fbpx

Motivation og overlevelseskredsløb

Emotion og motivation er traditionelt blevet behandlet hver for sig. Emotioner blev set som reaktioner (f.eks. frygt, vrede, afsky, glæde, sorg) på situationer i omgivelserne. Motivation blev set som en indre drift eller drive (f.eks. sult, tørst eller sex-drive). I slutningen af 1960’erne hjalp begrebet om incentiver til en vis tilnærmelse mellem disse. Bindra argumenterede for at emotioner ligesom motivation er influeret af indre faktorer (f.eks. hormoner) og motivation ligesom emotioner er påvirkede af ydre faktorer (f.eks. incentiver).

Motivation påvises adfærdsmæssigt gennem tilnærmelse til ønskede resultater og undgåelse af uønskede resultater. Såkaldt tilnærmelses/undgåelses motivation optræder ofte i to stadier: en forventende, undersøgende, jagt på målobjekter, og gennemførelsen af konsumatorisk adfærd ( medfødte responser kontrolleret af overlevelseskredsløb) når målobjekter er inden for rækkevidde.

Den undersøgende fase er kontrolleret af incentiver, der som nævnt er medfødte eller betingede emotionelle stimuli. Med andre ord stimuli, der er i stand til at aktivere overlevelseskredsløb.

Motivation og overlevelseskredsløb

En af de opdagelser, der førte til udbredelsen af incentiv-forståelsen, var at stimuli, der manglede evnen til at tilfredsstille behov og reducere drift (f.eks. ikke-nærende saccarin) ikke desto mindre var motiverende. En vigtig konsekvens var at det svækkede forbindelsen mellem motivation og specifikke funktionelle kredsløb (det vi her kalder for ovelevelseskredsløb). Motivation blev i stedet en mere generel tilstand, der fremmede alle former for adfærd – adfærd, der blev reguleret af incentives.

Nucleus accumbens viste sig at være et knudepunkt for dette system for generel motivation. Adfærdsmæssig opregulering og en “energisk” tilstand blev anset for at være et udtryk for dopamin udløsning i accumbens og incentive processer i accumbens blev anset for at regulere målrettet adfærd.

Et væsentligt spørgsmål er, hvorvidt motivation er en generel (bred) process eller om motivationelt specifikke (smalle) processer i overlevelseskredsløb kan vise sig at være vigtige. Mens der kan vise sig at være generelle sider af motivation (f.eks. adfærdsmæssig opregulering), støtter flere fakta en smallere mere specifik form for motivering.


Når incentives har styret organismens opsøgende adfærd i mål, vil dette aktivere de medførdte komsumatoriske responser, som er specifikke for det aktiverede ovelevelseskredsløb og dets funktion.

Reinforcering og overlevelseskredsløb

Reinforcering og motivering er tæt forbundne funktioner. Ting, der motiverer, er oftest reinforcerende og omvendt. Der har ved forskellige lejligheder været ønsker om at knytte reinforcering af adfærd mere tæt til specifikke neurobiologiske systemer. F.eks. har Glickman og Schiff foreslået at reinforcering er facilitering af aktivitet i neurale systemer, der medierer art-sspecifikke komsumatoriske proceser. De foreslår med andre ord en forbindelse mellem reinforcering og motivations-specifikke overlevelseskredsløb. Det er i dette lys yderst interessant, at ny viden om dopamins rolle som signal for afvigelse fra belønnings-forudsigelser, faktisk begynder at vise betydningen af specifikke motivationelle tilstande for moduleringen af dopamins virkning som signal for størrelsen af  afvigelser fra belønnings forudsigelser.

Reinforcering – forstået som en øget sandsynlighed for en given adfærdsgentagelse – kan vise sig at finde sted gennem et generelt system, i hvilket reinforcerer styrker responsen. Men derudover vil information, som er specifik for det aktuelle overlevelseskredsløb, sandsynligvis bidrage på et grundlæggende niveau og give den relevante stimulus en motiverende rolle, som tillader at den mere generelle form for reinforcering kan finde sted.

Overlevelseskredsløb og arrousal

Overlevelseskredsløb aktiveres i situationer, hvor der er udfordringer eller muligheder. Med andre ord i situaioner, som er emotionelt ophidsende og motiverende. Indtil nu har vi fokuseret på to af konsekvenserne af et overlevelseskredsløbs aktivering. Den ene er udløsningen af medfødte adfærdsmæssige reaktioner. Den anden er en forøgelse af sandsynligheden for at den instrumentelle målrettede adfærd, der er relevant for udfordring eller mulighed bliver lært (reinforceret) og gentaget (motiveret). Hvis situationen er en ofte gentagen affære kan stimulus-response vaner efterhånden erstatte den instrumentelle målrettede adfærd.

En tredje konsekvens af aktivering af overlevelseskredsløb er generel arrousal. Som oprindeligt defineret er generaliseret arrousal en funktion af hjernestammens reticular aktiverende system. Aktiveringen menes at ske ved frigivelse af en række aminer (nor-adrenalin, dopamin, serotonin, eller acetylcholine) og peptider (f.eks. orexins), som hver antages at bidrage til hjernens arrousal eller aktivering. Mens disse transmittere frigives i store dele af hjernen, så er deres effekt specielt afgørende for neuroner, der er aktivt involveret i informationsbehandling. Det vil sige: de modulerer mere end de initierer neural aktivitet og regulerer neuroners “reaktivitet” og frekvensen af deres neurotransmission.

Hvad der også bidrager til øget arrousal, er de perifære systemer, der frigiver hormoner in blodbanen (cotisol fra andrenal kortex, adrenergiske hormoner, adrenalin og noradrenalin fra adrenal kortex, medula og andre). Cortisol krydser BBB (blood brain barriere) og binder til receptorer i en række forskellige områder, mens adrenergiske hormoner påvirker centralnervesystemet indirekte. Den regulerende effekt af central modulatorer er betydeligt langsommere, hvilket tillader en forlængelse af en given tilstand, der initiereres af et overlevelseskredsløb.

Generel arrousal har spillet en rolle for en række af teorierne om emotioner (f.eks. Schacter & Singer) og er stadig relevant for nyere dimensionelle teorier og visse neurale modeller for emotioner. Det er dog vigtigt at stille spørgsmålet om, hvordan generaliseret arrousal udløses i emotionelle situationer, og hvordan denne arrousal, når den er etableret, påvirker den videre process. Igen er ovelevelseskredsløb nyttige til at illustrere processen.

Detektion af fare, der varetaget af amygdalas overlevelseskredsløb, fører til aktivering af centrale neuromodulerende og perifære hormonelle systemer. Signaler fra centrale amygdala er rettet mod dendritter fra neuroner, der indeholder noadrenalin, dopamine, serotonin og acetylcholine og bevirker frigivelse af disse signalstoffer i store områder af hjernen. Signaler fra centrale amygdala påvirker også neuroner, der aktiverer den sympatetiske del af det autonome nervesystem, som frigiver adrenergiske hormoner fra adrenal medula og hypotalamus-hypofyse-adreanal aksen, som frigiver kortisol fra adrenal kortex. Trusler udløser ikke bare specifikke forsvars-reaktioner, men initierer desuden en generel arrousal i krop og hjerne.

En konsekvens af dette mønster af forbindelser, er at centrale og perifære arrousal signaler faciliterer signalbehandling i det overlevelseskredsløb, som udløste den aktiverende kaskade. Dette slutter cirklen, sådan at ydre stimuli producerer en kontinuert aktivering af overlevelseskredsløbet, som igen faciliterer ydre stimulis fortsatte aktivering af overlevelseskredsløbet. Faktisk faciliterer modulatorer aktivitet i perceptuelle områder, hvilket burde øge opmærksomhed over for ydre stimuli under aktivering af overlevelseskredsløb.

Modulatorer faciliterer også process-områder, der varetager hukommelse: genkandelse, udformning og lagring af erindrings-spor. Alle disse effekter bliver gentaget i mindre målestok i motivationelle kredsløb efterhånden som den indledende reaktion fører til en målrettet instrumentel indsats. F.eks. bidrager dopamin til stimulering eller aktivering af adfærd under den udforskende fase af en motiveret tilstand. Noradrenalin, serotonin, acetylcholine, orexins og andre modulatorer bidrager også. Mens arrousal ofte diskuteres i termer af den generiske (generaliserede) mekanisme, bør muligheden for at nogle aspekter af arrousal kan være specifikke for bestemte overlevelseskredsløb også undersøges.

Ved at fokusere på overlevelseskredsløb, der er baseret på bevarede kredsløb, ved at se på om funktioner og kredsløb deles af dyr og mennesker, kan vi fokusere på nøgle fænomener, der er relevante for emotioner og følelser
Overlevelseskredsløb - Kroppen og organismen er et system af tæt integrerede sub-systemer der koordineret samarbejder for kort og langsigtet overlevelse.
Det er stærk evidens for en konservering af overlevelsesfunktioner som f.eks. forsvar, reproduktion, termoregulering, vædskebalance, energi/ernærings regulering i mellem de mange forskellige pattedyr.
I emotionsforskningen bruges termen “automatisk vurdering” ved diskusion af, hvordan signifikante stimuli kan udløse såkaldte emotionelle responser automatisk.
Overlevelseskredsløb aktiveres i situationer, hvor der er udfordringer eller muligheder. Med andre ord i situaioner, som er emotionelt ophidsende og motiverende.
Globale organistiske tilstande - Det samlede resultat af aktivering af et overlevelseskredsløb, motivationel aktivering og genrel arrousal er etableringen af en tilstand, i hvilken hjerneressourcer er koordinerede og monopoliserede
previous arrow
next arrow
Slider

Forfatter info:

Joseph E. LeDoux (født 7. December, 1949) er en Amerikansk neuropsykolog, hvis forskning primært er fokuseret på overlevelses-kredsløb og deres indvirkning på emotioner som f.eks. frygt og angst. Spiller guitar i bandet “The Amygdaloids”.

Download Borderline Kompendium E-book

impulskontrol.dk facebook gruppe

Brug vores facebook gruppe til at diskutere og dele erfaringer.

MediaCreeper

Kilder:

Joseph LeDoux: Rethinking the Emotional Brain

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.