ADHD og Dopamin mangel
ADHD er en neurologisk lidelse, der er karakteriseret ved symptomer som hyperaktivitet, manglende opmærksomhed og impulsivitet. ADHD-patienter bliver ofte medicineret med methylphenidate (‘Ritalin’). Nu har forskere på Okinawas Institut for Videnskab og Teknologi identificeret hvordan bestemte dele af hjernen reagerer på methylphenidate. Undersøgelsen tager udgangspunkt i en forståelse, hvor manglende udskilning af dopamin ses som afgørende for manglende fokus og motivation.
Dopamin er et signalstof, der typisk er aktivt når noget antyder at vi kan opnå en gevinst eller belønning ved en eller anden slags indsats. Dopamin giver både en mere motiveret tilstand og et mere snævert fokus for opmærksomheden, rettet mod mulighederne for at opnå et eftertragtet resultat.
Undersøgelsen forsøger at se på hvordan methylphenidate indvirker på dopamin-omsætning og oplevelsen af chance for gevinst eller belønning. Hvis man bedre forstår virkningen af methylphenidate, så kan man muligvis udvikle bedre og mere målrettede behandlingsmetoder for ADHD, udtaler Furrukawa til ScienceDaily. Det er også muligt at en bedre forståelse af methylphenidates virkning kan føre til bedre adfærdsmæssige behandlingsmetoder: Det kan f.eks. ske ved at man i højere grad tage hensyn til adhd-hjernens reaktioner på modtagelse af belønning eller forventninger om belønning.
Undersøgelsen bestod i fMRI skanning af ADHD-patienters hjerner under gennemførelse af et computerspil, der simulerede en gameldags “enarmet tyveknægt”. Ud over den normale visning af ruller med symboler, så viste man også et af to tegn, der enten signalerede at chancen for at vinde var lille eller at den nu var stor. Dette var altså et visuelt signal om at ens chance for gevinst nu var større.
Scanning med fMRI viste at aktivitet i ventral striatum korrelerede med de skiftende chancer for at vinde, men kun hvis den pågældende ADHD patient havde taget methylphenidate. De som i stedet havde fået en placebo medicin udviste ingen forskel i reaktionen i striatum ved tegn på at chancen for gevinst var øget eller reduceret.
Man tager dette som udtryk for at methylphenidate hjælper hjernen til at forudsige mulige belønninger og derigennem kan opnå en mere motiveret og fokuseret tilstand.