Sociale instinkter og overlevelse for grupper

Vores (dyrs og menneskers) overlevelse og forplantning afh√¶nger af godt samarbejde og et effektivt f√¶llesskab. Derfor er vi (n√¶sten) alle udstyret med st√¶rke sociale instinkter, der byder os at rette ind efter f√¶lleskabets normer. Man kommer let til at skamme sig, hvis man har forbrudt sig mod regler eller normer for f√¶lleskabet. Man skammer sig typisk, hvis man snyder, siger noget forkert (f.eks. bagvaskelse) eller ikke passer sine pligter. I hvert fald, hvis der er risiko for, at man bliver opdaget eller vurderet af andre. I det hele taget, s√• er andres vurderinger ofte ret afg√łrende for hvor godt man har det. God social integration giver en f√łlelse af v√¶rdighed, at man er god, god for familien, gruppen eller samfundet. Disse reaktioner har dybe biologiske r√łdder og ang√•r vores overlevelse som social gruppe.


Det er let at se biologisk selektion som et “darwinistisk r√¶s”, hvor den h√łne, der l√¶gger flest √¶g ogs√• f√•r udbredt sine gener mest. Hvis der er fem h√łns i et mindre bur, s√• er det de h√łns,der er mest hensynsfulde, der klarer sig bedst. Den individuelle evene til at l√¶gge √¶g betyder mindre, hvis den f√łlges af asocial adf√¶rd og agression. Fem superh√łns kan stresse og genere hinanden tilstr√¶kkeligt til at 5 h√łns med harmoni og tollerence kan overhale dem.

Dette kaldes “gruppe selektion” og fremmer alts√• delte arveegenskaber, der fremmer gruppens overlevelse og forplantning. Og gruppe selektion vil kunne finde biologiske nicher, som individuel selektion ikke kan “se” eller udnytte.

Der er meget der tyder p√• at ventromedial pr√¶frontal kortex er clearings-central for adf√¶rd i forhold til sociale hensyn og at vmPFC spiller en rolle for social af√¶rd, der ligner dlPFC’s rolle i forhold til anden langsigtet adf√¶rd af mere “instrumentel” art.

Der er ogs√• meget der tyder p√• at udviklingen af en kompliceret social orden er en af de store gevinster ved en st√łrre (og dyrere) hjerne. Ulve, hyener, chimpanser, l√łver, delfiner og elefanter er alle flokdyr, hvis overlevelse er st√¶rkt afh√¶ngig af tilh√łrforholdet til en social gruppe med et socialt hierarki.

Ventromedial præfrontal kortex РvmPFC

Ventromedial prefrontal kortex¬† – forkortet til vmPFC – er den del af hjernen som er specialiseret til at tage sig af sociale strukturer, arbejds-deling og sociale relationer.¬† Dette omfatter formentlig b√•de n√¶re familieb√•nd og den st√łrre gruppe af sociale “stamme-f√¶ller”, som vi f√¶rdes blandt, alts√• den sociale gruppe som vi tilh√łrer, er tilpasset og har en defineret plads i.

Det er i vmPFC, at vi udvikler strategier til at man√łvrere i grupper og sociale strukturer. Der er her at vi lagrer vores forst√•else af sociale spilleregler, og herfra at vi tilpasser vores adf√¶rd til disse spilleregler, n√•r der er brug for det.

Det er en del af hjernen som tydeligvis er ekstremt udviklet hos mennesker, sådan at vi kan fungere i vores meget komplicerede samfund. Men der er mange af de samme funktioner, som forskellige sociale dyr har deres egne versioner af. Man kan derfor lære meget om kernen i vores sociale instinkter, ved at se på dyrs adfærd, f.eks. hyener, delfiner, bavianer, chimpanser og gorillaer. Disse arter har ofte sociale hierarkier, som fungerer på nogenlunde samme måde som menneskelige stamme-samfund og som håndteres via tidlige versioner eller varianter af de sociale instinkter, vi selv har.

Der er formentlig virkeligt dybe r√łdder til vores instinkter p√• dette omr√•de.¬†Man kan f.eks. se at mange primater har en ekstremt klar opfattelse af, hvad der er retf√¶rdigt, og hvorn√•r de bliver uretf√¶rdigt behandlet. Vore sociale instinkter omfatter ogs√• vores opfattelse af social arbejdsdeling og reglerne for, hvordan arbejdsdeling foreg√•r. Det omfatter ogs√• de n√łdvendige¬†strategier til¬†at undg√• at blive snydt i arbejdsdeling og eventuelle strategier til selv at snyde, n√•r der er mulighed for det.

Ventromedial Profrontal Kortex ‚Äď VMPFC

Ventromedial prefrontal kortex udg√łr en del af hjernen frontallap eller prefrontal kortex. Der har i de tidlige faser af forksningen omkring PFC funktion v√¶ret uenighed om terminologi og anatomiske afgr√¶nsninger. I tidligere forskning bruges¬† “orbitofrontal kortex” ofte om, hvad man nu ville kalde ventromedial prefrontal cortex eller vmPFC.

vmPFC hos sociale dyr

Menneskets sociale instinkter

vmPFC er n√łglen til at forst√• sociale dyr som hyener og de sociale hierarkier som dyr og mennesker lever i. Det er ogs√• hjernens central for sociale f√łlelser som misundelse, skam og taknemlighed. Denne del af hjernen er ogs√• n√łglen til at forst√• vores sociale strategier, sociale f√¶rdigheder, intimidering, dominans og andre sociale psykologiske f√¶nomener. Samme sociale opfattelse er ogs√• en n√łgle til at forst√• s√¶re f√¶nomener som stimaticering, kaster, intersektionalitet, sado-masochisme, hazing, mobning og en r√¶kke andre sociale f√¶nomener, som ikke altid forekommer at v√¶re helt rationelle eller helt logiske.

Social navigation baseret på ære og skam

√Üre hentyder her ikke bare til anerkendt heltemod eller lignende, men til hele spektret af positive vurderinger i den omgivende klan, landsby eller lokalsamfund. Tilsvarende d√¶kker skam alle oplevelser af de negative vurderinger af selvet, som man kan st√łde p√• i ens sociale relationer og den befolkning man er en del af.

B√•de √¶re og skam er derfor t√¶t p√•virket at den information, som er udbredt om ens adf√¶rd, karakter, synspunkter, alliancer og relationer. Faktisk af alt hvad der flyder rundt i den soicale sf√¶re af informationer om ens g√łren og laden.

Sociale medier udg√łr derfor ogs√• en slags tilbud om “image management for begyndere”: Facebook er stedet for man kan poste fotos og bem√¶rkninger om de ting man gerne vil v√¶re kendt for, uden at man beh√łver at risikere at folk kommer til at kende til alle de ting man “skammer sig over”. Alts√• alle de ting som man oplever som negativ information om selvet.

Man b√łr bem√¶rke at der ikke er noget stramt sandhedskriterie for om dem relevante information ul√łser f√łlelser af √¶re eller skam.

Tilsvarende er det fuldt ud muligt at nyde stor anerkendelse og ære for et helt ufortjent ry, hvilket man ofte kan få et glimt af,  hvis man nærlæser et bredt udvalgt af sladder-journalistiske kilder.

En del af p√•virkningen fra sociale vurderinger kommer i form af “stigma”, dvs. informationer om selvet, som f√łrer til st√¶rkt negative vurderinger.¬†Bestemte informationer kan v√¶re s√• destruktive for ens √¶re eller s√• skamfulde at de potentielt eller faktisk kan fylde ens sociale

Hvis en mandlig p√¶dagog f.eks. uretm√¶ssigt bliver beskyldt for p√¶dofili og hvis denne beskyldning bliver tilstr√¶kkeligt udbredt, s√• vil kan det f√łre til st√¶rke oplevelser af skam for p√¶dagogen, helt uanset, at han ved at beskyldningerne er grundl√łse. Dette skyldes, at alene beskyldningerne fra omgivelserne er tilstr√¶kkelige til at fremkalde skamf√łlelse: Det er nok at andre tror p√• beskyldninger, og det har ikke en afg√łrende indflydelse at man selv ved bedre. Det g√łr selvf√łlgelig en forskel, at man over tid kan rehabilitere sit ry og rygte. Men den akutte oplevelse af skam er mere baseret p√• andres overbevisninger end p√• ens egen. S√• negativ information kan have stor indvirkning p√• oplevelsen af skam, ogs√• selv om den mangler et objektivt grundlag.

Helbred og social integration

En r√¶kke unders√łgelser har vist at ens sociale liv har betydning for en helbred og d√łdelighed. Alts√• s√•dan at man i gennemsnit lever l√¶ngere og har et bedre helbred, hvis man har en god social situation med gode venskaber og et godt socialt liv. Omvendt viser det sig, at ensomhed er forbundet med overd√łdelig og en ringere helbredssituation. Og der er meget der tyder p√• at selv om et d√•rligt helbred kan f√łre til ensomhed, s√• er det i h√łjere grad ensomhed, der f√łrer til et d√•rligt helbred.

Ser man neuropsykologisk p√• disse forhold, s√• bliver sp√łrgsm√•let hvordan helbred og social integration er forbundet kausalt. Alts√• hvad der er de grundl√¶ggende √•rsager og hvad der er f√łlgevirkninger. I de senere √•r er det blevet mere klart at vores sociale adf√¶rd er reguleret fra hjernestrukturer, der oprindeligt havde til opgave at regulere organfunktioner. Den l√łbende h√łjfrekvens regulering af hjertefrekvensen – den s√•kaldte HRV (heart rate variability) – sker fra prefrontal cortex. Derfor kan man se at belastninger af vores selvkontrol f√łlges af afvigelser i v√¶rdier for HRV-m√•linger. Der er alts√• grund til at se p√• svigtende helbred og svigtende social integration som udtryk for en generel sv√¶kket funktion af prefrontal cortex.

Kilder:

Neuropsychology of prefrontal cortex

Scientists Identify Brain Abnormalities Underlying Key Element of Borderline Personality Disorder

Correlates of psychopathic personality traits in everyday life: results from a large community survey