Arousal

Arousal er en teknisk betegnelse for agitation eller stimulering, der bruges i neuropsykologien. Arousal dækker både den fysiologiske effekt af f.eks. caffein og den psykologiske effekt af f.eks. vigtige nyheder. Eller begge dele blandet, som f.eks. ved sult eller seksuel stimulering, hvor indre billeder og den konkrete omgivende situation vekselvirker og fremmer en bestemt emotionel tilstand.

Negativ arousal kan f.eks. være væmmelse over fordærvet mad, en syg person, moralsk væmmelse eller reaktion på kvæstelser eller blod.

Arousal vil typisk gøre det mere sandsynligt, at man reagerer emotionelt, men vil typisk ikke bestemme præcis, hvordan man reagerer. Stimulerende midler som caffein vil typisk føre til en uspecifik arousal, hvor det emotionelle indholde afgøres af situation, indtryk og tilbøjeligheder.

En arousal-tilstand er således typisk præget af aktivering, høj grad af vågenhed, skærpet opmærksomhed, øget motivation og emotionelle tolkninger.