Årsagssammenhænge mellem kognitive symptomer og andre symptomer

Sammenhænge mellem tanke- og koncentrationsbesvær og andre symptomer

I psykiatrisk fag-jargon taler man om Kliniske korrelater for kognitive dysfunktion ved depression. Det handler om sammenhænge mellem tanke- og koncentrationsbesvær og de øvrige symptomer og problemer ved depression. Altså hvor meget de øvrige symptomer varierer når den kogntive dysfunktion bliver større eller mindre. Antagelsen bag brugen af korrelation er selvfølgelig at der enten er en direkte påvirkning mellem kognitive dysfunktion og de øvrige symptomer eller at de begge er virkninger af stress, ændringer af neurotransmitter-stoffer eller andre fælles årsager.

 

En model, der inkluderer oxidativt stress og neuro-inflamering er blevet foreslået som en mediator, der forklarer progressionen fra depression til øget kognitiv dysfunktion. Denne model ser den gradvist reducererede  neurokognitive funktion som udtryk for antallet og varigheden af depressive sygdoms episoder.

 

Men en række undersøgelser har ikke kunnet bekræfte modellens validitet: Undersøgelser , der så på kognitive funktion hos tidligere deprimerede men aktuelt symptomfri patienter fandt ikke nogen sammenhæng mellem den samlede antal depressive episoder og forværret kognitiv dysfunktion. (Behnken A et al., 2010, Bhardwaj A et al.,2010) Tilsvarende fandt en meta-analyse af andre undersøgelser ikke at antallet af tidligere depressive episoder forklarede forskelle i kognitive dysfunktion hos patienter, der ikke længere var deprimerede (Bora E, et al, 2013).

 

Der er dog et antal undersøgelser der har bekræftet forbindelsen mellem kognitiv dysfunktion – specielt dysfuntion af executiv funktion – og dels antallet og sværhedsgraden af depressive episoder og  dels en række udtryk for depressiv lidelse, som f.eks. selvmords adfærd.

 

I andre studier har svær depression vist sig at ko-variere med graden af kognitiv dysfunktion, sådan at patienter med tilbagevendende depression udviser en større grad af kognitive svækkelser. Graden af kognitive svækkelser har i disse undersøgelser vist sig at variere som funktion af antallet af depressive episoder i patienternes livsløb (Gorwood P et al., 2008).

 

Yderligere har graden af depressiv symptomatologi vist sig at korrelere med ringere even for opmærksomhed og for arbejdshukommelse (executive funktion) og for executive funktion generelt. Sværere kognitiv dysfunktion har vist sig at være forbundet med sen debut for deprimerde patienter sammenlignet med tidlig debut (Bora E, et al, 2013). Dette har danne grundlag for en kardiovaskular teori om depression men sen debut alder. Ifølge denne model vil skader på blodkar i hvidt hjernevæv og ringe blodtilførsel til omkringliggende regioner føre til et sydrom af afbrudte forbindelser, som kan associeres med mere udtalte kognitive svækkelser, specielt svækkelser af executive funktioner (Murphy CF, et al., 2007).

 

Svækkelser af opmærksomhedsregulering, arbejdshukommelse (for executive funktion) og en række andre executive funktioner (abstrakt indlæring, flydende sproglig fomulering og impulskontrol) er blevet forbundet med en øget risiko for selvmordsrisiko hos MDD patienter.

 

I en undersøgelse af funktion hos patienter med MDD og bipolar depression, viste det sig , at de patienter, der tidligere havde forsøgt selvmord også havde betydeligt ringere kapacitet for opmærksomhedsregulering og arbejdshukommelse end patienter, der også var deprimerede men ikke havde forsøgt selvmord. Denne forskel var ikke udtryk for graden af depression, der ikke variede mellem grupperne  (Keilp JG, et al., 2013).

 

I denne undersøgelse fremførte forfatterne desuden at executiv dysfunktion har en tendens til at være mere udtalt hos patienter der har udvist voldelige selvmordsforsøg (Jollant F, et al., 2011).

 

Endeligt har en undersøgelse fundet at der er stærk evidens for en positiv korrelation mellem mangelfuld impulskontrol og selvmordsforsøg hos patienter med affektive forstyrrelser, f.eks. depression, bipolar lidelse eller dystomi (Richard-Devantoy S, et al. 2012).

 

Melankoli er en tidligere udbredt definition af depression, som dog har en langt mere biologisk specifitet.  Det betyde at en malankoli diagnose angiver en række fysiologiske symptomer, men ikke i samme grad som DSM-3 deppressions diagnosen er baseret på ændringer af humør, grådlabilitet og lignende mere subjektive størrelser. Patienter med melankolsk depression udviste større executiv dysfunktion (Quinn CR & Harris A, Kemp AH. 2012),  såvel som flere svækkelser af hukommelse og opmærksomhed, ved sammenligning med patienter der havde depression som defineret ved DSM-3’s række af diagnostiske kriterier.

 

Dette tyder altså på at kognitive dysfunktion er tættere relateret til former af depression som er mere udtryk for fysiologiske påvirkninger og mindre udtryk for subjektive, affektive eller emotionelle påvirkninger.

 

[ Den gradvist mere rummelige og bredtfavnende definition af depression som ses gennem udviklingen fra DSM-3 til DSM-5, efter hvilken det i stigende grad er mere subjektive og mere kortvarige symptomer, der danner grundlag for diagnosen. Tilsvarende kan det tænkes at graden af kogntive dysfunktion kan tjene som indikator for hvor alvorlig prognosen er for det depresive sygdomsforløb for den specifikke patient, der diagnosticeres.

 

Dette antager en udvikling gennem hvilken depressions diagnoser i stigende grad er blevet justeret til at rumme mennesker, der uden af have svær fysiologisk psykopatologi kan diagnosticeres og medicineres. Prisen for denne udvikling kan i nogen grad antages at være en reduceret forståelse for de brede generelle træk, der både disponerer for fysiologisk depression og som omfatter kognitve svækkelser, herunder svækkelser af executive funktioner.  ]

 

Endeligt viser data fra andre undersøgelser at antallet af patienter med både depression og andre psykiatriske lidelser, som f.eks. angst eller alkohol-afhængighed, kan være forbundet med en dårligere prognose for patienter med depression.

 

 

Referencer:

 

Behnken A, Schoning S, Gerss J, et al.  2010, Persistent non-verbal memory impairment in remitted major depression – caused by encoding deficits?

 

Bhardwaj A, Wilkinson P, Srivastava C, Sharma M. 2010, Cognitive deficits in euthymic patients with recurrent depression.

 

Bora E, Harrison BJ, Yucel M, Pantelis C. 2013, Cognitive impairment in euthymic major depressive disorder: a meta-analysis.

 

 

Keilp JG, Gorlyn M, Russell M, et al., 2013, Neuropsychological function and suicidal behavior: attention control, memory and executive dysfunction in suicide attempt.

 

Jollant F, Lawrence NL, Olie E, Guillaume S, Courtet, P. 2011,The suicidal mind and brain: a review of neuropsychological and neuroimaging studies.

 

Richard-Devantoy S, Gorwood P, Annweiler C, et al. 2012, Suicidal behaviours in affective disorders: a deficit of cognitive inhibition?

 

Quinn CR & Harris A, Kemp AH. 2012, The impact of depression heterogeneity on inhibitory control.