Borderline behandling

Borderline behandling

Marsha M. Linehan

Dialektiske  borderline behandlings strategier

DBT´s borderline behandlings strategier er koordinerede aktiviteter, taktikker og procedurer, som terapeuten anvender for at opnå de behandlingsmål, som er beskrevet i kapitel 5 og 6. Strategierne beskriver også terapeutens rolle og fokus og kan være en betegnelse for de koordinerede reaktioner, som terapeuten bør have, når patienten præsenterer en specifik problemstilling. Termen “strategi” betyder i dialektisk borderline behandling det samme som termer som “procedure”, “protokol” og “teknik” i andre behandlings-tilgange. Jeg foretrækker termen strategi, fordi den både henviser til en plan for handling og behændighed i udførelsen af planen. Selv om hvert sæt af strategier har et antal komponenter, er ikke alle disse påkrævede i alle tilfælde. Det er mere vigtigt at fastholde intentionen med en gruppe strategier end at holde sig strengt til de eksakte anvisninger, som præsenteres her. I denne sektion af bogen vil jeg definere og give omrids af de centrale strategier i dialektisk borderline behandling.

Borderline behandling

De grundlæggende borderline behandlings strategier er afbildet i figuren ovenfor. De er grupperet i fire hovedkategorier: (1) dialektiske borderline behandlings strategier, (2) kernestrategier, (3) stilistiske strategier, (4) sags-styrings-strategier. (Specifikke integrative strategier, som omfatter forskellige kombinationer af strategier fra disse fire kategorier, bliver gennemgået i de sidste to kapitler i denne bog). De dialektiske strategier gennemsyrer og besjæler hele behandlingen. Kernestrategierne består af problemløsnings-strategier og validerings-strategier. Som betegnelsen “kernestrategier” antyder, udgør de hjertet af behandlingen sammen med de dialektiske strategier. Stilistiske strategier specificerer interpersonelle og kommunikations stilarter, som er i samklang med terapien. Sags-styrings-strategier har at gøre med, hvordan terapeuten interagerer med og responderer på patientens sociale netværk. Med specifikke patienter vil nogle strategier blive anvendt oftere end andre, og det er muligt, at en eller flere af strategierne kun sjældent vil blive brugt. Ikke alle strategier vil være nødvendige eller passende i enhver given session, og den relevante kombination kan ændre sig over tid.

De borderline behandlings strategier, som er beskrevet her og i de følgende kapitler, har uden tvivl meget til fælles med træk ved andre varianter af psykoterapi, som anvendes i dag. I den udstrækning at de, som udvikler terapi-modeller, lærer, hvordan man udøver terapi af deres patienter – det vil sige, lærer, hvad der virker, og hvad der ikke virker – bør der være mange overlapninger mellem forskellige tilgange til arbejdet med lignende typer af patienter og problemer. Selv om formuleringen af, hvordan og hvorfor en specifik behandlingsmetode virker i forhold til borderline patienter, kan variere mellem de forskellige teoretiske retninger, så er de terapeutiske handlinger, som faktisk er virkningsfulde, sandsynligvis langt mindre forskellige. Under nedskrivningen af den oprindelige skitse til denne bog læste jeg enhver anden behandlingsmanual for borderline behandling, som jeg kunne finde, både behavioristisk og ikke-behavioristisk. Jeg læste også bøger for nye terapeuter, som beskriver, hvordan de forventes at bære sig ad i borderline terapi. Min intention var at se, hvordan andre beskrev deres borderline behandlings specifikke handlinger. Når som helst jeg fandt en borderline behandlingskomponent, der var den samme eller svarede til en i DBT, forsøgte jeg at beskrive den i et lignende sprog. Således er meget af denne håndbog på en måde “stjålet” fra forudgående håndbøger. Når jeg har workshops i DBT er det en meget almindelig reaktion fra terapeuter, uanset deres teoretiske orientering, at jeg beskriver for dem, hvad de allerede i forvejen gør med deres borderline patienter. Således har jeg på fornemmelsen, at mange terapeuter vil finde en stor del af deres terapeutiske adfærd for borderline behandling beskrevet på disse sider.

Definition af dialektiske strategier

Dialektiske strategier gennemsyrer alle aspekter af borderline behandlingen i . Disse strategier udspringer af en dialektisk filosofisk orientering (gennemgået mere udførligt i kapitel 2), som anskuer virkeligheden som en holistisk proces i en tilstand af konstant udvikling og ændring. Dialektiske strategier lægger vægt på de kreative spændinger, der opstår mellem modsætningsfyldte følelser og modstridende tankemønstre, værdier, og adfærdsmæssige strategier, både i individets indre og i systemet bestående af personen og omgivelserne. Som jeg i denne bog gentagne gange har nævnt, består den primære terapeutiske dialektik i ændring i en kontekst af accept af virkeligheden, som den er. Terapeuten skaber mulighed for ændringer ved at respondere strategisk for at optimere den dialektiske spænding, der opstår i de terapeutiske interaktioner og ved at understrege begge sider af de dialektiske modsætninger, som opstår i terapien såvel som i hverdagen. Målet er at skabe successive harmoniseringer og spændingsudløsninger på stadigt mere funktionelle og bæredygtige niveauer. Terapeutens eller patientens stædige fastholdelse af den ene eller anden pol i en dialektik, bidrager til stagnation, øger spændingen og hindrer harmonisering og syntese.

Terapeutens dialektiske fokus omfatter to niveauer af terapeutisk adfærd. Selv om de kan optræde samtidigt, er de meget forskellige med hensyn til deres hensigt og anvendelse. For det første er terapeuten opmærksom på de dialektiske spændinger og den balance, som opstår i selve det terapeutiske forhold. Fra dette perspektiv fokuseres der på den terapeutiske interaktion og på udviklingen inden for dette forhold. Terapeuten fokuserer på forholdets dialektik ved at kombinere accept- og ændringsstrategier og ved at bevæge sig frem og tilbage indenfor den aktuelle dialektik i hver interaktion på en sådan måde, at et gensidigt samarbejdsforhold til patienten opretholdes.

For det andet legemliggør og underviser terapeuten i dialektiske adfærdsmønstre. Fra dette perspektiv fokuseres der på patienten, uafhængigt af hendes interaktion med terapeuten. Disse strategier i borderline behandlingen omfatter direkte undervisning af patienten, at udspørge hende for at skabe nye veje for hendes adfærd, at tilbyde alternative måder at tænke og handle på, og vigtigst, legemliggørelsen af dialektisk adfærd. Budskabet til patienten er, at sandheden hverken er absolut eller relativ, men derimod udvikler sig og opbygges gennem tiden. Således er det ikke på noget tidspunkt muligt at begribe den totale sandhed i nogen tilstand. Ingen af dialektikkens yderligheder er – per definition – det rette standpunkt af indtage. Ingen rigid position er mulig, og udvikling og forandring er uundgåelig. At undervise i dialektisk tænkning er grundlæggende en anvendelse af kognitive omstrukturerings-procedurer med en specifik fokusering på at erstatte ikke-dialektisk tænkning med dialektisk tænkning og dens grundlæggende antagelser. Både opmærksomheden over for det terapeutiske forholds dialektik og undervisningen i dialektiske adfærdsmønstre er afgørende for enhver interaktion med patienten. De præger også behandlings-supervisions-møderne og sag-konsultations-møderne.

Relaterede artikler: