Hvad er insulinresistens?

 

Hvad er insulinresistens?

 

Tl;dr:

Insulinresistens er ikke i sig selv en sygdom. Det er en kombination af unormale fysiologiske forhold. Insulinresistens fører til at der etableres en ny balance mellem blodsukker (blodets indhold af glukose) og insulin-niveauet i blodbanen, hvor både blodsukker- og insulin-niveauet er forhøjet.

 

Insulinresistens

Insulinresistens kan også kaldes manglende insulinsensitivitet. Insulinsensitivitet er de enkelte cellers evne til at respondere på insulin ved at øge optagelsen af glukose fra omgivende blodkar. Dermed er insulinsensitivitet også et mål for insulins evne til at regulere blodets indhold af glukose eller blodsukker. Insuling resistens er altså når denne funktion bliver skadet eller reduceret.

 

Man bør her huske at glukose udgør det vigtigste brændstof for alle cellefunktioner samtidig med at glukose udgør en kilde til skader på væv og blodkar. Specifikt kan forhøjet blodsukker føre til skader på nethinde, nyrer og nerveceller i det perifære nervesystem og det autonome nervesystem. Det er derfor vigtigt at vores blodsukker niveau kan holdes nede på et passende og ufarligt niveau.

 

Insulinresistens er altså defineret som en tilstand, hvor et normalt niveau af insulin i blodbanen ikke længere er i stand til at bevirke et tilstrækkeligt optag af glukose i cellerne. Og hvor der derfor er et forhøjet niveau af glukose i blodet. Insulinresistens er således årsagen til forhøjet blodsukker.

 

Bugspytkirtlens frigivelse af insulin er reguleret af blodets indhold af glukose. Når blodsukker-niveauet er tilstrækkeligt højt reagerer bugspytkirtlen med frigivelse af insulin, hvilket normalt fører til øget optag af glukose i cellerne. Når dette ikke sker i tilstrækkelig grad til, at man holder sit blodsukker på et tilstrækkeligt lavt niveau, vil dette være et signal til bugspytkirtlen om at frigive mere insulin.  Insulinresistens vil derfor føre til at der etableres en ny balance mellem blodsukker (blodets indhold af glukose) og insulin-niveauet i blodbanen, hvor både blodsukker og insulin-niveauet er forhøjet.  Normalt vil frigivelse af insulin sørge for at et stigende glukose indhold bliver transporteret fra blodbane til de enkelte celler i overalt i kroppen. Ved insulinresistens sker dette kun i en reduceret grad. Hvilket forklarer den tilstand, som er præget dels af forhøjet blodsukker og dels af hyperinsulemia, dvs. forhøjet niveau af insulin i blodet.

 

Hvad er insulinresistens

 

Insulinresistens og diabetes type 2

 

Tidligere har man antaget at hyperinsulinemia (forhøjet insulin i blodbanen) var en konsekvens af diabetes, men forskning  viser at hyperinsulinemia bedre kan forstås som en årsag til diabetes.

 

Hvis man vil forstå insulinresistens til bunds er det måske en fordel at se på, hvordan vores viden om diabetes type 1 og 2 har udviklet sig: Kendskabet til de to hovedformer af diabetes rækker mere end 1500 år tilbage i tiden. Indiske læger skelnede i år 400-500 mellem én type associeret med ungdom og en anden type associeret med overvægt. Altså det som vi kender som diabetes type 1  og “gammelmands sukkersyge” eller diabetes 2.

 

I starten af forrige århundrede begyndte man at interessere sig for de fysiologiske forskelle på de to sygdomme: Det at ikke alle patienter responderede på indgivelse af insulin tydede på, at der var afgørende forskelle på årsager og behandlings muligheder. Himsworths forskning resulterer i et data-sæt, der gjorde det klart at diabetes 2 patienter ikke responderede på insulin i samme grad som raske personer eller i samme grad som patienter med type 1 diabetes.

 

At vi idag ved, at insulinresistens er en afgørende og central faktor i diabetes 2 skyldes en fantastisk pionerindsats udført gennem 50 år af den medicinske forsker Dr. Gerald “Jerry” Reaven. Han er ophavmand til det moderne begreb om insulinresistens. Han formulerede tilbage i 1970’erne sin relativt “kætterske” teori om at insulinresistens spillede en hovedrolle i udviklingen af diabetes type 2.

 

 

Hvad er insulinresistens

 

Insulinresistens er betegnelser for det fænomen, at kroppens celler ikke reagerer sundt og normalt på det blodsukker-regulerende hormon insulin. Den normale funktion af insulin er at stimulere cellerne til at optage mere glukose, sådan at blodsukker niveauet falder til et mere sikkert stade. Hvis ikke cellerne reagerer på denne måde, kan blodsukkeret stige. Denne stigning kan så føre til frigivelse af mere insulin, sådan at cellerne presses til at optage mere glukose. Insulin resistens fører derfor både til forhøjet  blodsukker og til et højere niveau af insulin i blodbanen.

 

Hvis man skal forstå rødderne til dette problem, så er det måske vigtigt at forstå at insulinresistens er en årsag til diabetes 2, men også en naturlig reaktion, der har en klar fysiologisk rolle. Dette skyldes det forhold at mens de fleste af kroppens celler kan “brænde fedt” (ved beta-oxydering, der omsætter fedt til ATP) og bruge glukose som energikilde (ved glycolyse, der producerer ATM på basis af glukose). Alle muskler kan bruge både fedt og glukose som brændstof, men af forskellige grunde kan hjerneceller ikke bruge fedt som energikilde.

 

Det er derfor afgørende vigtigt at alle de celler, der både kan bruge fedt og glukose som brændstof,  kan nægte at reagere på insulin, fordi dette sikrer at der er tilstrækkelig glukose til de celler der ikke har noget alternativ til at bruge glukose som brændstof. Dette sikrer at hjernen ikke løber tør for energi. Hvis det skete vill hjerne f.eks. ikke længere kunne regulere adfærd og kropsfunktioner. En hjerne uden energi er en farlig situation for et dyr eller menneske i naturen. Derfor er det afgørende vigtigt at kroppens celler kan skifte til fedtforbrænding, når dette er nødvendigt at hensyn til  hjernens energiforsyning. Fysiologisk og sund insulinresistens sikrer dette.

 

Insulinresistens er altså en naturlig og sund mekanisme, der sikrer at celler kan nægte at tage imod store mængder glukose, men som ved overflod (og overvægt) reagerer på måder som er sygelig og fører til en række problemer.

 

Det var Jerry Reavens hypotese, at insulinresistens af denne art var en kausal faktor i udviklingen af diabetes 2 eller “gammelmands sukkersyge”. Dette stod i modsætning til den fremherskende opfattelse, at manglende insulin produktion fuldt ud kunne forklare de forskellige symptomer man så ved begge typer diabetes. Reaven mente ikke bare at insulinresitens var en vigtig del af sygdommen,  men også at insulinresitens faktisk var en grundlæggende årsag til udviklingen af sygdommen, central for forståelsen af sygdomsforløbet og en væsentligt faktor, hvis man ønskede at behandle sygdommen effektivt.

 

Det er endnu ikke klarlagt præcis, hvordan eller hvorfor insulinresistens af den sygelige art opstår. Men vi ved selvfølgelig stadig, at det har noget at gøre med overvægt, kost, motion, søvn og andre “livesstils-faktorer”.  Og idag er insulinresistens accepteret som et “patognonomisk” symptom på diabetes type 2, hvilket vil sige at sygdomsdiagnosen kan stilles alene baseret på dette symptom og at dette symptom angiver, den behandling som bør iværksættes.

 

Det var Reavens konklusion at mange af de sundhedskadelige effekter af en forkert livsstil i hvert fald delvist kan forklares som effekter af insulinresistens: Der er evidens for at kombinationen af insulin resistens og det kompensatoriske forøgelse af cirkulerende insulin tilsammen skaber en sårbarhed overfor en række fysiologiske afvigelser, inklusiv en grad af glukose intolerance, øget niveau af triglycerider og en reduktion af HDL kolesterol (god kolesterol), forhøjet blodtryk, forøget urinsyre, reduceret størrelse af LDL-kolesterol partikler og højere niveauer af cirkulerende plaminogen inhibitor aktivator 1 (PAI-1, øger risikoen for åreforkalkning) (Reaven, 1995).

 

Kilder:

 

Sir Harold Himsworth (1936): Diabetes mellitus: its differentiation into insulin-sensitive and insulin-insensitive types.

 

Reaven, G. (1995): Patophysiology of insulin resistance and human disease.

 

Camilla Roos, Jonas Lidfeldt, Carl-David Agardh, Per Nyberg, Christina Nerbrand, Göran Samsioe, Asa Westrin, 2007: Insulin resistance and self-rated symptoms of depression in Swedish women with risk factors for diabetes: the Women’s Health in the Lund Area study