Personlighedsforstyrrelser og selvdestruktiv adfærd

Selvdestruktiv adf√¶rd udg√łr en v√¶sentlig forklaring p√• lav livskvalitet, stress og en tilv√¶relse, som altid synes at v√¶re p√• randen af en katastrofe eller som aldrig synes at komme p√• rette spor. Dette er typisk ikke udtryk for at man ikke har samme muligheder for at skabe sig et liv som andre. Det er derimod typisk udtryk for et m√łnster af selvdestruktiv adf√¶rd, som har en tendens til at skabe langsigtede problemer, hvor adf√¶rden er drevet af kortsigtede gevinster.

Selvdestruktiv adf√¶rd er ikke begr√¶nset til folk med en personlighedsforstyrrelse. Men typisk vil en personlighedsforstyrrelse udtrykke sig ved at man har en √łget m√¶ngde selvdestruktiv adf√¶rd. Ofte ganske massive m√¶ngder af selvdestruktiv adf√¶rd. Typisk udtryk for dette er brug af stimulanser, konflikter i forhold og mange brudte relationer. S√• hvad er den generelle struktur af disse problemer? Hvordan skaber den selvdestruktive adf√¶rd problemer? Hvad er √•rsager til denne adf√¶rd? Er der alternativer til selvdestruktiv adf√¶rd, som man i stedet kan bruge?

Den f√łlgende analyse er fokuseret p√• konflikter i forhold, som m√•ske er den mest almindelige form for selvdestruktiv adf√¶rd. Og noget som er let for de fleste at genkende sig selv i, ogs√• selv om det er noget man er god til at h√•ndtere og selv om man ikke har en personlighedsforstyrrelse. Forskellen mellem en rask person og en med en korrekt diagnose for personlighedsforstyrrelse er alene graden af disse problemer: Det er nogen som kan praktiseres p√• et ekstremt destruktivt niveau og udg√łre kernen i et kort og ulykkeligt liv, n√•r vi taler om ekstreme tilf√¶lde. Men som stadig har den samme grundl√¶ggende karakter.

Den generelle form af denne type adf√¶rd, er at man vedholdende reagerer emotionelt i stedet for at reagere p√• en den “logik”, som styrer en situation. Men det er faktisk en smule misvisende at tale om at man h√•ndterer en situation d√•rligt ved at v√¶re emotionel i stedet for at v√¶re logisk. Det er mere rimeligt og mere n√łjagtigt at beskrive det som et tilf√¶lde af d√•rlig logik, og typisk logik, der er motiveret af emotionelle behov. Og det er typisk d√•rlig logik omkring regler, forventninger og konflikter, der er problemet.

Dette udspiller sig typisk i en konflikt eller krise, hvor den bedste mulighed best√•r i at man f√łlger en situations logik, men hvor man i stedet for at g√łre dette v√¶lger at forholde sig til en alternativ logik, der er mere fordelagtig for ens situation, men samtidigt er helt urealistisk. Disse situationer opst√•r typisk, hvis og n√•r man har gjort noget forkert og efter en tid bliver m√łdt med konsekvenser over dette. Man har f.eks. ikke overholdt en aftale, man har ikke betalt nogen for noget, man har taget noget fra nogen, man har l√łjet eller fortiet information, som andre har ret til at f√• adgang til.

Dette er ikke i sig selv problemet. Alle laver den type fejl. Problemet er ens ringe h√•ndtering af de situationer, der udspiller sig efter at man har gjort noget forkert. Den typiske reaktioner p√• en fejl er at andre vil justere deres opfattelse og forventninger til hvor ofte man beg√•r fejl. Det vil sige at ens modpart √¶ndrer sin holdning og sine forventninger til ens fremtidige adf√¶rd og √¶ndrer sit personlige reaktionsm√łnster, s√• det afspejler det ny s√¶t af forventninger.

Grundl√¶ggende sker der det at reglerne for forholdet til ens modpart √¶ndrer sig, til et niveau, der er mindre baseret p√• tillid og mere baseret p√• kontrol. En del af dette best√•r i at man s√łger at blive mere eksplicit omkring aftaler: G√łre dem enkle, simple, klare og lette at f√łlge. Dette er typisk opn√•et ved at opstille klare konsekvenser af man ikke f√łlger reglerne.

Dette er alt sammen en konsekvens af negativ adf√¶rd, det er negative √¶ndringer og det er baseret p√• negative forventninger. Set fra en emotionel vinkel, s√• er der intet godt ved dette: Man har mistet status, man har mistet tillid og man har mistet fleksibilitet. Og ens emotionelle synfelt er totalt domineret af negative forhold. Og disse nye forhold kan man typisk takke sig selv for. Alts√• en stor, tilsyneladende endel√łs r√¶kke af negative elementer, som man ikke kan blive af med. Og en emotionel reaktion p√• disse negative elementer, som er tilsvarende negativ.

Det er ikke i sig selv et problem at man reagerer emotionelt. Men dette s√¶tter scenen for negative adf√¶rdsm√¶ssige reaktioner, som har potentiale til at g√łre ens situation langt v√¶rre meget hurtigt. Det f√łrer nemlig typisk til at man ikke l√¶ngere f√łlger samme regels√¶t som ens modpart.

N√•r man er tilstr√¶kkeligt emotionelt belastet, vil man typisk have valget mellem at acceptere ny regler eller at √łge konflikten, ved at afvise de nye regler. Eller endnu v√¶rre at p√•st√• at reglerne er helt anderledes fordelagtige og agere ud fra denne opfattelse. At agere rationelt, vil typisk sige at man forst√•r de g√¶ldende regler og nogenlunde holder sig inden for dem. At reagere emotionelt vil typisk sige at man opfinder sine egne regler for situationen og f√łlger disse i stedet for. Ofte helt urealistisk. Det er alts√• i virkeligheden stadig rationel adf√¶rd, men baseret p√• rationaler, som man finder p√• i farten. Og som √łger konfliktniveauet!

Grunden til at det stadig giver mening at omtale dette som en emotionel reaktion, er at den t√¶nkning, som ligger til grund for denne adf√¶rd, er “motiveret t√¶nkning”. Det vil sige at man hun en st√¶rk personlig (kortsigtet) interesse i en bestemt konklusion og derfor skraber sammen, hvad man kan finde af l√łse og utilstr√¶kkelig begrundelser, og v√¶lger at basere sig p√• disse. Man har nu en konklusion – f.eks. om at det var n√łdvendigt at lyve – der er mindre emotionelt belastende. Men som samtidigt vil blive opfattet som v√¶rende helt ude i hampen af ens modpart.

Personlighedsforstyrrelser og selvdestruktiv adfærd

Et konkret eksempel

Lad os sige at Amalie har et k√¶resteforhold til Anthon og at hun til en fest har kysset med en fyr, Carl og at Anthon har f√•et dette af vide af anden vej og konfronteret Amalie med dette. I denne situation vil Amalie typisk f√łrst fors√łge at ben√¶gte, dvs. p√•st√• at Anthons information om dette er forkert og at nogen lyver om hendes adf√¶rd. Problemet i dette er at hun selv har et langt kraftigere motiv for at lyve end den tredjepart, der har informeret Anthon.

Anthon¬† vil typisk derfor justere sine forventninger til Amalies adf√¶rd. Hun vil typisk ogs√• fors√łge at motivere Amalie til at kompensere for sin fejltagelse ved at √¶ndre sin adf√¶rd. Dette sker typisk ved at konfrontere hende og finde ud af, hvad der ligger bag. Det vil sige, fors√łge at finde et nyt grundlag for at forts√¶tte forholdet p√•. Dette vil typisk kr√¶ve: a) en indr√łmmelse, b) en undskyldning, c) en forpligtelse til at forts√¶tte forholdet uden mere af samme skuffe.

Hvis Amalies emotionelle reaktion p√• denne konfrontation er sv√¶rt negativ, og hvis hendes adf√¶rd er pr√¶get af en negativ emotionel reaktion, s√• bliver det ekstremt vanskeligt at gennemf√łre disse tre punkter.

Der vil v√¶re en impuls til at afvise den logik (de regler) som Anthon f√łlger. Der vil v√¶re en tendens til at bortforklare, undskylde eller ben√¶gte adf√¶rden, som g√łr det ekstremt vanskeligt at komme frem til f√łrste punkt, hvor der gives en indr√łmmelse af at, ja det skete faktisk.

Det er afg√łrende vigtigt at forst√• den m√•de dette g√•r galt p√•: N√•r denne konflikt situation opfattes som tilstr√¶kkelig negativt, vil det v√¶re fristende at afvise at den er virkelig. “I virkeligheden….” er situationen en helt anden, som er lettere at acceptere. Herfra bliver sp√łrgsm√•let, hvordan man kan konstruere situationen, s√•dan at fordelingen af skyld, l√łgn, fors√łmmelser eller andet bliver mere ligelig. Hvilket typisk kun kr√¶ver, at Anthon ikke er nogen engel, og at man g√•r til angreb over punkter, hvor han har gjort noget forkert.

Problemet ved dette er blot at det i stedet for at afhj√¶lpe situationen, typisk g√łr situationen v√¶rre. At blive anklaget for v√¶re doven, fordrukken, egoistisk, frav√¶rende, ikke st√łttende nok eller lignende vil ikke g√łre Anthons oplevelse af svigt mindre eller lettere at acceptere. Den typisk reaktion p√• dette vil v√¶re at ridse de f√¶lles regler mere klart op, og fokusere p√• at Amalie er den, som har brudt reglerne. Dette vil typisk have den effekt at, det genskaber Amalies negative emotionelle reaktion. Hvilket typisk kan f√łre til mere adf√¶rd, der s√łger at afvise enten reglerne eller sand information om hendes adf√¶rd. Og en eskalering af fors√łg p√• at “f√• ret” i andre anklager eller andre fjendtlige tr√¶k. Eller andre m√•der at eskalere konflikten p√•.

Amalie er motiveret for at eskalere konflikten, fordi dette fjerner fokus fra hendes egen adf√¶rd, hendes eget svigt af forholdet, sin partner og sig selv. Disse svigt er pinsomme i den grad, at hun faktisk f√łler sig forpligtet i forholdet og ikke √łnsker at √łdel√¶gge forholdet. Derfor vil en oplevelse af, at forholdet er t√¶t p√• at g√• i opl√łsning, g√łre situationen lettere for hende at b√¶re: Det er et fiktivt forhold, hun har skadet, ikke noget hun i samme grad beh√łver at tage alvorligt, som et fejltrin.

Hendes adf√¶rd og hendes emotionelle reaktion vil tilsammen motivere hende til at forst√• forholdet som langt mindre v√¶rdifuldt, mindre sikkert, mindre stabilt og mindre pr√¶get af enighed og forst√•else. Alle de negative sider af forholdet er relevante for at st√łtte denne udl√¶gning af virkeligheden. S√• hun starter fra en ende af og fors√łger at finde s√• meget konflikt-stof som muligt, og helst konfliktstof, hvor hun har en opfattelse af, at hen selv er offeret. Dette har en tendens til at lindre hendes smerte over at have svigtet sig selv, sin partner og deres forhold.

Denne reaktion har typisk en udmattende effekt p√• Anthon: Han synes ikke det er en rimelig reaktion, han synes at det er vanskeligt at opretholde samme grad af tillid til forholdet, ud fra h√¶ndelsen og Amalies reaktion p√• at blive konfronteret. Og han synes typisk at det er vanskeligt at se, hvordan han kan navigere forholdet p√• en bedre facon end, hvad han fors√łger at gennemf√łre. Hvis Amalie var med p√• at gennemf√łre en indr√łmmelse, en undskyldning og fornyelse af hende forpligtelse til at agere inden for rammer og reglerne for deres forhold, s√• ville han fors√łge at forst√•, tilgive og glemme. Men det er tydeligvis ikke det som foreg√•r.

 

Den “logiske” h√•ndtering af konflikter

Som n√¶vnt s√• er den “logiske” h√•ndtering af konflikter i virkeligehden ikke ret meget mere rationel end den emotionelle h√•ndtering beskrevet ovenfor. Den er blot mere realistisk og forankret i forholdet regler og forventninger. Og m√•let er s√•ledes ikke at man bliver mere logisk eller mindre emotionel, men alene at man bliver mere realistisk i sine vurderinger, valg og reaktioner. Realistisk i den forstand at man i h√łjere grad tager udgangspunkt i f√¶lles sandhed, i hvad man er enige om, og hvad begge parter klart fort√•r er regler for forholdet.

Hele den emotionelle eskalering af konflikten er typisk rettet mod at g√łre det vanskeligere for modparten at f√• opfyldt sine forventninger til h√•ndtering af fejltrin. Dette opn√•s ved at g√łre det mindre klart, hvad der er sket, hvem der har beg√•et fejl, hvad konsekvensen b√łr v√¶re og hvordan det skal h√•ndteres parterne imellem.

Alt dette er drevet af negative emotionelle reaktioner, som let og rutinem√¶ssigt kan oms√¶ttes i aggressive verbale angreb, der har den √łnskede effekt i form af eskalering. Ruten g√•r fra at f√łle skyld, til at f√łle smerte og til fiktivt at erstatte √•rsagen til denne smerte med de fejl som Anthon har gjort p√• andre tidspunkter. Disse fejl passer glimrende til den smerte som Amalie har over sine egne fejltrin og over at blive konfronteret.

Denne “omformulering” af det pinefulde i situationen giver Amalie en slags kortsigtet “forsikring”, mod det som er den st√łrste trussel for hendes psykiske tilstand: At forholdet g√•r i opl√łsning p√• en m√•de, som klart er hendes skyld. Dette er klart den mest negative m√•de situationen kan udvikle sig p√•. Den afg√łrende n√łgle til den d√•rlige h√•ndtering af konflikten er at dette “worst case” scenarie f√•r lov at styre hendes adf√¶rd. Det er undg√•else af denne mulighed, der g√łr en urimelig eskalering af konflikten til et bedre alternativ.

Alternativ håndtering?

Det er klart at denne emotionelle håndtering af en konflikt skaber ekstra negative konsekvenser for begge parter i konflikten. Denne håndtering er præget af hensyn til kortsigtet undgåelse af smerte, men skaber langsigtede problemer ved at svække forholdet. Det er dermed en typisk form af det grundlæggende problem for alle grader af personlighedsforstyrrelser: At kortsigtet lettelse, komfort, angstreduktion eller anden kortsigtet gevinst opnås på bekostning af langsigtede problemer.

Det er typisk reaktioner af denne type, der er forklaringen p√• at mennesker med personlighedsforstyrrelser ikke kan opbygge det liv de √łnsker, ofte har en lav livskvalitet og ofte lever med en sv√¶rm af personlige nederlag og frustrationer. Det er derfor vigtigt at forst√• det grundl√¶ggende m√łnster af adf√¶rd, √•rsagerne til adf√¶rden og forst√•, hvilke realistiske alternativer, der er til denne type reaktioner.

Det er vigtigt at man undg√•r at tage udgangpunkt i katastrofet√¶nkning og forestillinger om worst case scenarier. S√• i stedet for at t√¶nke at “dette er enden” og “alt er ligegyldigt”, b√łr man se det som en midlertidig konflikt, baseret p√• adf√¶rd, der er forkert, men som man kan f√• tilgivelse for. Dette kr√¶ver at man ser sin modpart som nogenlunde rimelig, i stedet for at se ham eller hende som gennemf√łrt ondskabsfuld, ikke v√¶rd at samle p√• og “selv ude om det”.

Dette har i stedet en anderledes logik: Man ser forholdet som v√¶rd at arbejde for. Eller p√• kort sigt: V√¶rd at lide for. Og man tager udgangspunkt i dette, forventer at man kan h√•ndtere konflikter p√• en rimelig m√•de og at ens partner vil tilgive p√• et passende tidspunkt. Dette motiverer til at man l√¶gger kortene p√• bordet og indr√łmmer, hvad man har gjort galt.

Hvis man til dagligt har en rutine, hvor man hele tiden definerer forholdet som v√¶rende et stort offer for hans eller hendes skyld, hele tiden ser h√¶ndelser som urimelige og altid har kritik af modparten, s√• vil det v√¶re ekstremt vanskeligt at gennemf√łre denne del. Det kommer til at f√łles som ekstremt pinefuldt at indr√łmme sine fejl, fordi man dermed opgiver en position, som den der er offeret for urimeligheder. Dette er et andet udtryk for kortsigtede strategisk fokus: Mens det muligvis p√• kort sigt er en fordel at v√¶re “offeret” i sm√• konflikter, s√• har det en undergravende effekt p√• forhold over tid.

S√• p√• mange m√•der er emotionelle reaktioner p√• alt i situationen en hindring for at man kan f√• gjort det n√łdvendige. Det er samtidigt st√¶rk motivation for at g√łre, sige og v√¶lge ting, som er selvdestruktive over tid. Tilsammen f√łles dette som om man er g√•et i en f√¶lde, hvor der ikke l√¶ngere en nogen god udvej. At man uanset hvad man g√łr vil lide, tabe og ende som et offer for sig selv og andre.

N√łglen til god h√•ndtering er at man forlader dette perspektiv, at man bliver fokuseret p√• hvad der er ret, hvad der er reglerne i forholdet, hvad man har gjort, der er i strid med reglerne og hvad man er tvunget til at g√łre for at leve op til reglerne nu og fremover. Dette synes p√• afstand at v√¶re langt v√¶rre end at man k√¶mper mod risikoen for at blive anklaget eller kritiseret. Men ens emotionelle reaktion f√łrer til tanker, forestillinger, udsagn og konflikth√•ndtering som g√łr alting v√¶rre. Det er et alternativ til dette, som mest er bedre fordi man undg√•r at g√łre alting v√¶rre.

Dette opn√•s ved at man hurtigst muligt, klart og forst√•eligt indr√łmmer, hvad der er sket, eller hvad man har gjort. Dette forekommer at v√¶re vanskeligt eller ligefrem umuligt, men er langt lettere end man forestiller sig. Og det g√łr oplevelsen af konflikten langt bedre p√• en r√¶kke punkter: Man opn√•r at blive tilgivet uden at skulle igennem en eskaleret konflikt. Man styrker troen p√• at forholdet kan overleve ens sm√• og store fejl. Derfor er er denne l√łsning samlet set bedre.

Typisk er det den kortsigtede konsekvens, der hindrer at man f√•r det gjort: Man er bange for konsekvenserne og denne frygt eller angst hindrer at man v√¶lger den rette adf√¶rd: Indr√łmme hvad man har gjort, undskylde¬† sin adf√¶rd og bede om tilgivelse. Den st√łrste hindring for at g√łre dette er typisk at man ikke er i stand til eller villig til at tilgive sig selv: Man er pessimistisk i forhold til sin partners adf√¶rd, fordi man selv er ude af stand til at tilgive at man har handlet p√• en m√•der, der har s√• negative konsekvenser. Dette “loader” opm√¶rksomhedsfeltet med alle de negative forestillinger om selvet, om forholdet og om fremtiden og bevirker at adf√¶rden bliver baseret p√• negative forestillinger, har en desperat karakter og typisk skaber selvdestruktive resultater.

Derfor er bedste håndtering denne:
Start med at tilgive dig selv.
Fokuser på den skade der er skabt
S√łg tilgivelse for disse

Igen g√łres dette ved at indr√łmme, undskylde og forpligte sig til at kompensere for fejl. Og man b√łr v√¶re klar over at det ikke virker, hvis man f√łrst tilgiver sig selv og bagefter lyver over for sin partner om det. Metoden virker ved at man bruger sin tilgivelse til at arbejde p√• en l√łsning af konflikten.

Selv om dette er den bedste h√•ndtering af ens fejltrin, s√• kan det v√¶re sv√¶rt at gennemf√łre denne h√•ndtering. Men en n√łgle kan g√łre det afg√łrende lettere: I stedet for at fokusere p√• en lang r√¶kke forestillinger om tolkninger, konsekvenser, undskyldninger, forklaringer, andres synder og lignende, kan man fokusere p√• de enkle fakta:

  • Man kan g√łre rede for hvad man har gjort.
  • Man kan indr√łmme at man er klar over at det strider mod reglerne i forholdet.
  • Man kan fors√łge at opn√• en aftale om betydningen.
  • Man kan acceptere modpartens negative reaktioner.
  • Man kan acceptere at ens status midlertidigt er √¶ndret.
  • Man kan acceptere at det vil kr√¶ve en indsats at genopbygge forholdet til samme grad af tillid eller bedre.
  • Man kan fokusere p√• hvad, der b√łr v√¶re ens adf√¶rd for at gennemf√łre dette.

Alle disse ting kr√¶ver at man indretter sig efter de f√¶lles regler. At man orienterer sig efter, hvad der er rimelige forventninger til ens adf√¶rd. Hvilken man i forvejen burde g√łre. Og som ikke er specielt vanskeligt, ubehageligt eller smertefuldt.

Kernen i dette fokus er at man retter opm√¶rksomheden ud mod objektive forhold: Hvad der er fakta, hvad ens partner t√¶nker og mener, mod hvad, der er forventninger til eller regler for ens adf√¶rd. Alt sammen ting man i forvejen burde g√łre. Og som ikke er specielt ubehagelig at gennemf√łre. Dette objektive fokus vil hindre at man bliver for emotionelt optaget af betydninger, som g√łr sm√• problemer til store problemer. Det er dette fokus p√• andre forventninger og f√¶lles regler, der n√•r de styrer adf√¶rden, skaber lang mindre lidelse og samtidigt i langt mindre grad skaber nye negative konsekvenser.

Man kan desuden fors√łge at praktisere sund levevis, der g√łr det lettere at undg√• at blive for st√¶rkt emotionelt p√•virket:
  • At man s√łrger for at minimere brug af alkohol og stoffer.
  • At man s√łrger for at f√• sund s√łvn.
  • At man s√łrger for at motionere og holde sig i form.
  • At man rydder op i sit sociale liv og afmonterer eventuelle konflikter.
  • At man s√łrger for ikke at genere andre, n√•r man kan undg√• dette.
  • At man f√łrst ser p√• sine pligter og forventninger til ens indsats.
  • At man tager sine rettigheder mindre alvorligt, s√• l√¶nge man er p√• usikker grund.

Dette vil g√łre ens liv betydeligt lettere. Dette er b√•de fordi man skaber bedre konsekvenser af denne type adf√¶rd. Men det er ogs√• fordi det grundl√¶ggende problem i selvdestruktiv adf√¶rd er en tendens til at reagere emotionelt, til at v√¶re emotionelt motiveret i sin adf√¶rd og at lade f√łlelser styre, hvordan man h√•ndterer konflikter. Dette g√•r altid galt p√• samme m√•de og af samme √•rsager: Man bliver for selvoptaget, for angstpr√¶get, for kortsigtet, for pessimistisk, for anklagende og for ophidset til at man kan gennemf√łre, at f√• gjort det n√łdvendige.

Hvis man i stedet baseret ens adf√¶rd p√• regler, p√• aftaler, p√• rimelige forventninger, p√• en plan om at opbygge st√¶rke forhold, s√• vil man over tid opn√• en mere positiv situation. Det er derfra mindre farligt at reagere emotionelt. Men det er stadig bedre at lade sin adf√¶rd styre af regler og forventninger end af f√łlelser. Specielt g√łr det alle konflikter lettere at h√•ndtere.

Det som andre f√łrst og fremmest ser p√• i konflikter er ikke hvor meget man har taget fejl, men om man er parrat til at erkende, hvad der tydeligvis er fejltrin, som man d√•rligt kan l√łbe fra. Hvis man ikke er parrat til dette f√łrste skridt (erkendelsen), s√• er det vanskeligt at forts√¶tte et tillidsfuldt forhold. Derefter vil forholdet v√¶re mere transaktionelt og baseret p√• en kontant afregning af “noget for noget”. Dette er udgangspunktet i forhold til personer som man ikke har tillid til, ikke √łnsker at v√¶re offer for, og generelt fors√łger at v√¶re s√• ligeglad med som muligt. Det er ikke der man √łnsker at ende, men det er konsekvensen af manglende erkendelse af egne fejl.

Tilgivelse er vigtig fordi det hindrer at man ender der. Det starter med at man tilgiver sig selv sine fejltrin og forsætter i en process, der retter op på ens fejl, genetablerer tillid, og genskaber tillidfulde forhold.