Emotioner og emotionel sårbarhed

Emotioner og emotionel sårbarhed

Den emotionelle sårbarhed er karakteriseret ved høj sensitivitet over for emotionelle stimuli, emotionel intensitet og langsom tilbagevenden til den emotionelle neutral-tilstand. “Høj sensitivitet” betyder, at individet reagerer hurtigt over for og har en lav tærskel for en emotionel reaktion. Det vil sige, at der ikke kræves meget for at fremprovokere en emotionel reaktion. Begivenheder, som ikke ville påvirke mange andre, vil sandsynligvis genere den emotionelt sårbare person. Det sensitive barn reagerer emotionelt på selv svage frustrationer eller misbilligelser. På den voksnes niveau, kan det, at terapeuten forlader byen i weekenden udløse en emotionel reaktion fra borderline patienten, men ikke fra de fleste andre patienter. Følgerne for psykoterapi er – antager jeg – tydelige. Den oplevelse, som ofte rapporteres fra borderline patienters terapeuter og familier, af at borderline patienter på mange måder skal “behandles som rådne æg”, er et resultat af denne sensitivitet.

“Emotionel intensitet” betyder, at de emotionelle reaktioner er ekstreme. Emotionelt intense individer er denne verdens dramatiske mennesker. På den negative side kan brud fremkalde meget intens og pinefuld sorg; det som ville være lettere pinligt for nogen, kan opleves som dyb ydmygelse; irritation kan udvikle sig til raseri; skam kan udvikle sig fra en let skyldfølelse; ængstelse kan eskalere til et panikanfald eller lammende rædsel. På den positive side kan emotionelt intense mennesker være meget idealistiske og kan ofte forelske sig ved mindste anledning. De kan lettere opleve glæde og kan derfor også være mere modtagelige over for åndelige oplevelser.

 

Emotioner og emotionel sårbarhed

 

En række forskere har fundet at forøgelser i emotionel agitation og intensitet giver en indsnævring af opmærksomhedens fokus, således at emotionsrelevante stimuli bliver mere tydlige og i højere grad registreret (Easterbrook, 1959; Bahrick, Fittz & Rankin, 1952; Bursill, 1958; Callaway & Stone, 1960; Cornsweet, 1969; McNamara & Fish, 1964). Jo stærkere agitation og jo stærkere emotionel intensitet, jo mere indsnævres opmærksomheden. Klinisk synes disse fænomener at være ekstremt karakteristiske for borderline individer. Det er dog vigtigt at fastholde, at disse tendenser ikke i sig selv er patologiske; det er træk ved ethvert individ under ekstrem emotionel agitation. Den relative knaphed på teori og forskning, der har undersøgt emotionernes rolle som forløbere for kognitioner, sammenlignet med den store mængde om kognitioner som forløbere for emotioner, kan være en konsekvens af vores vestlige kulturs syn på individuel adfærd, som resultatet af rationel tænkning (Lewis, Wolan-Sullivan & Michalson, 1984).

“Langsom tilbagevenden til den emotionelle neutraltilstand” betyder, at reaktionerne er langvarige. Det er her vigtigt at bemærke, at selve den emotionelle reaktion er relativt kortvarig og har en varighed gående fra minutter til sekunder. Hvad der får emotionen til at synes langvarig er, at den efterfølgende affekttilstand eller stemning har en omfattende indvirkning på en række kognitive processer, som igen er forbundet med aktiveringen og genaktiveringen af emotionelle tilstande.

 

Bower og hans kolleger (Bower, 1981; Gilligan & Bower, 1984) har gennemgået en lang række undersøgelser, der peger på, at den emotionelle tilstand: (1) giver en selektiv tendens til erindring af affektivt farvede oplevelser, der favoriserer materiale indlært i en tilsvarende emotionel tilstand; (2) øger indlæringen af materiale, som svarer til den aktuelle stemning; (3) kan favorisere tolkninger, fantasier, projektioner, frie associationer, personlige forudsigelser og sociale fordomme, som er i overensstemmelse med den aktuelle stemning. Emotioner kan også være mere selvbevarende hos borderline individer på grund af deres emotionelle reaktioners større intensitet, som påpeget ovenfor. Ved høj emotionel agitation kan opmærksomheden over for omgivelserne (inklusive terapeutens adfærd) være selektiv, således at handlinger og begivenheder, som er i overensstemmelse med den aktuelle primære stemning, opfattes, mens andre sider overses.

Den emotionelle stemnings indvirkning på de kognitive processer stemmer overens med den teori, at emotioner er integrerede reaktioner, der involverer hele det menneskelige system. En aktuel emotion integrerer hele systemet i overensstemmelse med sin karakter. I en vis forstand er det overraskende, at en emotion overhovedet ophører, da emotioner – der først er aktiverede – genaktiveres gang på gang. En langsom tilbagevenden til den emotionelle neutraltilstand forværrer effekten af denne reaktiveringsproces og den bidrager til en øget sensitivitet over for den næste emotionelle stimulering. Dette træk kan være meget vigtigt i behandlingen. Det er ikke usædvanligt, at borderline patienter siger, at det kan tage adskillige dage at komme sig over en psykoterapi session.

 

Emotionel regulering

Udforskningen af emotionel adfærd påpeger, at emotionel regulering kræver to noget paradoksale strategier. Det første, som individet må lære, er at opleve og navngive de forskellige emotioner, som er indbygget i det neuro-fysiologiske system, i det udtryksmæssige og adfærdsmæsigge system og i sanse-føle systemet. Dernæst må individet kunne reducere de emotionelt relevante stimuli, der tjener til enten at reaktivere og forstærke den igangværende emotion eller at udløse dysfunktionelle sekundære emotionelle reaktioner. Så snart en intens emotionel reaktion er aktiveret, må individet kunne hæmme eller hindre aktiveringen af de efterfølgende stemnings-kongruente billeder, tanker, vurderinger, forventninger og handlinger.

De grundlæggende emotioner er meget flygtige og generelt veltilpassede (Ekman, Friesen & Ellsworth, 1972; Buck, 1984). Konstant hæmning eller afbrydelse af negative emotioner viser sig at have en række dysfunktionelle konsekvenser. For det første kan hæmning føre til forsømmelse af den problematiske emotionsprovokerende situation. Et individ som aldrig oplever vrede i forbindelse med uretfærdige situationer, er ikke tilbøjelig til at huske uretfærdige situationer.

Situationer, som er reelt farlige, vil måske ikke blive undgået, hvis frygt aldrig opleves. Undskyldninger vil måske ikke blive givet og forhold ikke blive repareret, hvis skyld og skam altid fortrænges, før de har nogen indvirkning på en persons adfærd i et forhold. For det andet vil fortrængning og hæmning føre til øget emotionel undgåelsesadfærd.

Hvis individet har lært en sekundær emotionel reaktion på negative emotioner, vil hæmningen af den primære emotion fjerne alle chancer for at aflære den sekundære reaktion. Tankegangen svarer til tankegangen i forbindelse med flugt-indlæring. Dyr som læres at flygte fra et rum ved at få elektriske stød i deres poter, så snart de går ind i rummet, vil holde op med at gå ind i rummet. Selv om det elektriske apparat derefter afbrydes, vil dyrene aldrig opdage de nye betingelser. De må gå ind i rummet, for at der kan ske en ny indlæring.

Den invaliderende familie (som jeg senere vil bekskrive) svarer på mange måder til det elektriske apparat ved undgåelsesindlæring. Borderline patienter lærer at undgå negative emotionelle stimuli eller “cues”. De bliver således negativ-emotion-fobiske. Uden nogensinde at opleve negative emotioner, vil individet ikke kunne lære at tolerere negative emotioner eller lære, at udtryk for negative emotioner ikke bliver straffet. For det tredje kender vi ikke langtidsvirkningerne af hæmning og afbrydelse. Der er et desperat behov for forskning her.

Der er et vist belæg for, at emotionelle oplevelser og katharsis fører til færre stressfulde negative emotionelle tilstande. Der er også belæg for, at emotionel katharsis øger emotionaliteten i stedet for at reducere den (se Bandura, 1973, for en gennemgang af denne forskning). Under hvilke omstændigheder emotionel oplevelse øger eller hindrer terapeutiske fremskridt, er et afgørende spørgsmål, som ikke er blevet tilstrækkeligt undersøgt.

Ifølge John Gottman og Lyle Katz (1990) så er der fire forskellige emotionelle modererings-aktiviteter eller reguleringsevner: Disse omfatter

  1. Hæmning af upassende adfærd, som knytter sig til stærkt negativ eller positiv affekt
  2. Selv-regulering af den fysiologiske affekttilstand
  3. Refokusering af opmærksomheden i tilfælde af stærke følelser
  4. Koordinering af ens aktivitet i forhold til mål, som ikke knytter sig til ens emotionelle tilstand

Metoden, hvor emotioner ændres eller modereres gennem ændring af eller modgåelse af den adfærd, som er tilknyttet emotionen, er et af de vigtige principper bag adfærdsterapiens eksponeringsteknikker. Ud over at øge emotionaliteten direkte vil upassende, stemningsafhængig adfærd som regel føre til konsekvenser, der fremkalder andre uønskede følelser. Handlinger koordineret i forhold til et eksternt mål tjener til, at livet fortsætter med at udvikle sig. Således har en sådan adfærd et langsigtet potentiale med hensyn til at øge de positive følelser, nedbringe stress og dermed reducere sårbarheden over for emotioner. Desuden er sådanne handlinger det modsatte af stemningsafhængig adfærd, og er således et eksempel på, hvordan man handler sig selv ind i en anden følelse. Jeg gennemgår disse principper mere detaljeret i kapitel 11.

At ændre den emotionelle tilstand ved at ændre den fysiologiske tilstand er princippet bag en række tekniker, som f.eks. afslapningsøvelser (inklusiv desensibilisering), visse former for medicinering og åndedrætstekniker i behandlinger af panik. Evnen til at ændre den fysiologiske tilstand, der knytter sig til emotioner, betyder, at individet er i stand til, ikke bare at reducere den fysiologiske beredskabstilstand, der knytter sig til nogle emotioner som f.eks. angst eller vrede (d.v.s. falde til ro), men også at forøge det fysiologiske beredskab, der knytter sig til andre emotioner, f.eks. sorg eller depression (d.v.s. at “komme i omdrejninger” så at sige). Dette vil som regel kræve evnen til at tvinge sig til at udføre en aktivitet, som man ikke er i stemning til.

Den grundlæggende teknik ved kognitiv terapi af depression består for eksempel i planlægning af aktiviteter. Mange har påpeget den vigtige rolle, som styring af opmærksomheden spiller som middel til at regulere kontakt med emotionelle stimuli (f.eks. Derryberry & Rothbart, 1984, 1988). At rette opmærksomheden mod en positiv stimulus kan øge eller vedligeholde et fysiologisk beredskab og en igangværende positiv emotion. At flytte opmærksomheden fra en negativ stimulus kan svække eller begrænse negative fysiologiske affekttilstande og emotioner.

Således har individer, som kan kontrollere deres opmærksomheds fokusering og dens retning – to relaterede men adskilte processer (Posner, Walker, Friedrich & Rafal, 1984) – en fordel med hensyn til regulering af deres emotionelle reaktioner. På den anden side er forskelle i opmærksomhedskontrol evident fra børns tidligste år (Rothbart & Derryberry, 1981) og synes at være stabile træk ved den voksnes karakter (Keele & Hawkins, 1982; Derryberry, 1987; MacLeod, Mathews & Tata, 1986).

Denne pointe er specielt interessant set i lyset af de data, som gennemgås af Nolen-Hoeksama (1987), og som påpeger kønsforskelle i reaktionsmønstre under stress m.h.t. opmærksomhed. Hun konkluderer, at kvinder, i det mindste når de er deprimerede, er mere rugende i deres reaktioner end mænd. Ved at ruge over ens depressive tilstand vil man generere depressive forklaringer, der øger ens depression og fører til større hjælpeløshed i forhold til fremtidige opgaver (Diener & Dweck, 1978). Derimod er mænd mere tilbøjelige til at indlade sig på distraherende adfærd, som letter den depressive steming. Det forekommer rimeligt at antage, at manglende evne til at aflede sig selv fra negative emotionelt ladede stimuli kan være en vigtig del af den emotionelle dysregulering, som findes blandt borderline patienter.

 

 

Relaterede artikler om borderline: