Apati og selvsabotage

Apati og selvsabotage kan udtrykke sig ved, at man prioriterer vedligeholdelsen af ens selvbillede h√łjere end ens faktiske resultater. Apati er alts√• ikke altid kun en subjektiv strategi, som f.eks. ved dissociation.

En mere objektiv type apatisk holdning ses ved selvsabotage i form af “sandbagging”: Alts√• det, at man diskret saboterer sin egen indsats. Ikke for at den skal blive s√• ringe som muligt, men for at man har en god undskyldning. Alts√• i tilf√¶lde af at nogen skulle vise sig at g√łre en bedre indsats. Eller hvis nogen vurderer ens indsats negativt.

Det kan f.eks. v√¶re at man v√¶lger at dele to flasker r√łdvin med en ven aftenen inden en jobsamtale. Eller at man s√łrger for at “glemme” at l√¶se op p√• stoffet inden en eksamen. 

Denne form for selvsabotage er udtryk for at man prioriterer vedligeholdelsen af ens selvbillede, ens egne forestillinger om evner og v√¶rdighed, h√łjere end faktiske resultater. Hvis man har meget h√łje forstillinger om egne evner, s√• kan man jo samtidigt sagtens tro, at man vil klare sig fremragende, blive udvalgt eller opn√• h√łje karakterer, p√• trods af at man har v√¶ret yderst nonchalant. At dette kun lykkes sj√¶ldent eller aldrig, beh√łver ikke at betyde noget, for man har jo gjort sit selvbillede immunt over for nederlag ved at have en passende undskyldning parat (f.eks. ‘t√łmmerm√¶nd’ eller ringe forberedelse). 

Hele dette system af undskyldninger, kompenserende forestillinger og selvsabotage er baseret p√• en slags apati, hvor man p√• basis af mange nederlag har udviklet dysfunktionelle forsvarsmekanismer, som dels ikke rigtigt kan fjerne smerten ved at blive vraget, men mest bare kan g√łre det til en mere privat oplevelse. Og dels selvf√łlgelig bidrager til at udfordringer oftere end ellers ender med nederlag. 

Det som “sandbagging” faktisk kan g√łre for √©n, er at afb√łde for den umiddelbare smerte ved at komme til kort. S√• p√• kort sigtet bliver livets nederlag lidt lettere at b√¶re. Men tendenser til selvsabotage kan selvf√łlgelig ogs√• medvirke til at ens praktiske faktiske og virkelige situation bliver forv√¶rret. 

Unders√łgelser har vist at selvsabotage af denne art ikke er motiveret af et √łnske om at fejle. Det er udelukkende noget som g√łres for at g√łre det lettere at b√¶re de negative f√łlelser ved nederlag. 

Men det har ogs√• vist sig, at det mest er noget der anvendes for at h√•ndtere udfordringer, som man ikke er h√łjt motiveret for at f√• succes med. De personer, der anvender denne form for selvsabotage, vil typisk holde op med at g√łre det, s√• snart at de er st√¶rkt motiverede en given udfordring. S√• n√•r det virkelig g√¶lder, s√• er selvsabotage ikke l√¶ngere en faktor. Den psykoanalytiske teori om at selvsabotage skulle v√¶re motiveret om et √łnske om at klare sig d√•rligt, ser alts√• ikke ud til at holde stik. 

Man kan ogs√• se p√• denne s√¶rpr√¶gede form for apati som et narcisistisk tr√¶k: Det en kortsigtet stratgi, der typisk v√¶lges af mennesker med ringe pr√¶frontal funktion, lav grad af overskud og et skr√łbeligt selvbillede. Set i dette lys kan apati og sandbagging faktisk forklare, hvordan og hvorfor mennesker med ringe pr√¶frontal funktion ender med at have mere selvdestruktiv og selvcentreret adf√¶rd end andre mennesker: Ringe selvkontrol f√łrer til flere nederlag, og disse nederlag kan motivere til nogle af de selvsdestruktive strategier, der sigter p√• at beskytte mod kritik og selvkritik, men som har negative langsigtede konsekvenser. 

Problem er alts√• mest, at man ofte ender i en situation, hvor man f√łler sig presset til at skabe kunstige undskyldninger for ikke at leve op til egne eller andres forventninger. Det er ikke en “karakterfejl” eller et tegn p√• lav moral. Det er heller ikke et tegn p√• lav intelligens, men det er udtryk for en kombination af lav motivation, ringe forst√•else af langsigtede konsekvenser og en prioritering af kortsigtede fordele. 

Kilder:

Roy Baumeister & Steven J. Scher (1988):
Self-Defeating Behavior Patterns Among Normal Individuals: Review and Analysis of Common Self-Destructive Tendencies

E. E. Jones & S C Berglas (1978): Control of Attributions about the Self Through Self-handicapping Strategies: The Appeal of Alcohol and the Role of Underachievement