Dopamin virkning og motivation

Dopamin virkning og motivation

“Dopamin er hjernens eget narkotikum.” “Dopamin kan gøre dig høj og afhængig”. “Shopping udløser dopamin og kan gøre dig afhængig”. Du har sikkert læst en del af den slag sentasionelle overskrifter. Og du ved formenlig godt at deres konklusioner er overfladiske og delvist forkerte. Men har du en klar opfattelse af hvad dopamin er og hvad dopamin gør i din og andres hjerner? Hvad er den præcise forbindelse mellem dopamin og indlæring? Eller mellem dopamin og afhængighed? Eller mellem dopamin og lykke? Det er formentlig ikke helt så klart som det kunne være. Så læs den følgende introduktion, hvis du gerne vil forstå dopamins rolle i vaner, indlæring, afhængighed og lykke. 

Dopamin er et transmitterstof

Dopamin er et såkaldt “trasmitter-stof”. Det betyder at dopamin molekyler bliver brugt til at sende signaler fra det ene neuron til det næstet. Det ene neuron reagerer på indkommende sinaler ved at sende en impuls ned langs dets lange akson. Hvilket for enden af aksonet har den virkning at små lommer af dopamin frigives ud i synapsespalten, det smalle “stræde” mellem den ene celles akson eller “afsender” og det næste neurons dendrit eller “modtager”. 

Signalstoffer som dopamin vandrer forholdsvis hurtigt fra afsender til modstager, hvor molekylerne aktiverer receptorer og dermed påvirker funktionen af modtager-cellen. Denne virkning kan enten være aktiverende eller hæmmende, sådan at cellen enten skubbes tættere på signal-afgivelse eller påvirkes i den modsatte retning. 

Den afgørende faktor for signal-afgivelse er den elektriske spænding mellem ydersiden og indersiden af neuronets cellevæg. Hvis denne overstiger en vis værdi vil dette fremkalde signal afgivelse ned langs næste akson og et reset af spændingen over cellevægen. Så hvis en dopamin-receptor er hæmmende vil dens virkning være afspænding, og hvis receptoren er aktiverende vil dens virkning være en forøgelse af spændingen over cellevægens yder- og inderside. 

Dopamin og limbisk hjerne

Dopamin har sin primære funktion i det limbiske system. Det limbiske system er vores “pattedyrshjerne” og omfatter en lang række grundlæggende hjernefunktioner. Det limbiske system kan styre stort set alt, hvad der skal til for at få en mus, et får eller en hjort til at fungere. Det limbiske system styrer nemlig hvordan sanseindtryk omsættes i adfærd, der sikrer dyrs (og menneskers) overlevelse og forplantning. 

Det som vi opfatter som instinkter og instinktiv adfærd er typisk adfærd, der er drevet af stimuli (sanseindtryk), der aktiverer tilstande, emotionelle reaktioner, og handle-tendenser. Hvis en mus kan lugte en kat vil den reagere med stress, frygt og forsøge at holde sig så skjult og sikker som muligt. Denne reaktion er baseret på signaler fra sanserne, der har en række medfødte og/eller indlærte reaktioner af emotionel, fysiologisk og adfærdsmæssig art. 

Det limbiske system kan lære nye reaktioner: Det limbiske system fungerer instinktivt, men er tilstrækkelig fleksibelt til at der kan ske indlæring på basis af erfaringer. Dette sikrer en god fleksibilitet over for nye muigheder i miljøer, der er anderledes men stadig giver et godt grundlag for overlevelse. 

Men man skal være opmærksom på at den indlæring, som sker i det limbiske system angår indlæring af nye sanse-stimuli for gamle instinktive reaktioner. Det som læres er altså ikke ny adfærd, som reaktion på velkendte situationer eller stimuli. Det er indlæring af nye situationer eller sanseindtryk, som udløsende stimuli for etablerede instinktive reaktioner. Når din kat reagerer på lyden af køleskab eller dåseåbner, så er det fordi den har lært at denne lyd betyder mad. De ny stimuli udløser en etableret reaktion, og det som er lært er en association mellem dåseåbneren og den efterfølgende kattemad. 

På et fysiologisk niveau er denne association en evne til at aktivere den instinktive reaktion og denne evne er baseret på transmision via “dopaminerge” baner, altså forbindelser mellem celler, der “lytter” til sanserne og celler, der kan aktivere adfærdsvaner ved at frigive dopamin. 

Man har længe beskrevet dopamin som hjernens “belønnings-stof”. Eller endnu værre som “hjernens lykkestof”. Dette henviser til dopamins rolle i forhold til at gøre handlinger til vaner, hvis og når disse handlinger viser sig at bære frugt (f.eks. i forhold til føde eller forplantning). Den måde det er blevet fremstillet på, er at dopamin i sig selv har en euforisk virkning, der gør os vilde efter at gentage alle handlinger, som kan skabe en gentagelse af denne euforiske virkning. Dette er som man selv kan regne ud, rent vrøvl: Virkningen af en sådan “belønnings-dosis” ville være at motivere handlinger uden hensyn til deres resultat (hvis selve handlingen fremkalder frigivelse af dopamin) eller at belønne success uden at påvirke eller motivere den nødvendige forberedende adfærd (hvis kun den efterfølgende succes fremkalder frigivelse a dopamin).

Det som kan skabe handlinger med fremdrift og potentiale, er hvis indledende handlinger, forberedelser og det nødvendige arbejde, der fører til gode resultater er i stand til at repræsentere disse gode resultater. Det er den funktion, som dopamin har: Dopamin skaber forventninger om positive resultater! Forventninger, der er specifikt knyttet til adfærd, der erfaringsmæssigt fører til de positive resultater. En anden måde at sige det samme på er denne: “Dopamin sætter forberedelser til succes i stand til at repræsentere den forventede succes på en motiverende måde”. Det som virker drivende på den nødvendige adfærd er ikke belønning, men forventning.

Dopamin som forventning

Dopamin er et forventnings-stof, ikke et “belønnings-stof”. Dopamin øger tolkningen af en lovende situation som repræsenterende senere succes: Det er dopamin, som sætter lugten af friskbagt brød i stand til at repræsentere et forventet måltid på en forventningsfuld, overbevisende og motiverende måde.

Effekten af denne repræsentation er en række hormonelle, emotionelle og fysiologiske tilpasninger, der konfigurerer organismen til at en maksimalt effektiv indsats for at realisere det forventede potentiale. Altså den effekt og den tilstand som vi normalt referer til som “motiveret”, og som typisk omfatter emotionelle, hormonelle og fysiologiske tilpasninger. 

Forestillinger om dopamin som belønning er baseret på forestilinger om at det er lykke eller tilfredsstillelse ved den “konsumatoriske process” (f.eks. når det nedlagte bytte spises). Men det er snarere sådan at det er en positivt at spise fordi det skaber forventninger om overlevelse, ressourcer, ernæring og energi.

Der er ikke noget endemål for dyrs adfærd i naturlige omgivelser, det er alt sammen gentagne processer, der opretholder livet for individet eller for arten.  Men forskellige former for adfærd er meningsfulde, fordi de indgår positivt i disse processer. Og associationer, der er båres af dopamin transmission afspejler denne mening: Adfærden repræsenteres som et element i en større og mere meningsfuld sammehæng. Forventning er den direkte opevelse af denne sammenhæng og oplevelsen af forvetning medieres af dopamin transmission. 

Alkohol og misbrug: relaterede artikler:

Kilder: 

Colin G. DeYoung (2013):  The neuromodulator of exploration: A unifying theory ofthe role of dopamine in personality

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3827581/pdf/fnhum-07-00762.pdf

Christopher D. Fiorillo,* Philippe N. Tobler, Wolfram Schultz (2003): Discrete Coding of Reward Probability and Uncertainty by Dopamine Neurons

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/12649484

Ethan S. Bromberg-Martin,1 Masayuki Matsumoto,1,2 and Okihide Hikosaka (2010): Dopamine in Motivational Control: Rewarding, Aversive, and Alerting

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21144997