Borderline Symptomer [Amygdala]

Borderline Symptomer [Amygdala]

Tl;dr:

Ekstreme emotionelle reaktioner er et borderline symptom. Amygdala reaktioner er involveret i dette mønster. Amygdala er hjernens alarmcentral og reagerer på fare eller usikkerhed. Amygdalas funktion er hæmmet af kognitiv aktivitet gennem princippet om gensidig hæmning. Gensidig hæmning skaber ekstra stærke kontraster mellem sansedata. Gensidig hæmning er også årsagen til, at stærke emotionelle reaktioner hæmmer brugen af kognitive ressourcer. Omvendt kan stærk kognitiv aktivering hæmme graden af emotionel aktivering og aktivering af amygdala.    

Amygdala som hjernens alarmcentral

Ekstreme reaktioner og følelser spiller en stor rolle i borderline personlighedsforstyrrelse. Men hvad er forklaringen på at ens reaktioner bliver så intense? Og hvorfor er det mest ens negative reaktioner der bliver så ekstreme?

Noget af forklaringen er, at ens amygdala funktion kan være mindre hæmmet end normalt. Amygdala er en hjernestruktur, som de fleste har hørt om. Den fungerer lidt som en alarmcentral og reagerer på sanseindtryk, der antyder problemer eller fare. Amygdalas vigtigste funktion er at øge hjernens og kroppens alarmberedskab, når man vurderer at en situation er farlig eller usikker. Amygdala har således adgang til sansedata på et forholdsvis tidligt stadie, hvor strømmen af informationer mest bare er en registrering af genkendte elementer i omgivelserne. Og amygdala er specielt sensitive over for de signaler, som antyder et problem eller en fare. Amygdalas funktion er herefter at pårvirke andre dele af hjernen gennem “faresignaler” og at påvirke hele organismen hormonelt. Typisk bliver hypotalamus påvirket på en måde, der aktiverer instinktive reaktioner og instinktiv adfærd. Den hormonelle response sker ved at vores stressreaktioners sædvanlige kaskade af hormonelle justeringer udløses som resultat af amygdalas påvirkning af hypothalamus.   Hypothalamus kan påvirke en lang række fysiologiske processer og hormonelle tilstande, som bidrager til borderline symptomer. Hypothalamus er det center i hjernen, som omsætter en subjektiv kognitiv oplevelse, til en kropslig tilstand. Det sker f.eks. ved at signaler fra hypothalamus bevirker, at der hurtigt bliver produceret og frigivet mere adrenalin i kroppen. Hypothalamus er en vigtig del af det limbiske system, fordi denne struktur kan gøre følelser og motiverede tilstande kropslige, “vicerale”, fysiologisk nærværende og virkelige.   Hvis du tænker på en citron, der bliver skåret i skiver med brødkniv, sådan at citronsaften sprøjter ud til alle sider, så vil din mund hurtigt fyldes med spyt, der kan beskytte dine tænder mod citronsyre. Denne reaktion skyldes at dine (forestillede) sanseoplevelser af citronsaft aktiverer hypothalamus, som sender signaler til spytkirtler i din mund.   På samme måde kan hypothalamus påvirke en lang række af de kirtler og celler, der producerer vores hormoner, frigiver dem i blodbanen og dermed påvirker vores hormonelle tilstand. Disse hormonelle ændringer opleves som en del af vores følelse, når vi er emotionelt påvirkede, f.eks. bange eller vrede.

Borderline Symptomer Amygdala hyperaktivitet

Amygdalas normale funktion er interessant i forhold til borderline symptomer: Flere slags borderline symptomer handler om overreaktion eller ustabilitet i forbindelse med emotionelle reaktioner på hændelser. Så amygdala spiller uden tvivl en vigtig rolle for dynamikken omkring borderline symptomer og specielt for de ekstreme reaktioner, man ser hos borderline individer.

Og man har da også fundet at individer med borderline symptomer udviser reaktioner i amygdala, der er stærkere end normalt, når man viser billeder af ansigter, der viser frygt, glæde, trished eller er neutrale. Man kan se dette som et tegn på at visse borderline symptomer er en overreaktion på emotionelle antydninger i sansedata og at dette skyldes at amygdala reagerer kraftigere på de samme sansedata end symptomfri testpersoner. Marsha Linehan har i sit DAT behandlings system defineret en række borderline symptomer og træk. Herunder patienters tendens til negative oplevelser, det hun kalder“emotionel sårbarhed”. Hun beskriver dette træk som tendensen til at: 

  1. Reagere på mindre eller svagere antydninger af negative situationer
  2. Reagere kraftigere end andre personer ved negative situationer
  3. Opleve  en mere langvarig effekt af negative påvirkninger og en langsomere tilbagevenden til en neutral tilstand

  Der er meget der tyder på, at disse træk kan skyldes en overaktivtet i amygdala: Når amygdala spiller en central rolle for produktion af negative følelser (f.eks. frygt, tristhed, vrede), så er det selvfølgelig vigtigt, hvis amygdala har mere ekstreme reaktioner. Alt andet lige betyder dette, at man vil have flere negative oplevelser og mere negative oplevelser, end hvis amygdala var mere gennemsnitlig i sin funktion. Også selv om man har samme antal negative oplevelser som en person uden borderline symptomer. Hertil skal så lægges, at man typisk vil generere flere negative situationer, hvis og når man har en tendens til at reagere mere negativt. Dette øger yderligere ens udsættelse for negative situationer og negative følelser.   Det er derfor ekstremt vigtigt at forstå, hvordan og hvorfor amygdala kan blive mere aktiveret af sansedata hos nogle mennesker. Og dernæst hvordan man bedst kan reducere dette borderline symptom.          

Princippet om gensidig hæmmende innervering

  Den normale virkning af aktivering af en instinktiv eller emotionel response er, at en adfærdsreaktion gøre præ-potent eller over-parat, sådan at den udløses langt lettere, så snart den løbende afkodning af omgivelserne angiver et behov for at gennemføre en adfærd af denne type.   Hvis to limbiske centre har forbindelse til hinanden, kan de derved sørge for at kun en af dem er aktive på samme tid. Den grundlæggende aktivitet afgøres af sansedata fra tertiære lag af i de perceptuelle dele  af kortex. Det vil sige at objekter i omverdenen, der i det primære lag er en samling prikker, vil i det sekundære lag være objekter, f.eks. hunde og i det tertiære lag være en kælen eller en aggressiv hund.   Signaler om venlige dyr (dyr fra ens egen art og sociale gruppe) vil gå til en del af amygdala, der derefter lyser op i venskabelig fryd og samtidigt hæmmer et andet center i amygdala, som reagerer på fare og udtrykker sig gennem flugt. Hvis percetuelle neuroner lyser op, fordi de afkoder aggression, vil et center for frygt aktiveres i amygdala. Dette center vil som en del af sin funktion hæmme de dele af amygdala, som afkoder og udtrykker venskab.  

Så princippet om gensidig hæmning vil sikre, at visse katagorier bliver hinandens modsætninger i vores adfærd. Den gensidigt hæmmende indflydelse sikrer, at kun én af de to tolkninger er aktiv på samme tid. Enten eller! Dette kan f.eks. ses ved tolkning af andre individer: Er dette individ en trussel eller er der en mulighed for at dominere eller nedlægge denne person? Skal jeg reagere med frygt og flugt? Eller skal jeg reagere med aggression og dominans?

Seksuelle rivaler blandt dyr kan afgøre retten til at pare sig med en hun, ved at man gennemfører en opvisning af aggressive signaler (uden megen egentlig aggression eller kamp) og så ser hvis tolkning, der ender på dominans, og hvis tolkning, der ender med at aktivere et strategisk tilbagetog. I starten kan begge individer håbefuldt vælge en dominant attitude, men efterhånden som signalerne eskalerer, vil en af dem blive nervøs nok til at det center, der repræsenterer den frygtbaserede tolkning, vil hæmme det center, der repræsenterer den aggressive og dominerende response.     Man skal lægge mærke til at denne hæmning ikke kun påvirker det adfærdsmæssige udtryk. Den påvirker også den perceptuelle tolkning af de indkommende sansedata.   Yderligere vil den udefra kommende hæmning også bevirke at centeret i mindre grad kan hæmme den anden vej: Også centerets hæmmende indflydelse hæmmes.   Tilsammen betyder dette, at så snart der er en tilstrækelig stærk aktivitet i det ene af de to alternative response-systemer, så vil det andet response-system ikke længere i samme grad tolke sansedata som relevante for denne response, ikke længere hæmme det andet alternativ og ikke længere gøre den adfærdsmæssige response præ-potent eller over-parat. Det er dermed afgjort, hvilken response der synes at være mest relevant, og der vil ske en række tilpasninger af kognitive tendenser, hormonelle tilstande og af en en række andre elementer, der indgår, når en emotionel tilstand etableres og “globaliseres”. Hvis den emotionelle reaktion er instinktiv og overlevelses- eller forplantnings-relevant taler man om at den samlede hjernefunktion globaliseres eller at hjernen monopoliseres for at fremme den relevante adfærdsreaktion.   Ved at lade denne process dominere vil en række koordinerede tilstand gøre individet mest muligt i stand til at håndtere den aktuelle situation. Disse ændringer af hjernens aktivering og tilstand skaber en monopolisering af hjernens aktivitet rettet mod den relevante målsætning. Denne monopoliseringen sikrer at en række tilstande koordineres:  

  • Hjerneaktivitet,
  • Emotionel oplevelse,
  • Kropslig hormonel tilstand,
  • Aktivering af relevante adfærds-tendenser,
  • Aktivering af relevante vurderings-tendenser
  • Resulterende i situations-passende adfærd

At prioritere en tolkning i så ekstrem grad, er selvfølgelig mest relevant i forhold til sager, der angår overlevelse og forplantning. Og det betyder at den process, der afgør mellem alternative tolkninger, bør være driftsikker, pålidelig og selvfølgelig så nøjagtig som muligt. Systemet med gensidig hæmning af alternative reaktioner, ser ud til at være den hidtil bedste løsning på dette behov.

Dette kan måske også forklare, hvorfor vi har et neuropsykologisk system til “valg” af response, der på mange måder kan synes at være overdrevent kompliceret, dyrt i drift og medføre et stort spild af energi. Princippet om valg gennem gensidig hæmning er selvfølgelig et vigtigt princip i hjernens opbygning og i den neuropsykologiske varetage de emotionelle tolkninger og de adfærdsreaktioner, der tjener vores overlevelse og forplantning. 

Det er måske lettest at forstå funktionen og nytten af gensidig hæmning i en emotionel kontekst, f.eks. mellem frygt og agression. Men der er mange andre eksempler på at gensidig hæmning anvendes i neurologiske kredsløb. F.eks. mellem neuroner, der formidler visuelle data. Dette har den virkning at visuelle konstraster øges. Hvis du justerer kontast styrken på et video kamera kan du se, hvordan dette kan ændre, hvor synlige nogle elementer tager sig ud.  

Borderline Symptomer - Amygdala hyperaktivitet

Kontrast-effekten, skabt af gensidig hæmning, kan også ses ved, at der opstår “subjektive” mørke pletter, der hvor de hvide linnier krydser hinanden i billedet ovenfor. De subjektive pletter opstår der, hvor der kun er “hvide naboer”. Mellem de sorte felter er virkningen svækket af at celler der “ser” det sorte felt påvirker naboceller til at reagere kraftigere på hvidt. I krydset mellem to hvide linnier er der ingen kontrast-effekt fra sorte felter og her bliver den hvide farve derfor mindre ekstrem i den subjektive oplevelse. Og altså mere grå for det subjektive øje.   Kontraster kan være en måde at regulere adfærd på ved at gøre alternativer mere dikotome eller “sort-hvid-agtige”. Og derfor føre til mere ekstreme modsætninger i den subjektive oplevelse og den efterfølgende response. Dette er et velkendt borderline symptom. Det samme princip kan også bruges i forbindelse med oplevelser af sult- og mæthedsfornemmelser. Øget kontrast mellem disse vil bevirke at man enten søger føde eller bruger sin tid på noget helt andet. Uden denne kontrast ville der sikkert være en øget tendens til at være fødesøgende “på lavt blus” døgnet rundt.    

Betydningen af gensidig hæmning for borderline symptomer

  Brugen af gensidig hæmning har en måske endnu vigtigere rolle i valget mellem at reagere emotionelt – dvs. baseret på indlært og instinktive tolkninger og adfærdsmønstre –  og at reagere rationelt – dvs. baseret på indlært viden, bevidst forståelse og planlagt adfærd.   I vores kultur har vi opbygget og videregivet en lang række alternativer til instinktiv eller emotionel adfærd, som vi kan “vælge” at praktisere i stedet for. Hvis man bliver afvist, kan man f.eks. vælge at smile og undertrykke følelsen af skuffelse indtil man ikke længere er synlig for andre. Dette valg træffes i praksis af en “switch”, der består af gensidigt hæmmende indflydelser mellem de to centre, der repræsentere de to alternative sæt af tolkninger og responser: “Synd for dig” + “smiler og går min vej” vs. “…der er ingen der kan lide mig” + tårer.       Betydningen af den gensidige hæming er altså, at visse borderline symptomer bliver forværret: Når amygdala bliver aktiveret af negative oplevelser, vil denne aktivering hæmme brugen af prefrontal kortex. Det betyder en svækkelse af de rationelle måder at håndtere kriser på, som er alternativet til esktreme emotionelle reaktioner.  

Læs mere om impulsivitet og borderline

Hvis det omvendt kan lade sig gøre at aktivere overlagt, styret brug af selvkontrol i samme situation, så vil denne aktivering hæmme aktiviteten i amygdala. Dette fører til, at den negative oplevelse bliver reduceret, at tendensen til affekt reduceres, og at det i en krise bliver langt lettere at gennemføre planlagt, færdighedspræget adfærd.   Dette er altså den neurologiske baggrund for at bedre eksekutive funktioner og mere kognitiv regulering kan afhjælpe borderline symptomer. Ved træning af f.eks. mindfulness, vil man styrke aktiviteten af præcis de centre i præfrontal kortex, der har en hæmmende indflydelse på amygdala. Det betyder at man efter denne slags træning vil være mindre belastet af en overaktiv amygdala. Og at man altså i mindre grad er udsat for mere ekstreme reaktioner på svage negative oplevelser og mere langvarige eftervirkninger af disse.            

Relaterede artikler om borderline:

Kilder:

Joseph LeDoux:  Rethinking the Emotional Brain    

Motzkin JC, Philippi CL, Wolf RC, Baskaya MK, & Koenigs M, 2015: “Ventromedial Prefrontal Corex Is Critical for the Regulation of Amygdala Activity in Humans”      

Dylan D. Wagner, Myra Altman, Rebecca G. Boswell, William M. Kelley, and Todd F. Heatherton, 2013: “Self-Regulatory Depletion Enhances Neural Responses to Rewards and Impairs Top-Down Control”