Overspisning – hjælp og rådgivning

Overspisning – hjælp og rådgivning

Tl;dr:

Høj-kalorie fødevarer påvirker belønningskredsløb i hjernen, sådan at indlæring af cues eller tegn sker hurtigt og effektivt. Derfor udvikles der en ekstrem følsomhed over for kunstige cues (f.eks. reklamer), der repræsenterer sundhedsskadelige høj-kalorie fødevarer. Fokus i håndteringen bør være et øget fokus på kontrol over cue-eksponering både individuelt og samfundsmæssigt.

Introduktion til øget cue følsomhed

Der har været en betydelig indsats de sidste to årtier for at identificere og karakterisere den adfærd og de underliggende neurale kredsløb, der giver sårbarhed for overspisning i det moderne “obesogene” (fedme fremkaldende) fødevaremiljø. Ny forskning viser, at øget reaktivitet over for fødevarelaterede signaler kombineret med reduceret hæmmende kontrol resulterer i sårbarhed for overspisning. Især hvis der i miljøet findes fremtrædende fødevaresignaler, der repræsenterer energi-rige fødevarer, der er billige og let tilgængelige .

Overspisning - hjælp og rådgivning

I ny forskning har forskerne påvist, at forholdet mellem hjernen og fødevaremiljøet er tovejs og består i en gensidig påvirkning. Især er der beviser for, at forbrug af specielt attraktive fødevarer med højt indhold af fedt og raffinerede kulhydrater har skadelige virkninger for neurale kredsløb og derved bidrager til kognitive ændringer, der giver tendenser til overspising. Her bekrives to måder, hvorpå kostfaktorer kan påvirke hjernens striatale kredsløb negativt og føre til både hyperreaktivitet ved perception af fødevarer eller fødevare-cues og til nedsat impulskontrol. Fødevare-cues er alle de indtryk, som er associeret med madintagelse, både f.eks. duften af nybagt brød og synet at en reklame for muffins.

“Fødevare-cue reaktivitet” er defineret som den udstrækning, en person er tilbøjelig til at spise mere efter perception af fødevare-cues. Denne reaktivitet over for cues har længe været forbundet med en tendens til vægtforøgelse.

Det bør ikke være nogen overraskelse, at vi reagerer fysiologisk på fødevare-cues. Enhver der har prøvet at danne en livagtig forestilling om en citron, der skæres op i skiver – skiver som man derefter bider i  – vil have bemærket at disse forestillinger let fører til at man danner mundvand, der kan beskytte mod citronens indhold af syre.

Det som måske er nyt for de fleste er, at fødevare-cues fører til, at der frigives ekstra dopamin fra nucleus accumbens, som er hjernens center for associations-indlæring.

Fødevare-cues erhverver forstærkende egenskaber via klassisk betingning, hvor det cue som engang var neutral (f.eks. synet af en Q8-station) bliver forbundet med indtagelse af kage eller slik. For hjernen er reklamer for is, madopskrifter, restaurant reklamer eller fastfood brands repræsentationer af muligheder for fødesøgning. Via klassisk betingning indlæres de cues, der sætter antydninger af mad i stand til at aktivere instinktiv trang og instinktiv adfærd.

fødevare-cues

Når først denne betingning er dannet, vil alene synet af dette cue fremkalde en belønnende reaktion i hjernen. Der bliver simpelthen frigivet dopamin, som response på den perception, som er forbundet med kage eller slik.

Det er klart at denne betingning og den dopamin-response, der etableres, vil gøre ens færden blandt reklamer og salgsfremmende stimuli til en glidebane frem mod den belønende adfærd. Blandt andet fordi forsøg på selvkontrol oftest primært er rettet mod selve indtagelsen, og ikke mod undgåelse af aktiverende stimuli. Men svage antydninger af mulighed for belønning vil stimulere både fødevaresøgning, ønsketænkning rettet mod fødeintagelse, oplevelsen af akut spisetrang og en gradvis øget udbygning og detaljering af fantasier eller forestillede scenarier, der leder frem mod spisning.

overspisning - hjælp og rådgivning

Aktiviteten i nucleus accumbens (NAc) er et afgørende elelement i dannelsen af ​​disse associationer mellem de ubetingede (medfødte) reaktioner på indtagelse af næringsstoffer og de betingede tegn eller cues, som f.eks synet, lugten eller smagen af ​​de fødevarer, der indeholder næringsstoffer og kalorier.

Neuroimaging-undersøgelser vist, at en høj respons i nucleus accumbens på “kalorieforudsigende” fødevaresignaler er forbundet med:

  • Genetisk risiko for fedme
  • At man spiser i fravær af sult
  • Dårlige resultater ved vægttabsforsøg
  • Usunde madvalg

Når man har en øget genetisk risiko for fedme, kan det altså skyldes at man reagerer mere positivt på cues for høj-energi mad. Den genetiske forskel er i dette tilfælde, at man hurtigere og lettere bliver styret af impulser, der udløses af syn, lyde og lugte i omgivelserne.

Individuelle variationer i nucleus accumbens og dens indlæringskredsløb, (der er basis for fødevare-cue-reaktivitet), kan øge risikoen for fedme i et miljø med øget forekomst af fødevare-cues.

  • Øget cue indlæring
  • Øget cue-tæthed i miljøet
  • Øget response på cues
  • Udvikling og detaljering af cue baserede forestillinger om fødesøgning og fødeindtagelse
  • Øget spisetrang i form af trang til at realisere forestillinger om fødesøgning
  • Øget spisetrang i form af trang til at realisere forestillinger om fødeindtagelse

Forsøg med dyr (gnavere) tyder på, at følgevirkninger af fødeindtag udløser stoffer, der øger indlæring af cues, sådan at de omstændigheder, som blev oplevet før fødeintagelsen, effektivt og hurtigt bliver associeret med næring. Ens evne til at lære og til at danne nye vaner øges altså af at man har indtaget høj-kalorie fødevarer.

Hvis man injicerer glukose direktie i tarmen samtidigt med at forsøgspersonen udsættes for en vædske med smag men uden noget indhold af kalorier, vil dette resultere i en varig præference for denne smag.

Denne indlæring af associationen mellem smag og næringsstof sker hurtigt, og kan opstå på basis af et enkelt måltid. Dette demonstrerer den styrke, hvormed post-orale signaler og kalorieindhold omdanner en neutral smag til et betinget signal for højt kalorieindhold.

Hos mennesker er respons i NAc til en kalorieforudsigende smag direkte proportional med størrelsen af forandringen i blodsukker, der opstår, når denne føde indtages.

Det er også interessant, at selvom parring af smagen med kalorier øger den personlige preference (“liking”) for denne smag, så svarer denne ændring i præference ikke til NAc-responsen eller ændringen i blodglukose. Det er altså ikke primært ens “liking” der driver adfærdsændringerne.

Dette betyder, at fødevarens energi-egenskaber kan påvirke adfærd uafhængigt af opfattelser af smag og præferencer.

Villigheden til at betale for fødevarer i en auktionsopgave korrelerer desuden med dopamin-respons i nucleus accumbens, der er drevet af energitæthed/kalorie-indhold. Jo “bedre” (vurderet ud fra risikoen for at sulte) en fødevare er, jo mere dopamin frigives og jo hurtigere etableres associationen mellem kalorieindhold og den situation, som føden optræder i. Denne dopamin reaktion forløber uafhængigt af ens viden om kalorieindhold eller vurderinger af næringsindhold.

Kilder:

Mary V Burkea & Dana M Small: “Effects of the modern food environment on striatal function, cognition and regulation of ingestive behavior”