver det en stor indsats og en høj grad af selvkontrol at tilpasse adfærden, så den ikke fører til problemer. Dette kan være med til at svække indsatsen for andre målsætninger, der kræver selvkontrol, fordi vores selvkontrol resourcer ikke er uendelige.