Følelser er baseret på kognitiv billeddannelse

Følelser er baseret på kognitiv billeddannelse

tl;dr

Vores billeddannelse er afgørende for, hvordan vi reagerer følelsesmæssigt på de situationer, vi møder. Opfattelsen af en situation er baseret på hvordan og hvor meget, den ligner en relevant erfaring.

Hvordan kan man definere en følelse?

Der har gennem tiden været en del forskellige forsøg på at definere følelser eller emotioner. En af grundene til at dette er vanskeligt, er at emotioner omfatter en række funktionsområder, som er meget forskellige: Vores egne subjektive oplevelser, den adfærd de påvirker, de tankeprocesser eller kognitive processer, der forbinder dem med tankeindholdet i en følelsestilstand. Der er også de hormonelle påvirkninger, påvirkninger fra andre følelser, fra målsætninger og fra motivation. Det er kort sagt vanskeligt at indfange alle relevante dele af en følelse i en dækkende og klar definition.

Den foreløbigt bedste definition bygger på C.S.Peirce semiotik og “abduktions logik”: En emotion er den process hvor en situation opleves som et ikon af en erfaring. At situationen opleves som et ikon af en erfaring betyder bare at den ligner en tidligere oplevet situation. I semiotikken er et “ikon” den tekniske betegnelse for et tegn, der formidler sin betydning ved selv at have træk til fælles med det, som repræsenteres. Når vi oplever, at en situation ligner en erfaring, så bygger det på, at vi får øje på noget i vores situation, der svarer til noget i vores erfaring. Dette giver os et forslag til, hvordan vi kan forstå den situation, vi oplever: Vi kan så kategorisere den, og, vi kan bruge en gængs betegnelse (“svigt”, “trafikale problemer” eller “shit happens”).

Følelser baseret på kognitiv billedannelse

Men denne lighed er desuden et effektivt redskab til at supplere ens oplevelse af den aktuelle situation med elementer, som var relevante i den tidligere erfaring. Vores hukommelse bygger i høj grad på associationer, der er skabes når forskellige elementer opleves sammenfaldende i tid og sted. Ved at inddrage associerede elementer fra den erfaring, som den emotionelle oplevelse er forbundet til, kan vi mere effektivt forberede os på de elementer, som endnu ikke er synlige i den aktuelle situation, men som erfaringsmæssigt er vigtige. Vi benytter forventninger, der er etableret i tidligere erfaringer, til at navigere mere effektivt i de situationer, vi løbende oplever.

Vi kan f.eks. lægge vores ansigt i passende folder, når vores ven eller veninde dukker forsinket op (overbærende, bebrejdende eller tilgivende). Eller vi kan sende en sms og få afklaret, hvad der er galt. Eller vi kan overveje kritik, hævn eller selvmord alt efter vores dominerende tilbøjelighed.

Tolkninger fører til reaktioner

Måden det sker på er, at vi bruger et “pars pro toto” princip hvor den nuværende situation leverer dele (pars) mens en lignende tidligere erfaring leverer et mere komplet billede (toto), der bruges til at supplere den ukomplete nutidsoplevelse med forventede elementer. Denne form for supplering af den aktuelle situationsoplevelse er selvfølgelig en tolkning, og relevansen af de “imaginære supplementer” afhænger af, hvor meget den aktuelle situation faktisk ligner vores tidligere erfaring. Vi er klart bedre til at håndtere udfordringer, der meget ligner udfordringer, som vi tidligere har gjort os erfaringer med. Vores personlige udvikling og emotionelle erfaring vil simpelthen give os mere nøjagtige og mere komplette forventninger til udviklingen af de situationer, vi møder.

Denne form for personlig udvikling kan f.eks. bruges til at sortere mellem de mere og de mindre relevante erfaringer, der kan bruges som udgangpunkt for håndtering af en situation: Man sidder f.eks. på en café og venter på første møde med en person af modsat køn. En person som enten er betragteligt forsinket eller har fået kolde fødder og valgt at brænde ‘en af. Er dette et eksempel på at trafikken driller og giver forsinkelser eller er dette et eksempel på at man er blevet svigtet, brændt af og kasseret? Den konkrete sortering foregår ved, at vi dels foretager en vurdering af sandsynligheden for og realismen af de forestillinger, som danner sig i limbisk hjerne. Hvis PFC er svækket og ens opmærksomhedsregulering fungerer dårligt, så bliver det let at lade sig opsluge af forestillinger med stor eller dramatisk betydning, uden at det bliver klart, hvor realistiske eller urealistiske disse forestillinger er.

Dette kan resultere i, at man meget ofte er optaget af forestillinger om, hvordan man har fejlet, er blevet afvist, er socialt uønsket, bliver nedvurderet eller betragtes som dum, grim, anmassende eller inkompetent. Selv om disse forestillinger er helt urealistiske, kan de præge ens selvopfattelse i kortere eller længer tid af gangen. De kommer også let til at bekræfte andre negative selv-forestillinger: Selv om en negativ automatisk tanke om selvet ikke kan afkræftes eller bekræftes, så kan den indirekte og “ufortjent” støtte andre dysforiske forestillinger om selvet, alene fordi de forskellige forestillinger har samme dysforiske indvirkning på selvfølelsen.

Når det kognitive sorterings-arbejde fungerer dårligt, så vil vi i højere grad være i “vore følelsers vold”. Dette betyder ikke, at vi har flere eller stærkere følelsesimpulser. Men det betyder dels, at vi ikke er så gode til at sortere os frem til de mest korrekte eller de mest sandsynlige erfaringer, der kan informere vores reaktion i en uafklaret situation. Og det betyder også at limbisk hjerne generelt har et øget aktivitetsniveau, fordi PFC ikke længere i samme grad dæmper sanse impulser og imaginære/emotionelle impulser.

PFC og limbisk hjerne enerverer hinanden gensidigt hæmmende. På den måde kan de skiftevis holde hinanden “nede” eller i hvert fald skiftevis dæmpe aktiviteten i modparten. Det betyder at en af de to dominerer den anden, indtil at stærke impulser får magtforholdet til at vende. Hvis vi bliver mere opmærksome på at noget er vigtigt at holde styr på, så vil PFC aktivitet dæmpe limbiske aktivitet. Hvis vi bliver skræmte vil limbisk aktivitet blusse op og dette dæmper aktiviteten i PFC. Det bliver derfor vanskeligt at tænke, hvis man faktisk er bange.

Hvis man er træt vil indflydelsen af PFC være svækket. Effekten af reduceret PFC funktion er, at vi bliver letafledelige og ukoncentrerede. De limbiske impulser komme let til at dominere i opmærksomhedsfeltet. Og det betyder i høj grad at vores opmærksomhed fortabes i relativt tilfældige sanseoplevelser eller i relativt tilfældige emotionelle tolkninger af vores situation. Det er det sidste som udgør kernen i de negative automatiske tanker (eller NAT’s), som kognitiv behandling for depression bla.a. er rettet imod. Og disse negative tanker kan have samme tendens til at reducere rationel tænkning, som frygt har.

Referencer:

Martin Holmgaard Laursen, Abduktive læreprocesser

Wikipedia: Abductive reasoning

P-faktor relaterede artikler