Ambivalens, psykologi og følelser

 
 
 
 
 
 

At være ambivalent betyder at man har modstridende følelser, reaktioner eller opfattelser af et objekt eller en person. Andre versioner af ambivalens er, når man har et forhold til en person eller process, der er præget af både positive og negative følelser. Det kan også være en betegnelse for manglende beslutsomhed eller usikkerhed. Disse forskellige udlægninger modsiger ikke hinanden, men begrebet er lettest at forstå som den sammensatte oplevelse af, at man både er tiltrukket og frastødt af samme objekt eller person.

 
 

Ambivalens psykologi og følelser

Typiske ambivalenser:

 
 
 
 
Jeg er god nok, som jeg er.
 
Jeg har brug for at udvikle mig.
Det er bedst at jeg forsøger at acceptere mig selv som jeg er.
 
Det er bedst, hvis jeg kan forandre mig på de punkter, hvor jeg fungerer dårligt.
Tro og håb i forbindelse med antidepressiv medicin: “Kan give mig det jeg mangler”
 
Manglende tillid til og bekymring i forhold til at tage antidepressiv medicin: “Det er farligt”
Jeg er ikke tilstrækkeligt bekymret om mine forhold, min fremtid og min adfærd.
 
Jeg er altid så bekymret over alting og det er et tegn på et sygeligt sind eller at der er noget galt med mig.
Shopping som kur: “Jeg ville fungere bedre, hvis jeg havde tøj og ting, der bedre passede til min personlighed og karisma.”
 
Shopping som sygdom: “Jeg har igen overtræk på kontoen og rykkerbreve i postkassen. Hvordan skal det her ende???”
Vin og alkohol er løsningen på alle mine problemer.
 
Vin og alkohol er kilden til alle mine problemer.
 
 

Evasiv adfærd og ambivalens

 
Evasiv adfærd er, når man undgår problemer ved at undgå risikoen for at problemer opstår, i stedet for at løse de problemer, der opstår efterhånden, som det bliver nødvendigt og muligt. Undgåelses-adfærd er ikke motiveret af frygt, men af den lettelse, der følger af at fjerne risikoen for at et problem opstår. Det er altså en slags positivt motiveret angst-adfærd, hvis det giver mening.
 
Amibivalens er ofte udtryk for denne form for evasiv adfærd: Man ønsker at undgå at træffe den “forkerte” beslutning. Eller man vil undgå at “gøre det forkerte”. Man er bange for konsekvenserne af at være uperfekt. Men igen: Det er ikke frygten der motiverer adfærden, men derimod den lettelse, der opleves, så snart at man finder et alternativ til den bekymrende udsigt til at man kunne tage fejl.
 

Dette kunne i sig selv være et uskadeligt adfærdsmønster. Problemet opstår, når man er lige bekymret over mulige fejltagelser for begge alternativer. I dette tilfælde fører evasiv adfærd ikke til en alternativ adfærd, men til handlings-lammelse.

 
 
 

Frygt for fejltagelser

 

Frygten for fejltagelser spiller også en anden rolle. Den er i vejen for accept af ambivalens som “smørrelse” for alle langsigtede forandringsprocesser. Hvis man er ambivalent, så har man altså mulighed for at rumme modstridende synspunkter. Dette sikrer, at man til enhver tid er bedre i stand til at opnå et detaljeret kendskab til både ens egen oprigtige opfattelse og til den alternative opfattelse, som man ikke deler. Et effektivt forsøg på at fjerne alle former for ambivalens ville også betyde, at alle alternativer til egne forestillinger og opfattelser ville blive vanskeligere at forholde sig til. Det er ved, at man – for en stund – frivilligt lader sig overbevise om sandheden i alternativet, at man bliver i stand til at forstå det alternative synspunkt fuldt ud.

 
 
 

Ambivalens, hykleri og selvkritik

 

Det er blevet populært at anklage folk for ‘hykleri’, som om det i sig selv var en forbrydelse eller en ekstrem afvigelse fra moralsk adfærd. Men ‘hykleri’ er typisk bare udtryk for, at man mener at begge sider af en diskurs har ret. Eller er lige usikker på begge siders argumenter. Og anklagen om hykleri bliver ofte fremsat, ud fra en antagelse om at dette udgør en sjælden og eksotisk afvigelse fra normal adfærd. Mens det faktisk er det modsatte der er tilfældet: De få personer, der ikke synes at komme i modstrid med egne synspunkter udgør et afvigende mindretal, typisk af personer uden dybde, selv-indsigt eller andet at byde på end overfladisk konformitet.

Der er altså gode grunde til at acceptere, at man ofte kommer i modstrid med egne antagelser og synspunkter. Og det afspejler en verden, der er flertydig, selvmodsigende, og som det vil tage mere end et par uger at forstå til bunds. Men mest af alt afspejler det måske en svigtende evne til at acceptere egne begrænsninger og til at tilgive sig sine egne fejl eller mangler. Mange lever med en selvdestruktiv politik om, at de helst skal komme al kritik i forkøbet. De har derfor en nidkær og skånselsløs holdning til afvigelser fra perfekt funktion. Dette fører til kronisk selvkritik, hvor alle vurderinger og beslutninger vendes, drejes og sammenholdes med et perfekt teoretisk ideal. Frygt for andres kritik, lettelse over at undgå denne, og risiko-aversion motiverer denne adfærd.

Håndteringen af ambivalens er ikke så meget en handling eller en metode man kan følge og dermed ‘få det overstået’. Det er snarere en organisk process, som man kan sætte gang i, følge, glemme eller ignorere. Og der er typisk først når processen for stedse har forladt ens bevidste opmærksomhed, at man har overstået det nødvendige ‘arbejde’ og er blevet fri at ambivalensen.

Løsningen på ambivalenser af denne art er altid den samme fordi problemet altid er det samme: Ambivalente opfattelser medfører en ofte stærkt overdreven fokus på hver af modsætningerne, uden at man kan komme en løsning nærmere. Den overdrevne betydning man tillægger hvert af de modstridende synspunkter hindrer, at man finder mere frugtbare måder at tænke på.

Problemet er, at man ved at skiftevis indtage begge positioner får en stærkt overdreven opfattelse af deres betydning. Den grundlæggende konflikt er ofte bedst løst ved, at man nedtoner eller ignorerer problemet og ser det i en større kontekst. Dette hindres dog af den overdrevne betydning.

Problemet er ønsket om en modsætningsfri tankegang. Dette ønske motiverer til undersøgelse af ambivalente synspunkter, der i dette lys ses som vigtigt. Man når man kun har en delvist bevidst opfattelse af, at man modsiger sig selv, så fører det til en oplevelse af, at synspunktet er vigtigt, men en uklar opfattelse af, hvorfor det er vigtigt.

Synspunktet kan selvfølgelig være vigtigt af egne grunde, men ved ambivalens er synspunktet desuden vigtigt, præcis fordi man har en dunkel opfattelse af, at man modsiger sig selv. Dette fører til at alle ambivalente opfattelser får en overdreven betydning, der netop skyldes vores ønske om, at have en nogenlunde konsistent tankegang, hvor vi ikke modsiger os selv for meget.

Vi kan altså tilføje visse nye aspekter af ambivalens til vores forståelse:

 
  • Det er modstridende synspunkter
  • Vi har typisk en overdreven opfattelse af deres betydning
  • Der er en dunkel bevidsthed om, at dette er sådan, og at det er et problem
 
 

Man bør arbejde på at gøre sig mindre ængstelig gennem den række af metoder, som er relevant for alle slags problematisk frygt, angst eller undgåelse:

 
 
Fysiologisk selv-omsorg

Man bør pleje sin fysiologiske konstitution, sådan at man er mindst mulig sårbar over for negative automatiske tanker, angst-impulser og andre negative impulser. Dette omfatter bedre søvn-vaner, bedre kost, bedre træning og behandling af alle sygdomme og skavanker, der bidrager til kronisk smerter, svækkelser, inflammation eller andre sårbarheds-fremmende tilstande.

 
 
Bygge sociale liv op
Man bør arbejde for at opnå en tryg, harmonisk og positiv social sfære, hvor man er tilpas udfordret og ikke behøver at følge en slalom-kurs gennem sociale situationer, for at undgå at komme i for tæt kontakt til personer, som man kunne frygte at komme i konflikt med. Dette kræver ofte et langvarigt oprydnings-arbejde, hvor man sørger for at:
 
  • Afslutte negative forhold på en ok måde
  • Opbygge de positive forhold og
  • Finde en god balance, hvor man er lejlighedsvis udfordret uden at det opleves som et problem
 
 
 
Realitetsteste

Langsomt men sikkert afmonterer de værste ambivalenser og undgåelses-mønstre ved at man – eventuelt med støtte fra en psykolog – sørger for at få flere, mere realistiske og mere praktiske erfaringer med de valg, som synes at være skræmmende og tiltrækkende på en gang. De fleste af de ting, der giver anledning til ambivalens viser sig typisk at være langt mindre fantastiske i virkeligheden, og langt mindre skræmmende på tæt hold.

 
 

Konsekvenser af indsatsen

 

Gør man en solid indsats på disse områder, så bør det efterhånden afsætte sig som en række følgevirkninger:

 
Bedre sanse for proportioner
Bevidsthed om at modstridende synspunkter kan være nyttige at have samtidigt (giver fleksibilitet, valgmuligheder, forandring og en mindre forudsigelig adfærd).
 
Bevidsthed om ambivalens
Bedvidshed om overdrivelser af den personlige betydning.
Gøre begge dele valgt, overlagt og bevidst og bagefter se på faktiske konsekvenser.

Notere til senere brug, hvor farligt eller kostbart hvert af alternativerne var at gennemføre.

 
En mindre bekymret appetit på livet
Mindre bekymring for egen funktion, psykisk sårbarhed, færre bekymringer om helbred og sundhed.

Mindre social angst og mindre social undgåelse, mere nysgerrighed, antydninger af eventyr og en appetit på livets mysterier.

 
 
 
 

Eugen Bleuler

 
 
 
 

Eugen Bleuler

 

Termen ambivalens stammer fra psykoanalytikeren Eugen Bleuler’s teorier om følelser og det underbevidste. Bleuler var samtidig med Sigmund Freud, voksede op i Zürich og studerede Freuds ideer om psykoanalyse. Ligesom Freud havde han den opfattelse at mange komplekse processer kunne forgå uden for bevidstheden, og at underbevidstheden var vigtig for menneskelig funktion. Bleuer er også kendt for at være fader til begrebet om schizofreni og en række andre teoretiske bidrag til psykiatrien,  men han nåede ikke nogensinde at helbrede nogen af sine patienter. Han underviste i psykiatri på Universität Zurich og havde her bla.a. fornøjelsen af at undervise C.G.Jung.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kilder:

 
Duane Schulz (1981): A History of Modern Psychology (3rd Edition)
 
L. L. Hvens og S. N. Ghaemi (2004):  Psychiatric Movements
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
previous arrow
next arrow
Slider
MediaCreeper