Dopamin, stress og kortsigtede løsninger


Tl;dr: Dopamin aktiverer det limbiske system, der er udviklet til at reagere på den sansede situation. Der er ikke i dette grundlæggende system nogen mulighed for at inddrage viden, rationel tænkning eller perspektiver på fremtiden.

Hvorfor fører stress så ofte til kortsigtede løsninger og endda ofte til kortsigtede løsninger, med indbyggede langsigtede problemer? Hvorfor er det vanskeligt at håndtere stress, press og her-og-nu problemer uden at skabe langsigtede problemer for sig selv? En stor del af forklaringen er tilsyneladende at vores dopamin systemer er indrettet til at håndtere sansedata, men ikke viden eller rationel tænkning. 

Jon Kabath-Zinn så stress som en ond cirkel af kortsigtet adfærd, der førrer til øget stress-sårbarhed, stress-oplevelser og mere dysfunktionel (‘maladaptive’) coping-adfærd, der så fører til øget stress sårbarhed.

Mindfulness i kognitiv behandlinger er oprindeligt tænkt som en metode til at bryde et system af vekselvirkning mellem stress og kortsigtet adfærd, hvor stress fører til brug af stimulaser eller anden kortsigtet adfærd, som så igen medfører øget stress sårbarhed. Vi kan ikke altid undgå stress, men hvorfor er det at stress så ofte fører til kortsigtede reaktioner?

En del af forklarigen har at gøre med dopamins funktion, hvor adfærd stimuleres, hvis og når sanserne leverer data, der antyder fare eller mulighed. Vores hjerne vægter simpelthen reaktioner på sansedata højere end viden eller rationel tænkning:

Dopamin er det transmitterstof, der signalerer at vores øjne kan se en mulighed, f.eks. mulighed for mad, sex eller fare. Dopamin signaler går derfor i vid udstrækning uden om vores rationelle fornuft og vores planlægning af vores personlige fremtid. Og samtidig har dopamin den virkning, at vi bliver aktiveret til handling, hvad enten det er jagt, sex eller flugt. 

Dopamin-reaktioners funktion er afgjort af deres overlevelses- og forplantnings-potentiale og tager derfor ikke hensyn til langsigtede perspektiver. Langsigtet vinding har ingen betydning for de, som ikke overlever, og er i sammenligning med overlevelse forholdsvis ubetydelig, selv hvis man overlever.

At disse reaktioner ikke medtager viden, rationel tænkning og planlægning af ens fremtid er faktisk en underdrivelse. Dopamin reaktioner har faktisk en markant tendens til at dæmpe aktivitet i præfrontal kortex og reducere den selvkontrol og styring af adfærd, der udgår herfra. Dette forklarer havd de flese har oplevet: At det altid er mere vanskeligt at tænke, når vi er sanseligt påvirket af stress.

Dopamin stress kortsigtede løsninger

Dopamin-reaktioner og det limbiske system

Det limbiske system er i ældre litteratur beskrevet med termen “rhinencephalon”. På samme måde som Rhinoceros betyder næsehorn, så betyder Rhinencephalon næse-hjerne. Denne betegnelse for det limbiske system blev valgt, fordi man ved studier af gnaveres hjerner så, hvordan denne del af hjernen mest fik input fra den olfaktoriske hjerne eller lugt-hjernen, som er placeret lige over næsen. Og i starten var antagelsen at det limbiske system mest bare tog sig af signalprocesser for lugteindtryk. 
Senere var de fleste forskere langt mere optaget af, hvordan det limbiske system tilsyneladende havde en del at gøre  med alle slags emotionelle reaktioner.

Dette førte til hvad Professor Robert Sapolski har beskrevet som en blodig fejde mellem rhinencephalon-fløjen, der var optaget af lugt-stimuli og slænget af emotions-fokuserede forskere, der kun kunne se det limbiske system som en slags emotionel hjerne. Efter en del år med blodige tab på begge sider, fandt man at konflikten kunne løses ved at se på, hvordan gnaveres emotionelle liv var stærkt relateret til lugte, der repræsenterede mad, forplantningsmuligheder, rivaler eller katte. Og tilsvarende på, hvordan processer i det libiske system hos fugle var langt mere informeret af audio kilder som f.eks. magers kvidder og/eller skræpperier. Ud fra disse etiologiske og adfærdsmæssige studier, blev det klart at forbindelsen til lugte var naturhistorisk vigtig, men ikke noget, der knyttede det limbiske system eksklusivt til lugt-data. 


“Det limbiske system” blev i 1952 foreslået som et bedre navn for rhinencephalon af neuropsykologen Paul D. MacLean. Det limbiske system blev dengang defineret ud fra en grovsortering af hjernestrukturer i tre forskellige kategorier:

  1. Den første var “neo-kortex” eller den nye hjerne, som udgøres af det vi idag kender som kortex og som kun er fuldt udviklet hos de mere avancerede pattedyr, specielt primater og herunder mennesker. Neo-kortex tog sig af sprog, abstrakt tæning og planlagt adfærd. 
  2. Kortex blev defineret i modsætning til “pattedyrshjernen”, som anatomisk svarer nogenlunde til det limbiske system Navnet pattedyrshjernen refererer til at disse strukturer blev udviklet hos de tidlige pattedyr. 
  3. Tilsvarende er betegnelsen krypdyrshjernen relateret til hypothalamus, der tager sig af allehånde regulerings-funktioner relateret til vædskebalance, vejtrækning, temperatur-regulering, stofskifte, glukose-niveaer, blodtryks-regulering, regulering af immunfunktion og lignende fysiologisk orienterede reguleringsfunktioner. 

Hypotalamus funktioner er alle sammen automatiske reguleringsfunktioner, som er forholdvis uinteressante. Indtil selvfølgelig, at noget går galt og man f.eks. bliver skadet i hypothalamus sådan at man “opnår” sygdommen Odins curse, som hindrer at man kan trække vejret automatisk. Det betyder at man f.eks. ikke længere kan sove, fordi man langsomt bliver kvalt så snart man falder i søvn. Man dør derfor at søvnmangel – men ikke af kvælning – hvis man har fået denne sjældne sygdom.  

Men hypothalamus er ikke bare interresant i forhold til egne funktioner. Hypothalamus er måske mest afgørende vigtig som mål for indflydelse fra det limbiske system, sådan at alle slutresultater af processer i det limbiske system kæmper om at påvirke, hvordan hypothalamus fungerer og dermed påvirker en lang række fysiologiske funktioner. 

Dette betyder ikke bare at limbiske dopamin signaler påvirker kropsfunktioner og dermed handletendenser, som det f.eks. sker når vores bekymringer udløser stress hormoner. Ud over denne praktiske virkning gennem hypothalamus, så sker der også gennem hypothalamus en påvirkning af vores hormonelle tilstand. Disse ændringer af hormonelle tilstande viser sig at være en afgørende del af vores oplevelse af emotionelle tilstande: Når uretfærdighed gør os vrede vil adrenalin i kroppen bidrage kraftigt til indholdet af vores oplevelse af denne vrede. Man kan godt være “kogntivt” vred uden at kroppen er hormonelt påvirket, men den samlede oplevelse bliver så noget, som forsøgspersoner beskriver som ‘pseudo-vrede’. 

Hypothalamus er altså central for hjernens påvirkninger af kroppen gennem det autonome nervesystem. Så det limbiske systems mange opgaver ender altid med at være at forsøg at bestemme, hvad der sker i hypothalamus og hvordan vores oplevelser, tanker og følelser dermed påvirker vores krop og vores adfærd. Den direkte styring af handlinger sker ikke gennem hypothalamus, men alle de generelle tilstandsændringer, som fører til at bestemte slags handlinger (f.eks. flugt eller underkastelse) bliver mere sandsynlige sker ved, at det limbiske system påvirker hypothalamus. 

Påvirkningen af hypothalamus sker selvfølgelig dels direkte fra specifikke centre i det limbiske system til hypothalamus, men den sker også og i væsentlig grad ved, at limbiske centre påvirker og specielt hæmmer andre limbiske centre og dermed hindrer, at de øver nogen indflydelse på, hvad der sker i hypothalamus. Af samme grund kan man i vid ustrækning forstå hierarkiet af limbiske funktioner ved at se på hvor direkte deres forbindelse til hypothalamus er: Har centeret en direkte forbindelse eller går dets påvirkning gennem en påvirkning af andre dele af det limbiske system?

PFC en del af det limbiske system?

ER PFC en del af det limbiske system? Det er tre forskellige opfattelser af dette spørgsmål. Oprindeligt havde man en anatomisk viden der passede godt med en teoretiske opfattelse, der sagde at den limbiske hjerne varetager emotionelle og motivationelle påvirkninger af vores adfærd, mens kortex varetager vores opbygning og tilgang til objektiv viden, der kan informere vores motiverede adfærd. 

Denne strenge opdeling blev langsomt undermineret efterhånden som det blev klart at forbindelser fra PFC var en stærk indflyldelse, at PFC varetager opgaver med emotionel regulering og tilpasningen af emotionel adfærd. Faktisk er ACC så tæt forbundet med limbiske centre at det er ekstremt nærliggende at opfatte den som en del af det limbiske system. 

Når mange stadig hælder til en opfattelse, hvor PFC ikke medtages som en del af det limbiske system, så bygger det på at kortex og det limbiske system hver især er specialiseret til at påvirke vores adfærd ud fra information, hensyn og processer, der er radikalt forskellige og som bør opfattes som seperate systemer. Man opnår en bedre, dybere og mere præcis opfatelse af disse processer, deres kareakter og deres indbyrdes forskelle, hvis man ser dem som sepparate systemer og studerer dem sepparat. 

I denne optik er det sandt at ACC er ekstremt tæt forbundet med det limbiske system, men det er også sandt at disse forbindelser øver en indflydelse på vores adfærd, der har et andet og et anderledes grundlag, end hvad det limbiske system ellers baserer sig på: Det limbiske systems oprindelige funktion var at omsætte sansedata og proprioceptiv information (kemisk sansning af fysiologiske forhold) i en egnet adfærd, der kan maksimere ovelevelse og forplantning. 

Datagrundlaget for limbiske processer er sansedata, der er begrænset til den tilgængelige her-og-nu situation og er begrænset til handlingsmønstre, der er bevaret som adaptive instinktive reaktioner. Den limbiske hjerne har ikke nogen opfattelse af en objektiv verden, for det limbiske system findes kun den subjektive synsvinkel, verden set med mine øjne, set fra min position og de lyde som kan opfanges herfra. Det limbiske system er udviklet til at oversætte den sansede situation til en instinktiv handling, som er tilpasset situationer af denne art, men som ikke kræver en egentlig bevidsthed eller objektiv forståelse af denne situation. Og ikke giver nogen plads for overvejelser, alternativer eller hensyn til langsigtede konsekvenser.

En svækket aktivitet i systemet for målrettet adfærd er en kilde til øget impulsivitet, og derfor en årsag til negative følelser og tilstande, som f.eks. angst, bekymring, depression, selvkritik m.m.
Scanning med fMRI viste at aktivitet i ventral striatum korrelerede med de skiftende chancer for at vinde, men kun hvis den pågældende ADHD patient havde taget methylphenidate.
Der har længe været en populær misopfattelse af dopamin, som en slags naturens rus-middel, ‟kroppens egen kokain‟ og lignende fremstillinger.
Hjenens dopamin sytestemer, der står for motivation af indlært adfærd, er direkte påvirket af inflammation på lavt niveau. Dette giver øget sårbarhed over for anhedoni, apati og depression. 
Personer der har et liv fuld at socialt og psykologisk stress, har i mange tilfælde en skadet evne til at producere den nødvendige dopamin. 
Ved at anvende en fMRI hjerneskanner har en forskergruppeafdækket hvordan romantisk kærlighed fungerer i hjernen. Intense følelser af kærlighed og tiltrækning er associeret med aktivitet i hjernecentre, der ved frigivelse af dopamin giver basis for intense oplevelser af belønning og motivation. 
Amygdala styrer dine emotionelle reaktioner. Altså hvad der sker når du oplever en situation, der kan være fristende, truende eller antyde et tab af en eller anden slags.
Dopamin aktiverer det limbiske system, der er udviklet til at reagere på den sansede situation. Der er ikke i dette grundlæggende system nogen mulighed for at inddrage viden, rationel tænkning eller perspektiver på fremtiden.
Dopamin er et neurotransmittestof, der er med til at forme vores personlighed. Dopamin har nemlig en række funktioner, der er centrale for udviklingen af et af vores personlighedstræk: Åbenhed. En forholdvis ny teori om dopamins virkninger, er fokuseret på hvordan dopamin er afgørende for eksploration, undersøgelser og udnyttelse af nye muligheder.
Dopamin udløsning kan være helt saliggørende. Måske kender du det fra dine shopping ture: I en krog af en butik finder du præcis det par sko som du har ledt efter længe, men aldrig kunne finde eller aldrig havde råd til.
Som tidligere beskrevet, så er vores selvkontrol yderst begrænset og kun effektiv i kort tid af gangen. Vi må derfor prioritere hvad vi bruger vores overskud på. Eller acceptere at det er en smule tilfældigt hvordan vores adfærd arter sig og hvad resultatet bliver.
Den emotionelle hjerne er måske den vigtigste del af vores hjerne. Joseph LeDoux  foreslår en ny forståelse af afgørende nøglefænomener i studiet af emotioner - de fænomener, der repræsenterer funktioner og kredsløb, der knytter sig til overlevelse, og som deles af mennesker og andre dyr.
previous arrow
next arrow
Slider

Forfatter info:

Lars Steffensen, MSc Psykologi, steffensen@impulskontrol.dk

Mine artikler er en blanding af lettilgængelige introduktioner og artikler om psykologisk og psykiatrisk forskning. Jeg er specielt fokuseret på komorbiditet, eksekutive funktioner og transdiagnostisk behandling.

https://youtu.be/p29JUpsOSTE

Christoffer Kølgaard – Den Krøllede Hjerne

Visionen med klinikken er overordnet set at gøre en forskel for andre mennesker.

Psykolog Ane Aakerlund

Jeg har en stor ekspertise i arbejdet med særligt sensitive børn, unge, voksne og pårørende

Psykolog Tine R. Holmegaard

Mit fokus er at være hjælpsom for dig og støtte dig til at indgå i de relationer, som er betydningsfulde for dig, bidrage til at udvikle dig og støtte dig i at forvalte dig selv i det, som du står i.

Berg Psykologi

Psykolog Lyngby med fokus på stress og trivselsproblemer - venlig og kompetent

previous arrow
next arrow
Slider

Kilder:

Niels Engelsted: Personlighedens almene grundlag  

Wikipedia: The Limbic System

Robert M. Sapolski: The Limbic System (forelæsning på engelsk).

Jon Kabath-Zinn: Full catastrophe living