Borderline arveligt? [Genetik]

Tl;dr:

Er borderline arveligt? Genetiske tests viser at gener påvirker de træk som sammen bidrager til en borderline diagnose.

Arv og opv√¶kstmilj√ł

Alle som ved noget om borderline personlighedsforstyrrelse er klar over, at opv√¶kstmilj√łet spiller en vigtig rolle for udviklingen af borderline symptomer. Unders√łgelser viser at borderline patienter har en st√łrre frekvens af seksuelt misbrug en den √łvrige befolkning. Behandling for post traumatisk stress indg√•r i mange behandlingstilbud. Borderline personlighedsforstyrrelse er p√• mange m√•der en meget “psykologisk” psykiatrisk lidelse. Det handler meget om opv√¶kstbetingelser, sociale relationer og om h√•ndtering af f√łlelser eller frustrationer.

¬†Men at opv√¶kstmilj√łet er afg√łrende for udviklingen af borderline symptomer betyder ikke at genetisk arv ikke er vigtig. Genetisk arvelige tr√¶k kan bidrage til lidelsen. F.eks. ved at sv√¶kke selvkontrol og egen regulering, som vi jo ved spiller en rolle for en r√¶kke BPD-symptomer. Hvis en genetisk faktor sv√¶kker¬† eksekutive funktioner, s√• bliver ens modstandsdygtighed over for negative faktorer i opv√¶kstmilj√łet reduceret. Og dette vil g√łre det vanskeligt at h√•ndtere stress og udfordringer b√•de som barn og som voksen. Det kan derfor b√•de betyde at man reagerer kraftigere p√• invaliderende adf√¶rd hos ens for√¶ldre. Og at man er mindre i stand til at h√•ndtere de frustrationer, der er en del af hverdagen som mor eller far for et barn. S√• de samme gener og det samme tr√¶k kan influere p√• ens opv√¶kstmilj√ł (gennem stressede for√¶ldre) og ens egen kapacitet for stressh√•ndtering. Det betaler sig derfor at huske at en persons gener ogs√• pr√¶ger samme persons biologiske for√¶ldre.

Arv og milj√ł?

Vi ved at mange borderline patienter har haft en opv√¶kst pr√¶get af kaos, misbrug og omsorgssvigt (Linehan, 1993). Det er derfor sv√¶rt at afvise at milj√łet spiller en rolle for lidelsen. Men det er alts√• langt fra sikkert at det er hele forklaringen eller altid er forklaringen p√• borderline symptomer. S√• for at g√łre borderline behandlingen mere effektiv, er det n√łdvendigt at afklare mere pr√¶cist, hvad der er √•rsager til lidelsen. I de seneste √•rtier har man forsket i b√•de neuropsykologiske og genetiske forklaring, der kan bidrage til besvarelsen af det centrale sp√łrgsm√•l: Hvad er borderline.¬†

F√łrste sp√łrgsm√•l er dette: Kan bestemte personlighedstr√¶k f√łre til b√•de borderline adf√¶rd og den adf√¶rd hos for√¶ldre, som ses i opv√¶ksten hos borderline b√łrn? Eller lidt mere pr√¶cist: B√łrn, der senere f√•r borderline diagnosen.¬†

Hvis dette er tilf√¶ldet, s√• vil disse tr√¶k udg√łre en mulighed for at borderline lidelsen kan v√¶re udtryk for b√•de milj√ł (for√¶ldres tr√¶k og adf√¶rd) og arv (tr√¶k, der skyldes gener). Hvis bestemte gener kan √łge tendensen til impulsiv adf√¶rd, vil dette selvf√łlgelig f√łre til mere impulsiv adf√¶rd for b√•de moder og barn. Og typisk ogs√• (gennem selektion af partner) ogs√• mere impulsiv adf√¶rd hos patientens far. Hos moderen kan dette f√łre til omsorgssvigt, kaotiske livsomst√¶ndigheder og valg af en ustabil partner. Alle disse kan udg√łre belastninger og pr√¶ge opv√¶ksten, for den, som senere f√•r en borderline diagnose. Og disse tr√¶k er alts√• alle b√•de genetisk betingede tr√¶k og milj√ł-belastninger for individet.¬†

Der findes en andel af borderline patienter, der ikke har haft en horribel opv√¶kst eller oplevet massiv misbrug, men stadig har tilstr√¶kkeligt mange borderline symptomer til at de f√•r diagnosen. Dette vil selvf√łlgelig indikere at tr√¶k og gener kan spille en stor rolle for disse symptomer.¬†

Men det tyder m√•ske p√• at nogle for√¶ldre kan klare sig relativt godt i rollen som for√¶ldre, selv om de har belastende genetiske tr√¶k. Og ogs√• at nogle b√łrn klarer sig relativt d√•rligt i deres h√•ndtering af samme genetiske arv. En del af forklaringen p√• dette er selvf√łlgelig at mor og barn ikke er genetisk identiske og at faderen p√• godt og ondt ogs√• bidrager med sine gener.¬†

Men en anden del af forklaringen p√• dette er at genetisk arv kan forvaltes mere eller mindre fordelagtigt. Hvis man er genetiske disponeret for diabetes, vil det v√¶re v√¶sentligt at man har en gode vaner med hensyn til kost og motion. Og ens sundhedsadf√¶rd vil typisk v√¶re afg√łrende for om s√•rbarheden f√łrer til diabetes II eller til, at man ikke kan tillade sig at skeje for meget ud med sin kost.¬†

N√łglen til forst√•else af dette er at genetisk arv typisk udtrykker sig som s√•rbarhed. Hvilket vil sige at den genetiske arv f√łrst er et problem, hvis der foruden den genetiske arv er en milj√ł-belastning. S√•dan at genetiske anl√¶g for impulsivitet plus en opv√¶kst pr√¶get af omsorgssvigt tilsammen er tilstr√¶kkeligt til at f√łre til diagnosen, men at de samme genetiske tr√¶k ved en bedre opv√¶kst ikke f√łrer til denne grad af belastende symptomer.¬†
Forskningen omkring arveligheden for borderline lidelsen har derfor taget udgangspunkt i personlighedstræk, der både er belastende i forhold til borderline lidelsen og kan kædes sammen med gener. 

Når vi skal se på genetisk arv for borderline er det derfor et godt udgangspunkt at se på genetiske træk og genetiske dispositioner, der kan bidrage til diagnosen. Det er hvad forskerne omkring Marijn Distel har arbejdet på gennem en længere periode (Distel et al., 2010): Gruppen har set på hvor godt eller dårligt komorbiditet mellem fire af borderline lidelsens komponenter kan forklares ved genetisk bårne arvelige træk. 

Man skal også være opmærksom på, hvor vigtigt det er at forstå årsagerne til en lidelse, ikke bare at identificere at en lidelse er genetiske betinget eller hvilke gener, der er udslagsgivende. At der er klarlagt at en lidelse er genetisk betinget betyder ikke at man har forstået årsagerne til lidelsen.

¬†Man kan f.eks. finde at en bestemt genetisk variation g√łr det meget sandsynlig at man har en forholdsvis inadvendt personlighed. Hvis man desuden er tilh√¶nger af en teori om at dopamin-mangel er det som g√łr folk inadvendte, s√• vil man m√•ske forbinde den p√•g√¶ldene genetiske variation med produktion eller frigivelse af dopamin. Hvis det s√• senere viser sig at de gener, der afviger hos indadvendte personer¬† i virkeligheden er bestemmende for hvor uren og rynket ens hud er, s√• m√• man justere sine teorier om, hvordan og hvorfor folk bliver indadvendte. S√• man b√łr huske at afd√¶kning af genetiske sammenh√¶nge ikke altid er det samme, som at forst√• √•rsagerne til en lidelse eller et tr√¶k.¬†

Der kan ogs√• v√¶re tale om genetiske faktorer som √łger s√•rbarheden over for borderline personlighedsforstyrrelse ved at √łge s√•rbarhedsfaktorer for typiske komorbide lidelser. Hvis man f.eks. har en genetisk disposition for alkohol eller stofafh√¶ngighed, s√• vil dette bidrage til s√•rbarheden for BPD. For komorbide lidelser g√•r kausaliteten ofte i begge retninger, p√• samme m√•de som at “komorbiditeten” mellem at v√¶re rig og at v√¶re ber√łmt g√•r i begge retninger: Begge bidrager til at √łge sandsynligheden for og graden af den anden lidelse.¬†

Men det er tilsvarende muligt at genetiske tr√¶k bidrager til at √łge belastningen gennem milj√łet: Genetiske tr√¶k kan disponere for BPD ved at bidrage til negative adf√¶rdstr√¶k i opv√¶sktmilj√łet fordi disse gener ikke bare findes hos klienten, men ogs√• hos for√¶ldrene. Et gen som √łger risikoen for invaliderende adf√¶rd vil derfor i nogle tilf√¶lde kunne findes hos bpd klienter fordi klientens far eller mor b√•de har givet dem videre til n√¶ste generation og har praktiseret den invaliderende adf√¶rd i l√łbet af individet opv√¶kst.¬†

En genetisk disposition for ringe selvkontrol vil b√•de virke gennem for√¶ldres adf√¶rd (som f.eks. kan v√¶re mere emotionelt invaliderende) og ved at p√•virke en r√¶kke af individets egene tr√¶k:¬† Modstandsdygtighed, tendenser til selvinvalidering og en straffende holdning til selvet. Disse tr√¶k vil alle forv√¶rres ved ringe selvkontrol. Der er derfor ikke nogen klar gr√¶nse mellem de belastninger, der skyldes arv og de som skyldes milj√ł. Ofte virker¬† belastninger gennem b√•de arv og milj√ł.¬†

Genetisk arv for komplekse træk

Genetisk forskning er ofte fokuseret på komplekse træk. Komplekse træk kan være positive (intelligens) eller negative (sårbarhed for depression), men er udtryk for variationer af lang række elementer, der hver især kan variere. Et kompleks træk udtrykker summen af en lang række varierende elementer. 

De mest kendte komplekse tr√¶k er intelligens og personlighedstr√¶k, som √•benhed eller¬†samvittighedsfuldhed. Men s√•rbahed over for depression eller over for borderline personlighedsforstyrrelse udg√łr ogs√• komplekse tr√¶k. Man kan derfor teste alle personer for hvor stor deres samlede s√•rbarhed over for depression eller borderline personlighedsforstyrrelse er. En s√•dan borderline test gennemf√łres ved, at man tester for tr√¶k, der har vist sig at v√¶re s√•rbarhedsfaktorer for en bestemt diagnose, her selvf√łlgelig borderline diagnosen.¬†

Alle komplekse træk udviser betydelig genetisk påvirkning 

Det betyder at der er en statistisk sammenh√¶ng mellem stor genetiske variation mellem individer og store forskelle mellem disse individers tr√¶k. Tidligere mente mange forskere at nogle tr√¶k var genetiske, mens andre tr√¶k var udtryk for milj√ł-p√•virkninger. Nu er der blevet¬† enighed om at alle komplekse tr√¶k er i nogen grad er udtryk for genetisk arv. Det betyder at man kan teste for s√•rbarhed ved at se p√• den genetiske arvemasse i stedet for at lave en personlighedstest.¬†

Ingen træk er 100 % arvelige

Det betyder at ens milj√ł altid er en faktor i hvor s√•rbar man er, og hvor stor sandsynligheden er for at man kan ende med at f√• en diagnose som depression eller borderline personlighedsforstyrrelse.¬†Der har gennem tiden v√¶ret meget debat om dette sp√łrgsm√•l og man har debatteret, hvad der var vigtigst, arv eller milj√ł. Nu er opfattelsen at begge dele er vigtige og at man b√łr fors√łge at forst√• hvordan arv og milj√ł ofte spiller sammen p√• m√•der der skaber problemer.¬†


MAOA-genet og asocial adfærd 

Et godt eksempel på genetisk sårbarhed er MAOA-genet, der er blevet sat i forbindelse med voldelig og asocial adfærd. Genet styrer nedbrydning af signalstoffer i synapsespalten og påvirker dermed vores hjernefunktion på bestemte områder. 

Der findes i befolkningen to versioner af dette gen: En lang og meget aktiv version og en kort og svagt fungerende version. Hvis MAOA-genet findes i den korte svage version er der en √łget sandsynlighed for at man udvikler voldelige tendenser. Men omkring hver tredje person har den risikable version af genet. S√• genet kan ikke i sig selv forklare den voldelige adf√¶rd, som genet korrelerer¬†med.¬†

Rhesus aber har det samme MAOA-gen som mennesker. Og deres MAOA gener forekommer ligesom hos mennesker i en kort og svag version eller en lang og meget aktiv version. 

Og hos aberne f√łrer den svage version til en mere irritabel og aggressiv adf√¶rd hos nogle individer. Disse individer overlever sj√¶ldent: De bliver udst√łdt fra flokken og d√łr som regel fordi det i naturen er vanskeligt at klare sig uden for flokken.¬†

De udst√łdte svarer til de 5 % af befolkningen som Dunedin forskerne fokuserede p√•. Men man kunne ikke helt forklare hvorfor de blev s√• voldelige. Det var f√łrst n√•r man begyndte at afd√¶kke, hvem af dem, som var vokset op i et voldeligt milj√ł at det blev klart hvad der skaber voldelig adf√¶rd: 85 % af de individer der b√•de havde det s√•rbare gen og var blevet mishandlet under deres opv√¶kst udvist som voksne en eller anden form for asocial adf√¶rd, som f.eks. voldelige tendenser.¬†

Det s√•rbare genetiske variation var alts√• ikke nok til at skabe voldelig adf√¶rd alene. Mishandling under b√łrnenes opv√¶kst var heller ikke tilstr√¶kkeligt til at skabe voldelig adf√¶rd. Men kombinationen af de to frembragte med stor sikkerhed et individ med tendenser til voldelig adf√¶rd eller anden asocial eller kriminel adf√¶rd. Genetisk arv og en opv√¶kst med mishandling er alts√• hver for sig ikke tilstr√¶kkelige √•rsager: Kun n√•r de optr√¶der sammen for det samme individ f√łrer de til voldelig og asocial adf√¶rd.¬†

Det er klart at n√•r gener og milj√ł virker sammen, s√• vil der v√¶re forskellige muligheder for hvor meget s√•rbarhed gener og milj√ł faktorer hver bidrager med. Den mindst s√•rbare variation af dette vil v√¶re n√•r b√•de milj√łbelastning og genetisk belastning skal v√¶re h√łj, for at disse belastninger f√łrer til sygdom. I disse tilf√¶lde vil mange enten have genetisk belastning eller en milj√łm√¶ssig belastning uden at blive syge.

Men risiko profilen for en sygdom kan ogs√• v√¶re s√•dan at genetisk belastning kan f√łre til sygdom selv n√•r ikke den milj√łm√¶ssige belastning afviger fra, hvad der er er normalt. Eller s√•dan at den milj√łm√¶ssige belastning kan f√łre til sygdom, selv om den genetiske belastning er normal. For lidelser med denne profil kan man alts√• blive syg hvis man enten har den genetiske s√•rbarhed eller er udsat for et belastende milj√ł.¬†

Arvelighed skyldes mange gener med lille effekt

Dette er m√•ske noget man kunne g√¶tte ud fra at vi snakker om komplekse tr√¶k, der er p√•virket af en lang r√¶kke forskellige faktorer. Faktorer, der er baseret p√• fysiologiske detaljer, der hver afg√łres af et s√¶t arvelige egenskaber. N√•r der er mange af den slags fysiologiske detaljer, der indvirker p√• ens funktion, s√• vil der v√¶re mange gener, der hver bidrager en lille smule til hvor godt denne funktion underst√łttes af ens fysiologi.¬†

I en lang periode var gode g√¶t ogs√• det eneste, man havde at holde sig til for disse tr√¶k. Men GWA studier – Genome wide association studier – ser p√• hvor meget hver enkelt gen korrelerer med et tr√¶k eller en sygdom. I GWA studier unders√łger man hvilke gener en r√¶kke patienter eller personer b√¶rer p√• og korrelerer disse data med de samme personers sundheds-data. GWA studier vil alts√• give en v√¶rdi for hvor meget hvert enkelt gen bidrager til udviklingen af diabetes 2, depression eller borderline personlighedsforstyrrelse. Eller hvilken som helst anden sygdom eller andet tr√¶k man fokuserer p√•.¬†

Unders√łgelser af denne art har vist at en lang r√¶kke gener¬† bidrager en lille smule til de forskellige alvorlige og komplekse sygdomme, som man har unders√łgt.¬†

Gener for selvskadende adfærd ved borderline? 

Som nævnt ovenfor er der mange måder at se på genetiske faktorer, men da BPD er en kompleks lidelse, kan det muligvis være en fordel at starte med en bedre forståelse for en række af de helt centrale sider af lidelsen. 

Der er flere forskere der har gennemf√łrt faktor analyse af BPD-tr√¶k for at afd√¶kke sammenh√¶nge mellem disse og eventuelt finde et s√¶t d√¶kkende og n√łjagtigt definerende borderline tr√¶k. Faktoranalyse best√•r i at man analyserer korrelationer¬† mellem de tr√¶k, der i speciel grad kendetegner borderline individer. Det eneste man unders√łger, er alts√• hvilke “klumper” disse borderline tr√¶k samler sig i, n√•r man ser p√• hvem der har hvilke tr√¶k. Hvis det viser sig at et tr√¶k, f.eks. √łget selvkritik, √łger sandsynligheden et andet tr√¶k, f.eks. cutting, s√• grupperes disse tr√¶k sammen. N√•r man har gennemf√łrt den statistiske analyse har men et antal grupper, som hver af de relevant tr√¶k tilh√łrer. Disse grupper giver man s√• et passende navn og antager herefter at denne gruppe tr√¶k er en vigtig √•rsag eller virkning af borderline lidelsen.¬†

I en unders√łgelse fra 2010 (Distel et al.) har man p√• denne m√•de fundet fire grupper af tr√¶k ved lidelsen,¬†

  1. Affektiv ustabilitet
  2. Identitetsproblemer
  3. Negative relationer
  4. Selvskade

Affektiv ustabilitet handler om, hvor god man er til at h√•ndtere sine f√łlelsesreaktioner: Har man mange hum√łrsvingninger, intense emotionelle tilstande, kan man udtrykke vrede, mangler man kontrol over sin vrede og er man en glad person.¬†

Identitetsproblemer handler om ens opfattelse af sig selv, og om hvordan man √łnsker at andre skal opfatte ens selv. Dette testes med sp√łrgsm√•l ang√•ende tendenser til at man f√łler sig tom, har spekulationer om sit liv, har vanskeligheder ved h√•ndtere sepparation og om man oplever intense f√łlelser af at v√¶re forladt.

Negative relationer handler om, hvordan man fungerer i sociale relationer, hvor mange konflikter man typisk har, og hvordan man h√•ndterer disse konflikter. Sp√łrgsm√•l til dette handler om undg√•else af ensomhed, kaotiske eller dramatiske relationer, f√łlelser af svigt og fejltagelser i valg af venner.

Selvskade er tendensen til at man h√•ndterer affekt ved at handle selvdestruktivt eller selv straffende. Impulsivitet spiller ogs√• en rolle for dette tr√¶k.¬†¬†Disse problemer udg√łr tilsammen grundlaget for test af borderline symptomer med PAI-BOR eller Personality Assesment Inventory-Borderline Features scale, som er en test for hvor mange borderline symptomer en person er belastet af. N√•r man kan teste for disse 4 tr√¶k eller faktorer, s√• bliver det mere simpelt og overskueligt at kortl√¶gge genetiske indflydelser p√• borderline lidelsen.

Det man √łnskede at unders√łge var alts√•, hvor meget hver af de fire tr√¶k eller symptomer kunne forklares som genetisk variation.¬† Til at afd√¶kke dette, brugte unders√łgelsen brugte tvillinge- og s√łskende studier, der jo viser hvor meget et tr√¶k ko-varierer mellem to personer, som enten er genetisk identiske eller deler 50 % af deres gener. En √¶ggede tvillinger har som bekendt n√¶sten samme s√¶t gener, mens √łvrige tvillinger og f√łrste grads s√łskende i gennemsnit deler 50% af deres genetiske variationer.¬†

Ved at sammenligne mellem kovariation mellem s√łskende og en√¶ggede tvillinger kan man vurdere mere n√łjagtigt, hvor meget et tr√¶k skyldes genetiske variationer og hvor meget det skyldes faktorer i opv√¶kstmilj√ł eller andre faktorer i milj√łet. Hvis korrelationen¬†mellem s√łskende kun er halv s√• stor (eller mindre) som mellem en√¶ggede tvillinger, s√• kan man antage at denne korrelation skyldes genetiske faktorer.

Hvis korrelationen mellem s√łskende er mere end halvdelen af korrelationen mellem en√¶ggede tvillinger, s√• kan man omvendt antage, at der er en milj√łfaktor. Denne milj√łfaktor vil pr√¶ge alle uanset graden af genetisk identitet, fordi alle i familien samme grad er udsat denne milj√łfaktor.¬†

N√•r et tr√¶k er fremmet af b√•de genetiske faktorer og af milj√ł faktorer, s√• kan man ved brug af multivariant genetisk analyse vurdere, hvor meget dette tr√¶k skyldes henholdvis genetiske faktorer og milj√łfaktorer.¬†

Der er to forskellige m√•der at udregne st√łrrelsen af de forskellige indflydelser:¬†

Borderline arveligt

Man kan enten antage, at de forskellige faktorer virker p√• de fire tr√¶k, der tilsammen udg√łr BPD, men at BPD ikke er andet eller mere end summen af disse. Nogle af disse faktorer vil √łge alle tr√¶k, andre vil kun √łge et enkelt af de fire tr√¶k. Denne model kan man kalde for den uafh√¶ngige eller summerede model (eng.: independant pathway model).

Man kan alternativt antage at de forskellige faktorer enten bidrager til BPD direkte (og dermed er f√¶lles faktorer for alle fire tr√¶k) eller at de specifikt √łger et af de fire tr√¶k (men ikke de andre) og dermed bidragter til BPD indirekte og ved at √łge et og kun et af de fire tr√¶k. I denne model er der en interaktion eller synergi mellem de 4 forskellige tr√¶k. Derfor bliver den resulterende vurdering af de forskellige faktorers indflydelse¬† ogs√• en smule afvigende fra den summerede model. Man kunne kalde dette for en integreret eller f√¶lles-virkende model (eng.: common pathway model).¬†

Hvis en genetisk variation (single nucleotide polymorphism¬†eller SNP) er en faktor, der afg√łr et af de fire tr√¶k, men ingen af de tre andre, s√• er den summerede model mest passende.¬†

Men hvis en genetisk variation (SNP) samtidigt √łger de fire forskellige tr√¶k, der indg√•r i diagnosen, s√• er f√¶llesvirkende model mere passende. Dette vil muligvis v√¶re forskelligt fra det ene variation/ SNP til det n√¶ste.¬†

 

 

 

Kilder:

Distel MA, Willemsen G, Ligthart L, Derom CA, Martin NG, Neale MC, Trull TJ, Boomsma DI (2010): Genetic covariance structure of the four main features of borderline personality disorder

David M. Fergusson, Joseph M. Boden,  L. John Horwood, Allison L. Miller  and Martin A. Kennedy: (2011): MAOA, abuse exposure and antisocial behaviour: 30-year longitudinal study

Marsha M Linehan (1993): Cognitive-Behavioral Treatment of Borderline Personality Disorder

Plomin R & Deary IJ (2015): Genetics and intelligence differences: five special findings