Hvad er borderline sårbarhed

Hvad er borderline sårbarhed

Hvad er borderline sårbarhed? Hvordan fører svigt til sårbarhed? Hvad er forskellen på et sårbart individ og et individ uden ekstrem sårbarhed? Hvad kan forældre gøre anderledes og bedre? Den følgende analyse af hvad borderline sårbarhed skyldes og bevirker er en god guide både for sårbare individer, forældre og behandlere som møder sårbare mennesker i deres arbejde.

Emotionel sårbarhed kender vi alle til. Vi har alle oplevet at et bestemt menneske ved en tilsyneladende mindre uopmærksomhed eller form for svigt har gjort os mere vrede, desperate eller deprimerede end nogen ville have gættet ud fra en overfladisk betragtning. Vi har måske været specielt tillidsfulde eller afhængige af et menneske, som uden at være specielt hensynsløs ikke levede op til vores forventninger. Og dermed sårede os dybt. Af en eller anden grund var vi i denne situation særligt sårbare, dvs. psykologisk og emotionelt sårbare.

Emotionel sårbarhed refererer her både til vores faktiske sårbarhed og til vores samtidige oplevelse af og bevidsthed om denne sårbarhed. Dette kender de fleste til, men for nogle mennesker er denne sårbarhed en konstant og daglig oplevelse. Det skyldes at deres konstitution, opvækst og udvikling har gjort dem til sårbare individer og sårbare mennesker. For personer med borderline personlighedsforstyrrelse er dette sandt i ekstrem grad. Resultatet af denne udvikling er, at en person med borderline sårbarhed udvikler, hvad der svarer til en tredjegradsforbrænding: De er så at sige emotionelt hudløse. Selv den mindste berøring eller bevægelse kan skabe intense smerter.

Hvad er borderline saarbarhed

 

Forståelse og invalidering

Vi har alle brug for at blive mødt med forståelse. Men for børn er det en livsnødvendighed og en betingelse for deres udvikling af nogen giver dem omsorg og forståelse. Børn er fra naturens hånd i stand til at gøre noget ingen computer nogen sinde vil kunne: De kan tolke deres egne oplevelser og tillægge dem mening. Det vil sige opleve verden som behagelig, imødekommende, genstridig, frustrerende, spændende eller undertrykkende. Ethvert barn har behov for at blive bekræftet i sine tolkninger. Ikke en blind bekræftelse af at barnets subjektive tolkninger er korrekte eller nøjagtige afspejlinger af verden. Men en bekræftelse af at barnets subjektive fornemmelse af sine egne oplevelser. En bekræftelse som siger, at “hvis min oplevelse af virkeligheden var den samme, så ville jeg også føle….”. Denne reaktion bekræfter den subjektive reaktion som en gyldig eller valid reaktion. Og bekræfter barnets grundlæggende evne til at bedømme følelseskvaliteten af sine oplevelser.

Denne form for bekræftelse kaldes i psykolog-jargon for validering, som egenlig betyder gyldiggørelse. Det som kan skabe emotionel sårbarhed er en konstant afvisning af rimeligheden i et barns indre oplevelser. Denne form for afvisning eller kritik kaldes for invalidering. Invalidering betyder “afvisning af gyldigheden”. På dansk får det let en bibetydning af “invaliditets-fremkaldende”, hvilket i forhold til udviklingen af et normalt følelsesliv faktisk er meget passende.

 

Invaliderende familier

De invaliderende familier  eller det invaliderende miljø er kendetegnet ved, at udtryk for indre oplevelser mødes med uberegnelige, malplacerede, upassende og ekstreme reaktioner. Udtryk for indre oplevelser bliver med andre ord ikke givet gyldighed og ikke valideret. Derimod bliver udtryk for indre oplevelser ofte straffet, trivialiseret, kritiseret eller afvist. Oplevelsen af smertefulde følelser og det, som opleves som årsagerne til det emotionelle ubehag, bliver ignoreret eller bagatelliseret af familien. Individets tolkning af sin egen adfærd afvises og individets oplevelse af sine intentioner med, og motiver til handlinger, bliver også afvist.

hvad er borderline invalidering og hvad er borderline invaliderende udsagn? De har primært to negative træk og to destruktive virkninger:

1. De siger, at individet tager fejl både i sin beskrivelse og analysen af sine egne oplevelser. Foklaringer på, hvad der forårsager hendes følelser, antagelser og handlinger, afvises, kritiseres eller ignoreres.

2. Invaliderende udsagn tolker hendes oplevelser som udtryk for socialt uacceptable karaktertræk eller personlighedstræk.

Forældrene kan f.eks. insistere på, at barnet har følelser, som hun siger, at hun ikke har. F.eks.: “Du er vred, men vil ikke indrømme det”. Eller at hun har lyst til noget, som hun siger at hun ikke har lyst til: “Når hun siger nej, så mener hun ja”. Eller påstår at hun har gjort ting, som hun benægter at have gjort.

Udtryk for negative følelser, f.eks. vrede, bliver tilskrevet træk, som f.eks. hyperaktivitet, oversensitivitet, et forvrænget billede af virkeligheden eller begivenheder. Og hun tillægges en negativ holdning, når hendes oplevelser eller følelser er i vejen.

Adfærd, som har utilsigtede negative eller smertefulde konsekvenser for andre, bliver tilskrevet fjendtlige eller manipulerende motiver. Manglende succes tilskrives manglende motivation, manglende selvdiciplin, manglende indsats eller lignende.

Samtidig bliver positive følelser invalideret ved at blive forklaret som udtryk for manglende skelneevne, naivitet, idealisering eller umodenhed. Ingen indre oplevelser eller følelsesmæssige udtryk bliver værdsats som korrekte reaktioner på begivenheder. Derfor bliver individets tillid til egne evner til at tolke begivenheder i sine omgivelser systematisk nedbrudt eller aldrig opbygget.

Omgivleserne er også intolerante over for udtryk for negative følelser. I hvert fald, når der ikke er nogen fælles oplevelser til at støtte dem. Individuelle bestræbelser på at kontrollere sine følelsesmæssige udtryk værdsættes højt, ligesom det er populært at kunne begrænse sine krav til omgivelserne.

Det værdsættes også, at man kan “holde masken” på trods af alle omstændigheder. Og det værdsættes, at man tror på sine evener til at nå ethvert mål. Eller at man i hvert fald aldrig giver op over for håbløshed. Mest af alt værdsættes en “positiv holdning” i forhold til at alle problemer. Manglende efterlevelse af disse ønsker, forventninger eller krav fører til afvisning, misbilligelse eller kritik. Og ofte til at andre forsøger at få individet til at ændre den besværlige holdning, enten forholdvis frivilligt eller ved brug af trusler eller tvang. Det er desuden ofte yderst begrænset, hvad barnet kan forlange eller forvente af støtte fra disse familier.

Familierne er præget af manglende anerkendelse af individets faktiske tilstande. Konsekvensen er, at forældrenes adfærd ikke bare er i uoverenstemmelse med individets oplevelser, men desuden er ude af trit med individets faktiske behov. En klient fik f.eks. under sin opvækst at vide, at hvis hun græd, når hun kom til skade på lejepladsen, ville hendes mor give hende en “virkelig” grund til at græde. Det vil sige, hvis hun blev ved med at græde, så ville hendes mor slå hende.

 

Konsekvenser af invaliderende omgivelser

Omgivelsernes invalidering af individets indre oplevelser har følgende konsekvenser:

1. Ved at undlade at bekræfte og validere følelsesmæssige udtryk, vil de invaliderende omgivelser ikke lære barnet, at navnegive indre oplevelser – inklusive følelser – på en måde, som er normen i det omgivende samfund.

2. Barnet lærer ikke at regulere den emotionelle tilstand. Da det emotinelt sårbare barns problemer ikke erkendes, bliver der ikke gjort meget for at løse dem. Barnet får at vide, at det skal kontrollere sine følelser, men der er ingen indsats for at lære barnet hvordan dette gøres. Det svarer til at fortælle et barn uden ben at det skal gå, uden at barnet får et sæt kunstige ben. Den manglende erkendelse eller overforsimplingen af grundlæggende problem udelukker den opmærksomhed, støtte og omhyggelige træning, som er nødvendig for at individet kan udvikle dissse færdigheder. Resultatet er at barnet ikke lærer at forstå og navngive sine følelser og heller ikke lærer at kontrollere sine reaktioner.

Og fordi omgivelserne forenkler løsningerne på livets problemer, mangler barnet mulighed for at lære, at tolerere lidelser eller at sætte realistiske mål.

Dernæst vil tendensen i omgivelserne til kun at reagere på ekstreme emotionelle udbrud, belønne sådanne ekstreme udbrud.

Kombinationen af at ignorere eller kritisere normale negative følelsesudtryk, og at belønne ekstreme emotionelle udbrud, skaber tilsammen en tendens hos individet til at svinge mellem fortrængning af negative følelser og at reagere med ekstreme følelsesmæssige udbrud.

Den grundlæggende fejl i disse familier ligger i to forhold: For det første formes barnets adfærd gennem for megen straf og for lidt model-indlæring, instruktion, træning, vejledning, anerkendelse, opmuntring og belønning. Dette mønster skaber et fjendtligt milø for barnet, hvor nødvendig hjælp ikke er tilgængelig, og hvor der forekommer straf, som er helt uundgåelig. Derfor øges barnets negative emotionelle udtryk og adfærd, inklusive de negative følelsers adfærdsmæssige udtryk. Denne adfærd har det formål at standse afstraffelsen, som regel ved at skabe så ubehagelige konsekvenser for folældrene, at de opgiver at få kontrol over situationen. Og dette er faktisk forældrenes anden store fejl: Mens moderate emotionelle udtryk straffes, så belønnes og forstærkes de ekstreme emotionelle udtryk ved at forældrene giver efter og skifter til en mindre negativ adfærd.

Dette mønster af positive reaktioner på ekstreme emotinonelle adfærdsudtryk, kan utilsigtet skabe det adfærdsmønster, som forbindes med emotionel sårbarhed hos voksne. Når positive reaktioner fra andre i familien ikke forekommer eller kun forekommer helt uforudsigeligt, så vil uundgåeligheden af smertefulde emotionelle oplevelser føre til indlært hjælpeløshed: Barnet lærer at det ikke er i stand til at afværge ubehagelige eller smertefulde oplevelser. Derfor øges passiv og hjælpeløs adfærd. Hvis passiv adfærd desuden straffes, vil barnet være i et uløseligt dilemma og vil formentlig vakle mellem ekstreme emotinoelle udtryk og ligeså ekstrem passivitet og hjælpeløshed. En sådan tilstand kan uden større vanskelighed forklare mange af de træk, som karakteriserer det sårbare borderline individ.

Barnet mangler mulighed for at lære at stole på sine egne følelsesmæssige og erkendelsesmæssige reaktioner, som gyldige tolkninger af begivenheder og egne indre oplevelser. I stedet lærer omgivelserne barnet at mistro sine egne tolkninger og afsøge omgivelserne for tegn på, hvordan hun skal tænke, føle og handle.

Almindelige voksne mennesker som udsættes for invalidering vil som regel forlade de invaliderende omgivelser. Eller forsøge at ændre deres adfærden i disse omgivelser, sådan at adfærden lever op til forventningerne i omgivelserne. Eller de vil forsøge at argumentere for deres reaktioners validitet og på den måde reducere omgivelsernes invalidering. Dilemmaet for det sårbare barn opstår, når det ikke kan forlade omgivelserne – dvs. forældrene – og ikke er i stand til at ændre enten omgivelserne eller sin egen adfærd for at leve op til forventningerne.

Det emotionelt sårbare barn bliver udsat for invaliderende udsagn fra omgivelserne, men denne information konkurrerer med lige så stærke udsagn fra barnets egne emotionelle reaktioner: “Det kan godt være at du påstår at du handlede med kærlighed, men mine sårede følelser , min rædsel og mit raseri, siger mig at det ikke var kærlighed. Det kan godt være at du siger, at jeg godt kan, at det ikke er noget problem, men min panik siger, at det er, og at jeg ikke kan. “

Hvordan skal hun reagere på denne modsatrettede påvirkning indefra og udefra? Ingen af disse stemmer kan man tillade sig at ignorere. Og individet svinger derfor ofte mellem at respondere på budskabet udefra og på sine egne indre oplevelser.

Referencer:

What is Dialectical Behavior Therapy (DBT)?