Hvad er insulinresistens?

Tl;dr:

Insulinresistens ses som led i kroppens normale og hensigtsmĂŚssige tilpasning til specielle tilstande, men ogsĂĽ ved nogle sygdomme. Insulinresistens er dog ikke i sig selv en sygdom. Det er en kombination af unormale fysiologiske forhold. Insulinresistens fører til at der etableres en ny balance mellem blodsukker (blodets indhold af glukose) og insulin-niveauet i blodbanen, hvor bĂĽde blodsukker- og insulin-niveauet er forhøjet. 

Insulinresistens

Insulinresistens kan ogsĂĽ kaldes manglende insulinsensitivitet. Insulinsensitivitet er de enkelte cellers evne til at respondere pĂĽ insulin ved at øge optagelsen af glukose fra omgivende blodkar. Dermed er insulinsensitivitet ogsĂĽ et mĂĽl for insulins evne til at regulere blodets indhold af glukose eller blodsukker. Insulinresistens er altsĂĽ nĂĽr denne funktion bliver skadet eller reduceret.    

Man bør her huske at glukose udgør det vigtigste brĂŚndstof for alle cellefunktioner samtidig med at glukose udgør en kilde til skader pĂĽ vĂŚv og blodkar. Specifikt kan forhøjet blodsukker føre til skader pĂĽ nethinde, nyrer og nerveceller i det perifĂŚre nervesystem og det autonome nervesystem. Det er derfor vigtigt at vores blodsukker niveau kan holdes nede pĂĽ et passende og ufarligt niveau.    

Insulinresistens er altsĂĽ defineret som en tilstand, hvor et normalt niveau af insulin i blodbanen ikke lĂŚngere er i stand til at bevirke et tilstrĂŚkkeligt optag af glukose i cellerne. Og hvor der derfor er et forhøjet niveau af glukose i blodet. Insulinresistens er sĂĽledes ĂĽrsagen til forhøjet blodsukker.  

Bugspytkirtlens frigivelse af insulin er reguleret af blodets indhold af glukose. NĂĽr blodsukker-niveauet er tilstrĂŚkkeligt højt reagerer bugspytkirtlen med frigivelse af insulin, hvilket normalt fører til øget optag af glukose i cellerne. NĂĽr dette ikke sker i tilstrĂŚkkelig grad til, at man holder sit blodsukker pĂĽ et tilstrĂŚkkeligt lavt niveau, vil dette vĂŚre et signal til bugspytkirtlen om at frigive mere insulin.  Insulinresistens vil derfor føre til at der etableres en ny balance mellem blodsukker (blodets indhold af glukose) og insulin-niveauet i blodbanen, hvor bĂĽde blodsukker og insulin-niveauet er forhøjet.  Normalt vil frigivelse af insulin sørge for at et stigende glukose indhold bliver transporteret fra blodbane til de enkelte celler i overalt i kroppen. Ved insulinresistens sker dette kun i en reduceret grad. Hvilket forklarer den tilstand, som er prĂŚget dels af forhøjet blodsukker og dels af hyperinsulemia, dvs. forhøjet niveau af insulin i blodet.

Hvad er insulinresistens

Insulinresistens og diabetes type 2

Tidligere har man antaget at hyperinsulinemia (forhøjet insulin i blodbanen) var en konsekvens af diabetes, men forskning  viser at hyperinsulinemia bedre kan forstĂĽs som en ĂĽrsag til diabetes.    

Hvis man vil forstĂĽ insulinresistens til bunds er det mĂĽske en fordel at se pĂĽ, hvordan vores viden om diabetes type 1 og 2 har udviklet sig: Kendskabet til de to hovedformer af diabetes rĂŚkker mere end 1500 ĂĽr tilbage i tiden. Indiske lĂŚger skelnede i ĂĽr 400-500 mellem ĂŠn type associeret med ungdom og en anden type associeret med overvĂŚgt. AltsĂĽ det som vi kender som diabetes type 1  og “gammelmands sukkersyge” eller diabetes 2.    

I starten af forrige ĂĽrhundrede begyndte man at interessere sig for de fysiologiske forskelle pĂĽ de to sygdomme: Det at ikke alle patienter responderede pĂĽ indgivelse af insulin tydede pĂĽ, at der var afgørende forskelle pĂĽ ĂĽrsager og behandlings muligheder. Himsworths forskning resulterer i et data-sĂŚt, der gjorde det klart at diabetes 2 patienter ikke responderede pĂĽ insulin i samme grad som raske personer eller i samme grad som patienter med type 1 diabetes.    

At vi i dag ved, at insulinresistens er en afgørende og central faktor i diabetes 2 skyldes en fantastisk pionerindsats udført gennem 50 ĂĽr af den medicinske forsker Dr. Gerald “Jerry” Reaven. Han er ophavmand til det moderne begreb om insulinresistens. Han formulerede tilbage i 1970’erne sin relativt “kĂŚtterske” teori om at insulinresistens spillede en hovedrolle i udviklingen af diabetes type 2.

LĂŚs mere: Hvorfor fĂĽr man depression af inflammation?

Hvad er insulinresistens

Insulinresistens er betegnelser for det fĂŚnomen, at kroppens celler ikke reagerer sundt og normalt pĂĽ det blodsukker-regulerende hormon insulin. Den normale funktion af insulin er at stimulere cellerne til at optage mere glukose, sĂĽdan at blodsukker niveauet falder til et mere sikkert stade. Hvis ikke cellerne reagerer pĂĽ denne mĂĽde, kan blodsukkeret stige. Denne stigning kan sĂĽ føre til frigivelse af mere insulin, sĂĽdan at cellerne presses til at optage mere glukose. Insulin resistens fører derfor bĂĽde til forhøjet  blodsukker og til et højere niveau af insulin i blodbanen.  

Det var Jerry Reavens hypotese, at insulinresistens af denne art var en kausal faktor i udviklingen af diabetes 2 eller “gammelmands sukkersyge”. Dette stod i modsĂŚtning til den fremherskende opfattelse, at manglende insulin produktion fuldt ud kunne forklare de forskellige symptomer man sĂĽ ved begge typer diabetes. Reaven mente ikke bare at insulinresistens var en vigtig del af sygdommen,  men ogsĂĽ at insulinresistens faktisk var en grundlĂŚggende ĂĽrsag til udviklingen af sygdommen, central for forstĂĽelsen af sygdomsforløbet og en vĂŚsentligt faktor, hvis man ønskede at behandle sygdommen effektivt.

Det er endnu ikke klarlagt prĂŚcis, hvordan eller hvorfor insulinresistens af den sygelige art opstĂĽr. Men vi ved selvfølgelig stadig, at det har noget at gøre med overvĂŚgt, kost, motion, søvn og andre “livsstils-faktorer”.  Og i dag er insulinresistens accepteret som et “patognonomisk” symptom pĂĽ diabetes type 2, hvilket vil sige at sygdomsdiagnosen kan stilles alene baseret pĂĽ dette symptom og at dette symptom angiver, den behandling som bør ivĂŚrksĂŚttes.    

Det var Reavens konklusion at mange af de sundhedskadelige effekter af en forkert livsstil i hvert fald delvist kan forklares som effekter af insulinresistens: Der er evidens for at kombinationen af insulin resistens og det kompensatoriske forøgelse af cirkulerende insulin tilsammen skaber en sĂĽrbarhed overfor en rĂŚkke fysiologiske afvigelser, inklusiv en grad af glukose intolerance, øget niveau af triglycerider og en reduktion af HDL kolesterol (god kolesterol), forhøjet blodtryk, forøget urinsyre, reduceret størrelse af LDL-kolesterol partikler og højere niveauer af cirkulerende plaminogen inhibitor aktivator 1 (PAI-1, øger risikoen for ĂĽreforkalkning) (Reaven, 1995).

LĂŚs mere: Hvorfor fĂĽr man depression af inflammation?

Kilder:

Sir Harold Himsworth (1936): Diabetes mellitus: its differentiation into insulin-sensitive and insulin-insensitive types.      

Reaven, G. (1995): Patophysiology of insulin resistance and human disease.        

Camilla Roos, Jonas Lidfeldt, Carl-David Agardh, Per Nyberg, Christina Nerbrand, GĂśran Samsioe, Asa Westrin, 2007: Insulin resistance and self-rated symptoms of depression in Swedish women with risk factors for diabetes: the Women’s Health in the Lund Area study