Impulsiv og borderline

Impulsivitet og borderline personlighedsforstyrrelse

Et væsentligt element i borderline personlighedsforstyrrelse (emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse) er tendensen til at være impulsiv, til at reagere impulsivt og generelt have ringe impulskontrol. Det er ofte det symptom som klienter har de største vanskeligheder med og som i mange tilfælde kan give et meget svært liv med mange brud og forstyrrelser af det sociale liv. Manglende impulskontrol vil også bidrage til stofmisbrug og afhængighed.

 

Forståelesen af borderline personlighedsforstyrrelse har været præget af at forskellige teorier har bygget på forskellige forskningstraditioner, biologiske, psykoanalytiske eller adfærds-psykologiske. Dette har i noget grad bevirket at de forskellige teorier ikke bare er forskellige, men også meget vanskelige at sammenligne og vanskelige at kombinere.

 

P-faktor baseret diagnose

Med en p-faktor baseret forståelse for psykiske lidelser bliver dette problem meget mindre. P-faktor analyse er derfor egnet som ramme for en gennemarbejdning af de forskellige forståelser af borderline personlighedforstyrrelser, sådan at man kan finde de bedste diagnostiserings redskaber, den bedste sygdomsforståelse og udvikle de bedste behandlings metoder.

 

Det er klart på forhånd at impulsivitet er en afgørende del af borderline personlighedsforstyrrelse. Den officielle diagnostiske betegnelse er emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, og diagnosen har impusivitet som et centralt kriterie.

P-faktor analyse har vist at eksternisering – som i store træk beskriver tendensen til impulsiv adfærd eller tænkning – udgør en væsentlig faktor i en en række diagnoser, herunder personlighedsforstyrrelser.

Dette er ikke nogen nyhed, så hvorfor er det et fremskridt? Det er det fordi “eksternalisering” kan knyttes til mere specifikke andele af genetisk/biologisk arv og andele af miljpåvirknigner eller sociale omstændigheder.

Vi opnår derfor er mere præcis forståelse af årsager til borderline personlighedsforstyrrelse. Og vi opnår samtidigt en passende ramme for de forskellige elementer, der virker sammen om at skabe symptomer. Altså en mijømæssig ramme, der inkluderer de sociale omgivelser, først og fremmest familien. Og en biologisk ramme, der angår de hjernefunktioner der understøtter impulskontrol og modvirker

Sundhed og funktion i disse biologiske hjernefunktioner er en faktor for symptomer og bør være en målsætning for behandlingsindsatsen. Det kan f.eks. dreje sig om medicinsk behandling, men det kan også være omlægning af sundhedsadfærd, som f.eks. mere søvn, bedre kost, mindre misbrug. Det kan også være psykosocial indsats i miljøet, social færdighedstræning eller optræning af egenregulering.

Med en klar og omfattende forståelsesramme bliver det muligt at vurdere proportionerne af de forskellige elementer, og at prioritere indsatsen på basis af dette.