Konsekvenser af invaliderende omgivelser

8. Konsekvenser af invaliderende omgivelser

Omgivelsernes invalidering af individets indre oplevelser har følgende konsekvenser: Ved at undlade at bekræfte og validere følelsesmæssige udtryk, vil de invaliderende omgivelser for det første ikke få lært barnet at navngive indre oplevelser, inklusive følelser, med betegnelser, som i det omgivende samfund er normative for de samme eller tilsvarende oplevelser. Barnet lærer dernæst ikke at regulere den emotionelle tilstand. Da det emotionelt sårbare barns problemer ikke anerkendes, bliver der ikke gjort meget for at løse dem. Barnet får at vide, at det skal kontrollere sine følelser i stedet for at blive undervist i, hvordan det kan gøre det. Det svarer til at fortælle et barn uden ben, at det skal gå, uden at give det kunstige ben at gå på. Den manglende erkendelse eller overforsimpling af det grundlæggende problem forhindrer, at individet får den opmærksomhed, støtte og omhyggelige træning, som hun i virkeligheden har brug for. Derfor lærer barnet ikke at kunne navngive følelser eller at kunne kontrollere sine reaktioner.
Og fordi omgivelserne simplificerer løsningerne på livets problemer, mangler barnet mulighed for at lære at tolerere smerte eller at sætte realistiske livsmål.
For det tredie er det i de invaliderende omgivelser ofte nødvendigt at udtrykke ekstreme emotionelle tilstande for at fremkalde en hjælpsom reaktion i omgivelserne. Således favoriserer de sociale betingelser udviklingen af ekstreme emotionelle reaktioner. Ved uregelmæssigt at straffe kommunikation af negative følelser og sporadisk belønne udtryk for ekstreme eller ukontrollerede emotionelle tilstande, lærer omgivelserne individet at svinge mellem emotionel hæmning på den ene side og på den anden side at reagere med ekstreme følelses¬mæssige tilstande.
Endelig mangler barnet i disse omgivelser mulighed for at lære at stole på sine egne emotionelle og kognitive reaktioner som reaktioner på gyldige tolkninger af begivenheder og egne indre oplevelser. I stedet lærer omgivelserne barnet aktivt at invalidere sine egne oplevleser og afsøge omgivelserne for tegn på, hvordan hun skal tænke, føle og handle. En persons evne til at have en minimal tillid til sig selv er afgørende: Hun må i det mindste kunne stole på sin beslutning om ikke at stole på sig selv. Derfor bliver invalidering almindeligvis oplevet som værende ubehageligt. Mennesker som udsættes for invalidering, vil som regel forlade de invaliderende omgivelser, forsøge at ændre deres adfærd så den lever op til forventningerne i omgivelserne eller forsøge at bevise deres reaktioners validitet og således reducere omgivelsernes invalidering. Borderline dilemmaet opstår, når individet ikke kan forlade omgivelserne og ikke er i stand til at ændre enten omgivelserne eller sin egen adfærd for at leve op til forventningerne.
Det kunne se ud som om, de invaliderende omgivelser ville producere en voksen person med en dependent personlighedsforstyrrelse i stedet for BPD. Jeg mener, at et sådant resultat ville være sandsynligt med et barn, der ikke var så emotionelt sårbart. Men med et barn men en intens emotionalitet, vil den invaliderende information fra omgivelserne næsten altid konkurrere med ligeså stærke udsagn fra barnets emotionelle reaktioner: “Det kan godt være, at du påstår, at du handlede af kærlighed, men mine sårede følelser, min rædsel og mit raseri siger mig, at det ikke var kærlighed. Det kan godt være, at du siger, at jeg godt kan, at det ikke er noget problem, men min panik siger, at det ér, og at jeg ikke kan.”
Det emotionelt sårbare og invaliderede individ er udsat for en dobbelt binding, som svarer til den, som overvægtige individer udsættes for i vores samfund. Kulturen (inklusiv daglige reklamer for slankeprodukter i radio og TV) og slanke familiemedlemmer fortæller igen og igen den overvægtige person, at det er let at tabe sig; og at holde vægten kræver kun en smule viljestyrke. En kropsvægt, der overstiger det kulturelle ideal, opfattes som kendetegnende for en doven og udisciplineret person. Tusindvis af slankekure, intense sultfornemmelser under kurene, monumentale anstrengelser for at blive og forblive slank, og en krop, som tager på igen ved den mindste anledning, siger noget andet. Hvordan reagerer den overvægtige person på dette tvetydige budskab? Som regel ved at svinge frem og tilbage mellem ekstrem disciplin i sine slankebestræbelser på den ene side og eftergivenhed, afslapning og afvisning af slankhedskravet på den anden side. Yo-yo syndromet blandt overvægtige på slankekur svarer til de emotionelle svingninger hos borderline individer. Ingen af informationskilderne kan med sindsro ignoreres.

 

 

Leave a Reply