Angst og nerver

 

 

Psykologiske termer:

 

Affekt: Adf√¶rdsm√¶ssig og f√łlelsesm√¶ssig reaktion p√• sansedata. Typiske reaktioner, der ikke er planlagte, overvejede eller b√•ret af intentioner.

 
 

Autonome nervesystem: Det nervesystem, der regulerer de ubevidste funktioner i kroppen, specielt aktiviteten i den glatte muskulatur i blodkar og indre organer, hjertemuskulatur og kirtelsekretion.

 
 
 
 
Introduktion til regulering og dysregulering

Angst ses i stigende grad som et udtryk for dysregulering. Man har f.eks. set p√• dysregulerede tanker, hvor sociale signaler f√łrer til en kognitiv “ond cirkel” og forskellige former for selvsving. I de seneste √•r er der desuden kommet fokus p√• mere grundl√¶ggende og fysiologiske former for selvsving og dysregulering. Denne forklaring p√• angst er baseret p√• en opfattelse af samspillet mellem tre store, komplekse og v√¶sentlige systemer:

 
Kroppens autonome nervesystem
Hjernens opmærksomheds-regulering
Hjernens affektive systemer, den emotionelle hjerne
 

Vores angst reaktioner ses som udtryk for integration af disse tre systemer i et funktionelt og struktureret netv√¶rk, hvor hvert element deler information med de andre og dermed indvirker p√• deres l√łbende funktion.¬†Denne forst√•else har fokus p√• forholdet mellem opm√¶rksomheds-regulering og affektive processer.

Dette er alts√• et fors√łg p√• at forst√• affektive reaktioner – og mest v√¶sentligt angst – som en funktion af det autonome nervesystem, opm√¶rksomheds-regulering og hjernens emotionelle hjerne. Det er derfor m√•ske godt at starte med at se lidt n√¶rmere p√• hvad disse tre st√łrelser d√¶kker over:

Angst og nerver

Det autonome nervesystem kan man forst√• som kroppens “elektriske kabel netv√¶rk”. P√• samme m√•de som en bil har et vidt forgrenet netv√¶rk af ledninger, der bla.a. forbinder bremsepedal og bremselygte, s√• har kroppen ogs√• sit interne lednings-netv√¶rk, der forbinder forskellige organer og funktioner. Dette system har intet at g√łre med t√¶nkning og fungerer uafh√¶ngigt af hjernen og centralnervesystemet.¬† Det autonome nervesystem kontrollerer en gruppe muskler – s√•kaldt glat muskulatur – der er uden for vores bevidste kontrol. Det er f.eks. synke-muskulatur og muskler der regulerer vores √łjne’s funktion, blodtryk m.m. Det autonome nervesystem tager sig alts√• af den “mekaniske drift” af kroppens mange funktioner og g√łr det uden at vores bevidste t√¶nkning medvirker.

 
Hjernens opm√¶rksomheds-regulering befinder sig p√• en m√•de i den “modsatte ende” af vores nervesytem: Vores bevidste regulering af opm√¶rksomheden giver os mulighed for at gribe ind i en r√¶kke processer, der ellers ville forl√łbe automatisk. Det er f.eks. gennem regulering af opm√¶rksomhed at vi overvinder stigende smerter og tr√¶thed, n√•r vi tr√¶ner med v√¶gte for at √łge vores muskulatur: I stedet for det “naturlig fokus” p√• smerte og tr√¶thed, s√• fokuserer vi p√• vores planlage tr√¶ningsprogram, der f.eks. siger “7 s√¶t af 7 l√łft hver”.
 

Nogenlunde midt imellem disse to systemer har vi det affektive system, der modtager input fra begge sider og oms√¶tter disse input i en “tilstand”. Denne tilstand er defineret ved en r√¶kke tendenser: Vi tolker verden i bestemte retninger, vi handler p√• bestemte m√•der og vores subjektive oplevelse af vores situation er domineret af den emotionelle tilstand, som vi befinder os i.

Det er samspillet mellem disse tre systemer, der tilsammen afg√łr hvordan vores emotionelle reaktioner forl√łber, hvordan de reguleres og eventuelt hvordan deres regulering l√łber af sporet, s√•dan at man vil betegne det som dysregulering.

En tr√¶k ved reaktioner i disse systemer er at de kan virke selvforst√¶rkende p√• m√•der, der sikrer at vi reagerer tilstr√¶kkeligt konsekvent: Ved synet en slange vil det autonome nervesystem udskille stresshormoner, der √łger vores opm√¶rksomhed p√• faren. Dette sikrer at vi ikke ignorer eller overser vigtige faresignaler. Vores tilstand bliver ogs√• p√•virket s√•dan at vi er mere tilb√łjelige til at flygte eller at tage andre forholdsregler, der passer til situationen.

 

Vekselvirkninger mellem det autonome nervesystem og vores opm√¶rksomhedsregulering s√łrger for at “fastl√•se” vores affektive reaktion i en relevant emotionel tilstand. Dette er den naturlige og tilsigtede virkning af samspillet mellem disse systemer. Og det sikrer at alle vores ressourcer monopoliseres og rettes mod h√•ndteringen af en bestemt opgave, her undg√•elsen af slangebid. Det er denne synergi-effekt mellem fysiologi (stress-hormoner) og opm√¶rksomhedsregulering der sikrer at alle alvorlige fare-signaler f√łrer til en hurtig eskalering: Sansedata giver en reaktion i amygdala, som f√łrer til aktivering af en kaskade af stress hormoner, som √łger opm√¶rksomheden. Denne ekskalering f√łrer lynhurtigt til monopolisering af opm√¶rksomhed og andre ressourcer, til h√•ndteringen af faren.

Det er et t√¶t forhold mellem regulering af opm√¶rksomhed og de affektive reaktioner, og dette forhold skyldes overlap og integration mellem hver af systemernes¬† fysiologiske grundlag. For at dette system til eskalering og monopoliserin ikke skal “g√• af” hele tiden, s√• er det normalt d√¶mpet af et s√¶t af nervesignaler. Denne d√¶mpning s√łrger for at vi reagerer p√• reel fare, men ikke hele dagen overreagerer p√• ubetydelige signaler.

 

Angst som en psykiatrisk lidelse ses som udtryk for en af-hæmning af et feedback system, som normalt er dæmpet: Tonisk (konstant) dæmpning af denne feedback sikrer vores normale tilstand, normale reaktioner og en fleksibel tilpasning efter omstændigheder. Når denne toniske dæmpning forsvinder eller svækkes vil angst reaktioner uhindret kunne eskalere på et minimalt grundlag.

 
 

Kilder:

 
Julian F. Thayer & Richard D. Lane (2000): “A model of neuroviceral integration in emotion regulation and dysregulation”
 
Ranson & Clark (1959) : The Anatomy of the nervous system, Its development and function.