Opvækst i fattigdom fører til ringe impulskontrol

Opvækst i fattigdom fører til ringe impulskontrol

Det nævnes ofte at mennesker med dårlig uddanelse og ringe socio-økonomisk status har dårlige vaner, ringe helbreds adfærd og kort levealder. Man sætter ofte ind med informations kampagner, der skal oplyse folk om, at det er usundt at drikke mere end 7/14 genstande om ugen, og at man lever længere, hvis man ikke ryger. De fleste mennesker med god uddanelse og god indkomst synes at have forstået dette og har rettet ind, så hvorfor ikke forsøge at oplyse den mindre velfungerende del af befolkningen om fordelene ved bedre vaner og bedre helbreds adfærd?

Men faktisk er der gode muligheder for at man med disse oplysningskampagner opfylder et behov, der ikke eksisterer. Der er formentlig langt imellem folk, der ikke ved, at de skader deres eget helbred ved at drikke tæt og ved at fortsætte med at ryge. Og meget tyder på at manglende selvkontrol er en langt bedre forklaring på problemerne end manglende information.

Mangelfuld selvkontrol er i de senere år dukket op som en mere solid forklaring på hvorfor så mange mennsker har denne kombination af dårligt helbred og lav indkomst/uddannelse. Ringe selvkontrol kan nemlig meget vel tænkes at føre til både lav uddannelse/indkomst og til at man har dårlige vaner og dårligt helbred. Det er påvist at manglende selvkontrol i sig selv kan føre til dårlig uddanelse og ringe socio-økonomisk status. Det er selvfølgelig krævende at gennemføre en længerevarende uddanelse, hvilket forklarer at ringe selvkontrol fører til fattigdom.

Men nu er der dukket forskning op, der peger på den omvendte sammenhæng, nemlig den mulighed at fattigdom i sig selv kan føre til ringe selvkontrol: At den række ekstra stress faktorer, som følger med når man vokser op i fattigdom, kan reducere den kapacitet for selvkontrol, som man har brug for både i forhold til uddannelse, og når man forsøger at blive en række dårlige vaner kvit. Denne sammenhæng har Gary Evans og Pilyoung Kim set nærmere på.

Ifølge deres undersøgelse så er børn, der vokser op i fattigdom, udsat for en lang række stress faktorer, der belaster og over tid skader deres biologiske og psykologiske kapacitet for selvkontrol. Deres undersøgelse påviser to grundlæggende forhold:

1. At børn der vokser op i fattigdom er udsat for en række ekstra stresfaktorer, der belaster det biologiske response system, der normal opretholder organismes funktionelle balance.

2. At fattigdom også skader de anlæg for selvkontrol, som ellers hjælper barnet til at håndtere og minimere de belastninger, som barnet påføres fra omgivelserne.

 

Opvækst i fattigdom og kronisk stress

En af de måder, som gør fattigdom til en kilde til flere stressfaktorer, er at fattigdom fører til et opvækstmiljø, der er mere belastende. En lang række sociale og fysiske stressfaktorer korrelerer med indkomstniveau, f.eks. konflikter i familien, omvæltninger i familielivet, opløsninger af familien, mødres depression, vold i omgivelserne, øget straf fra forældre og reduceret ansvarlighed hos forældre.
Fattige børn er også mere udsat for kaotiske fysiske omgivelser, boliger med problemer, støj, trafik, miljøgifte og allergi-fremkaldende stoffer. Fattige børn bor oftere i kvarterer med ringere social kapital (gettoer), hvor de er mere udsat for eller vidne til kriminalitet og har ringere adgang til sportsfaciliteter og andre mulighder for fysisk udfoldelse. Der er typisk også ringere adgang til sund mad.

 

 fattigdom-impulskontrol

Opvækst i fattigdom
Opvækst i fattigdom fører til ringe impulskontrol og skader de anlæg for selvkontrol, som hjælper barnets håndtering af belastninger påført fra omgivelserne.

Fattige børn er ikke bare udsat for en større risiko for påvirkninger fra hver af disse forskellige stressfaktorer. Det er en væsentlig pointe at fattige børn desuden er udsat for en langt højere risiko for at være udsat for en kummulativ belastning fra en række af disse stressfaktorer. Dette er afgørende fordi udsættelse for den kummulative virkning af en række stressfaktorer langt overgår virkningen af udsættelse for en enkeltstående stressfaktor.
Det er f.eks. påvist at børnets kumulative stres under opvæksten fører til lavere social succes senere, når individet er midaldrende. Der ses også en klar sammenhæng mellem fattigdom og både fysiologiske faktorer (som f.eks. blodtryk, stress hormoner) og psykologiske faktorer (f.eks. agression, angst, depression, indlært hjælpeløshed og kapacitet for selvkontrol).

De nævnte stressfaktoerer er desuden ikke bare et problem for barnet selv, men normalt vil de fleste af disse stresfaktorer også belaste barnets forældre og dermed påvirke det overskud og den omsorg, som barnet kan forvente fra sine forældre: Stressfaktorer i omgivelserne vil typisk påvirke forældrenes kompetencer, sociale forhold og familie forhold negativt. Fattige forældre vil typisk have jobs, hvor de er mere udsat for stress og negative helbredsfaktorer. Desuden vil de fleste fattige børn gå i en skole, hvor er større del af eleverne har samme ringe vilkår. Så ud over den direkte indvirkning af stressfaktorer, vil barnet opvækst i fattigdom også have en indvirkning gennem ringere ressourcer hos forældre, familie og jævnaldrende børn i skole og nærmiljø.

 

Kronisk fysiologisk stress

Den direkte fysiologiske indvirkning udgør også en grund til at se nærmere på kronisk stress. Der er påvist en direkte forbindelse mellem de fleste kroniske sygdomme, der rammer voksne, og mangler i barndommens opvækstforhold. Denne forbindels eksisterer også for de, som overvinder deres udgangspunkt og opnår en bedre socio-økonomisk situation senere i livet. Den seneste forskning i disse forhold tyder på, at de ringe opvækstbetingelser har et potentiale til at skade individet for livet.

En af de faktorer, der forbinder senere sygdom med opvækstforhold, er et kronisk forhøjet fysiologisk stressniveau. Fattige børn viser sig at have højere aktivering af det sympatiske nervesystem (hvilket typisk fører til forhøjet blodtryk), forhøjet aktivitet i det hormonelle stress system (f.eks. forhøjet cotisol niveau), dysregulering af stofskife og appetit (øget fedme), øget inflamering (f.eks. i form af øget niveau af cytokiner). Disse indkomstafhængige forandringer i retning af øget fysiologisk stressbelastning starter altså i barndommen og har klare, veldokumenterede følgevirkninger i form af “livsstils sygdomme” senere i livet. Det er påvist øget cortisol niveau hos børn i alderen mellem 7 måneder og 4 år (fig. 1).

Opvækst i fattigdom fører til ringe impulskontrol

Den stiplede linie angiver cortisol niveau for børn i hjem med middelindkomst, den fuldt optrukne linie angiver niveauet for børn i fattige hjem.

Man har også set på “allostatisk belastning”, som er et indeks over en række forskellige mål for stressbelastning, der giver et grundlag for at vurdere slidtage or skadevirkning, der skyldes kronisk stress. Disse skadevirkninger opstår typisk ved at en række af kroppens stress response systemer aktiveres gennem længere tid. Det er f.eks. øget kronisk stresshormon belasning, øget akut stresshormon belastning, ringe insulin sensitivitet, øget inflamering. Der ses altså en øget kronisk fysiologisk stresssbelastning, som til dels skyldes højere forekomst af kumulative risikofaktorer i omgivelserne.

 

Opvækst i fattigdom, egen regulering og coping

Børn, der vokser op i fattigdom, har en række mangler i deres egen regulering. Deres forældre og deres lærere vurderer, at deres færdigheder i egen regulering er ringere end andre børns: De har ringere færdigheder i behovsudsættelse, de udviser ringere opmærksomhedsregulering, de udviser ringere impulskontrol, og de har ringere kapacitet i deres korttidshukommelse. Nogle af deres mangler i forhold til egen regulering skyldes manglende færdigheder. De fattige børn, der har gode færdigheder i egen regulering, viser sig at være mere modstandsdygtige i forhold psykologiskes belastninger.

Opvækst i fattigdom og coping færdigheder

Opvækst i fattigdom er også forbundet med dysfunktionelle coping strategier hos de lidt ældre børn og unge. Coping strategier, der søger hjælp i omgivelserne, har en tendens til at være effektive og adaptive. For eksempel udgør aktiv problemløsning eller at hente hjælp en beskyttelse mod de negative virkninger af stressbelastninger på barnets psykiske helbred. Modsat er tendenser til undgåelse, som f.eks. tilbagetrækning fra konflikter, associeret med flere stresssymptomer.
Fattige børn udviser en øget tendens til undgåelse og coping strategier præget af undgåelse. Dette fører til flere stress symptomer og flere sociale vanskeligheder blandt fattige børn og unge. Fattige børn, der har en mere aktiv og imødgående coping stil, som f.eks. problem løsning eller kognitiv revurdering over for fattigdoms relaterede stress belasninger, udviser færre negative psykologiske symptomer. Omformulering af meningen af stressfulde begivenheder, sådan at de opfattes mindre truende og passer bedre til en optimistisk holdning, viser sig at have en tendens til at modvirke stress, sådan at der ses lavere grad af kronisk inflamering og færre astma symptomer. En kombination af skift- og hold-ud-strategier synes tilsvarende at hindre, at opvækst i fattigdom fører til samme grad af allostatisk stressbelastning, efterhånden som de samme individer bliver midaldrende.

Fattigdom, opdragelse, egen regulering og coping

De to næste virkningsmekanismer, der forbinder opvæskt i fattigdom med negative konsekvenser – forældres ressourcer og forældres varme og imødekommenhed – er også afgørende for konsekvenserne af fattigdom. Fattigdom øger stressbelastningen for forældre, hvilket påvirker kvaliteten af deres omsorg negativt. Både en mindre imødekommende og en mere afvisende opdragelse bidrager til en ringere evne til egen regulering hos barnet.
Positive forhold mellem barn og voksen kan derimod afbøde noget af virkningen af fattigdom på barnets sundhed. F.eks. ses det at moderens imødekommenhed kan svække forbindelsen mellem fattigdom under opvæksten og en reduceret adfærdskontrol hos barnet, mellem fattigdom under opvæksten og pre-diabetes / insulin resistens, og mellem fattigdom under opvæksten og en række markører for kronisk inflamering.
Lav-indkomst forældre, der snakker mindre med deres børn viser sig at have børn med ringere sprog færdigheder, hvilket begrænser disse børns evner til at regulere deres følelser. Dette skyldes mangler i deres evne til at formulere sig omkring følelser og genrelle kommunikations færdigheder.

Fattigdom, stresss og hjerne

Opvækst i fattigdom er forbundet med strukturelle og funktionelle ændringer i hjerneområder, der varetager stress-reaktioner og egen regulering. Mangler under opvæksten er blevet forbundet med reducreret volumen af hippocampus, en øget response i amygdala på negative hændelser, ændret aktivitet og struktur i prefrontal kortex, f.eks. reduktion af volumen. Der ses også forstyrrelser af kommunikationen mellem prefrontal kortex og amygdala, som udgør den primære regulering (kortex) af impulser (amygdala). Kronisk stress gennem barndommen synes at føre til en forstyrrelse af “top-down” kontrol af emotionelle reaktioner. Kronisk stress fører desuden til en øget sensitivitet i amygdala over for negative følelser som f.eks. vrede.

Fremtidsperspektiver

Der er en begyndende forståelse af de livsvarige skadevirkninger, der opstår ved børns opvækst i fattigdom. Man har tidligere været meget fokuseret på betydningen af dels kognitiv stimulering og dels forældres emotionelle varme for barnets udvikling. Den seneste forskning der her præsenteres tyder på at en tredje faktor er afgørende for barnets udvikling: forbindelsen mellem opvækst i fattigdom og livslang øget kronisk stress.

Der er dog en række vigtige områder, som er dårligt belyst i den nuværende forskning:

1. Der er for få langtids-undersøgelser, hvor livslange forløb belyses.

2. Det er ikke belyst i detaljer, hvordan varighed og timing af belastninger påvirker de negative virkninger for individet.

3. En række af fattigdomens negative indvirkninger synes at skyldes, at barnet udsættes for en kumulativ række af stressfaktorer. Interaktionen mellem forskellige stressfaktorer kan vise sig at være en belastning, der er specifik for opvækst i fattigdom. Der savnes forskning, der kan belyse forholdet mellem mængden og synergien mellem en række forskellige stressbelastninger i barnet opvækstmiljø.

4. Der savnes også en bedre forsåelse for sammenhængen mellem egen regulering og fattigdom: Under hvilke forhold vil fattigdom føre til ændringer i barnets egen regulering, sådan at de bliver en indikator for barnets ringere udvikling. Øget egen regulering kan desuden modvirke nogle af de negative virkninger af opvækst i fattigdom. Det er derfor vigtigt at afklare, hvordan og hvornår barnets egen regulering bliver tilstrækkeligt skadet til, at dete får betydning for det livslange forløb.

5. Det er desuden vigtigt at afklare, i hvilken grad forældres stressbelastning og mangelfulde kompetencer i opdragelsen fører til barnets forøgede stressbelastning, ringe coping færdigheder og mangelfulde egen regulering.

 

 

 

 

Leave a Reply