Borderline arveligt? [Genetik]

Tl;dr:

Er borderline arveligt? Genetiske tests viser at gener påvirker de træk som sammen bidrager til en borderline diagnose.

Arv og opvækstmiljø

Alle som ved noget om borderline personlighedsforstyrrelse er klar over, at opvækstmiljøet spiller en vigtig rolle for udviklingen af borderline symptomer. Undersøgelser viser at borderline patienter har en større frekvens af seksuelt misbrug en den øvrige befolkning. Behandling for post traumatisk stress indgår i mange behandlingstilbud. Borderline personlighedsdforstyrrelse er på mange måder en meget “psykologisk” psykiatrisk lidelse. Det handler meget om opvækstbetingelser, sociale relationer og om håndtering af følelser eller frustrationer.

borderline arveligt

 Men at opvækstmiljøet er afgørende for udviklingen af borderline symptomer betyder ikke at genetisk arv ikke er vigtig. Genetisk arvelige træk kan bidrage til lidelsen. F.eks. ved at svække selvkontrol og egen regulering, som vi jo ved spiller en rolle for en række BPD-symptomer. Hvis en genetisk faktor svækker  eksekutive funktioner, så bliver ens modstandsdygtighed over for negative faktorer i opvækstmiløjet reduceret. Og dette vil gøre det vanskeligt at håndtere stress og udfordringer både som barn og som voksen. Det kan derfor både betyde at man reagerer kraftigere på invaliderende adfærd hos ens forældre. Og at man er mindre i stand til at håndtere de frustrationer, der er en del af hverdagen som mor eller far for et barn. Så de samme gener og det samme træk kan influere på ens opvækstmiljø (gennem stressede forældre) og ens egen kapacitet for stresshåndtering. Det betaler sig derfor at huske at en persons gener også præger samme persons biologiske forældre.

Arv og miljø?

Vi ved at mange borderline patienter har haft en opvækst præget af kaos, misbrug og omsorgssvigt (Linehan, 1993). Det er derfor svært at afvise at miljøet spiller en rolle for lidelsen. Men det er altså langt fra sikkert at det er hele forklaringen eller altid er forklaringen på borderline symptomer. Så for at gøre borderline behandlingen mere effektiv, er det nødvendigt at afklare mere præcist, hvad der er årsager til lidelsen. I de seneste årtier har man forsket i både neuropsykologiske og genetiske forklaring, der kan bidrage til besvarelsen af det centrale spørgsmål: Hvad er borderline. 

Første spørgsmål er dette: Kan bestemte personlighedstræk føre til både borderline adfærd og den adfærd hos forældre, som ses i opvæksten hos borderline børn? Eller lidt mere præcist: Børn, der senere får borderline diagnosen. 
Hvis dette er tilfældet, så vil disse træk udgøre en mulighed for at borderline lidelsen kan være udtryk for både miljø (forældres træk og adfærd) og arv (træk, der skyldes gener). Hvis bestemte gener kan øge tendensen til impulsiv adfærd, vil dette selvfølgelig føre til mere impulsiv adfærd for både moder og barn. Og typisk også (gennem selektion af partner) også mere impulsiv adfærd hos patientens far. Hos moderen kan dette føre til omsorgssvigt, kaotiske livsomstændigheder og valg af en ustabil partner. Alle disse kan udgøre belastninger og præge opvæksten, for den, som senere får en borderline diagnose. Og disse træk er altså alle både genetisk betingede træk og miljø-belastninger for individet. 

Der findes en andel af borderline patienter, der ikke har haft en horibel opvækst eller oplevet massiv misbrug, men stadig har tilstækkeligt mange borderline symptomer til at de får diagnosen. Dette vil selvfølgelig indikere at træk og gener kan spille en stor rolle for disse symptomer. 

Men det tyder måske på at nogle forældre kan klare sig relativt godt i rollen som forældre, selv om de har belastende genetiske træk. Og også at nogle børn klarer sig relativt dårligt i deres håndtering af samme genetiske arv. En del af forklaringen på dette er selvfølgelig at mor og barn ikke er genetisk identiske og at faderen på godt og ondt også bidrager med sine gener. 

Men en anden del af forklaringen på dette er at genetisk arv kan forvaltes mere eller mindre fordelagtigt. Hvis man er genetiske disponeret for diabetes, vil det være væsentligt at man har en gode vaner med hensyn til kost og motion. Og ens sundhedsadfærd vil typisk være afgørende for om sårbarheden fører til diabetes II eller til, at man ikke kan tillade sig at skeje for meget ud med sin kost. 


Nøglen til forståelse af dette er at genetisk arv typisk udtrykker sig som sårbarhed. Hvilket vil sige at den genetiske arv først er et problem, hvis der foruden den genetiske arv er en miljø-belastning. Sådan at genetiske anlæg for impulsivitet plus en opvækst præget af omsorgssvigt tilsammen er tilstrækkeligt til at føre til diagnosen, men at de samme genetiske træk ved en bedre opvækst ikke fører til denne grad af belastende symptomer. 
Forskningen omkring arveligheden for borderline lidelsen har derfor taget udgangspunkt i personlighedstræk, der både er belastende i forhold til borderline lidelsen og kan kædes sammen med gener. 

Når vi skal se på genetisk arv for borderline er det derfor et godt udgangspunkt at se på genetiske træk og genetiske dispositioner, der kan bidrage til diagnosen. Det er hvad forskerne omkring Marijn Distel har arbejdet på gennem en længere periode (Distel et al., 2010): Gruppen har set på hvor godt eller dårligt komorbiditet mellem fire af borderline lidelsens komponenter kan forklares ved genetisk bårne arvelige træk. 

Man skal også være opmærksom på, hvor vigtigt det er at forstå årsagerne til en lidelse, ikke bare at identificere at en lidelse er genetiske betinget eller hvilke gener, der er udslagsgivende. At der er klarlagt at en lidelse er genetisk betinget betyder ikke at man har forstået årsagerne til lidelsen.

 Man kan f.eks. finde at en bestemt genetisk variation gør det meget sandsynlig at man har en forholdsvis inadvendt personlighed. Hvis man desuden er tilhænger af en teori om at dopamin-mangel er det som gør folk inadvendte, så vil man måske forbinde den pågælden genetiske variation med produktion eller frigivelse af dopamin. Hvis det så senere viser sig at de gener, der afviger hos indadvente personer  i virkeligheden er bestemmende for hvor uren og rynket ens hud er, så må man justere sine teorier om, hvordan og hvorfor folk bliver indadvendte. Så man bør huske at afdækning af genetiske sammenhænge ikke altid er det samme, som at forstå årsagerne til en lidelse eller et træk. 

Der kan også være tale om genetiske faktorer som øger sårbarheden over for borderline personlighedsforstyrrelse ved at øge sårbarhedsfaktorer for typiske komorbide lidelser. Hvis man f.eks. har en genetisk disposition for alkohol eller stofafhængighed, så vil dette bidrage til sårbarheden for BPD. For komorbide lidelser går kausaliteten ofte i begge retninger, på samme måde som at “komorbiditeten” mellem at være rig og at være berømt går i begge retninger: Begge bidrager til at øge sandsynligheden for og graden af den anden lidelse. 

Men det er tilsvarende muligt at genetiske træk bidrager til at øge belastningen gennem miljøet: Genetiske træk kan disponere for BPD ved at bidrage til negative adfærdstræk i opvæsktmiljøet fordi disse gener ikke bare findes hos klienten, men også hos forældrene. Et gen som øger risikoen for invaliderende adfærd vil derfor i nogle tilfælde kunne findes hos bpd klienter fordi klientens far eller mor både har givet dem videre til næste generation og har praktiseret den invaliderende adfærd i løbet af individet opvækst. 

En genetisk disposition for ringe selvkontrol vil både virke gennem forældres adfærd (som f.eks. kan være mere emotionelt invaliderende) og ved at påvirke en række af individets egene træk:  Modstandsdygtighed, tendenser til selvinvalidering og en straffende holdning til selvet. Disse træk vil alle forværres ved ringe selvkontrol. Der er derfor ikke nogen klar grænse mellem de belastninger, der skyldes arv og de som skyldes miljø. Ofte virker  belastninger gennem både arv og miljø. 

Genetisk arv for komplekse træk

Genetisk forskning er ofte fokuseret på komplekse træk. Komplekse træk kan være positive (intelligens) eller negative (sårbarhed for depression), men er udtryk for variationer af lang række elementer, der hver især kan variere. Et kompleks træk udtrykker summen af en lang række varierende elementer. 

De mest kendte komplekse træk er intilligens og personlighedstræk, som åbenhed eller samvittighedsfuldhed. Men sårbahed over for depression eller over for borderrline personlighedsforstyrrelse udgør også komplekse træk. Man kan derfor teste alle personer for hvor stor deres samlede sårbarhed over for depression eller borderline personlighedsforstyrrelse er. En sådan borderline test gennemføres ved, at man tester for træk, der har vist sig at være sårbarhedsfaktorer for en bestemt diagnose, her selvfølgelig borderline diagnosen. 

Alle komplekse træk udviser betydelig genetisk påvirkning 

Det betyder at der er en statistisk sammenhæng mellem stor genetiske variation mellem individer og store forskelle mellem disse individers træk. Tidligere mente mange forskere at nogle træk var genetiske, mens andre træk var udtryk for miljø-påvirkninger. Nu er der blevet  enighed om at alle komplekse træk er i nogen grad er udtryk for genetisk arv. Det betyder at man kan teste for sårbarhed ved at se på den genetiske arvemasse i stedet for at lave en personlighedstest. 

Ingen træk er 100 % arvelige

Det betyder at ens miljø altid er en faktor i hvor sårbar man er, og hvor stor sandsynligheden er for at man kan ende med at få en diagnose som depression eller borderline personlighedsforstyrrelse. Der har gennem tiden været meget debat om dette spørgsmål og man har debateret, hvad der var vigtigst, arv eller mijø. Nu er opfattelsen at begge dele er vigtige og at man bør forsøge at forstå hvordan arv og miljø ofte spiller sammen på måder der skaber problemer. 


MAOA-genet og asocial adfærd 

Et godt eksempel på genetisk sårbarhed er MAOA-genet, der er blevet sat i forbindelse med voldelig og asocial adfærd. Genet styrer nedbrydning af signalstoffer i synapsespalten og påvirker dermed vores hjernefunktion på bestemte områder. 

Der findes i befolkningen to versioner af dette gen: En lang og meget aktiv version og en kort og svagt fungerende version. Hvis MAOA-genet findes i den korte svage version er der en øget sandsynlighed for at man udvikler voldelige tendenser. Men omkring hver tredje person har den risikable version af genet. Så genet kan ikke i sig selv forklare den voldlige adfærd, som genet korrelerer med. 

Rhesus aber har det samme MAOA-gen som mennesker. Og deres MAOA gener forekommer ligesom hos mennesker i en kort og svag version eller en lang og meget aktiv version. 

Og hos aberne fører den svage version til en mere irritabel og agressiv adfærd hos nogle individer. Disse individer overlever sjældent: De bliver udstødt fra flokken og dør som regel fordi det i naturen er vanskeligt at klare sig uden for flokken. 

De udstødte svarer til de 5 % af befolkningen som Dunedin forskerne fokuserede på. Men man kunne ikke helt forklare hvorfor de blev så voldelige. Det var først når man begyndte at afdække, hvem af dem, som var vokset op i et voldeligt miljø at det blev klart hvad der skaber voldelig adfærd: 85 % af de individer der både havde det sårbare gen og var blevet mishandlet under deres opvækst udvist som voksne en eller anden form for asocial adfærd, som f.eks. voldelige tendenser. 


Det sårbare genetiske variation var altså ikke nok til at skabe voldelig adfærd alene. Mishandling under børnenes opvækst var heller ikke tilstrækkeligt til at skabe voldelig adfærd. Men kombinationen af de to frembragte med stor sikkerhed et individ med tendenser til voldelig adfærd ellerr anden asocial eller kriminel adfærd. Genetisk arv og en opvækst med mishandling er altså hver for sig ikke tilstrækkelige årsager: Kun når de optræder sammen for det samme individ fører de til voldelig og asocial adfærd. 


Det er klart at når gener og miljø virker sammen, så vil der være forskellige muligheder for hvor meget sårbarhed gener og miljø faktorer hver bidrager med. Den mindst sårbare variation af dette vil være når både miljøbelastning og genetisk belastning skal være høj, for at disse belastninger fører til sygdom. I disse tilfælde vil mange enten have genetisk belastning eller en miljømæssig belastning uden at blive syge.
Men risiko profilen for en sygdom kan også være sådan at genetisk belastning kan føre til sygdom selv når ikke den miljømæssige belastning afviger fra, hvad der er er normalt. Eller sådan at den miljømæssige belastning kan føre til sygdom, selv om den genetiske belastning er normal. For lidelser med denne profil kan man altså blive syg hvis man enten har den genetiske sårbarhed eller er udsat for et belastende miljø. 

Arvelighed skyldes mange gener med lille effekt

Dette er måske noget man kunne gætte ud fra at vi snakker om komplekse træk, der er påvirket af en lang række forskellige faktorer. Faktorer, der er baseret på fysiologiske detaljer, der hver afgøres af et sæt arvelige egenskaber. Når der er mange af den slags fysiologiske detaljer, der indvirker på ens funktion, så vil der være mange gener, der hver bidrager en lille smule til hvor godt denne funktion understøttes af ens fysiologi. 

I en lang periode var gode gæt også det eneste, man havde at holde sig til for disse træk. Men GWA studier – Genome wide association studier – ser på hvor meget hver enkelt gen korrelerer med et træk eller en sygdom. I GWA studier undersøger man hvilke gener en række patienter eller personer bærer på og korrelerer disse data med de samme personers sundheds-data. GWA studier vil altså give en værdi for hvor meget hvert enkelt gen bidrager til udviklingen af diabetes 2, depression eller borderline personlighedsforstyrrelse. Eller hvilken som helst anden sygdom eller andet træk man fokuserer på. 
Undersøgelser af denne art har vist at en lang række gener  bidrager en lille smule til de forskellige alvorlige og komplekse sygdomme, som man har undersøgt. 

Gener for selvskadende adfærd ved borderline? 

Som nævnt ovenfor er der mange måder at se på genetiske faktorer, men da BPD er en kompleks lidelse, kan det muligvis være en fordel at starte med en bedre forståelse for en række af de helt centrale sider af lidelsen. 
Der er flere forskere der har gennemført faktor analyse af BPD-træk for at afdække sammenhænge mellem disse og eventuelt finde et sæt dækkende og nøjagtigte definerende borderline træk. Faktoranalyse består i at man analyserer korrelationer  mellem de træk, der i speciel grad kendetegner borderline individer. Det enester man undersøger er altså hvilke “klumper” disse borderline træk samler sig i, når man ser på hvem der har hvilke træk. Hvis det viser sig at et træk, f.eks. øget selvkritik, øger sandsynligheden et andet træk, f.eks. cutting, så grupperes disse træk sammen. Når man har gennemført den statistiske analyse har men et antal grupper, som hver af de relevant træk tilhører. Disse grupper giver man så et passende navn og antager herefter at denne gruppe træk er en vigtig årsag eller virkning af borderline lidelsen. 

I en undersøgelse fra 2010 (Distel et al.) har man på denne måde fundet fire grupper af træk ved lidelsen, 

  1. Affektiv ustabilitet
  2. Identitetsproblemer
  3. Negative relationer
  4. Selvskade

Affektiv ustabilitet handler om, hvor god man er til at håndtere sine følelsesreaktioner: Har man mange humørsvingninger, intense emotionelle tilstande, kan man udtrykke vrede, mangler man kontrol over sin vrede og er man en glad person. 

Identitetsproblemer handler om ens opfattelse af sig selv, og om hvordan man ønsker at andre skal opfatte ens selv. Dette testes med spørgsmål angående tendenser til at man føler sig tom, har spekulationer om sit liv, har vanskeligheder ved håndtere sepperation og om man oplever intense følerser af være forladt.

Negative relationer handler om, hvordan man fungerer i sociale relationer, hvor mange konflikter man typisk har, og hvordan man håndterer disse konflikter. Spørgsmål til dette handler om undgåelse af ensomhed, kaotiske eller dramatiske relationer, følelser af svigt og fejltagelser i valg af venner. 

Selvskade er tendensen til at man håndterer affekt ved at handle selvdestruktivt eller selv straffende. Impulsivitet spiller også en rolle for dette træk.  Disse problemer udgør tilsammen grundlaget for test af borderline symptomer med PAI-BOR eller Personality Assesment Inventory-Borderline Features scale, som er en test for hvor mange borderline symptomer en person er belastet af. Når man kan teste for disse 4 træk eller faktorer, så bliver det mere simpelt og overskueligt at kortlægge genetiske indflydlser på borderline lidelsen.

Læs mere om impulsivitet og borderline

Det man ønskede at undersøge var altså, hvor meget hver af de fire træk eller symptomer kunne forklares som genetisk variation.  Til at afdække dette, brugte undersøgelsen brugte tvillinge- og søskende studier, der jo viser hvor meget et træk ko-varierer mellem to personer, som enten er genetisk identiske eller deler 50 % af deres gener. En æggede tvillinger har som bekendt næsten samme sæt gener, mens øvrige tvillinger og første grads søskende i gennemsnit deler 50% af deres genetiske variationer. 

Ved at sammenligne mellem kovariation mellem søskende og enæggede tvillinger kan man vurdere mere nøjagtigt, hvor meget et træk skyldes genetiske variationer og hvor meget det skyldes faktorer i opvækstmiljø eller andre faktorer i miljøet. Hvis korrelationen mellem søskende kun er halv så stor (eller mindre) som mellem enæggede tvillinger, så kan man antage at denne korrelation skyldes genetiske faktorer. 

Hvis korrelationen mellem søskende er mere end halvdelen af korrelationen mellem enæggede tvillinger, så kan man omvendt antage, at der er en miljøfaktor. Denne miljøfaktor vil præge alle uanset graden af genetisk identitet, fordi alle i familien samme grad er udsat denne miljøfaktor. 

Når et træk er fremmet af både genetiske faktorer og af miljø faktorer, så kan man ved brug af multivariant genetisk analyse vurdere, hvor meget dette træk skyldes henholdvis genetiske faktorer og miljøfaktorer. 

Der er to forskellige måder at udregne størrelsen af de forskellige indflydelser: 

Borderline arveligt

Man kan enten antage, at de forskellige faktorer virker på de fire træk, der tilsammen udgør BPD, men at BPD ikke er andet eller mere end summen af disse. Nogle af disse faktorer vil øge alle træk, andre vil kun øge et enkelt af de fire træk. Denne model kan man kalde for den uafhængige eller summerede model (eng.: independant pathway model).

Man kan alternativt antage at de forskellige faktorer enten bidrager til BPD direkte (og dermed er fælles faktorer for alle fire træk) eller at de specifikt øger et af de fire træk (men ikke de andre) og dermed bidragter til BPD indirekte og ved at øge et og kun et af de fire træk. I denne model er der en interaktion eller synergi mellem de 4 forskellige træk. Derfor bliver den resulterende vurdering af de forskellige faktorers indflydelse  også en smule afvigende fra den summerede model. Man kunne kalde dette for en integreret eller fælles-virkende model (eng.: common pathway model). 

Hvis en genetisk variation (single nucleotide polymorphism eller SNP) er en faktor, der afgør et af de fire træk, men ingen af de tre andre, så er den summerede model mest passende. 

Men hvis en genetisk variation (SNP) samtidigt øger de fire forskellige træk, der indgår i diagnosen, så er fællesvirkende model mere passende. Dette vil muligvis være forskelligt fra det ene variation/ SNP til det næste. 

Kilder:

Distel MA, Willemsen G, Ligthart L, Derom CA, Martin NG, Neale MC, Trull TJ, Boomsma DI (2010): Genetic covariance structure of the four main features of borderline personality disorder

David M. Fergusson, Joseph M. Boden,  L. John Horwood, Allison L. Miller  and Martin A. Kennedy: (2011): MAOA, abuse exposure and antisocial behaviour: 30-year longitudinal study

Marsha M Linehan (1993): Cognitive-Behavioral Treatment of Borderline Personality Disorder

Plomin R & Deary IJ (2015): Genetics and intelligence differences: five special findings

Relaterede artikler om borderline: