Undervisning i dialektiske adfærdsmønstre

4. UNDERVISNING I DIALEKTISKE ADFÆRDSMØNSTRE

Gennem hele terapien lægges der vægt på dialektisk tænkning, både hos terapeuten og som en tænknings-stil, som patienten undervises i. Dialektisk tænkning fordrer at individet antager en aktiv rolle, at logisk ræsonnement og intellektuel analyse opgives som eneste veje til sandheden, og at erfaringsmæssig viden værdsættes. Mening skabes og nye relationer afdækkes, ved at enhver term og ethvert udsagn stilles over for dets modsætning eller et alternativ. Det primære budskab til patienten er, at det, uanset hvad emnet er, altid er muligt at komme med et modsat¬rettet udsagn. Den dialektiske terapeut hjælper patienten til at opnå en syntese af modsætningerne i stedet for at fokusere på at verificere en af siderne. Terapeuten hjælper patienten til at bevæge sig fra “enten-eller” til “både-og”. Således bør mange udsagn efterfølges af deres iboende modsætning, således at terapeuten kan eksemplificere for patienten, hvor tvetydige og modsætningsfyldte de er. Ideen er ikke at invalidere den ene idé eller pol, ved at forfægte den anden. Synspunktet er “Ja, men desuden…” snarere end “Ja, men nej, jeg tog fejl.”
Et tilsvarende synspunkt indtages med hensyn til handling og emotionelle reaktioner. To ideer er her afgørende. Den første er, at muligheden for personlige og sociale ændringer ikke kommer fra noget sted uden for eller hævet over systemet, men ligger indenfor hver sociale sammenhængs eksisterende modsætninger (Sipe, 1986). Personen og omgivelserne udfordrer og begrænser gensidigt hinanden. Ændringer, både i personen og i hendes sociale omgivelser, kræver forfinelser og forvandlinger af nuværende evner i lyset af disse fordringer og begrænsninger (Mahoney, 1991).
Den anden idé er, at ekstreme og rigide former for adfærd er tegn på, at en dialektik ikke er blevet opnået. Således eksemplificeres og tales der for en middelvej, svarende til den, som buddhismen anbefaler: “Det vigtige, når vejen til oplysning følges, er at undgå at lade sig fange i eller binde sig til ekstremer af nogen art, det vil sige altid at følge “Middelvejen”. (Kyokai, 1966). Dette gælder for såvel terapeut som patient. Således bør terapeuten ikke fastholde fleksibilitet på en rigid måde eller for enhver pris undgå ekstremer. Som Robert Aitken, en Zen-mester har sagt, må vi endda “frigøre os fra vores frigørelse” (Aitken, 1987, p. 40).
Den adfærdsmæssige dialektik kommer klarest til udtryk i de behandlingsmål, som DBT arbejder for. Adfærdsfærdighederne i DBT er gode eksempler på dette. Emotionel regulering afbalanceres med opmærksomhed, hvor der lægges vægt på iagttagelse, beskrivelse og deltagelse, i stedet for regulering af emotionelle eller andre oplevelser. Selv i undervisningen i emotionel kontrol anbefales både distraktion og opmærksomhedskontrol på den ene side og opmærksom oplevelse og given slip på kontrollen på den anden. Interpersonel effektivitet fokuserer på ændring af problematiske situationer, hvorimod smertetolerance lægger vægt på accept af vanskelige situationer.

 

Leave a Reply