Borderline b√łrn og invaliderende familier

Der er ingen mennesker der ikke er f√łdt som nogens barn. Modsat biler, s√• er det ikke muligt at fremstille b√łrn uden at de automatisk har en mor og en far. Dette har en r√¶kke fordele i form af beskyttelse, mad, varme og andre praktiske fordele. Men det spiller selvf√łlgelig ogs√• en afg√łrende rolle for at man har en identitet. At have sine for√¶ldre betydet at man er nogen. At man er nogens barn. At man trygt kan v√¶re sig selv fordi man er omgivet af voksne, der ikke bare ligner √©n, men som ser sig selv i deres barn. Er dybt identificeret med deres b√łrn.¬† Og som derfor prioriterer deres b√łrn h√łjere end noget andet.¬†

Dette n√¶re, dybe biologiske, psykologiske og f√łlelsesm√¶ssige tilh√łrforhold er fundamentet for, at man starter sin tilv√¶relse p√• en sund og harmonisk m√•de. At man er nogens barn og har en identitet i en familie.¬†

Men hvad hvis man fjerner denne identitet? Hvad hvis man lader et barn vokse op uden at v√¶re noget for nogen. Hvad hvis man er en lille ubetydelig 1/24 af en 3. klasse i skolen og mest i vejen, n√•r man er hjemme? Hvad hvis ens for√¶ldre gerne ville “have b√łrn”, men har en yderst overfladisk, frav√¶rende og uinteresseret holdning til faktisk at have b√łrn.¬† B√łrn som ikke altid passer ind i ens rommatiserede og overfladiske forestillinger om at have b√łrn.¬†

Hvad hvis hverken far eller mor har plads til, energi til eller motivation for at p√•tage sig en rolle, der burde fylde st√łrstedelen af deres liv i et par √•rtier? Og det ansvar, der f√łlger med denne rolle. Og den nedprioritering af andre interresser, som det kr√¶ver at v√¶re for√¶lder p√• fuld tid.¬†

Der er mange praktiske l√łsninger p√• den slags. Man kan fortr√¶nge sin rolle som for√¶lder med fest, farver og kokain. Man kan beslutte, hvordan en b√łrneopdragelse skal se ud, og strengt holde sig til det. Eller hvis man har r√•d til det, kan man hyre en s√łd tjenestepige, der kan tage sig af poderne indtil de kan klare sig selv. Eller indtil at hun f√•r et rigtigt job, og at man derfor er tvunget til at finde en ny.¬†

Der er dog ingen at disse l√łsninger, der faktisk l√łser problemet for b√łrn, der vokser op: Hvad skal de bygge deres identitet p√• i de mange √•r inden de bliver i stand til at skabe deres egen tilv√¶relse? Og dette kan derfor udg√łre et alvorligt problem.¬†

Blandt andet fordi det ser ud til, at en voksen, moden, autonom og selvst√¶ndig identitet bygger p√• et fundament af tidlig identitet, der mest er en blanding af for√¶ldres k√¶rlighed, positive opm√¶rksomhed og opbakning. Tilsat en r√¶kke umodne eksperimenter med at p√•tage sig lege-roller, der er motiverende og kan give en antydning af interesse, mening og l√łbebane.

I tr√¶ning som “voksen”¬†

Efter 15-20 √•r med eksperimenter med den slags lege-roller vil der typisk v√¶re et udvalg af pr√¶ferencer, som er afg√łrende for et godt valg i forhold til, hvilken rolle man fors√łger at spille i sin tilv√¶relse og for det omgivende samfund.¬†

Problemet er, at dette ikke altid g√•r s√•dan. Hvis der ikke er en tilstr√¶kkelig k√¶rlighed, opm√¶rksomhed og st√łtte vil der ikke v√¶re noget solidt fundament, som kan b√¶re en udvikling fra lege-roller til en stabil voksen identitet. Selv om en lege-roller er halvejs fiktive, ser det meget ud som om de kan b√¶re og strukturere en gradvis optr√¶ning af selvdiciplin og h√•ndtering af langsigtede m√•ls√¶tninger. Det er nemlig ved at f√łle sig identificeret med en lege-rolle, at man begynder at f√łle sig tilstr√¶kkelig forpligtet i forhold til rollens opgaver. Hvilket medf√łrer, at man g√łr sig erfaringer med at t√¶nke og handle mere langsigtet. Det giver ogs√• de n√łdvendige erfaringer med, hvordan man t√•lmodigt kan rumme “her-og-nu”-frustrationer og have tillid til at bel√łnningen kommer senere. Og det giver erfaringer med og oplevelser af, hvor dybt meningsfuldt det kan v√¶re, hvis man klarer at overvinde sine frustrationer og bygger noget op, der afspejler ens interesser og v√¶rdier. Disse oplevelser er n√łdvendige for at man kan skabe en sikker og stabil identitet i sin voksen-tilv√¶relse.¬†

Der er biologiske anl√¶g, der kan g√łre det lettere eller mere vanskeligt at h√•ndtere langsigtede m√•ls√¶tninger. F.eks. anl√¶g for temperement eller intelligens. Men det er uanset biologiske anl√¶g en afg√łrende fordel at have en fornemmelse af, at man er nogen. F.eks. at man er nogens barn. At man er elsket, √łnsket og prioriteret. Det g√łr det lettere at eksperimentere, lege og l√¶re, n√•r man har en rolle at falde tilbage i, s√• snart at man k√łrer fast, bliver tr√¶t eller ikke l√¶ngere gider.¬†

Hvis man ikke har mulighed for dette, er livet som barn ikke specielt positiv. At v√¶re barn i en dysfunktionel og invaliderende familie svarer til, at man som 8-√•rig bliver udstationeret i en fremmed by, hvor man skal finde et job, klare sig selv, orientere sig i en tilv√¶relse, man ikke kender eller forst√•r. Og derefter fors√łge at finde ud af, hvordan dette kan g√łres til noget andet og mere end et dagligt helvede af skuffelser og frustrationer.¬†

Det er i teorien muligt at f√• dette til at lykkes, men det kan ikke v√¶re overraskende, at det stort set aldrig lykkes i praksis. Og at det i l√łbet af opv√¶ksten g√•r galt p√• netop de m√•der, vi kan se at det g√•r galt p√•: Selvskade, spiseforstyrrelser, selvv√¶rdsproblemer der er afgrundsdybe, selvmordsadf√¶rd og fortabelse i angst, depression, isolation og afh√¶ngighed. Og selvf√łlgelig dybe identitetsproblemer.¬†

Det er i teorien muligt at overvinde dette. Og der er nogen som det lykkes for. Der er andre som k√¶mper en evig men forg√¶ves kamp for at f√• deres tilv√¶relse til at give mening. Drevet at den evige l√¶ngsel efter at v√¶re noget for nogen. Efter at v√¶re elsket og anerkendt. Efter at kunne tr√¶kke vejret roligt og v√¶re sig selv. Og vide at det er tilstr√¶kkeligt lige forel√łbig, bare at v√¶re sig selv, med fejl, med mangler, med barnlige indslag, med en pletvis uh√¶mmet gr√•dighed, med et forholdsvis mangelfuldt overblik over tilv√¶relsen. Men med en fornemmelse af at man er godt motiveret og nogenlunde kompetent til at g√• i gang med at fylde sin rolle ud. Og godt motiveret i den forstand at man har gode √łnsker for sig selv og andre.¬†

N√•r det lykkes at skabe en meningsfuld tilv√¶relse, er ofte en kombination af held, gode omst√¶ndigheder og alternative kilder til st√łtte. Som regel kr√¶ver det psykoterapi, f√¶rdighedstr√¶ning, st√łtte og en daglig indsats over mange √•r. Ofte er denne hj√¶lp utilstr√¶kkelig og resultaterne ikke specielt positive.¬†

DAT familie typer

Marsha Linehan har beskrevet tre typer af invaliderende familier som borderline b√łrn vokser op i: den “kaotiske” familie, den “perfekte” familie og den mindre udbredte, “typiske” familie.
Kaotiske familier: I den kaotiske familie kan der v√¶re problemer omkring stofmisbrug, √łkonomiske problemer eller for√¶ldre, som er v√¶k fra hjemmet meget af tiden. I hvert fald gives kun lidt tid eller opm√¶rksomhed til b√łrnene. F.eks. tilbragte en af mine patienters for√¶ldre n√¶sten hver eftermiddag og aften p√• et lokalt v√¶rtshus. B√łrnene kom hver dag hjem fra skole til et tomt hus og var overladt til sig selv med hensyn til at skaffe sig mad og strukturere deres aften. Ofte gik de over til en bedstemor for at f√• aftensmad. N√•r for√¶ldrene kom hjem, var de irritable, faderen var ofte fuld, og de kunne kun tolerere f√• af b√łrnenes krav. I s√•danne familier bliver b√łrnenes behov ignoreret og dermed invalideret. Og vi har alle h√łrt om, hvordan mange¬†b√łrn af alkoholikere trives d√•rligt l√¶nge efter. Millon (1987a) har foresl√•et, at stigningen i antallet af kaotiske familier kunne v√¶re forklaringen p√• stigningen i antallet af borderline patienter.

Perfekte familier: I den “perfekte” familie kan for√¶ldrene af en eller anden grund ikke tolerere negative emotionelle udtryk fra deres b√łrn. Dette kan skyldes en r√¶kke faktorer, f.eks. andre krav til for√¶ldrene (s√• som mange b√łrn eller stressede arbejdsforhold), manglende evne til at tolerere negativ affekt, selvcentrerethed eller naiv frygt for at fork√¶le et vanskeligt barn. If√łlge min erfaring vil familiemedlemmer udtrykke stor forst√•else, n√•r de sp√łrges direkte til deres f√łlelser over for barnet. Men utilsigtet m√łder andre medlemmer af familien barnet med konsekvent invaliderende attituder, f.eks. udtryk for overraskelse over, at barnet ikke bare kan “kontrollere sine f√łlelser”. Et medlem af en s√•dan familie foreslog, at hans datters meget alvorlige problemer ville kunne kureres alene gennem mere b√łn.

Typiske familier: Da Linehan oprindeligt iagttog denne type af invaliderende milj√ł, kaldte hun det for “Den amerikanske dr√łms syndrom”, da det er s√• udbredt i den amerikanske kultur. Men da hun holdt et foredrag i Tyskland, informerede en tyske psykolog om, at hun lige s√• godt kunne have kaldt det for “Den tyske dr√łms syndrom”. Det er sandsynligvis et produkt af den vestlige kultur i almindelighed. En r√¶kke emotions-teoretikere har kommenteret tendensen i de vestlige kulturer til at fokusere p√• kognitiv kontrol af emotioner og p√• pr√¶stationer og mestring som succes-kriterier. Det individuelle selv i den vestlig kultur er defineret ved skarpe gr√¶nser mellem selvet og omgivelserne. I kulturer med dette synspunkt antages den voksne persons adf√¶rd at v√¶re mere kontrolleret af indre kr√¶fter end af ydre. “Selv-kontrol” forst√•s i denne forbindelse som folks evner til at kontrollere deres egen adf√¶rd gennem brug af indre retningslinier og resurcer.

At definere sig selv på anden måde Рfor eksempel at definere selvet i forhold til andre, eller at være afhængig af omgivelserne Рanses for at være umodent og patologisk, i hvert fald dårligt for helbredet og den sociale funktion (Perloff, 1987). (Selv om denne forståelse af selvet gennemsyrer den vestlige kultur, er den hverken universel i forhold til andre kulturer eller inden for den vestlige kulturs egne grænser.) Dette er vigtig for at forstå, hvad borderline er.

En ting m√• huskes om den invaliderende familie: Inden for visse gr√¶nser er en invaliderende stil ikke skadelig for enhver eller i alle sammenh√¶nge. De emotionelle kontrol-strategier, som anvendes af s√•danne familier, kan endda til tider v√¶re nyttige for en person, hvis temperement passer til dem og som kan l√¶re holdnings- og emotionel kontrol. For eksempel har forskning udf√łrt af Miller og kolleger (Efran, Chorney, Ascher & Lukens, 1981; Lamping, Molinaro & Stevenson, 1985; Miller, 1979; Miller & Managan, 1983; Phipps & Zinn, 1986) p√•peget at individer, som har en tendens til fors√¶tligt at “overse” trussels-relevante tegn, hvis de stilles over for ukontrollerbare og ubehagelige begivenheder, udviser en mindre og mindre langvarig fysiologisk, subjektiv og adf√¶rdsm√¶ssig agitation, end individer som har tendens til at iagttage og v√¶re opm√¶rksomme over for s√•danne tegn.

Knussen og Cunningham (1988) har gennemgået forskningsresultater, som påpeger, at en tro på ens egen adfærdsmæssige kontrol over negative resultater er forbundet med flere fremtidige positive resultater på en række områder. Således kan kognitiv kontrol af emotioner være ret effektiv under visse omstændigheder. Faktisk var det ved hjælp af denne metode, at jernbanen hen over USA blev bygget, at A-bomben blev bygget, at mange af os kom gennem skolen og at storbyernes skyskrabere blev bygget!

Det eneste problem er, at det kun virker i de tilf√¶lde, hvor det virker. Det vil sige: Det at bede en person, som er i stand til at kontrollere sine f√łlelser, om at kontrollere sine f√łlelser, er noget helt andet end at bede √®n om det, som ikke har denne evne. For eksempel havde en mor, som Linehan arbejdede med, en 14-√•rig datter med et “vanskeligt” temperament og en 5-√•rig datter med et “let” temperament. Den √¶ldre datter havde vanskeligheder med vrede, specielt n√•r hendes lilles√łster drillede hende. Hun fors√łgte at l√¶re moderen at validere denne datters emotionelle reaktioner. Efter at den 5-√•rige skubbede et sv√¶rt puslespil, som den 14-√•rige lagde, p√• gulvet, skreg og r√•bte det √¶ldre barn af sin s√łster, stormede ud af v√¶relset og efterlod en gr√¶dende lilles√łster.

Moderen fortalte gladeligt, at hun havde valideret sin datters f√łlelser ved at sige, “Mary, jeg kan forst√•, hvorfor du blev vred. Men i fremtiden er du n√łdt til at kontrollere dine eksplosioner!” Det var sv√¶rt for moderen at forst√•, hvordan hun dermed invaliderede sin datters vanskeligheder med at kontrollere sine f√łlelser. I tilf√¶lde hvor personen er emotionelt reaktiv og s√•rbar, overforenkler omgivelserne i meget h√łj grad disse menneskers vanskeligheder. Den kontrol over deres f√łlelser og emotionelle udtryk, som andre normalt har, kan borderline individet ofte kun opn√• i sj√¶ldne tilf√¶lde. S√• n√•r man ser p√• hvad borderline er, s√• bliver det klart at familien og dens m√•de at fungere p√• er an afg√łrende faktor for udviklingen af borderline personlighedsforstyrrelse.

 

Kilder:

Marshe Linehan (1993): Cognitive-Behavioral Treatment of Borderline Personality Disorder

Kathryn F. Hecht, Dante Cicchetti, Fred A. Rogosch & Nicki Crick (1014): Borderline Personality Features in Childhood: The Role ofSubtype, Developmental Timing and Chronicity of ChildMaltreatment