Instinkter og selvkontrol

Biologi og instinkter

Som tidligere beskrevet, så er vores selvkontrol yderst begrænset og kun effektiv i kort tid af gangen. Vi må derfor prioritere hvad vi bruger vores overskud på. Eller acceptere at det er en smule tilfældigt hvordan vores adfærd arter sig og hvad resultatet bliver. Det kan virke sært at hjernen har denne svaghed eller mangel, sådan at man kun fungerer bedst muligt i kort tid af gangen. Man skulle tro at det ville være godt for vores overlevelse at have mere styr på hvad vi foretager os.

Men s√•dan er det tilsyneladende ikke og ved at f√łlge Joseph LeDoux’s tankegang¬†om hjernen som “overlevelses-organ” begynder det hele m√•ske at give mere mening: LeDoux er neuropsykolog og har tidligere skrevet “Den Emotionelle Hjerne” som er en klassiker og et standard v√¶rk om hjernens emotionelle funktion. Han har for et par √•r siden opdateret sin udl√¶gning af, hvordan hjernen fungerer og hvad rolle f√łlelser spiller i hjernens funktion. Og hvis man er vant til at se p√• hjernen som det, der h√¶ver os over naturen og noget som giver os rartionelt overblik og kontrol, s√• er det rimeligt chokerende, hvad han n√•r frem til.

Hans grundl√¶ggende forst√•else af hjernen er, at den er en avanceret udvikling af en samling overlevelses instinkter eller overlevelseskredsl√łb, som vi har udviklet og tilpasset i l√łbet af evolutionen, men som ikke er v√¶sentlig forskellig fra overlevelses instinkter i primitive dyr og en-cellede organismer. Der er tale om overlevelseskredsl√łb, der tager sig af kemisk fare, af ern√¶ring, af v√¶dskebalance, af smittefare, kropstemperatur, reproduktion, m.m. Disse grundl√¶ggende behov har eksisteret siden de mest primitive livsformer og de pr√¶ger stadig vores grundl√¶ggende hjernefunktion. De basale overlevelses funktioner er vokset i kompleksitet, bla.a. som en funktion af at vores sanseapperatur er blevet mere avenceret i l√łbet af evolutionen. Hans hovedpointe er, at man bedre kan forst√• de “basale f√łlelser” der antages at v√¶re medf√łdte som avancerede overlevelses funktioner, der er baseret p√• mere sofistikerede versioner af de instinktive overlevelses kredsl√łb, som man kan se i alle dyrearter. Det er overlevelsesinstinkterne, der er afg√łrende for vores evolution√¶re overlevelse og udvikling, og det er derfor, at alt andet i hjernen er tilpasset deres funktion. Herunder vores selvkontrol eller mangel p√• samme.

I forhold til overlevelse i naturen s√• kan vi sige, at selvkontrol er godt, men at risiko aversion, reaktioner p√• smerte og anden forsigtighed som regel er bedre. Det skader ikke vores ovelelvelse at v√¶re hysterisk bange for rotter, edderkopper eller at opfatte ul√¶kker eller tvivlsom mad som totalt frast√łdende. Vores tendens til frygt er ikke noget som fremmer vores livskvalitet, men frygt og undg√•else af risiko har formentlig v√¶ret afg√łrende for overlevelse utallige gange. Vores personlige liv er ofte formet af et √łnske om magelighed og positive oplevelser, men vores biologiske fundament er alene udviklet med overlevelse og forplantning for √łje. Hvis et tr√¶k ikke bidrager til artens udbredelse, s√• er det ikke nogen mekanisme, der sikrer dets udbredelse.

Instinkter og selvkontrol

Det er her at vores selvkontrol kommer ind i billedet. Selvkontrol er et gode i mange situationer. Hvis vi levede i naturen, s√• ville mange situationer sikkert v√¶re glimrende h√•ndteret ud fra vores instinktive reaktioner. Men der ville stadig v√¶re situationer, hvor vi ville vurdere at det betaler sig at overvinde sin frygt for h√łjder, for bier, for vand eller andet, for at kunne s√¶tte t√¶nderne i et stort og n√¶rende m√•ltid. Her har selvkontrol sin naturlige plads i den menneskelige biologi: Vi kan overvinde naturlige tendenser, n√•r vi sk√łnner at det er til vores fordel. Men vi kan kun g√łre det i begr√¶nset omfang.

Man kan ikke afskrive sine instinktive reaktioner, selv om man synes at man er klog nok til at styre med sin rationelle fornuft. Det fungerer fint i korte tidrum, men effekten af selvkontrol svinder hurtigt og sikkert ind til det rene ingenting efter en periode, hvor man har styret p√• tv√¶rs af ens instinktive eller vanem√¶ssige m√•de at fungere p√•. Denne effekt kalder vi for ego depletion eller beslutningstr√¶thed og den m√¶ngde selvkontrol man har mulighed for at gennemf√łre inden at man l√łber t√łr, kalder vi for overskud. Dette er sikrer en balance mellem selvkontrol, der muligvis er en fordel, og instinktiv adf√¶rd, der erfaringsm√¶ssigt er en fordel.

Kultur og selvkontrol

Ego depletion er alts√• moder naturs m√•de at give os vores frihed uden at vi risikerer for meget. Det har vist sig at risiko-accept eller overvindelse af frygt er en af de ting der skaber ego depletion. Dette kan man forst√• direkte som en konsekvens af at vores hjernes grundl√¶ggende styring af vores adf√¶rd er styring i forhold til risiko. Hjernen fungerer som stativ for en samling overlevelses kredsl√łb. Det er alts√• f√łrst n√•r vi g√łr noget der komme p√• tv√¶rst af hjernens prioritering af sikkerhed og andre overlevelses-faktorer, at vi har brug for selvkontrol af den slags, der skaber ego depletion. Vi kan g√łre alle mulige “unaturlige” ting, men det er f√łrst n√•r vi trodser hjernens behov for at holde os p√• sikker grund at vi egentlig ud√łver selvkontrol og skaber en tendens til ego depletion. Der er ikke nogen risiko ved at se 28 afsnit af en tv-serie og det kr√¶ver ikke overvindelse, hvis det er en serie vi ellers finder underholdende. Men hvis man fors√łger at g√łre noget farligt, s√• vil hjernen stritte imod og man forbruger i langt h√łjere grad af sit overskud.

Selvkontrol er alts√• f√łrst kr√¶vende n√•r vi p√• en eller anden m√•de griber ind i noget, som er n√łdvendigt for optimale chancer for overlevelse. Det g√¶lder helt indlysende i forhold til adf√¶rd som medf√łrer risiko. Det g√¶lder ogs√• adf√¶rd, der sker p√• trods af smerter. Det g√¶lder kontrolleret adf√¶rd, der fortr√¶nger en naturlig drift, som f.eks. t√łrst eller sult. Det g√¶lder “unaturlig” styring af vores opm√¶rksomhed, det vil f.eks. sige l√¶sning, matematik eller kemi, der hindrer at man er ordentlig opm√¶rksom p√• ens umiddelbare omgivelser. Som vi har set med mindfulness praktisering, kan man opn√• et st√łrre overskud i sin hverdag ved at reducere sin tendens til at styre sin opm√¶rksomhed v√¶k fra dens naturlige fokus p√• muligheder og farer i den aktuelle situation. Vi har set fors√łg hvor folk bliver bedt om at afholde sig fra n√¶rende chokoladekager og bagefter udviser tegn p√• reduceret selvkontrol, s√•dan som man skulle forvente hvis vores overlevelse var bedre tjent med at vi spiste s√• mange chokolade kager som muligt.

Ud fra disse få eksempler kan man danne sig et indtryk af hvor kompliceret vores moderne tilværelse er i forhold til selvkontrol og ego depletion: Vi er bedst tjent med at holde livsstils sygdomme på afstand gennem selvkontrol, men samtidig er vores succes og livskvalitet afhængig af en lang række aktiviteter, der på hver deres måde kræver overskud, overvindelse og selvkontrol.

Selv hvis man foruds√¶tter at en person p√• alle m√•der er velfungererende, s√• vil selvkontrol v√¶re en begr√¶nsende faktor. Det er altid brug for at man uddanner sig mere, at man spiser sundere, at man tager mere hensyn, at man s√łrger for at g√łre et godt indtryk, at man tilpasser sine vaner, at man g√łr en ekstra indsats, at man overholder alle aftaler, at man tr√¶ner lidt mere og holder nallerne fra alle chokoladekagerne.

Man skal ogs√• s√łrge for at g√łre sine kolleger og chefen tilfredse, man skal forberede sine opgaver, m√łde til tiden, tage hensyn til milj√łet, g√• i h√łjh√¶lede sko, v√¶re opm√¶rksom i trafikken, f√łlge med i politik, oml√¶gge sit realkreditl√•n, v√¶re venlig selv om man er irriteret og komme i seng i god tid. Alt efter ens livssituation har man et stort og bredt udvalg af selvkontrol-opgaver, som man med vekslende held fors√łger at tage sig af bedst muligt. Og dette er altsammen inden at vi har indf√łrt nogle af de almindelige hindringer.

Man kan hertil l√¶gge at mange mennesker ogs√• har et stressbelastende arbejde, konflikter med familien, et vildt svingende blodsukker, et stigende forbrug af r√łdvin, en pletvis aktiv slankekur, en forholdsvis kronisk s√łvnmangel, en kr√¶vende oml√¶gning af deres arbejdsliv, en forest√•ende eksamen, en pinlig konflikt med √¶gtef√¶llen der tenderer mod skilsmisse, smerter i den nedre del af ryggen, usikkerhed om forsat ans√¶ttelse og er i forholdsvis d√•rlig fysisk form.

Nye sp√łrgsm√•l

Der er formentlig langt mellem folk der oplever at have tilstr√¶kkeligt selvkontrol resssourcer og det er sv√¶rt at forestille sig, hvordan man skulle kunne n√• til en tilv√¶relse, hvor det var tilf√¶ldet. Dette er situationen hvis man efter dagens standard er forholdsvis rask og normal. Dette er den baggrund der er udgangspunktet n√•r man fors√łger at vurdere selvkontrol og executiv funktion for voksne mennesker, der udviser impulsiv adf√¶rd.

Det er m√•ske ikke s√• underligt hvis man ikke synes at det tr√¶der s√• s√¶rlig klart frem, hvordan impulsiv adf√¶rd pr√¶ger en person og hvordan man skal vurdere en persons behov for tr√¶ning, behandling eller omsorg. Er en person hensynsl√łs fordi han eller hun ikke har overskud eller skyldes det en kynisk og hensynl√łs holdning? Er en person misbruger fordi han eller hun er doven, ligeglad og uansvarlig? Eller skyldes det at vedkommende har et handicap i form af reduceret selvkontrol?

Og hvad skal man stille op med de som faktisk har en st√¶rkt begr√¶nset selvkontrol? Er det en behandlings opgave? Er det deres eget ansvar? Kan man g√łre noget for at g√łre problemet mindre? Hvem skal betale? Eller er det et klart tilf√¶lde af “ingen arme – ingen sm√•kager”? Alts√• s√•dan at man accepterer at folks begr√¶nsede selvkontrol er afg√łrende for deres livskvalitet p√• en m√•de som man opfatter som god og retf√¶rdig.

Og hvad stiller vi op med den viden som efterh√•nden er tilg√¶ngelig og som giver et indblik i, hvordan man √łger eller reducerer sin selvkontrol? Skal denne viden medt√¶nkes i psykoterapi og psykiatrisk behandling af f.eks. ADHD og borderline? Skal det v√¶re en del af den p√¶dagogiske indsats for b√łrn med og uden diagnoser? Er misbrug af alkohol og stoffer en god grund til at hj√¶lpe folk til bedre selvkontrol eller er den en god grund til at lade dem sejle deres egen s√ł?

Det er godt at l√¶re mere om, hvordan vores hjerne fungerer, men det ser forel√łbig ud som om den ny viden om hjernen og selvkontrol f√łrer os til en r√¶kke ubesvarede sp√łrgsm√•l om, hvad vi vil med vores viden.

 

Depletion og selvkontrol

P-faktor artikler