Impulskontrol som behandlingsmæssig målsætning

Impulskontrol nævnes ofte i forbindelse med diagnoser, som et diagnostisk kriterie eller som en del af patientens problemadfærd. Men som regel er der ikke nogen indsats, der sigter direkte på fremskridt i forhold til denne målsætning. Dette skyldes til dels en ringe viden om impulsivitet og om mulighederne for at øge impulskontrol.

 

Den tilgængelige viden er spredt over en række forskellige fagområder (teoretisk evolutionsbiologi, neuropsykologi, adfærdspsykologi, søvn-forskning, epilepsi behandling) og forskellige traditioner anvender forskellige definitioner af impulsivitet og forskellige tests af tendenser til impulsivitet.Den psykologiske forskning har i den seneste årtier været meget fokuseret på fremskridt i forhold til selvværd, der fejlagtigt er blevet opfattet som en forudsætning for selvkontrol.

 

Ny forskning er mere rettet mod selvkontrol, men meget af den tilgængelige viden er endnu ikke indarbejdet i de anvendte behandlingsformer.Den ringe udbredelse af viden om impulsivitet har konsekvenser for måden man håndterere en række behandlingsmæssige indsatser.Man gør typisk meget lidt for at fremme sundheden og styrken i de fysiologiske funktioner, der er afgørende for impulskontrol.

Søvn er f.eks. en central faktor i psykisk sygdom, men behandling er sjældent rettet mod opnåelsen af bedre søvnkvalitet.

Kost er også en afgørende faktor for impulskontrol, men rådgivning omkring kost er ofte begrænset til forebyggelse af overvægt og diabetes. På grund af en svag faglig viden om impulskontrol vil man typisk betragte udtryk for dårlig impulskontrol som tegn på dårlig opdragelse, dårlig moral, dårlig dømmekraft, dovenskab, kortsigtet tænkning eller svag karakter.

Man anser derfor ofte udtryk for ringe impulskontrol for at være selvforskyldte og resultater af en for dårlig indsats uden for det sundhedsfaglige felt.

Dette syn på ringe impulskontrol ligger bag en straffende, fordømmende håndtering af folk, der har ringe impulskontrol.

Dette syn giver måske også anledning til en “ingen arme – ingen småkager”-holdning i social og psykiatrisk indsats over for mennesker med ringe impulskontrol.

Impulskontrol bliver på denne måde “patientens eget problem”, hvilket bevirker at det er forholdsvis tilfældigt hvor store eller især små fremskridt man kan forvente at se.

På denne måde har impulsivitet en central rolle i diagnoser og i forståelsen af problematisk adfærd, samtidig med at der typisk ikke er nogen specifik behandlingsmæssig indsats for at reducere impulsiviteten. Typisk bruges de tilgængelige ressourcer på anden behandling, der er en forholdsvis ringe erstatning.

To typer af indsats erstatter typisk træning af impulskontrol: Psykologiske behandling og medikamentel behandling. Begge dele har ofte elementer, der er rettet mod impulsivitet, men hvor virkningen er forholdsvis tangential. Medicinsk behandling med SSRI midler kan ofte give en bedre impulskontrol, men de konkrete virkningsmekanismer er ikke afdækkede. Ritalin behandling har en klar indvirkning på impulskontrol: I en undersøgelse har det vist sig at Ritanling stort set eliminerer tendensen ego-depletion og derfor modvirker impulsivitet. Det må anses for overvejende sandsynligt at dette er virksningsmekanismen ved behandling med Ritalin.

Færdighedstræning for impulskontrol er mere specifikt rettet mod at reducere impulsivitet og har ikke uønskede bivirkninger. Virkningen (øget impulskontrol) opnås enten ved at skabe en bedre energi-omsætning eller en bedre regulering af, hvordan energien forbruges. Ofte en kombination af begge dele.

Disse virkninger skabes ved at indføre færdighedspræget adfærd, der fremmer relevante biologiske funktioner. Træningen er enten effektiv ved direkte at modgå årsager til ringe impulskontrol (f.eks. ustabilt blodsukker) eller ved at kompensere for disse årsager (f.eks. ved regulering af risiko-aversion). Når færdighedstræning fører til bedre impulskontrol vil den have en positiv indvirkning på en række af de forskellige symptomer, som ringe impulskontrol typisk medfører.

Forbedringer af impulskontrol kan altså føre til de ønskede ændringer af adfærden (f.eks. mindre forbrug af stimulanser, medicin eller stoffer). Men det kan derefter føre til en række forbedringer, der ikke er direkte relateret til de problemer, der gør indsatsen relevant: Bedre selvdiciplin, bedre koncentration og indlæringsevne, bedre social funktion, bedre generel sundhed, bedre personlig økonomi.

Der er i princippet ikke noget til hinder for at psykiatrien eller andre kan tilbyde færdighedstræning, der sigter på impulskontrol. Denne færdighedstræning kunne implementeres som en selvstændig indsats eller som et supplement til anden behandling. Det kan f.eks. være et supplenment til alkohol-afvænning, til psykoterapi, til medicinsk behandling af ADHD, til behandling af somatisk sygdom, der medfører kroniske smerter eller som kræver en pålidelig styring af medicin eller kost.

En sådan færdighedstræning er også relevant i forhold til sociale klienter som mere uspecifikt fungerer dårligt, hvis der ikke er nogen anden og mere specifik forklaring på den ringe funktion. Der er få negative aspekter af denne indsats: den er relativt billig, den har ikke iatrogene virkninger og den vil ofte virke som en katalysator for anden indsats, f.eks. medicinsk behandling, psykoterapi eller social støtte.