At tillade naturlig forandring

11. AT TILLADE NATURLIG FORANDRING

Dialektikken antager, at virkelighedens grundlæggende træk er forandring, proces og udvikling. At indføre vilkårlig konsistens i terapien ville ikke være i overensstemmelse med dialektikkens karakter. I modsætning til mange andre terapeutiske tilgange søger DBT ikke at undgå at skabe ændringer og ustabilitet i terapien, og der lægges heller ikke vægt på at opretholde et ensartet og modsigelsesfrit terapeutisk miljø. Det fysiske arrangement kan skifte fra den ene gang til den anden, aftaletiderne kan variere, regler kan ændres og forskellige terapeuter, som har med patienten at gøre, kan alle sige forskellige ting. De forandringer, udviklinger og uoverensstemmelser, som er en del af ethvert miljø, tillades at foregå naturligt. Nøgleordene er “tillades” og “naturligt”. At tillade forandringer er ikke det samme som at indføre ændringer for ændringernes egen skyld, det ville være vilkårlighed. Naturlige forandringer er de, som udvikler sig fra de nuværende betingelser, snarere end de, som indføres udefra.
Borderline patienter foretrækker stabilitet og konsistens, og mange kan have store vanskeligheder med forandringer. Antagelsen bag dette er, at eksponering for forandring i en tryg atmosfære kan være terapeutisk. Undgåelse af forandringer inden for det terapeutiske forhold giver ikke megen mulighed for, at patienten kan udvikle tolerance og fortrolighed over for forandringer, flertydighed, uforud-sigelighed og uoverensstemmelser. (Faktisk er muligheden for at lære at håndtere ændringer “citronfromage”, lavet af “citronerne” i oplevelsen af den lejlighedsvise inkonsekvens i terapeuten adfærd.) En kunstig stabilitet og forudsigelighed inden for det terapeutiske forhold begrænser muligheden for at generalisere erfaringerne fra dette forhold til andre mere naturlige forhold, hvor flertydighed og en vis mængde uforudsigelighed ofte forekommer.
Betyder denne strategi, at der ikke er nogen kontinuitet og konsekvens i DBT? Nej. Men den kontinuitet og konsekvens, som faktisk findes, kan sammenlignes med det stille vand, som findes neden under de bølger, som kommer og går på havoverfladen. Denne kontinuitet er mere virkelig end tilsyneladende. Teknisk set er den eneste form for konsekvens, som er påkrævet, den, at adfærdsmæssige fremskridt belønnes, og at hverken den dysfunktionelle status quo eller tilbageskridt belønnes. Således må terapeuten konsekvent være på patientens side, villig til at bøje terapiens regler for at fremme patientens velfærd. Faktisk er det denne konsekvente omsorg for patienten, som gør forholdet trygt nok til, at eksponering for forandringer kan have gavnlige virkninger.

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *