Borderline børn og Invaliderende familier

Borderline børn og invaliderende familier

Der er ingen mennesker der ikke er født som nogens barn. Modsat biler, så er det ikke muligt at fremstille børn uden at de automatisk har en mor og en far. Dette har en række fordele i form af beskyttelse, mad, varme og andre praktiske fordele. Men det spiller selvfølgelig også en afgørende rolle for at man har en identitet. At have sine forældre betydet at man er nogen. At man er nogens barn. At man trygt kan være sig selv fordi man er omgivet af voksne, der ikke bare ligner én, men som ser sig selv i deres barn. Er dybt identificeret med deres børn.  Og som derfor prioriterer deres børn højere end noget andet. 

Dette nære, dybe biologiske, psykologiske og følelsesmæssige tilhørforhold er fundamentet for, at man starter sin tilværelse på en sund og harmonisk måde. At man er nogens barn og har en identitet i en familie. 

Men hvad hvis man fjerner denne identitet? Hvad hvis man lader et barn vokse op uden at være noget for nogen. Hvad hvis man er en lille ubetydelig 1/24 af en 3. klasse i skolen og mest i vejen, når man er hjemme? Hvad hvis ens forældre gerne ville “have børn”, men har en yderst overfladisk, fraværende og uinteresseret holdning til faktisk at have børn.  Børn som ikke altid passer ind i ens rommatiserede og overfladiske forestillinger om at have børn. 

Hvad hvis hverken far eller mor har plads til, energi til eller motivation for at påtage sig en rolle, der burde fylde størstedelen af deres liv i et par årtier? Og det ansvar, der følger med denne rolle. Og den nedprioritering af andre interresser, som det kræver at være forælder på fuld tid. 

Der er mange praktiske løsninger på den slags. Man kan fortrænge sin rolle som forælder med fest, farver og kokain. Man kan beslutte, hvordan en børneopdragelse skal se ud, og strengt holde sig til det. Eller hvis man har råd til det, kan man hyre en sød tjenestepige, der kan tage sig af poderne indtil de kan klare sig selv. Eller indtil at hun får et rigtigt job, og at man derfor er tvunget til at finde en ny. 

Der er dog ingen at disse løsninger, der faktisk løser problemet for børn, der vokser op: Hvad skal de bygge deres identitet på i de mange år inden de bliver i stand til at skabe deres egen tilværelse? Og dette kan derfor udgøre et alvorligt problem. 

Blandt andet fordi det ser ud til, at en voksen, moden, autonom og selvstændig identitet bygger på et fundament af tidlig identitet, der mest er en blanding af forældres kærlighed, positive opmærksomhed og opbakning. Tilsat en række umodne eksperimenter med at påtage sig lege-roller, der er motiverende og kan give en antydning af interesse, mening og løbebane.

I træning som “voksen” 

Efter 15-20 år med eksperimenter med den slags lege-roller vil der typisk være et udvalg af præferencer, som er afgørende for et godt valg i forhold til, hvilken rolle man forsøger at spille i sin tilværelse og for det omgivende samfund. 

Problemet er, at dette ikke altid går sådan. Hvis der ikke er en tilstrækkelig kærlighed, opmærksomhed og støtte vil der ikke være noget solidt fundament, som kan bære en udvikling fra lege-roller til en stabil voksen identitet. Selv om en lege-roller er halvejs fiktive, ser det meget ud som om de kan bære og strukturere en gradvis optræning af selvdiciplin og håndtering af langsigtede målsætninger. Det er nemlig ved at føle sig identificeret med en lege-rolle, at man begynder at føle sig tilstrækkelig forpligtet i forhold til rollens opgaver. Hvilket medfører, at man gør sig erfaringer med at tænke og handle mere langsigtet. Det giver også de nødvendige erfaringer med, hvordan man tålmodigt kan rumme “her-og-nu”-frustrationer og have tillid til at belønningen kommer senere. Og det giver erfaringer med og oplevelser af, hvor dybt meningsfuldt det kan være, hvis man klarer at overvinde sine frustrationer og bygger noget op, der afspejler ens interesser og værdier. Disse oplevelser er nødvendige for at man kan skabe en sikker og stabil identitet i sin voksen-tilværelse. 

Der er biologiske anlæg, der kan gøre det lettere eller mere vanskeligt at håndtere langsigtede målsætninger. F.eks. anlæg for temperement eller intelligens. Men det er uanset biologiske anlæg en afgørende fordel at have en fornemmelse af, at man er nogen. F.eks. at man er nogens barn. At man er elsket, ønsket og prioriteret. Det gør det lettere at eksperimentere, lege og lære, når man har en rolle at falde tilbage i, så snart at man kører fast, bliver træt eller ikke længere gider. 

Hvis man ikke har mulighed for dette, er livet som barn ikke specielt positiv. At være barn i en dysfunktionel og invaliderende familie svarer til, at man som 8-årig bliver udstationeret i en fremmed by, hvor man skal finde et job, klare sig selv, orientere sig i en tilværelse, man ikke kender eller forstår. Og derefter forsøge at finde ud af, hvordan dette kan gøres til noget andet og mere end et dagligt helvede af skuffelser og frustrationer. 
Det er i teorien muligt at få dette til at lykkes, men det kan ikke være overraskende, at det stort set aldrig lykkes i praksis. Og at det i løbet af opvæksten går galt på netop de måder, vi kan se at det går galt på: Selvskade, spiseforstyrrelser, selvværdsproblemer der er afgrundsdybe, selvmordsadfærd og fortabelse i angst, depression, isolation og afhængighed. Og selvfølgelig dybe identitetsproblemer. 

Det er i teorien muligt at overvinde dette. Og der er nogen som det lykkes for. Der er andre som kæmper en evig men forgæves kamp for at få deres tilværelse til at give mening. Drevet at den evige længsel efter at være noget for nogen. Efter at være elsket og anerkendt. Efter at kunne trække vejret roligt og være sig selv. Og vide at det er tilstrækkeligt lige foreløbig, bare at være sig selv, med fejl, med mangler, med barnlige indslag, med en pletvis uhæmmet grådighed, med et forholdsvis mangelfuldt overblik over tilværelsen. Men med en fornemmelse af at man er godt motiveret og nogenlunde kompetent til at gå i gang med at fylde sin rolle ud. Og godt motiveret i den forstand at man har gode ønsker for sig selv og andre. 

Når det lykkes at skabe en meningsfuld tilværelse, er ofte en kombination af held, gode omstændigheder og alternative kilder til støtte. Som regel kræver det psykoterapi, færdighedstræning, støtte og en daglig indsats over mange år. Ofte er denne hjælp utilstrækkelig og resultaterne ikke specielt positive. 

DAT familie typer

Marsha Linehan har beskrevet tre typer af invaliderende familier som borderline børn vokser op i: den “kaotiske” familie, den “perfekte” familie og den mindre udbredte, “typiske” familie.
Kaotiske familier: I den kaotiske familie kan der være problemer omkring stofmisbrug, økonomiske problemer eller forældre, som er væk fra hjemmet meget af tiden. I hvert fald gives kun lidt tid eller opmærksomhed til børnene. F.eks. tilbragte en af mine patienters forældre næsten hver eftermiddag og aften på et lokalt værtshus. Børnene kom hver dag hjem fra skole til et tomt hus og var overladt til sig selv med hensyn til at skaffe sig mad og strukturere deres aften. Ofte gik de over til en bedstemor for at få aftensmad. Når forældrene kom hjem, var de irritable, faderen var ofte fuld, og de kunne kun tolerere få af børnenes krav. I sådanne familier bliver børnenes behov ignoreret og dermed invalideret. Og vi har alle hørt om, hvordan mange børn af alkoholikere trives dårligt længe efter. Millon (1987a) har foreslået, at stigningen i antallet af kaotiske familier kunne være forklaringen på stigningen i antallet af borderline patienter.

Perfekte familier: I den “perfekte” familie kan forældrene af en eller anden grund ikke tolerere negative emotionelle udtryk fra deres børn. Dette kan skyldes en række faktorer, f.eks. andre krav til forældrene (så som mange børn eller stressede arbejdsforhold), manglende evne til at tolerere negativ affekt, selvcentrerethed eller naiv frygt for at forkæle et vanskeligt barn. Ifølge min erfaring vil familiemedlemmer udtrykke stor forståelse, når de spørges direkte til deres følelser over for barnet. Men utilsigtet møder andre medlemmer af familien barnet med konsekvent invaliderende attituder, f.eks. udtryk for overraskelse over, at barnet ikke bare kan “kontrollere sine følelser”. Et medlem af en sådan familie foreslog, at hans datters meget alvorlige problemer ville kunne kureres alene gennem mere bøn.

Typiske familier: Da Linehan oprindeligt iagttog denne type af invaliderende miljø, kaldte hun det for “Den amerikanske drøms syndrom”, da det er så udbredt i den amerikanske kultur. Men da hun holdt et foredrag i Tyskland, informerede en tyske psykolog om, at hun lige så godt kunne have kaldt det for “Den tyske drøms syndrom”. Det er sandsynligvis et produkt af den vestlige kultur i almindelighed. En række emotions-teoretikere har kommenteret tendensen i de vestlige kulturer til at fokusere på kognitiv kontrol af emotioner og på præstationer og mestring som succes-kriterier. Det individuelle selv i den vestlig kultur er defineret ved skarpe grænser mellem selvet og omgivelserne. I kulturer med dette synspunkt antages den voksne persons adfærd at være mere kontrolleret af indre kræfter end af ydre. “Selv-kontrol” forstås i denne forbindelse som folks evner til at kontrollere deres egen adfærd gennem brug af indre retningslinier og resurcer. At definere sig selv på anden måde – for eksempel at definere selvet i forhold til andre, eller at være afhængig af omgivelserne – anses for at være umodent og patologisk, i hvert fald dårligt for helbredet og den sociale funktion (Perloff, 1987). (Selv om denne forståelse af selvet gennemsyrer den vestlige kultur, er den hverken universel i forhold til andre kulturer eller inden for den vestlige kulturs egne grænser.) Dette er vigtig for at forstå, hvad borderline er.

En ting må huskes om den invaliderende familie: Inden for visse grænser er en invaliderende stil ikke skadelig for enhver eller i alle sammenhænge. De emotionelle kontrol-strategier, som anvendes af sådanne familier, kan endda til tider være nyttige for en person, hvis temperement passer til dem og som kan lære holdnings- og emotionel kontrol. For eksempel har forskning udført af Miller og kolleger (Efran, Chorney, Ascher & Lukens, 1981; Lamping, Molinaro & Stevenson, 1985; Miller, 1979; Miller & Managan, 1983; Phipps & Zinn, 1986) påpeget at individer, som har en tendens til forsætligt at “overse” trussels-relevante tegn, hvis de stilles over for ukontrollerbare og ubehagelige begivenheder, udviser en mindre og mindre langvarig fysiologisk, subjektiv og adfærdsmæssig agitation, end individer som har tendens til at iagttage og være opmærksomme over for sådanne tegn.

Knussen og Cunningham (1988) har gennemgået forskningsresultater, som påpeger, at en tro på ens egen adfærdsmæssige kontrol over negative resultater er forbundet med flere fremtidige positive resultater på en række områder. Således kan kognitiv kontrol af emotioner være ret effektiv under visse omstændigheder. Faktisk var det ved hjælp af denne metode, at jernbanen hen over USA blev bygget, at A-bomben blev bygget, at mange af os kom gennem skolen og at storbyernes skyskrabere blev bygget!

Det eneste problem er, at det kun virker i de tilfælde, hvor det virker. Det vil sige: Det at bede en person, som er i stand til at kontrollere sine følelser, om at kontrollere sine følelser, er noget helt andet end at bede èn om det, som ikke har denne evne. For eksempel havde en mor, som Linehan arbejdede med, en 14-årig datter med et “vanskeligt” temperament og en 5-årig datter med et “let” temperament. Den ældre datter havde vanskeligheder med vrede, specielt når hendes lillesøster drillede hende. Hun forsøgte at lære moderen at validere denne datters emotionelle reaktioner. Efter at den 5-årige skubbede et svært puslespil, som den 14-årige lagde, på gulvet, skreg og råbte det ældre barn af sin søster, stormede ud af værelset og efterlod en grædende lillesøster.

Moderen fortalte gladeligt, at hun havde valideret sin datters følelser ved at sige, “Mary, jeg kan forstå, hvorfor du blev vred. Men i fremtiden er du nødt til at kontrollere dine eksplosioner!” Det var svært for moderen at forstå, hvordan hun dermed invaliderede sin datters vanskeligheder med at kontrollere sine følelser. I tilfælde hvor personen er emotionelt reaktiv og sårbar, overforenkler omgivelserne i meget høj grad disse menneskers vanskeligheder. Den kontrol over deres følelser og emotionelle udtryk, som andre normalt har, kan borderline individet ofte kun opnå i sjældne tilfælde. Så når man ser på hvad borderline er, så bliver det klart at familien og dens måde at fungere på er an afgørende faktor for udviklingen af borderline personlighedsforstyrrelse.

Rewrite: Denne artikel er en opdateret version af en tidligere artikel.

Relaterede artikler om borderline:

Kilder:

Marshe Linehan (1993): Cognitive-Behavioral Treatment of Borderline Personality Disorder

Kathryn F. Hecht, Dante Cicchetti, Fred A. Rogosch & Nicki Crick (1014): Borderline Personality Features in Childhood: The Role ofSubtype, Developmental Timing and Chronicity of ChildMaltreatment