Glukose omsætning, psykiatri og hjernefunktion

Glukose, eksekutive funktioner og selvkontrol

Tidligere forskning har vist, at eksekutive funktioner afhænger af en eller anden begrænset energi eller ressource. Det antages at glukose er en vigtig del af denne energi eller ressource. Dette er der mange forskellige data-punkter, der tyder på:

 

Alkohol reducerer glukose i hele hjernen og hele kroppen og reducerer tilsvarende mange former for selvkontrol.

 

Når selvkontrol svigter er det typisk på tidspunkter på dagen hvor, glukose anvendes mindst effektivt.

 

Selvkontrol synes vital for menneskers optimale funktion, både individuelt og kollektivt. Ved at anvende selvkontrol kan folk opfylde deres personlige målsætninger, afstå fra dysfunktionelle eller skadelige handlinger, overholde sociale normer, spilleregler og landets love, og gennemføre andre former for regulering af deres adfærd. Selvkontrol synes at være afgørende ift. mange forskellige livsområder. Hvilket viser sig ved selvkontrolens indflydelse på social popularitet, sundere sociale forhold, bedre skole-præstationer og bedre psykisk helse, bedre coping færdigheder, såvel som færre tendenser til problemer med stofafhængighed.

 

Selvkontrol er specielt nyttig ift. opnåelse af samarbejde og harmonisk fællesskab, og er mulighvis udviklet i vores biologiske evolution specielt af hensyn til dette formål. Mennesket er som bekendt et social dyr.

Glukose omsætning, psykiatri og hjernefunktion

Nyere forskning peger i stigende grad på at selvkontrol afhænger af en eller anden begrænset ressource eller energi, hvilket kan ses som en bekræftelse af den folkelig opfattelse af “viljestyrke”. En enkelt viljes akt synes at opbruge – helt eller delvist – denne ressource, og efterfølgende forsøg på selvkontrol bliver tilsvarende reducerede i effektivitet.

 

Antagelsen af, at selvkontrol afhænger af en begrænset ressource eller energi, er dog indtil videre kun en praktisk metafor. Den præcise karakter af den energikilde, som kan forklare, hvordan selvkontrol fungerer, er ikke afklaret, og forskere refererer indtil videre til denne ressource i forholdsvis vage og abstrakte termer.

 

Mængden og  anvendelsen af glukose kan afhjælpe dette og forklare de velbeskrevne mønstre af succes og fiasko ift. selvkontrol. Glukose er en afgørende integreret del af kroppens energi omsætning og forbruget elle udtømmelsen af glukose kunne hjælpe til at teorien om begrænset selvkontrol kunne gøres mindre metaforisk og mere specifik.

 

Der er flere grunde til at glukose bør få en mere afgørende betydning for teorier om selvkontrol end for andre psykologiske teorier:

 

1. Forbindelsen mellem glukose omsætning og en række psykiatriske lidelser er specielt relevant, når man ser på selvkontrol og eksekutive funktioner som en væsentlig faktor i disse lidelser. Selvkontrol teorier for psykiatriske lidelser, har i modsætning til f.eks. social psykologiske teorier et behov for at finde empirisk evidens, der kan forklare den ustabil selvkontrol, de ustabile eksekutive funktioner og de kognitive symptomer, der følger af denne ustabilitet.  Det vil sige forskning,  der kan forklare de iagttagede adfærdsmønstre: Ego depletion, svigtene selvkontrol og svigtende eksekutive funktioner, der antages at være årsag til depression, personlighedsforstyrrelser, adhd symptomer, misbrug, m.m.
Derfor må selvkontrol-teorier også kunne forklare de adfærdsmæssige fænomener, der synes at være resultatet af at en ressource opbruges under udøvelsen af selvkontrol. Naturen af denne ressource er derfor et presserende problem, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet for andre teorier om social funktion.

 

2. Det næste angår det, som er usædvanligt for selvkontrol (og hvad der muligvis kan forklare hvorfor energiforbrug dukkede op som et centralt spørgsmål). Alle hjerneprocesser afhænger af en vist forbrug af energi, men for de fleste processer synes det at være små og uproblematiske mængder glukose. F.eks. angår mange teorier om social funktion de automatiske og ubevidste kognitive processer, som gennemføres med minimale anstrengelser og med et minimalt forbrug af energi. Selvkontrol er derimod muligvis meget krævende i forhold til energiforbrug. Seneste forskning tyder på at den anstrengende indsats, der præger rationelle, intelligente beslutningsprocesser kan udtømme de samme ressourcer, der begrænser brugen af selvkontrol. Der kan f.eks. iagttages en reduceret tendens til selvkontrol efter at folk har foretaget mange valg. Der kan være andre processer, der tilsvarende kræver store mængder energi. Af disse synes selvkontrol at være central, fordi selvkontrol er afgørende for en bred vifte af adfærd.

 

På et teoretisk niveau antager vi, at selvets eksekutive funktion er dyr i forhold til enegiforbrug og derfor ift. glukose forbrug. Selvet kontrollerer alle kontrollerede processer, er den centrale regulator, beslutningstageren og initiativtager til aktive responser (i modsætning til passive eller automatiske reaktioner).

 

Freud antog at civiliseret adfærd var mulig fordi egoet i sin udvikling på et eller andet tidspunkt lærte at omdirigere instinktiv energi fra id’et og konvertere det til et super-ego, hvorefter denne energi kunne anvendes til at holde socialt uønskede impulser tilbage. Egoet havde også et forbrug af energi når det forsøgte at tilpasse adfærden til de modstridende krav fra id, super-ego og omgivende realitet. Uden at skulle genrejse denne antikverede model, kan man forstå selvkontrol som en vital funktion, som sætter individet i stand til at ændre sin adfærd, sådan at den bliver tilpasset sociale normer og sådan at langsigtede målsætninger prioriteres på bekostning af kortsigtede gevinster.

 

Efter Freuds tid svandt interessen for energi-modeller for psykiske funktioner, men de seneste fremskridt i psykologisk forskning er begyndt at integrere psykologiske processer med biologiske, f.eks. hjerne aktivitet, immunfunktion, circadian rytmer, m.m. Man har f.eks. påpeget at hjernen, der udgør 2 % af kropsvægten, står for 20 % af kroppens energiforbrug. Dette afspejler med al sandsynlighed en genetisk selektionsprocess, der har fremmet færdigheder med et signifikant overlevelsespotentiale. Selvkontrol må derfor antages at kunne beskrives i termer af energiforbrug og glukose synes at være en oplagt kandidat til et fysiologisk substrat for selvkontrol.

 

Glukose og det funktion

 

Glukose er hjernens brændstof og hjernens aktiviteter er næsten udelukkende afhængig af glukose som energikilde. Men mens næsten alle cerebrale funktioner er baseret på anvendelsen af glukose, så er nogle kognitive processer mere følsomme over for variationer i tilgængelig glukose. Specifikt synes begrænsninger af glukose at influere mest på eksekutive funktioner og adfærdskontrol.

 

Bevidst kontrollerede processer kræver mere glukose end andre mere simple, automatiske og mindre anstrengende processer, og de er mere udsatte for svingende eller svigtende resultater, når der er mindre glukose til rådighed, eller når glukose ikke kan anvendes effektivt. På denne måde er anstrengende, kontrollerede, eksekutive processer kvantitativt forskellige fra andre processer ved at de kræver mere energi i form af glukose. Det synes plausibelt at disse kontrollerede processer kræver mere glukose, fordi de på en eller anden måde er kvalitativt forskellige fra andre processer, selv om disse kvalitative forskelle ikke kan specificeres på nuværende tidspunkt.

 

En central hypotese i denne teori er at lave glukose niveauer og manglende evne til at transportere glukose til hjernen (dvs. dårlig glukose tolerance) burde være associeret med begrænsninger i selvkontrollen. Omvendt bør genskabelse af et optimalt glukose niveau føre til forbedringer af selvkontrollen.

 

Dette antager ikke, at der er lineær sammenhæng mellem glukose og selvkontrol, sådan at en person som, æder sig igennem en stor portion slik, vil forvandles til en mester i selvdisciplin i de nærmeste timer. Derimod antages det, at der vil være en forskel mellem at have utilstrækkeligt glukose og at have nok til optimal selvkontrol funktion. At skaffe sig mere glukose end hvad der er brug for vil ikke medføre yderligere forbedringer af ens selvkontrol, men det at skaffe sig nok glukose til at restituere fra en belastet tilstand vil give forbedringer indtil at det optimale niveau er nået.

 

Metabolisk syndrom og klinisk depression

 

Det har længe været kendt at depression er relateret til metabolisk syndrom (MeS) eller pre-diabetes. Metabolisk syndrom er den klynge symtomer, som ikke i sig selv er en sygdom, men som angiver en væsentligt øget risiko for diabetes 2. Metabolisk syndrom omfatter symptomer som overvægt, forhøjet blodtryk, insulin-resistens, forhøjet kolesterol, m.m.

 

Inden medicinering med antidepressiv medicin blev almindelig var det kendt at mennesker med depression eller bi-polær lidelse i højere grad havde problemer som overvægt, forhøjet blodtryk og diabetet end den øvrige befolkning.  Denne viden er siden blevet bestyrket gennem mere systematisk forskning: Man har bla.a. fundet at udbredelsen af klinisk depression (MDD) hos diabetes patienter er to til fire gange så høj som i den øvrige befolkning. Omvendt er udbredelsen af diabetes hos deprimerede patienter to til fire gange så høj som i den øvrige befolkning.

 

Forskning tyder på at depression ikke bare er kausalt relateret til udviklingen af metabolisk syndrom, men også at metabolisk syndrom kan være disponerende for depression. For eksempel var ikke-deprimerede individer med metabolisk syndrom dobelt så tilbøjelige til at have fået en depression ved en undersøgelses senere opfølgning sammenlignet med ikke-deprimerede personer uden MeS. Dette store overlap mellem MeS og depression tyder på at der findes et overlap mellem diagnosernes fysiologiske grundlag.

 

Dette går at det er interessant at se på en række spørgsmål:

 

1) Hvad siger forskningen om dette fysiologiske overlap mellem MeS og depression?

 

2) Hvordan skal  man vurdere risikoen hos personer med depression for MeS og senere komplikationer (diabetes, hjertekarsygdom, dødelighed).

 

3) Er det nødvendigt at øge opmærksomheden omkring MeS for de personer der lider af depression?

 

4) Hvilken rolle spiller antidepressiv medicin for udviklingen af overvægt og andre forstyrrelser af stofskifte, overvægt, m.m.?

 

 

Samspillet mellem depression og MeS

 

I en undersøgelse så man på sammenhæng mellem depression og metabolisk syndrom. Blandt kvinder fandt man at depression var knyttet til en øget risiko for at have to MeS komponenter (f.eks. øget taljmål, forhøjet blodsukker) og en øget risiko for at opfylde kriterier for MeS.  Man fandt ikke disse sammenhænge for mænd, bortset fra at et øget taljemål var statistisk korreleret med symptomer på depression.

 

En anden undersøgelse så på hvor meget depressions symptomer kan bruges til at forudsige udviklingen af MeS over en periode på ca. 15 år. Undersøgelsen viste at kvinder, som raporterede højere grader af depressive symptomer og oplevelde stressbelastende livsomstændigheder også havde en øget risiko for at udvikle MeS.

 

 

Referencer:

 

The Physiology of Willpower: Linking Blood Glucose to Self-Control

Metabolic Syndrome and Major Depressive Disorder: Co-occurrence and Pathophysiologic Overlap

Depressive symptoms and stressful life events predict metabolic syndrome among middle-aged women: a comparison of World Health Organization, Adult Treatment Panel III, and International Diabetes Foundation definitions

Relationship between the prevalence of depressive symptoms and metabolic syndrome