Ambivalens, psykologi og følelser

At være ambivalent betyder at man har modstridende følelser, reaktioner eller opfattelser af et objekt eller en person. Andre versioner af ambivalens er, når man har et forhold til en person eller process, der er præget af både positive og negative følelser. Det kan også være en betegnelse for manglende beslutsomhed eller usikkerhed. Disse forskellige udlægninger modsiger ikke hinanden, men begrebet er lettest at forstå som den sammensatte oplevelse af, at man både er tiltrukket og frastødt af samme objekt eller person.

Evasiv adfærd er, når man undgår problemer ved at undgå risikoen for at problemer opstår, i stedet for at løse de problemer, der opstår efterhånden, som det bliver nødvendigt og muligt. Undgåelses-adfærd er ikke motiveret af frygt, men af den lettelse, der følger af at fjerne risikoen for at et problem opstår. Det er altså en slags positivt motiveret angst-adfærd, hvis det giver mening.

Amibivalens er ofte udtryk for denne form for evasiv adfærd: Man ønsker at undgå at træffe den “forkerte” beslutning. Eller man vil undgå at “gøre det forkerte”. Man er bange for konsekvenserne af at være uperfekt. Men igen: Det er ikke frygten der motiverer adfærden, men derimod den lettelse, der opleves, så snart at man finder et alternativ til den bekymrende udsigt til at man kunne tage fejl.

Dette kunne i sig selv være et uskadeligt adfærdsmønster. Problemet opstår, når man er lige bekymret over mulige fejltagelser for begge alternativer. I dette tilfælde fører evasiv adfærd ikke til en alternativ adfærd, men til handlings-lammelse.

Frygten for fejltagelser spiller også en anden rolle. Den er i vejen for accept af ambivalens som “smørrelse” for alle langsigtede forandringsprocesser. Hvis man er ambivalent, så har man altså mulighed for at rumme modstridende synspunkter. Dette sikrer, at man til enhver tid er bedre i stand til at opnå et detaljeret kendskab til både ens egen oprigtige opfattelse og til den alternative opfattelse, som man ikke deler. Et effektivt forsøg på at fjerne alle former for ambivalens ville også betyde, at alle alternativer til egne forestillinger og opfattelser ville blive vanskeligere at forholde sig til. Det er ved, at man – for en stund – frivilligt lader sig overbevise om sandheden i alternativet, at man bliver i stand til at forstå det alternative synspunkt fuldt ud.

Det er blevet populært at anklage folk for ‘hykleri’, som om det i sig selv var en forbrydelse eller en ekstrem afvigelse fra moralsk adfærd. Men ‘hykleri’ er typisk bare udtryk for, at man mener at begge sider af en diskurs har ret. Eller er lige usikker på begge siders argumenter. Og anklagen om hykleri bliver ofte fremsat, ud fra en antagelse om at dette udgør en sjælden og eksotisk afvigelse fra normal adfærd. Mens det faktisk er det modsatte der er tilfældet: De få personer, der ikke synes at komme i modstrid med egne synspunkter udgør et afvigende mindretal, typisk af personer uden dybde, selv-indsigt eller andet at byde på end overfladisk konformitet.

Der er altså gode grunde til at acceptere, at man ofte kommer i modstrid med egne antagelser og synspunkter. Og det afspejler en verden, der er flertydig, selvmodsigende, og som det vil tage mere end et par uger at forstå til bunds. Men mest af alt afspejler det måske en svigtende evne til at acceptere egne begrænsninger og til at tilgive sig sine egne fejl eller mangler. Mange lever med en selvdestruktiv politik om, at de helst skal komme al kritik i forkøbet. De har derfor en nidkær og skånselsløs holdning til afvigelser fra perfekt funktion. Dette fører til kronisk selvkritik, hvor alle vurderinger og beslutninger vendes, drejes og sammenholdes med et perfekt teoretisk ideal. Frygt for andres kritik, lettelse over at undgå denne, og risiko-aversion motiverer denne adfærd.

Håndteringen af ambivalens er ikke så meget en handling eller en metode man kan følge og dermed ‘få det overstået’. Det er snarere en organisk process, som man kan sætte gang i, følge, glemme eller ignorere. Og der er typisk først når processen for stedse har forladt ens bevidste opmærksomhed, at man har overstået det nødvendige ‘arbejde’ og er blevet fri at ambivalensen.

Løsningen på ambivalenser af denne art er altid den samme fordi problemet altid er det samme: Ambivalente opfattelser medfører en ofte stærkt overdreven fokus på hver af modsætningerne, uden at man kan komme en løsning nærmere. Den overdrevne betydning man tillægger hvert af de modstridende synspunkter hindrer, at man finder mere frugtbare måder at tænke på.

Problemet er, at man ved at skiftevis indtage begge positioner får en stærkt overdreven opfattelse af deres betydning. Den grundlæggende konflikt er ofte bedst løst ved, at man nedtoner eller ignorerer problemet og ser det i en større kontekst. Dette hindres dog af den overdrevne betydning.

Problemet er ønsket om en modsætningsfri tankegang. Dette ønske motiverer til undersøgelse af ambivalente synspunkter, der i dette lys ses som vigtigt. Man når man kun har en delvist bevidst opfattelse af, at man modsiger sig selv, så fører det til en oplevelse af, at synspunktet er vigtigt, men en uklar opfattelse af, hvorfor det er vigtigt.

Synspunktet kan selvfølgelig være vigtigt af egne grunde, men ved ambivalens er synspunktet desuden vigtigt, præcis fordi man har en dunkel opfattelse af, at man modsiger sig selv. Dette fører til at alle ambivalente opfattelser får en overdreven betydning, der netop skyldes vores ønske om, at have en nogenlunde konsistent tankegang, hvor vi ikke modsiger os selv for meget.

Vi kan altså tilføje visse nye aspekter af ambivalens til vores forståelse:

Man bør arbejde på at gøre sig mindre ængstelig gennem den række af metoder, som er relevant for alle slags problematisk frygt, angst eller undgåelse:

Man bør pleje sin fysiologiske konstitution, sådan at man er mindst mulig sårbar over for negative automatiske tanker, angst-impulser og andre negative impulser. Dette omfatter bedre søvn-vaner, bedre kost, bedre træning og behandling af alle sygdomme og skavanker, der bidrager til kronisk smerter, svækkelser, inflammation eller andre sårbarheds-fremmende tilstande.

Man bør arbejde for at opnå en tryg, harmonisk og positiv social sfære, hvor man er tilpas udfordret og ikke behøver at følge en slalom-kurs gennem sociale situationer, for at undgå at komme i for tæt kontakt til personer, som man kunne frygte at komme i konflikt med. Dette kræver ofte et langvarigt oprydnings-arbejde, hvor man sørger for at:

Langsomt men sikkert afmonterer de værste ambivalenser og undgåelses-mønstre ved at man – eventuelt med støtte fra en psykolog – sørger for at få flere, mere realistiske og mere praktiske erfaringer med de valg, som synes at være skræmmende og tiltrækkende på en gang. De fleste af de ting, der giver anledning til ambivalens viser sig typisk at være langt mindre fantastiske i virkeligheden, og langt mindre skræmmende på tæt hold.

Gør man en solid indsats på disse områder, så bør det efterhånden afsætte sig som en række følgevirkninger:

Bevidsthed om at modstridende synspunkter kan være nyttige at have samtidigt (giver fleksibilitet, valgmuligheder, forandring og en mindre forudsigelig adfærd).

Bedvidshed om overdrivelser af den personlige betydning.

Gøre begge dele valgt, overlagt og bevidst og bagefter se på faktiske konsekvenser.

Notere til senere brug, hvor farligt eller kostbart hvert af alternativerne var at gennemføre.

Mindre bekymring for egen funktion, psykisk sårbarhed, færre bekymringer om helbred og sundhed.

Mindre social angst og mindre social undgåelse, mere nysgerrighed, antydninger af eventyr og en appetit på livets mysterier.

Eugen Bleuler