Effekten af ko-morbide somatiske lidelser på kognitiv funktion

Forekomsten af somatisk sygdom – dvs. kropslig, ikke-psykiatrisk lideldelse – har en afgørende effekt på kognitiv funktion og kognitive præstationer. Det er en udbredt, almindelig og stabil iagttagelse at somatisk sygdom hos voksne og ældre påvirker deres kognitive funktion. Da somatisk lidelser generelt øges med alderen, vil dette være lettere at iagttage hos voskne og ældre, men der er faktisk en række undersøgelser, der viser samme mønster hos børn og unge.

Forhøjet blodtryk hos børn viser sig at være associeret med en ringere kognitiv funktion end en kontrolgruppe af børn uden forhøjet blodtryk. Dette ses dels når man gennemfører neuro-kognitive tests og dels når forældre vurderer deres børns selvkontrol ud fra deres adfærd.

Tidlig etablering af stofskifte-inflamatorisk dysfunktion kan føre til langvarig neuroendokrine ændringer af immunsystem, f.eks. hyperaktivitet i HTPA-aksen (dvs. hypotalemus-hypofyse-adrenalin-cortisol kaskaden af hormon regulering). ændringer af medfødt og tilegnet immunreaktion, såvel som unormal insulin funktion.

Gensidigt relaterede dereguleringer af disse biologiske og hormonelle netværk er en mulig forklaring på sammenhængen og ko-morbiditeten i relation til klinisk depression. Dette omfatter hjertekarsygdomme, type 2 diabetes og pre-diabetes og metabolsk-syndrom-x. Nogle få undersøgelser har vist at dette fælles psykobiologiske grundlag også kan udgøre basis for kognitive forstyrrelser eller svækkelser. F.eks. har man fundet at forhøjede plasmaværdier af immun-funktions medierende signalstoffer som C-Reaktivt Protein (forkortet CRP), interleukin-6 og kvælstof-oxid er relateret til forringelser af verbal hukkommelse og process hastighed (g-factor) ved depression.

I en kohortundersøgelse over 40 måneder med 2977 deltagere med diabetes 2 var ko-morbid depression associeret med signifikant forværret kognitiv funktion ved sammenligning med ikke deprimerede individer med diabetes.

I en meta-analyse viste farmakologisk eller psykoterapeutisk behandling i kombination med kostvejlening sig at være den bedste behandlingsstrategi for patienter med både depression og diabetes 2.

Foreløbige undersøgelsesresultater understøtter hypotesen om at diabetesmidlet metformin både kan afhjælpe  depressions symptomer og hukommelses svækkelser.

Motion og fysisk aktivitet har en veletableret positiv effekt på kognitiv funktion og virker antidepressivt. Anbefalinger af motion som element i depressionsbehandling er empirisk velunderbygget.

Den omfattende ko-morbiditet mellem depression, hjertekarsygdomme og immunfunktions-forstyrrelser angiver et klart behov for at undersøge disse sammenhænge nærmere og for at udvikle passende forebyggelses- og behandlingsstrategier, der er baseret på en klarere forståelse af disse systemiske sammenhænge.

Bortolato B, Carvalho AF, McIntyre RS (2014): Cognitive dysfunction in major depressive disorder: a state-of-the-art clinical review