Emotionel moderering

4. Emotionel moderering

Udforskningen af emotionel adfærd påpeger, at emotionel regulering kræver to noget paradoksale strategier. Det første, som individet må lære, er at opleve og navngive de forskellige emotioner, som er indbygget i det neuro-fysiologiske system, i det udtryksmæssige og adfærdsmæsigge system og i sanse-føle systemet. Dernæst må individet kunne reducere de emotionelt relevante stimuli, der tjener til enten at reaktivere og forstærke den igangværende emotion eller at udløse dysfunktionelle sekundære emotionelle reaktioner. Så snart en intens emotionel reaktion er aktiveret, må individet kunne hæmme eller hindre aktiveringen af de efterfølgende stemnings-kongruente billeder, tanker, vurderinger, forventninger og handlinger. De grundlæggende emotioner er meget flygtige og generelt veltilpassede (Ekman, Friesen & Ellsworth, 1972; Buck, 1984). Konstant hæmning eller afbrydelse af negative emotioner viser sig at have en række dysfunktionelle konsekvenser. For det første kan hæmning føre til forsømmelse af den problematiske emotions¬provokerende situation. Et individ som aldrig oplever vrede i forbindelse med uretfærdige situationer, er ikke tilbøjelig til at huske uretfærdige situationer. Situationer, som er reelt farlige, vil måske ikke blive undgået, hvis frygt aldrig opleves. Undskyldninger vil måske ikke blive givet og forhold ikke blive repareret, hvis skyld og skam altid fortrænges, før de har nogen indvirkning på en persons adfærd i et forhold. For det andet vil fortrængning og hæmning føre til øget emotionel undgåelses¬adfærd. Hvis individet har lært en sekundær emotionel reaktion på negative emotioner, vil hæmningen af den primære emotion fjerne alle chancer for at aflære den sekundære reaktion. Tankegangen svarer til tankegangen i forbindelse med flugt-indlæring. Dyr som læres at flygte fra et rum ved at få elektriske stød i deres poter, så snart de går ind i rummet, vil holde op med at gå ind i rummet. Selv om det elektriske apparat derefter afbrydes, vil dyrene aldrig opdage de nye betingelser. De må gå ind i rummet, for at der kan ske en ny indlæring. Den invaliderende familie (som jeg senere vil bekskrive) svarer på mange måder til det elektriske apparat ved undgåelses–indlæring. Borderline patienter lærer at undgå negative emotionelle stimuli eller “cues”. De bliver således negativ-emotion-fobiske. Uden nogensinde at opleve negative emotioner, vil individet ikke kunne lære at tolerere negative emotioner eller lære, at udtryk for negative emotioner ikke bliver straffet. For det tredje kender vi ikke langtidsvirkningerne af hæmning og afbrydelse. Der er et desperat behov for forskning her. Der er et vist belæg for, at emotionelle oplevelser og katharsis fører til færre stressfulde negative emotionelle tilstande. Der er også belæg for, at emotionel katharsis øger emotiona¬liteten i stedet for at reducere den (se Bandura, 1973, for en gennemgang af denne forskning). Under hvilke omstændigheder emotionel oplevelse øger eller hindrer terapeutiske fremskridt, er et afgørende spørgsmål, som ikke er blevet tilstrækkeligt undersøgt. John Gottman og Lyle Katz (1990) har skitseret fire forskellige emotionelle modererings-aktiviteter eller -evner: Disse omfatter (1) hæmning af upassende adfærd, som knytter sig til stærkt negativ eller positiv affekt; (2) selv-regulering af den fysiologiske affekttilstand; (3) refokusering af opmærksomheden i tilfælde af stærke følelser; (4) koordinering af ens aktivitet i forhold til mål, som ikke knytter sig til ens emotio¬nelle tilstand. Metoden, hvor emotioner ændres eller modereres gennem ændring af eller modgåelse af den adfærd, som er tilknyttet emotionen, er et af de vigtige principper bag adfærdsterapiens eksponeringsteknikker. Ud over at øge emotionaliteten direkte vil upassende, stemningsafhængig adfærd som regel føre til konsekvenser, der fremkalder andre uønskede følelser. Handlinger koordineret i forhold til et eksternt mål tjener til, at livet fortsætter med at udvikle sig. Således har en sådan adfærd et langsigtet potentiale med hensyn til at øge de positive følelser, nedbringe stress og dermed reducere sårbarheden over for emotioner. Desuden er sådanne handlinger det modsatte af stemningsafhængig adfærd, og er således et eksempel på, hvordan man handler sig selv ind i en anden følelse. Jeg gennemgår disse principper mere detaljeret i kapitel 11. At ændre den emotionelle tilstand ved at ændre den fysiologiske ¬tilstand er princippet bag en række tekniker, som f.eks. afslapningsøvelser (inklusiv desensibilisering), visse former for medicinering og åndedræts¬tekniker i behandlinger af panik. Evnen til at ændre den fysiologiske tilstand, der knytter sig til emotioner, betyder, at individet er i stand til, ikke bare at reducere den fysiologiske beredskabstilstand, der knytter sig til nogle emotioner som f.eks. angst eller vrede (d.v.s. falde til ro), men også at forøge det fysiologiske beredskab, der knytter sig til andre emotioner, f.eks. sorg eller depression (d.v.s. at “komme i omdrejninger” så at sige). Dette vil som regel kræve evnen til at tvinge sig til at udføre en aktivitet, som man ikke er i stemning til. Den grundlæggende teknik ved kognitiv terapi af depression består for eksempel i planlægning af aktiviteter. Mange har påpeget den vigtige rolle, som styring af opmærksomheden spiller som middel til at regulere kontakt med emotionelle stimuli (f.eks. Derryberry & Rothbart, 1984, 1988). At rette opmærksomheden mod en positiv stimulus kan øge eller vedligeholde et fysiologisk beredskab og en igangværende positiv emotion. At flytte opmærksomheden fra en negativ stimulus kan svække eller begrænse negative fysiologiske affekttilstande og emotioner. Således har individer, som kan kontrollere deres opmærksomheds fokusering og dens retning – to relaterede men adskilte processer (Posner, Walker, Friedrich & Rafal, 1984) – en fordel med hensyn til regulering af deres emotionelle reaktioner. På den anden side er forskelle i opmærksomhedskontrol evident fra børns tidligste år (Rothbart & Derryberry, 1981) og synes at være stabile træk ved den voksnes karakter (Keele & Hawkins, 1982; Derryberry, 1987; MacLeod, Mathews & Tata, 1986). Denne pointe er specielt interessant set i lyset af de data, som gennemgås af Nolen-Hoeksama (1987), og som påpeger kønsforskelle i reaktionsmønstre under stress m.h.t. opmærksomhed. Hun konkluderer, at kvinder, i det mindste når de er deprimerede, er mere rugende i deres reaktioner end mænd. Ved at ruge over ens depressive tilstand vil man generere depressive forklaringer, der øger ens depression og fører til større hjælpeløshed i forhold til fremtidige opgaver (Diener & Dweck, 1978). Derimod er mænd mere tilbøjelige til at indlade sig på distraherende adfærd, som letter den depressive steming. Det forekommer rimeligt at antage, at manglende evne til at aflede sig selv fra negative emotionelt ladede stimuli kan være en vigtig del af den emotionelle dysregulering, som findes blandt borderline patienter.

 

 

Comments on Emotionel moderering