Ambivalens, psykologi og f√łlelser

At v√¶re ambivalent betyder at man har modstridende f√łlelser, reaktioner eller opfattelser af et objekt eller en person. Andre versioner af ambivalens er, n√•r man har et forhold til en person eller process, der er pr√¶get af b√•de positive og negative f√łlelser. Det kan ogs√• v√¶re en betegnelse for manglende beslutsomhed eller usikkerhed. Disse forskellige udl√¶gninger modsiger ikke hinanden, men begrebet er lettest at forst√• som den sammensatte oplevelse af, at man b√•de er tiltrukket og frast√łdt af samme objekt eller person.

Ambivalens psykologi og f√łlelser

Typiske ambivalenser:

Jeg er god nok, som jeg er.
Jeg har brug for at udvikle mig.
Det er bedst at jeg fors√łger at acceptere mig selv som jeg er.
Det er bedst, hvis jeg kan forandre mig på de punkter, hvor jeg fungerer dårligt.
Tro og h√•b i forbindelse med antidepressiv medicin: “Kan give mig det jeg mangler”
Manglende tillid til og bekymring i forhold til at tage antidepressiv medicin: “Det er farligt”
Jeg er ikke tilstrækkeligt bekymret om mine forhold, min fremtid og min adfærd.
Jeg er altid så bekymret over alting og det er et tegn på et sygeligt sind eller at der er noget galt med mig.
Shopping som kur: “Jeg ville fungere bedre, hvis jeg havde t√łj og ting, der bedre passede til min personlighed og karisma.”
Shopping som sygdom: “Jeg har igen overtr√¶k p√• kontoen og rykkerbreve i postkassen. Hvordan skal det her ende???”
Vin og alkohol er l√łsningen p√• alle mine problemer.
Vin og alkohol er kilden til alle mine problemer.

Evasiv adfærd og ambivalens

Evasiv adf√¶rd er, n√•r man undg√•r problemer ved at undg√• risikoen for at problemer opst√•r, i stedet for at l√łse de problemer, der opst√•r efterh√•nden, som det bliver n√łdvendigt og muligt. Undg√•elses-adf√¶rd er ikke motiveret af frygt, men af den lettelse, der f√łlger af at fjerne risikoen for at et problem opst√•r. Det er alts√• en slags positivt motiveret angst-adf√¶rd, hvis det giver mening.
Amibivalens er ofte udtryk for denne form for evasiv adf√¶rd: Man √łnsker at undg√• at tr√¶ffe den “forkerte” beslutning. Eller man vil undg√• at “g√łre det forkerte”. Man er bange for konsekvenserne af at v√¶re uperfekt. Men igen: Det er ikke frygten der motiverer adf√¶rden, men derimod den lettelse, der opleves, s√• snart at man finder et alternativ til den bekymrende udsigt til at man kunne tage fejl.

Dette kunne i sig selv v√¶re et uskadeligt adf√¶rdsm√łnster. Problemet opst√•r, n√•r man er lige bekymret over mulige fejltagelser for begge alternativer. I dette tilf√¶lde f√łrer evasiv adf√¶rd ikke til en alternativ adf√¶rd, men til handlings-lammelse.

Frygt for fejltagelser

Frygten for fejltagelser spiller ogs√• en anden rolle. Den er i vejen for accept af ambivalens som “sm√łrrelse” for alle langsigtede forandringsprocesser. Hvis man er ambivalent, s√• har man alts√• mulighed for at rumme modstridende synspunkter. Dette sikrer, at man til enhver tid er bedre i stand til at opn√• et detaljeret kendskab til b√•de ens egen oprigtige opfattelse og til den alternative opfattelse, som man ikke deler. Et effektivt fors√łg p√• at fjerne alle former for ambivalens ville ogs√• betyde, at alle alternativer til egne forestillinger og opfattelser ville blive vanskeligere at forholde sig til. Det er ved, at man – for en stund – frivilligt lader sig overbevise om sandheden i alternativet, at man bliver i stand til at forst√• det alternative synspunkt fuldt ud.

Ambivalens, hykleri og selvkritik

Det er blevet popul√¶rt at anklage folk for ‘hykleri’, som om det i sig selv var en forbrydelse eller en ekstrem afvigelse fra moralsk adf√¶rd. Men ‘hykleri’ er typisk bare udtryk for, at man mener at begge sider af en diskurs har ret. Eller er lige usikker p√• begge siders argumenter. Og anklagen om hykleri bliver ofte fremsat, ud fra en antagelse om at dette udg√łr en sj√¶lden og eksotisk afvigelse fra normal adf√¶rd. Mens det faktisk er det modsatte der er tilf√¶ldet: De f√• personer, der ikke synes at komme i modstrid med egne synspunkter udg√łr et afvigende mindretal, typisk af personer uden dybde, selv-indsigt eller andet at byde p√• end overfladisk konformitet.

Der er alts√• gode grunde til at acceptere, at man ofte kommer i modstrid med egne antagelser og synspunkter. Og det afspejler en verden, der er flertydig, selvmodsigende, og som det vil tage mere end et par uger at forst√• til bunds. Men mest af alt afspejler det m√•ske en svigtende evne til at acceptere egne begr√¶nsninger og til at tilgive sig sine egne fejl eller mangler. Mange lever med en selvdestruktiv politik om, at de helst skal komme al kritik i fork√łbet. De har derfor en nidk√¶r og sk√•nselsl√łs holdning til afvigelser fra perfekt funktion. Dette f√łrer til kronisk selvkritik, hvor alle vurderinger og beslutninger vendes, drejes og sammenholdes med et perfekt teoretisk ideal. Frygt for andres kritik, lettelse over at undg√• denne, og risiko-aversion motiverer denne adf√¶rd.

H√•ndteringen af ambivalens er ikke s√• meget en handling eller en metode man kan f√łlge og dermed ‘f√• det overst√•et’. Det er snarere en organisk process, som man kan s√¶tte gang i, f√łlge, glemme eller ignorere. Og der er typisk f√łrst n√•r processen for stedse har forladt ens bevidste opm√¶rksomhed, at man har overst√•et det n√łdvendige ‘arbejde’ og er blevet fri at ambivalensen.

L√łsningen p√• ambivalenser af denne art er altid den samme fordi problemet altid er det samme: Ambivalente opfattelser medf√łrer en ofte st√¶rkt overdreven fokus p√• hver af mods√¶tningerne, uden at man kan komme en l√łsning n√¶rmere. Den overdrevne betydning man till√¶gger hvert af de modstridende synspunkter hindrer, at man finder mere frugtbare m√•der at t√¶nke p√•.

Problemet er, at man ved at skiftevis indtage begge positioner f√•r en st√¶rkt overdreven opfattelse af deres betydning. Den grundl√¶ggende konflikt er ofte bedst l√łst ved, at man nedtoner eller ignorerer problemet og ser det i en st√łrre kontekst. Dette hindres dog af den overdrevne betydning.

Problemet er √łnsket om en mods√¶tningsfri tankegang. Dette √łnske motiverer til unders√łgelse af ambivalente synspunkter, der i dette lys ses som vigtigt. Man n√•r man kun har en delvist bevidst opfattelse af, at man modsiger sig selv, s√• f√łrer det til en oplevelse af, at synspunktet er vigtigt, men en uklar opfattelse af, hvorfor det er vigtigt.

Synspunktet kan selvf√łlgelig v√¶re vigtigt af egne grunde, men ved ambivalens er synspunktet desuden vigtigt, pr√¶cis fordi man har en dunkel opfattelse af, at man modsiger sig selv. Dette f√łrer til at alle ambivalente opfattelser f√•r en overdreven betydning, der netop skyldes vores √łnske om, at have en nogenlunde konsistent tankegang, hvor vi ikke modsiger os selv for meget.

Vi kan alts√• tilf√łje visse nye aspekter af ambivalens til vores forst√•else:

  • Det er modstridende synspunkter
  • Vi har typisk en overdreven opfattelse af deres betydning
  • Der er en dunkel bevidsthed om, at dette er s√•dan, og at det er et problem

Man b√łr arbejde p√• at g√łre sig mindre √¶ngstelig gennem den r√¶kke af metoder, som er relevant for alle slags problematisk frygt, angst eller undg√•else:

Fysiologisk selv-omsorg

Man b√łr pleje sin fysiologiske konstitution, s√•dan at man er mindst mulig s√•rbar over for negative automatiske tanker, angst-impulser og andre negative impulser. Dette omfatter bedre s√łvn-vaner, bedre kost, bedre tr√¶ning og behandling af alle sygdomme og skavanker, der bidrager til kronisk smerter, sv√¶kkelser, inflammation eller andre s√•rbarheds-fremmende tilstande.

Bygge sociale liv op
Man b√łr arbejde for at opn√• en tryg, harmonisk og positiv social sf√¶re, hvor man er tilpas udfordret og ikke beh√łver at f√łlge en slalom-kurs gennem sociale situationer, for at undg√• at komme i for t√¶t kontakt til personer, som man kunne frygte at komme i konflikt med. Dette kr√¶ver ofte et langvarigt oprydnings-arbejde, hvor man s√łrger for at:
  • Afslutte negative forhold p√• en ok m√•de
  • Opbygge de positive forhold og
  • Finde en god balance, hvor man er lejlighedsvis udfordret uden at det opleves som et problem
Realitetsteste

Langsomt men sikkert afmonterer de v√¶rste ambivalenser og undg√•elses-m√łnstre ved at man – eventuelt med st√łtte fra en psykolog – s√łrger for at f√• flere, mere realistiske og mere praktiske erfaringer med de valg, som synes at v√¶re skr√¶mmende og tiltr√¶kkende p√• en gang. De fleste af de ting, der giver anledning til ambivalens viser sig typisk at v√¶re langt mindre fantastiske i virkeligheden, og langt mindre skr√¶mmende p√• t√¶t hold.

Konsekvenser af indsatsen

G√łr man en solid indsats p√• disse omr√•der, s√• b√łr det efterh√•nden afs√¶tte sig som en r√¶kke f√łlgevirkninger:

Bedre sanse for proportioner
Bevidsthed om at modstridende synspunkter kan være nyttige at have samtidigt (giver fleksibilitet, valgmuligheder, forandring og en mindre forudsigelig adfærd).
Bevidsthed om ambivalens
Bedvidshed om overdrivelser af den personlige betydning.
G√łre begge dele valgt, overlagt og bevidst og bagefter se p√• faktiske konsekvenser.

Notere til senere brug, hvor farligt eller kostbart hvert af alternativerne var at gennemf√łre.

En mindre bekymret appetit på livet
Mindre bekymring for egen funktion, psykisk sårbarhed, færre bekymringer om helbred og sundhed.

Mindre social angst og mindre social undgåelse, mere nysgerrighed, antydninger af eventyr og en appetit på livets mysterier.

Eugen Bleuler

Eugen Bleuler

Termen ambivalens stammer fra psykoanalytikeren Eugen Bleuler’s teorier om f√łlelser og det underbevidste. Bleuler var samtidig med Sigmund Freud, voksede op i Z√ľrich og studerede Freuds ideer om psykoanalyse. Ligesom Freud havde han den opfattelse at mange komplekse processer kunne forg√• uden for bevidstheden, og at underbevidstheden var vigtig for menneskelig funktion. Bleuer er ogs√• kendt for at v√¶re fader til begrebet om schizofreni og en r√¶kke andre teoretiske bidrag til psykiatrien,¬† men han n√•ede ikke nogensinde at helbrede nogen af sine patienter. Han underviste i psykiatri p√• Universit√§t Zurich og havde her bla.a. forn√łjelsen af at undervise C.G.Jung.

Kilder:

Duane Schulz (1981): A History of Modern Psychology (3rd Edition)
L. L. Hvens og S. N. Ghaemi (2004):  Psychiatric Movements