Emotion – definition af emotion ud fra perception

Emotion – definition af emotion ud fra perception

 

Tl;dr:

Emotion definition, der bygger på vores perception af omverden og den motivation denne perception giver anledning til. Spørgsmålet om emotioners forhold til deres materielle basis. Emotioner som motivation og perception. Emotionernes differentiering i perceptuelle kategorier.

 

Introduktion: Emotioner og den fysiske krop

Nogle forskere har længe fastholdt at bevidstheden er frembragt af den fysiologiske organisme og at bevidstheden er en slags “pynt” eller en farvning af fysiologiske processer, der ville foregå og fungere lige så glimrende uden nogen bevidsthed. Dette kaldes den fysikologiske skole (fysiologisk orienteret psykologi), der er baseret på eliminativ materialisme og altså er et forsøg på at bygge psyken op ved hjælp af byggeklodser som kan iagttages i kroppen, f.eks. hormoner eller signalstoffer.

 

Mange psykologers afvisning af dette udgangspunkt er uden tvivl begrundet i den den fysikologiske skoles  noget problematiske brug af reduktioner, som f.eks. at vore følelser er lig med vores adfærd, eller at bevidstheden er summen af nervecellernes aktivitet. Omfortolkninger af denne art medfører nærmest en lavine af synspunkter, der er i strid med vores common-sense opfattelser af vores bevidsthedsliv, og fysikologerne har ikke gjort meget for at bære bevidsbyrden i denne diskussion.

 

Afvisningen af et rent fysiologisk synspunkt betyder dog ikke at psyken er specielt uafhængig af den fysiologi, som den er knyttet til. Men der er andre mulighder en blot at gøre psyken og følelser til en funktion af fysiologiske processer: F.eks. det alternativ som som William James fremførte: Han forklarede faktisk emotioner som konstituerede ved deres “embodiedness” eller deres tilknytning til kropslige funktioner. James’ teori går i korthed ud på at, emotioner er oplevelsen af kropslige reaktioner på perception:”The bodily changes follow directly the perception of the exiting fact, and that our feeling of the same changes as they occur is the emotion”.

Mange ting synes uforklaret af dette synspunkt: Hvordan bliver symbolske repræsentationer, f.eks. på et biograflærred, omsat til kropslige tilstande, der varierer i overensstemmelse med det symbolske indhold i filmens fortælling?

Hvis attraktionen ved James teori har været at den så langt som muligt begrænser sig til at omhandle fysiske og kemiske forhold, så er det desværre meget klart at teorien i sidste ende antager, at det er vores “feeling” af disse fysiologiske tilstande, som udgør emotionen. Denne “feeling” er selvfølgelig den promblematiske størelse:

James teori adskiller sig fra den eliminative materialist ved ikke at anskue emotionen som lig med den fysiologiske tilstand, men lig “our feeling” af den fysiologiske tilstand. Heri ligger der muligvis en indrømmelse af, at ren fysiologi er for fattig en forklaring på common sense oplevelser af emotioner:

Enten dækker betegnelsen feeling udelukkende over fysiologiske forhold, i hvilket tilfælde teoriens hovedpåstand blot er at fysiologiske reaktioner fører til fysiologiske reaktioner af en bestemt art, som indebærer oplevelse af emotioner. Der er således netop ikke givet noget forklaring på hvordan emotionerne selv opstår.

Eller også dækker betegnelsen over noget, som ikke kan beskrives udtømmende i fysiologiske terme, i hvilket tilfælde vi så må konstatere, at vi ikke er kommet meget nærme en egentlig forståelse af emotioner.

Hele den moderne skole af fysiologisk orienterede emotionsforskere synes at tage udgangspunkt i en overbevisning om, at emotionerne i sidste instans må være fænomener som i lighed med f.eks. haglvejr, kan forklares udtømmende gennem studier af objektive forhold. Det centrale kritikpunkt er derfor, at hvis ikke fysikalisterne har ret i at emotioner kan “konstrueres” fysiologisk, så gør de sig skyldige i en metodiske fejl, som svarer til kun at lede, der hvor lyset er godt.

Men selvom den moderne psykologi afviser en rent fysiologisk forklaring på emotioner, så må det dog indrømmes at de fysiologiske forhold er en meget stærkt betingende faktor i det emotionelle liv.

Der er der også mange objektive fakta, der taler imod James’ teori; Cannon anfører følgende punkter:

1. Afbrydelsen af nerveforbindelsen mellem centralnervesystemet og kroppens organer hos dyr, har ingen synlig effekt på deres adfærd.

2. De samme kropslige forandringer sker ved forskellige emotionelle tilstande og ved ikke-emotionelle tilstande.

3. Vi er i mange tilfælde ikke perceptuelt følsomme for disse kropslige reaktioner.

4. Vores emotionelle reaktioner er hurtigere end kroppens reaktioner.

5. Kunstig fremkaldelse af de kropslige tilstande, der er knyttet til stærke emotionelle oplevelser, fremkalder ikke disse.

Cannon refererer til Marañons forsøg, hvor forsøgspersoner fik injiceret adrenalin, uden at dette gav anledning til andet end kvasi-emotioner. Forsøgspersoner rapporterede, at de havde det “som om” de var bange eller vrede. Schackter og Singer har siden lavet et forsøg hvor forsøgs-personerne, foruden at de fik adrenalin, også af en skuespiller blev ledt til at anskue deres aktuelle situation som værende enten irriterende eller opstemmende. Der var altså tale om en kombination af fysiologiske og perceptuelle stimuli, og dette resulterede i mere realistiske emotionelle oplevelser. Selv om det har været svært at reproducere forsøget, så har det påpeget kognitionens betydning for emotionerne.

Omvendt er der stadig meget, der taler for, at kropslig reaktion er en nødvendig del af en fuldgyldig emotionsoplevelse. F.eks. har Hohmann refereret, at personer med læsioner i rygmarven oplevede, at deres emotioner “manglede den tidligere varme”.

Men overser James ikke hovedproblemet: Han sondrer mellem perception af ydre forhold og “our feeling” af kropslige forhold, og identificerer sidstnævnte med emotion, men uden at forklare hvad denne “feeling” består i. Dette kunne ses som en anden fysiologisk process, eller det kunne ses som en uafhængig funktion, og dermed er sorteper bare givet videre: James giver ikke sit bud på, hvad der principielt afgrænser det emotionelle, eller hvad der adskiller de fysiologiske tilstande der opleves som emotioner og de som ikke gør, og han giver ikke nogen forklaring på hvordan oplevelsen af fysiologiske forhold i givet fald bliver til emotioner. At sige at oplevelsen af fysiologiske forhold er lig med emotioner, giver ikke nogen fyldestgørende forklaring.

Man kan derfor mene at denne teori illustrerer svagheden i den fysiologiske orientering, nemlig at den ingen forklaring kan give på psyken “an sich” og at den derfor nødvendigvis må vælge mellem at identificere psyken med fysiologi eller indrømme at fysiologien kun er en betingende faktor.

Og selv hvis den sidste mulighed vælges, så kan man tale i en uendelighed om hvilke fysiologiske forhold, der indvirker på psyken, uden nogen sinde at nærme sig en forståelse af hvad psyken i sig selv er, hvad der konstituerer den, og hvilke ikke-fysiologiske faktorer, der indvirker på dens funktion og udvikling.

Det må konstateres, at den fysiologiske organisme under alle omstændigheder vil øve en vis indflydelse på oplevelsen af fuldgyldige emotioner. Man kan formentlig udvikle en detajeret viden om hormonernes disponering for forskellige emotionelle tilstande i dagsbevidstheden, men her er vi blot interesserede i at kunne konstatere at de fysiologiske tilstande i en vis udstrækning betinger det fulde emotionelle udtryk.

 

 

 

 

Emotioner som vurdering – motivation og perception

Forskellige forfattere har påpeget emotionernes element af vurdering; vurdering af enten genstandes opfordringskarakter, af emotions-provokationers personlige betydning, eller af prækognitiv intuitiv vurdering.

Leeper foreslår at emotioner ses som motiver – hvilket i hans definition vil sige at emotioner er afgørende elementer i produktionen af målrettet adfærd og målrettet kognitiv aktivitet. Dette underbygger han med en henvisning til den biologiske artsudvikling: I takt med udviklingen af et mere sensitivt sanseapparat, der som f.eks. synet virkede over afstande, blev der behov for, at relativt svage perceptuelle påvirkninger kunne virke motiverende.

Endvidere måtte denne motivation være stærk nok til at kunne dominere de fysiologiske drifter og virke styrende for individets adfærd. Leeper understreger, at dette også gælder de mindre iøjnefaldende og langvarige emotioner som arbejdsglæde, faglig stolthed, hengivenhed for ens familie og æstetisk nydelse.

Dernæst foreslår Leeper, at emotioner ses som perceptioner, ikke af fysiologiske processer i kroppen, men “…perceptions of situations… commonly, they are perceptions of the more enduring and significant aspect of such situations”.

Leeper går dermed imod den lange tradition for at anskue perceptioner og emotioner som tilhørende separate kategorier af aktivitet hidrørende fra forskellige dele af hjernen: Henholdsvis neocortex plus det somatiske nervesystem for perceptionens vedkommende og subcorticale organer plus det autonome nervesystem for emotionernes vedkommende. Han anfører at perceptionen var fuldt udviklet tidligt i fylogenesen, før udviklingen af neocortex, og at der både ved perception og emotion sker en vekselvirkning mellem de to dele af hjernen.

Leeper kritiserer den oprindelige perceptionspsykologi for at arbejde ud fra forsøg med perceptionsoplevelser, der i de fleste tilfælde var begrænset til visuelle oplevelser, der desuden ofte var statiske. Og hvad der var vigtigere: Det var hovedsageligt emotionelt og motivationelt neutrale oplevelser, der dannede grundlag for forskningen. Senere har f.eks. gestaltpsykologien og Gibson indført mere dynamiske elementer i forskningen, men dette har ifølge Leeper ikke ført til det begreb om perception, der er nødvendigt for at kunne tale om “emotion as authentic, full-bodied perceptual processes”.

Leeper gør i en kort redegørelse for refleksmekanismer opmærksom på, at disse sjældent er så simple som knæ-refleksen, som alle kender som eksempel. Reflekser er i mange tilfælde “kybernetiske mål-orienterede mekanismer”, der i et kompliceret forhold til hinanden kan styre adfærden ud fra svage men signifikante stimuli. Deres begrænsning er, at de ikke kan modificeres ved indlæring, og at de ikke kan virke over længere tidsrum.

Leeper forestiller sig, at der i fylogenesen blev udviklet et neuralt system, der overvandt disse begrænsninger: Et system, der dels evnede at percipere ting og skelne deres betydning for organismen, og dels kunne stimulere aktiviteten, og rette den mod bestemte mål. Altså en generel mekanisme, der lader perceptive input resultere i en motiveret tilstand, rettet mod perceptionsobjektet. Et sådant system skulle kunne lade betydningsfulde perceptioner dominere kontrollen over adfærden. Og i modsætning til de mere talrige, men relativt betydningsløse perceptioner, burde disse motiverende perceptioner tegne vores billede af perceptionen.

At et sådant system nødvendigvis må basere sig på perception af tegn på betydning for organismen, ser Leeper ikke som nogen revolution, idet det samme er tilfældet m.h.t. biologisk funderede behov. De fysiologiske realtilstande, som f.eks. mangel på næringsstoffer, er ikke egnede til at styre adfærden gennem sultfornemmelsen. I stedet reageres der på tegn eller indikatorer, der f.eks. signalerer, at maven er tom. Ligeledes relaterer emotionelle motiver til symbolske repræsentationer, og altså ikke til objekter som sådan.

Problemet er først om fremmest at Leeper ser emotionerne som bestående udelukkende af vore perceptioner og de derved motiverede handlinger. Han skaber ikke nogen forståelse for de emotioner, som ikke udtrykkes i handling eller som f.eks. udtrykker sig gennem psykosomatisk forstyrrelse af kropsprocesser, f.eks. i fordøjelsen. Der synes groft sagt at mangle et led i omsætningen fra ydre begivenhed til adfærd, således at vi ikke med Leepers teori alene kan gøre rede for alle former for emotioner og emotions-oplevelser.

R.B. Zajonc fremfører i sin artikel, “Preferences need no inferences”, en kritik af Schachter og Singers forskningsresultater og af den “kognitive bølge” inden for emotionsforkningen. Han hævder, at affektion og kognition bliver kontrolleret af separate og delvis uafhængige systemer, der kan influere på hinanden på mangfoldige måder. Han påstår, at affekt, defineret som intuitiv emotionel vurdering, kan gå forud for den kognitive bearbejdning af informationen. Zajonc hævder desuden, at følelser ikke altid har noget (erkendt) “objekt”, vi kan f.eks. være angste for noget, vi ikke ved, hvad er.

Henrik Poulsen nævner i “Connations” flere kritikpunkter: I mange tilfælde vil det sikkert være svært at gøre rede for det kognitive grundlag for en emotionel vurdering, men der er forskel på, om en vurdering er uafhængig af kognition, og så om der kan redegøres for denne kognitive påvirkning. Dernæst bliver det svært at forklare, hvordan emotioner kan differentieres i alle de forskellige arter og nuancer vi kender, hvis man ser bort fra deres perceptuelle grundlag.

Det kan også nævnes, – til støtte for Leepers synspunkt – at B.Dass (1900) har fremført en systematisk parameterfremstilling, hvor de grundlæggende emotionelle elementer af behag og ubehag differentieres efter den subjektive opfattelse af perciperede forhold (objektrelationens intensitet, og det indbyrdes styrkeforhold).

 

Tiltrækning 1. Niveau 2.Niveau 3.Niveau
Ligestilling høflighed venskab samliv
Underlegenhed respekt ærefrygt tilbedelse
Overlegenhed venlighed ømhed/godhed medfølelse
Frastødning
Ligestilling reservation vrede had
Underlegenhed frygtsomhed angst panik
Overlegenhed arrogance hånlig foragt ubarmhjertighed

Angivelserne af kombinationernes udtryk i hans skema er ikke specielt præcise, men skal også kun tages som eksempler inden for det område, der afgrænses af de aktuelle parametre.

Måske er det også muligt at kritisere Zajonc ud fra de freudianske forestil¬linger om forsvarsmekanismer og de emotionelle dispositioners vigtighed for, hvordan der i en given situation reageres: “Intuitive” vurderinger er måske bare fordomme, d.v.s. aktiveringen af den følelse, der knytter sig til den kognition som forventes, som ligefrem ønskes eller som subjektet på anden måde er disponeret for. Dermed kan det påstås, at motionen kun afhænger af den perciperede situation, for så vidt at denne perciperes korrekt og ikke hvis en vilkårlig emotion – ud fra ønsket om at legitimere en emotion, som der ikke er objektivt belæg for – blot efterfølges af kognitiv efterrationalisering. Dette kan dog ikke overraske nogen, og det er et ringe argument for at afskrive perceptionens grundlæggende rolle for emotionerne.

 

 

Kilder:

 

Cannon, W.B., “The James-Lange theory of emotions: Acritical examination and an alternative theory”. American J. Psycology, vol. 39, 1967, p. 106-124.

Das, Bhagavan, 1900 “The science of the Emotions”, William Byles & sons.- London

Leeper, Robert Ward : “The motivational and perceptual properties of emotions as indicating their fundamental character and role”, in Magda Arnold, red.  “Feelings and Emotions” Academic Press.

Poulsen, H. “Connations”. Århus University Press, 1991.

Schachter, Stanley, and Jerome Singer. 1962. “Cognitive, Social, and Physiological Determinants of Emotional State.” Psychological Review 69 (5): 379–399.

Zajonc, R. B. (1980). Feeling and thinking: Preferences need no inferences. American Psychologist, 35(2), 151-175.