Karakteren af invaliderende omgivelser

7. Karakteren af invaliderende omgivelser

Invaliderende omgivelser er kendetegnet ved, at udtryk for indre oplevelser mødes med uberegnelige, upassende og ekstreme reaktioner. Udtryk for indre oplevelser bliver med andre ord ikke givet gyldighed, d.v.s. valideret. Derimod bliver udtryk for indre oplevelser ofte straffet og/eller trivialiseret. Oplevelsen af smertefulde emotioner og det, som personen oplever som årsagerne til det emotionelle ubehag, bliver ignoreret af omgivelserne. Individets tolkning af sin egen adfærd, inklusive oplevelsen af sine intentioner med og motiver til handlinger, afvises.
Invaliderende udsagn har to primære træk: For det første siger de, at individet tager fejl, både i sin beskrivelse og sin analyse af egne oplevelser, specielt med hensyn til hvad der forårsager hendes følelser, antagelser og handlinger. For det andet tilskriver de hendes oplevelser socialt uacceptable karaktertræk eller personlighedstræk. Omgivelserne kan insisterer på, at individet har følelser, som hun siger, at hun ikke har (“du er vred, men du vil ikke indrømme det”), at hun har lyst til det, som hun siger, hun ikke har lyst til (den sædvanlige bemærkning: “når hun siger nej, mener hun ja”), eller at hun har gjort, hvad hun benægter at have gjort.
Udtryk for negative emotioner bliver tilskrevet træk som f.eks. hyperaktivitet, oversensitivitet, paranoia, et forvrænget billede af begivenheder eller en manglende positiv attitude. Adfærd, som har utilsigtede negative eller smertefulde konsekvenser for andre, kan blive tilskrevet fjendtlige eller manipulerende motiver. Fiasko eller mindste afvigelse fra den sociale definition af succes tilskrives manglende motivation, manglende disciplin, manglende indsats eller lignende. Positive emotionelle udtryk, overbevisninger eller planer bliver invalideret ved at blive tilskrevet manglende skelneevne, naivitet, idealisering eller umodenhed. Individets indre oplevelser eller emotionelle udtryk bliver i intet tilfælde værdsat som korrekte reaktioner på begivenheder.
Emotionelt invaliderende omgivelser er normalt intolerante over for udtryk for negative emotioner, i hvert fald når der ikke er nogen synlige begivenheder til at støtte og legitimere dem. Den holdning, som udtrykkes, svarer til en “tag dig selv i nakken”- holdning, det vil sige overbevisningen om, at enhver, som forsøger tilstrækkeligt indædt, kan opnå alt. Individuelle bestræbelser, specielt m.h.t. at kontrollere sine følelsesmæssige udtryk og at begrænse sine krav til omgivelserne er højt værdsatte. Invaliderende medlemmer af sådanne omgivelser er ofte energisk agiterende for deres egne synspunkter og giver ofte aktivt udtryk for frustration over et individs manglende evne til at antage det samme synspunkt. Det er højt værdsat, at man er glad eller at man i det mindste kan le på trods af modgang, og at man tror på sine evner til at nå ethvert mål, eller at man i hvert fald aldrig “giver op” over for håbløshed. Mest af alt værdsættes en “positiv holdning” i forhold til overvindelsen af alle problemer. Manglende efterlevelse af disse forventninger fører til afvisning, misbilligelse, kritik, og til andres forsøg på at skabe eller gennemtvinge en ændring i retning af denne holdning. Det er som regel meget begrænset, hvad individet kan forvente og forlange af disse omgivelser.
Dette mønster svarer i høj grad til mønsteret af voldsom “udtrykt emotionalitet”, som findes i familier til både deprimerede og schizofrene med høje genindlæggelses-procenter (Leff & Vaughn, 1985). Arbejdet med udtrykt emotionalitet påpeger, at sådanne familie-konstellationer kan være ekstremt magtfulde over for det sårbare individ. “Udtrykt emotionalitet” refererer i denne litteratur til kritik og overdreven involvering. Dette begreb dækker disse to aspekter, men understreger desuden tendensen til manglende anerkendelse af individets faktiske tilstande. Konsekvensen er, at forældrenes adfærd ikke bare ikke er i overensstemmelse med individets oplevelser, den er også ude af kontakt med individets faktiske behov.
Nogle få kliniske eksempler kan måske give et klarere billede af, hvad jeg mener med dette. Under en familie-session med en borderline kvinde, som havde en fortid med alkoholisme og gentagne alvorlige selvmordsforsøg, sagde hendes søn, at han ikke forstod, hvorfor hun ikke bare kunne ignorere problemerne, sådan som han selv, hans bror og hans far gjorde. Et stort antal patienter i mit forskningsprojekt blev af deres forældre frarådet at gå i psykoterapi. En 18-årig patient, som havde været indlagt flere gange, som havde forsøgt at gøre skade på sig selv adskillige gange, som var hyperaktiv og ordblind og var svært involveret i narkotika miljøet, fik hver uge efter sin gruppeterapi-session af sine forældre at vide, at hun ikke havde brug for terapi, og at hun kunne klare sine problemer selv, hvis hun virkeligt ønskede det. “At tale om problemer, gør dem kun værre”, sagde hendes far. En anden patient fik under sin opvækst at vide, at hvis hun græd, når hun kom til skade på legepladsen, ville hendes mor give hende en “virkelig” grund til at græde; d.v.s. hvis hun blev ved med at græde, ville hendes mor slå hende.

 

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *