Den sociale hjerne
Den store fordel ved at have en større hjerne kan vise sig at være de sociale effekter, som bliver mulige med en større hjerne kapacitet. I hvert fald har forsøg vist at det måske er det som adskiller mennesker og aber mest klart og afgørende.
I lang tid har man fokuseret på intelligens forstået som evnen til at opretete komplekse repræsentationer af processer eller mekanismer. Dette giver f.eks. mulighed for at lave fælder, lave værktøj eller skifte fra jagt til agerbrug.
Men nye forsøg tyder på at dette måske er delvist forkert og en overfladisk betragtning. Dels har man længe vist at menneskers evne for behovsudsættelse ikke er så forskellig fra abers. Man kan f.eks. få aber til at udvise behovsudsættelse i noget der ligner en marchmallow-test. Bare ikke i samme grad som moderne mennesker er i stand til.
Men Psykologen Michael Thomacello har påvist at f.eks. chimpanzer nærmest er blinde over for “sociale projekter”. Det viser sig i forsøg, hvor en chimpanze skal vælge det bæger, som der er en belønning under, efter at det er blevet blandet sammen med to andre. Succesraten er her ikke over niveauet for tilfældige valg.
Dette er ikke i sig selv mærkeligt. Børn er ikke meget bedre til at håndtere samme test. Men forskellen viser sig, hvis man ændrer udfordringen sådan at der er lidt hjælp. Hvis eksperimentator personen hver gang peger på det bæger, som der er en godte under, så kan selv et lille barn vælge rigtigt hver gang. Men dette viste sig at være helt uden effekt for chimpanzer!
Chimpanzerne havde altså stort set ingen forståelse for at det kunnne være “en hjælp” at der blev peget på et af de tre bægre. De valgte ikke i højere grad det udpegede bæger og havde ingen nytte af “hjælpen”. Selv små børn er i stand til at drage nytte af den slags hjælp.
Tolkningen af Thomacello’s eksperiment har været at den sociale dynamik måske spiller er større rolle for menneskers evolution en hidtil antaget. Og at den niche som mennesket indtager ikke så meget er baseret på asocial intelligens men i stedet er udtryk for de fordele, der knytter sig til samarbejde, arbejdsdeling, specialisering, sociale roller og sociale strukturer.
Hos sociale dyr ser man også sociale strukturer af en slags. Hos bavianer, løver, hyener, ulve og andre sociale dyr er der en klar rollefordeling og et klart hierarki. Men denne rollefordeling er påtvunget og sociale effekter (fordele ved samarbejdet) er mest udtryk for summen af egen-interesse for hvert individ. Hvilket i hvert fald kan forklare hvorfor begrebet “hjælp” ikke synes at indgå i chimpanzers ordforråd.
Det kan også forklare, hvorfor abers sproglige evner er forholdsvis uudviklede. Mens bonobo-aber har vist sig at kunne lære et rimeligt omfattende ordforråd, så sker dette ikke uden for langvarig påvirkning fra mennesker. Forklaringen kan være at det simpelt ikke har noget sigte at kommunikere så meget, hvis man aligevel lever isoleret i ens egen del af det sociale hierarki, hvor alting kan gennemføres selv om man har en forståelse af andres behov på niveau med en psykopat.
Det kunne være dette der afspejler sig i Chimpanzens manglende evne til at drage nytte af at få udpeget det korrekte valg af bæger. Chimpanzer kan dog godt forstå andres intentioner. De kan f.eks. fasthold om en anden chimpanze har fået øje på en lækker frugt-belønning eller ej. Og agere ud fra denne forståelse for at selv få belønningen. Men igen, dette forudsætter kun en “kold” forståelse af andres behov: Som et faktum, men ikke som noget der motiverer til hjælp.
Menneskelige fællesskaber
Det er på en eller anden måde vigtigere for mennesker, hvordan vores nærmeste faktisk fungerer, hvordan og hvor meget deres behov er opfyldt, om de er sikre, trygge, sultne eller glade og sunde. Sådan ser det i hvert fald ud, når man ser på vores interaktioner, den kommunikation vi har og de typer af hjælp vi yder hinanden. Dette er selvfølgelig et vigtigt emne for psykologien, men det er faktisk ikke noget man har en særlig god forståelse af eller en omfattende teori for. Men Thomasellos bidrag er sammen med ny neuropsykologisk viden ved at give os et billede af hvordan det fungerer.
Vi ved at ca. halvdelen af præfrontal cortex (orbitolfrontal cortex / ventromedial præfrontal kortex) er afsat til at håndtere sociale interaktioner, sociale følelser og efterfølgelse af sociale regler. Vi har vores egne regler for hvordan verden fungerer, hvad er er brug at gøre eller at undgå. Altså den slags regler, der er udviklet på basis af konkret egne erfaringer med vores omverden. Men vi har også en række sociale regler, der er baseret på hvad andre synes, hvad der er fælles accepteret og hvad der kan føre til sociale spændinger, problemer eller straf.
Disse regler er altså i høj grad baseret på vores opfattelser af andre, deres behov, deres opfattelser og deres intentioner. De “uskrevne regler” er ofte meget klare, bortset fra at de har et element af “..hvis ikke det generer”. Dermed er vores evne til at afkode fællesskaber og andre deltagere i disse fællesskaber afgørende for vores evne til at navigere i disse “uskrevne regler”. Det er forståelsen af dissse regler, der resulterer i tilpasset adfærd, tillid, udvikling af forhold og en hieararkisk struktur i gruppen, der afspejler denne tilpasning.
På nettet har Sociale fællesskaber ofte et sæt løse regler, der er suppleret af “vær ikke en idiot” (“don’t be a dick!”) . Det som typisk menes, er at man forventes at være en smule tilbageholdende indtil man har lært mere om, hvordan gruppen fungerer, hvem og hvad der er vigtige for gruppen, hvad de fælles værdier og målsætninger er, og hvordan man som deltager forventes at bidrage. Dette er alt sammen forhold, der har et element, der som “hvis ikke det generer” afhænger af andres oplevelser. Det er med andre ord et sæt spilleregler, der har en overvældende stor andel af “usynlige fakta”, som deres grundlag. Det er andres subjektive oplevelser af værdier, intentioner, planer, forhold, tillid, følelser og behov, der udgør hovedparten af den information, som er nødvendig for en sikker navigation af disse regler. Og dette forklarer måske bedre forskelle mellem abers og menneskers evner og færdigheder: Vi er tilpasset til denne “usynlige” eller subjektive niche i naturen, til livet i grupper, der er baseret på en anden form for socialt hierarki og en anden form for sociale spilleregler. Og vores vidunderlige præfrontale kortex er i høj grad specialiseret til kunne håndtere denne udfordring.
Kilder:
Michael Tomasello (2019): Becoming Human
