Borderline og kærlighed

Borderline kærlighed og parforhold

Borderline lidelsen skaber kaos og problemer for alle der har diagnosen. En central og meget smertefuld del af dette er den indflydelse borderline symptomer kan have på kærlighed, relationer og parforhold. Så hvordan kan man fåstå disse sammenhænge? Kan man pege på løsninger og metoder til at reducere problemet?
Skal man gøre dette så er det afgørende vigtigt at forstå, hvordan mennesker med en borderline diagnose kan skabe problemer for sig selv og deres partnere i kærlighedsforhold og tætte relationer. Så hvad er årsagerne til at borderline problemer er forbundet med ustabile relationer? Hvilken sammenhæng er der mellem problemer i relationer og kortsigtet tænkning hos individer med borderline symptomer? Og hvad er det neurpsykologiske grundlag for problemer og løsninger på ustabile relationer og brudte kærlighedsforhold?

Transaktionelle og relationelle forhold

Et transaktionelt forhold er ikke rigtigt et forhold: Det er baseret på, at man ved at gøre noget, kan få en modpart til at gøre det, som man har en interesse i, at de gør. For eksempel kan man betale en person for at køre én hjem fra en fest, sådan at man ikke behøver at køre bil i beruset tilstand. En taxachaufførs hverdag er på den måde en lang række transaktionelle forhold. 

Mange “forhold” kan fint fungere på basis af transaktioner, men de er begrænset af, at hver af forholdets parter uden problemer kan skifte deres samarbejdspartner ud med en vilkårlig person, der har tilsvarende interesse i et samarbejde: Forholdet er baseret på, hvad man gør, mere end på hvem man er.  Det er derfor let at oprette et transaktionelt forhold. Det kræver ikke mere end, at man kan finde en partner, som man har sammenfaldende egen-interesser med. Hvis man  er på ferie langt væk og har penge, så kan man stadig få noget at spise. Det er jo bare at betale for det, man spiser – enten på en restaurant eller i en butik. Det kræver ikke, at man kender butiksejeren eller værten på en restaurant. 
Det kan også være, at man interesseret i at betale penge for en række gode råd og ens modpart er interesseret i at give erfaringer videre mod en passende betaling. Begge parter har en interesse at udveksle informationer for penge og et transaktionelt forhold kan fungere på basis af dette. 
Det kan også være at begge parter har erfaringer, der er nyttige for modparten at kende til og at begge parter har en interesse at mødes og udveksle. Det er stadig et transaktionelt forhold, men måske lidt mere ligeværdigt.  Og det kan over tid udvikle sig til at være mere end det: Over tid og med et bedre kendskab til modparten, kan der udvikle sig forventninger til og en forståelse af modparten, som motiverer til at man “investerer” i forholdet. Hvilket bare betyder, at man i nutiden handler som om man senere vil få gavn og glæde af forholdet, men uden at føre et nøjagtigt regnskab, og uden at man senere opkræver sit “tilgodehavende”. Basis for at gøre dette uden at holde regnskab er tillid og tilknytning.

At investere i et forhold

Hvis ens investeringer i forholdet faktisk er baseret på en tillid til at modparten frivilligt og uden tvang eller press vil gengælde ens indsats, så er der basis for udviklingen af et “relationelt” forhold. Altså et egentligt forhold, hvor “regnskabet” er alt for komplekst, subjektivt og uigennemskueligt til at give mening, hvis ikke man medtager den tillid og de følelser, der præger forholdet. Man satser altså på at modparten er tilstrækkeligt motiveret af fairness til at dette kan bære en acceptabel adfærd, der skaber en acceptable balance i forholdet. De følelser, der er en refleksion af den slags tillid, forhåbninger og tro på fremtiden, er hvad vi i daglig tale ville kalde et kærlighed. Man kan sige at følelser af kærlighed præger forholdet, men det er måske mere nøjagtigt at sige at kærlighedsforhold bygger tilliden til denne form for selvforvaltet fairness. Vejen til at opnå et forhold, der fungerer på denne måde er at opnå en tilstrækkelig tillid, der såldes giver anledning til “tro, håb og kærlighed”. Og det er det adfærdsmæssige grundlag og den langsigtede tænkning bag adfærden, der er nøglen til kærlighedsforhold.


Et kærlighedsforhold kan ikke være transaktionelt: Det er på kort sigt helt ligegyldigt, hvad man gør, hvis forholdet er baseret på en lang positiv erfaring, på en gensidig tillid og på positive forventninger til en fælles fremtid. Men den slags forhold bygger ikke på, at man er smuk, flink eller god til at danse. Det bygger på, at man over tid viser, hvem man er, hvordan man fungerer, hvordan man håndterer sine forpligtelser i et forhold, og at man derigennem opbygger eller vedligeholder en gensidig tillid og et gensidigt tillidsforhold. 
Hvis man ønsker at vurdere hvor transaktionelt eller relationelt et forhold er, så kan man stille spørgsmålet: Hvor let, svært eller umuligt vil det være at skifte en af personerne i forholdet ud med en “tilsvarende” person? Hvis det er et transaktionelt forhold, som det man har til en taxachauffør, så er det for det meste helt uden problemer: Man kan skifte chaufføren ud med en anden chauffør og stadig komme hjem uden problemer.

Hvis man over tid har investeret i et forhold og opbygget kendskab og tillid og tilknytning til en person – f.eks. en terapeut – så vil det være meget vanskeligt at skifte denne ud med en anden. Resultatet vil være anderledes og aldrig helt “tilsvarende”. Og hvis man er gift, har børn med og elsker en ægtefælle, så er der absolut ingen måde, man kan erstatte denne partner med en anden person.

At opbygge et forhold baseret på erfaringer

Normalt opnår man ikke et solidt parforhold, før man har været en del kriser igennem.  Kriser hvor det mere klart viser sig, hvordan man hver især håndterer stress, press og fristelser til at gøre noget kortsigtet. Er man f.eks. let at friste til at gennemføre et seksuelt forhold med en tiltrækkende partner, hvis og når lejlighed viser sig? Misbruger man modpartens tillid? Tager man sin partner for givet? Glemmer man, at man ikke er den eneste som har følelser? Eller reagerer man på anden måde kortsigtet og i modstrid med den grundlæggende “kærlighedskontrakt”, der bygger på fælleskab, tillid og positive forventninger til fremtiden?
Vejen til et kærlighedsforhold går derfor gennem en periode, hvor parterne vurderer hinanden og afprøver, hvor stærkt grundlaget for tillid er. Denne afprøvning er nødvendig og klog, fordi forhold af denne art er meget sårbare over for misbrug: I teorien kunne man opbygge et forhold ved at investere tid, energi, ressourcer og følelser i et forhold, men senere begynde at udnytte modpartens “godhjertethed” efterhånden, som der bliver mulighed for det.

Sandhed og troværdighed

De fleste mennesker har en meget udviklet sans for, hvor ægte og ærlige ens følelser er.  Efterhånden som man lærer en person bedre at kende, kan man bedre afgøre hvor dybt kærligheden er forankret. De fleste mennesker kan fornemme en oprigtig og troværdig indsats for at holde sammen på et forhold, hvis de oplever denne indsats. Men tilsvarende opstår der let problemer, hvis ens evner til at vurdere hvor ægte og ærlige andres følelser og udsagn er skadet. 
Hvis man er vokset op med forældre som aldrig lyver og som er forholdsvis åbne og ægte, så er det let at se kontrasten mellem dette og folk, der lyver eller forstiller sig. Men hvis og når man er vokset op med løgn og forstillelse, hvis alle i ens nærmeste familie navigerer gennem livet ved hjælp af svigt, bedrag, selvbedrag og løgn, så har man ikke helt den samme klare opfattelse af forskelle mellem ægte følelser og den løgn, den forstillelse og de overdrivelser, som på kort sigt kan være en fordel, men som hindrer at et stærkt forhold udvikler sig over tid. 
Det betyder, at man selv undervurderer konsekvenserne af at stikke en nødløgn, og at man er dårlig til at vurdere hvor oprigtige andres følelser og udtalelser er. Begge dele er hindringer for et udviklingen af tillidsforhold og kan potentielt afspore et ellers godt forhold. Man ved ikke tilstrækkeligt meget om, hvordan disse erfaringer påvirker ens evner til at fungere socialt og i kærlighedsforhold, men meget tyder på at dette er med til at gøre livet vanskeligt, uforudsigeligt og ofte ensomt for mennesker med en borderline diagnose. 
En ting man faktisk kan måle er at mennesker med en borderline diagnose er mindre tilbøjelig til at investere i deres egen fremtidige situation. Det viser sig meget klart i folks forhold til penge. Alle mennesker foretrækker at få penge med det samme frem for at vente og få samme sum senere. Men hvis man skal vælge mellem få penge nu og flere penge senere, så viser der sig en forskel mellem gennemsnitlige mennesker og mennesker, der har en borderline diagnose: Hvor almindelige mennesker forestrækker at vente hvis det senere udbetalte beløb er noget større, så fortrækkes et meget mindre beløb her-og-nu af de som har en borderline diagnose. 
Kortsigtet tænkning kommer selvfølgelig til udtryk i kortsigtet adfærd som kortsigtede økonomiske valg, bug af stimulanser og undgåelse af nødvendige opgaver. Men den kortsigtede tænkning kan også ses i en tendens til at lyve: At sige sandheden er i sig selv en langsigtet strategi, fordi “sandheden” er defineret som det vi med tiden kan blive enige om. At sige sandheden er derfor også at sige det, som vi senere kan blive enige om, længe før vi når til at denne enighed er mulig. Og at lyve er at indtage synspunkter man senere må forlade sit standpunkt og at sit synspunkt selv om man ved at man senere må opgive det. At lyve kan kun ses som en god strategi, hvis man vægter den nærmeste fremtid på bekostning af de langsigtede konsekvenser. Derfor er kortsigtet funktion forbundet med en øget accept af løgn som en strategi.


Denne type adfærd er ikke udtryk for en ond personlighed, men er en konsekvens af uhensigtsmæssig indlæring og en tendens til kortsigtet tænkning. Og at ændre adfærd kræver en lang omstillingsproces  og en målrettet træning i bedre håndtering af sociale situationer. Det kræver også at man bliver bedre i stand til at tænke langsigtet. Altså at man over tid kan flytte sin tidshorisont, sådan at langsigtet tækning bliver mere naturlig og mindre sjælden. Hvilket igen handler om at flytte balancen mellem præfrontal funktion og limbisk funktion. Ved at flytte denne balance og ved at øge sin rationelle selvkontrol vil det blive lettere og mere naturligt at tage et mere langsigtet perspektiv på sine situationer, sin adfærd og udviklingen af gode relationer. Dette kræver normalt gode omstændigheder, en øget modenhed, en lang positiv udvikling og mange frustrationer undervejs. Men det er selvfølgelig en process, man kan finde hjælp, støtte og opbakning til, hvis man har en god terapeut, der kan bidrage til processen.

På den positive side

Når vi nu har skitseret en lang række problemer omkring kærlighed og borderline symptomer, så er det måske passende at nævne at dette ikke er totalt afgørende for, hvordan ens liv og ens relationer udvikler sig. Selv hvis man ikke gør noget, selv hvis man ikke er i behandling, selv hvis man ingen fremskridt gør i forhold til sine borderline symptomer, så kan man stadig over tid opbygge et kærlighedsforhold. Det kan blive en bulet affære med mange kriser og vanskelige situationer. Men alle de nævnte vanskeligheder er faktorer, som vil gøre det vanskeligt at udvikle et kærlighedsforhold – vanskelig, men ikke umuligt: Der er i princippet ikke noget der hindrer at man gør hvad man kan uanset ens tilstand, diagnose og tilbøjeligheder.

Og der er ikke noget, der med sikkerhed kan forhindre, at man over tid opbygger et stærkt og tæt forhold. Der er bare ikke noget, der sker af sig selv og det er ikke noget, der vil være så let og uproblematisk, som det kan være for mennesker, der er mindre belastede. Og det er måske værd at forsøge at forstå, hvordan og hvorfor der så ofte opstår brud og konflikter i forhold, der er præget af borderline adfærd og symptomer.

Tendensen til at gamble med sit forhold

Man kan under gode omstændigheder og med tilstrækkeligt held og udholdenhed kan opbygge et kærlighedsforhold på trods af borderline problemer. Men der er også ting, man kan gøre for at det bliver en smule lettere og måske en mindre turbulent process. Og som i andre tilfælde kan bidrage til at et brud ikke opleves som en eksistentiel katastrofe og en cementering af ens negative oplevelse af sig selv og sit liv. 

Så hvad er det letteste og mest effektive man kan gøre for at passe på og udvikle et allerede godt forhold? Et godt bud på det er en bedre krisehåndtering. Og mere specifikt: En krisehåndtering, der gennemføres uden at man gambler med sit forhold, ved at true med at forlade det. 
At true sin partner med at forlade, opgive forholdet, søge skilsmisse eller at finde en anden partner er en strategi, som kan virke fristende, men som altid skaber flere problemer end den løser. Og denne strategi har en række uønskede bivirkninger, som gør at det er et godt sted at starte, hvis man ønsker at give sit kærlighedsliv nogle bedre betingelser.


Tendensen til at gamble med forholdet, ved at true med at forlade eller opgive forholdet er en form for selvdestruktiv adfærd, der “passer godt” til en række træk ved borderline adfærd. For eksempel at strategien virker ekstremt lovende på kort sigt, selv om den skaber store problemer på lang sigt. Man kan faktisk true en partner til at udvise mere forståelse og til at være mere opmærksom. Så at gøre dette vil ofte have den ønskede effekt på kort sigt. Men samtidig hindrer strategien udviklingen af tillid, tilknytning og kærlighed. Det er derfor vigtigt at forstå denne dynamik og finde veje til en bedre alternativ adfærd.

Men hvorfor er trusler om forladelse eller andre former for “motivation gennem pression” et typisk problem for borderline individer? Hvad er det ved skader og symptomer, der fører til at selvdestruktive valg af denne art kan optræde forholdvis hyppigt? Den bedste måde at forstå dette på er måske at se på, hvordan nogle typiske træk ved borderline symptomer, kan have en påvirkning, der går i samme retning og som fremmer præcis denne type krise-håndtering.

Individer med en boderline diagnose:

  • Bliver let overvældet af følelser og af stress baseret på negative følelser: “Dette er så slemt at jeg er nødt til at finde en løsning NU!”
  • Forfalder let til kortsigtet tænkning: “Hvordan kan man forbedre situationen, her-og-nu?”
  • Forfalder let til at tænke på sin relation i transaktionel forståelse: “Hvem får mest ud af forholdet?”, “Hvorfor giver forholdet mig ikke den støtte jeg har behov for?”, “Hvordan kan jeg sørge for at forholdet giver mig det, som jeg har brug for?”

Disse tre elementer er på hver deres måde med til at sætte scenen for valget af en løsning, der er fantastisk positiv fordi dens realisering faktisk løser alle problemer, men er dårlig fordi den sjældent lykkes i praksis og fordi den på lang sigt underminerer det forhold, som løsningen er beregnet til at forbedre. 

Og denne form for løsning består alt for ofte i at man finder måder at presse partneren til at levere til forholdet, på måder der kan kompensere for ens negative følelser. På grund af de indbyggede selvmodsigelser i strategien – f.eks. at man presser, truer og plager ens partner til at elske én mere – vil strategien altid kun lykkes i begrænset omfang og altid skabe grobund for frustration. 
Og selv om dette måske skyldes at strategien fra starten er kortsigtet, selvmodsigende og uigennemtænkt, så er det forholdsvis let at forklare de ringe resultater som udtryk for mangler ved ens partners indsats eller ved ens partners karakter. Rationaliseringer af den art kan både bidrage til at man gentager samme grundlæggende strategi i nye situationer og i nye variationer. Men disse rationaliseringer kan også bidrage til at underminere tilliden mellem parterne i forholdet: Den ene part tænker at den anden er utilstrækkelig og den anden tænker at det er helt urimelige krav at skulle leve op til.

Dette antyder for begge parter, at grundlaget for forholdet er dårligt og skubber udviklingen i retning af et brud. Hvis der er tilstrækkeligt tætte og stærke bånd, kan forholdet overleve i lang tid, på trods af den slags belastninger. Men når forholdet ikke er helt så stærkt kan denne dynamik fremme et brud og opløsning af forholdet. Samme mønster kan også bidrage til at et brud opleves mere negativt, præget af svigt og som en bekræftelse af dybtliggende negative tolkninger af sit selv og ens skæbne eller plads i verden. Og i de tilfælde hvor dette mønster ikke fører til en opløsning af forholdet, kan det stadig være et bidrag til en svækkelse af det bestående forhold og til en reduceret livskvalitet.

Som man kan se, så er mange af disse problemer forbundet med det centrale problem for mennesker med en borderline diagnose: Kortsigtet tænkning, kortsigtet adfærd og “løsninger” på problemer, der skaber flere problemer end de løser. Der er en tendens til ikke bare kortsigtet adfærd, med ofte direkte selvdestruktiv adfærd af den type som øjner et håb i det fjerne og som styrer blindt mod dette mål uanset, hvor urealistisk strategien i virkeligheden er.

Den typiske form af dette er, at et problem eller en frustration er opstået og er eskaleret til et utåleligt niveau. Den bedste løsning på den slags er som regel at vente med at gøre noget, indtil at man er en i mere neutral tilstand og kan tænke en god løsning igennem. Men hvis man er tilstrækkeligt oprevet, frustreret, vred og sårbar, så kan man let komme til at vælge en dårlig løsning. Alle mennesker – ikke bare borderline individer – vælger kortsigtede løsninger langt oftere, når de er tilstrækkeligt pressede eller forpinte. Forskellen er at borderline individer langt oftere oplever deres situation som værende tilstrækkeligt håbløs, til at den kortsigtede strategi er nødvendig.

Der er også et mønster i hvilken type kortsigtet løsning, der oftest vælges: Det som ofte sker, er at en løsning vælges alene på grundlag af løsningens forventede resultat, uden noget hensyn til hvor sandsynligt eller usandsynligt, der er at løsningen faktisk kan have den ønskede effekt. 
En løsning har jo typisk et resultat og en process, der fører frem mod resultatet. Hvis en løsning kræver en langvarig indsats med koncentreret arbejde, kan dette tale imod, at man vælger denne løsning. Især hvis det er urealistisk, at man er i stand til at levere denne indsats. Hvis en løsning kræver, at man er fantastisk heldig 7 gange i træk inden at løsningen lykkes, så tæller det også negativt i vurderingen af denne løsning. Men hvis man alene ser på løsningens resultat, det gloværdige resultat af at løsningen er etableret, så behøver de mange problemer i etablering af denne løsning ikke hindre, at det er denne vej man vælger at gå. Hvis man væger en løsning, der ser bort fra alle problemer ved gennemførelsen af løsningen og kun ser på resultatet, vil dette selvsagt stort set altid føre til skuffelser, tab og nederlag.

Hvorfor er dette et problem for borderline individer?

Vi har tidligere berørt det at borderline individer oftere har en lettere ved at forstå og håndtere relationer i en transaktionel ramme. Det langsigtede perspektiv er altid en udfordring fordi balancen mellem den emotionelle hjerne (limbisk system) og den rationelle fornuft (præfrontal kortex) er forskubbet og fordi dette medfører en øget tendens til kortsigtet tænkning.

Men der er også en anden forklaring, som måske mere peger på muligheden for at opnå en bedre håndtering:  Borderline individer har en tendens til at vælge den slags “mirakel-kure”, hvis og når de er under tiltrækkelig press. Men dette er en tendens, som også normale raske personer har: Hvis og når vi er tilstrækkelig vrede og fustrerede, vil vi alle i langt flere tilfælde vælge en urealistisk men fantastisk positiv løsning. Altså en løsning, som omfatter at vores situation ender med at blive langt bedre, men som er svært urealistisk og har en ekstrem lav sandsynlighed for at blive en realitet. Man har gennemført forsøg (Leith & Baumeister, 1996), hvor man ser at andelen af forsøgspersoner, der vælger denne type løsning skyder i vejret, hvis og når forsøgspersonerne er blevet gjort vrede og fustrerede. Så forskellen mellem raske personer og personer med borderline problemer er måske i denne sammenhæng mest, at borderline individer langt oftere er vrede og fustrerede, og at de derfor oftere vælger positive men urealistiske strategier.

Hvis en løsning for at kunne virke kræver, at man bliver ved med at arbejde, selv om ens indsats opleves som meget håbløs eller frustrerende, så bør dette også vurderes inden man vælger denne løsning. 

Hvis en løsning fører til et uacceptabelt resultat, så bør dette selvfølgelig også indgå i ens overvejelser.

Kilder:

Leith KP, Baumeister RF.(1996) Why do bad moods increase self-defeating behavior? Emotion, risk taking, and self-regulation

David Maister, 2008: Strategy and the fat smoker, Spangle Press


M.F. Thornton,  1998.  Eclipses:  Behind the Borderline Personality Disorder.  Madison, AL:  Monte Santo.


Frans de Waal, 2013: The Bonobo and the Atheist: In Search of Humanism Among the Primates 1st Edition

Relaterede artikler om borderline: