PFC vs. limbisk funktion er nøglen til komorbide symtomer

 

PFC vs. limbisk funktion er nøglen til komorbide symtomer

 

tl;dr:

Roden til komorbide symtomer er vigtig at afklare. Ballancen mellem PFC og limbisk hjerne er afgørende for vores livskvalitet og vores præstationer. Og nøglen til en række komorbide symtomer ved depression, angst og andre psykiatriske lidelser.

 

Hjernens instinktive og rationelle kontrolsystemer

Der er to systemer, der styrer vores oplevelser og adfærd: Den rationelle fornuft og den instinktive drifts natur, der er følelsesmæssig versioner af vores biologiske behov.

 

Det limbiske system er central for vores instinkter, vaner, drifter og sanselige oplevelser. Når vi ser, hører og opfatter situationer omkring os, hjælper limbisk hjerne os til at reagere hurtigt og effektivt, men også uden for meget omtanke. Reaktioner i det limbiske system har ofte en karakter af at der er noget vi enten godt kan lide eller noget som vi meget gerne vil undgå. Enten fordi det er farligt, ulækkert, smittefarligt, ildelugtende, grimt, mørkt eller

 

Præfrontal kortex er hjernens central for kognitiv styring og styring af opmærksomhed. Det er PFC (prefrontal cortex) der sørger for at vi er opmærksomme på det vi har brug for at tænke på og ikke kun de ting der bevæger sig i synsfeltet, blinker eller larmer. Der er faktisk en konstant strøm af sanseimpulser og impulser til at lede efter føde, sex eller sikkehed, som vi glimrende kunne bruge al vores tid og energi på. Disse impulser kommer helt automatisk fra vores sanser, fra limbisk hjerne og fra alle de automatiske vaner som vi gennem tiden har opbygget.

 

 

Det limbiske system genererer negative automatiske tanker

 

Når PCF svækkes vil impulsive og intrusive tanker øges i mængde og intensitet. Dette følger af, at den nedregulerende efekt af enervering fra PFC er direkte proportional med aktivitetsniveauet i PFC. Med mindre PFC aktivitet, bliver det limbiske system simpelt hen mere aktivt. Og den øgede aktivitet i limbisk hjerne har en dæmpende effekt på PFC. Altså mindre langsigtet tænkning, minder rationel kontrol over adfærd og mindre overskud til at styre udenom selvkritiske eller bekymringsfyldte tankemønstre.

 

En del af problemet med en svag PFC funktioner er derfor at man har svært ved at sige nej, selv om man ikke virkeligt synes at det er en god idé at sige ja. F.eks. til mere at drikke, tilbud om sex, muligheder for at vinde penge eller for at få opmærksomhed på sociale medier. Og alle der har en fin smartphone ved hvor svært det kan være at sige nej, når den blinker til os. Alle disse impulser går gennem det limbiske system og faktiske kan vi uden at lægge mærke til reagere helt automatisk på dem. De fleste, der ryger kender f.eks. til at man tænder en cigaret, selv om man faktisk allerede i forvejen har gang i at ryge en anden cigaret. Der er mange af den slags vaner, der kan styre adfærd, helt uden at det kræver bevidst opmærksomhed.

 

Der er således et direkte kausalt fællesskab mellem de komorbide symtomer for angst og depression: De skyldes en øget aktivitet i limbisk hjerne, som opstår når den gensidige hæmning tipper, fordi PFC er svækket.
Dette angiver klart hvorfor og hvordan kognitive symptomer spiller en rolle for en aktuel depression og den premorbide tilstand inden en depression: De er udtryk for en svækket PFC funktion og denne svækkede PFC funktion vil foruden de kognitive symptomer (koncentrationsbevær og ringe korttidshukommelse) også føre til en svække kontrol over limbisk aktivitet, overaktivitet i limbisk hjerne og de negative automatiske tanker, der ses ved depression. Samme svækkede kontrol over limbisk aktivitet vil desuden medføre de bekymrings- eller angts-forestillinger, som er karakteristiske for hel en række forskellige angstlidelser, og som udgør hovedparted af problemet ved komorbid angst.

 

Både disse bekymrings eller angst forestillinger og de selvkritiske depressive negative automatiske tanker har deres naturlige og sunde funktion, som stimuli til korrektioner af adfærd i både det sociale og det biologiske miljø. De er altså naturlig og sunde impulser, så længe deres omfang og intensitet er reguleret af PFC. Når denne regulering udgående fra PFC svækkes, kan de få et omfang og en intensitet, der både truer basal livskvalitet og afsporer sunde og nødvendige adfærdsmønstre.  Ved depression bliver man inaktiv og ved angst bliver man socialt isoleret. Og patientens livsoplevelse og livskvalitet bliver stærkt præget af den emotionelt dysforiske oplevelse af både angstimpulser og negative automatiske tanker om selv og adfærd.

 

Fokus på årsager i stedet for på virkninger

 

Når to ting ko-varierer så er det interessant at afdække forbindelser mellem årsager og virkninger. Specielt hvis det er ko-variationer, som man gerne vil ændre på. Den mest effektive måde at skabe ændringer på vil være tidligt i kæden af årsager og virkninger. Det er lettere at begrænse hvor meget salt man putter i suppen end at få saltet ud igen senere. Det er derfor ekstremt vigtigt at spore sig tilbage til de tidlige årsager, til de problemer som man vi gøre noget ved. Det er derfor centralt for forståelsen af psykiske lidelser, hvordan balancen mellem præfrontal kortex (PFC) og limbisk hjerne kan have en lang række effekter på følelser, motivation, oplevelsen af fristelser, smerte, nederlag og ethvert menneskes kontrol over sin egen situation.

 

Når ballancen tipper i retning af mere limbisk funktion og mindre PFC dominans, vil vi typisk få en række problemer. Alle de impulser, der bobler op på basis af sanseindtryk, forestillinger eller lyster, vil mere uhæmmet præge ens adfærd. Også selv om de let kan skabe problemer for os på lang sigt. Det samme gælder for bekyrings-impulser og angst-impulser: Når vi kommer på noget, som kan tænkes at blive et problem, så vil en god balance mellem libisk hjerne og PFC bevirke, at vi er bekymrede på et passende niveau. Bekymringer behøver ikke at være et tegn på psykologiske problemer.

 

Men hvis limbisk hjerne dominerer vores liv, så vil bekymrings-tanker kunne overtage i en grad, der gør det svært at fungere. Det samme kan ske i forhold til angst, social angst og i forhold til selvkritik: Hvor alvorligt skal vi tage det, hvis og når vi får en anelse om, at vi ikke har handlet perfekt? Med en balance, der er svært forskubbet mod limbisk funktion, vil selvkritik kunne præge vores dagligdag i en grad, som er lammende og giver en ekstremt lavt livskvalitet. Og der er ikke nogen væsentlige fordele ved at være ekstremt selvkritisk. Det fører f.eks. ikke til at ens adfærd er bedre styret eller mere til gavn for andre.

 

Faktisk vil uhæmmet limbisk dominans også præge ens adfærd, sådan at man i mindre grad ønsker at handle, handler mindre og er langt mere inaktiv. Dette fører til fysiologiske ændringer, som gør os mere sårbare over for depression. Det er vigtigt at være fysisk aktiv for at modvirke depression og det er vigtigt at være aktiv for at kunne opleve at man mester sine daglige udfordringer og er kompetent nok til at komme gennem vanskelige situationer i sit liv. Dette er vigtigt. Det er også vigtigt at depression til dels består af inaktivitet og en voksende mistro til egne evner.

 

Der mangler stadig forskning og der er ikke endnu en stærk konsesus, der siger at reduceret PFC funktion er hovedårsagen til depression. Men moderne psykologisk behandlingsmetoder, som deprimerede patienter behandles efter består i høj grad af metoder til at modgå disse virkninger. Man forsøger at få patienter til at motionere. Man motiverer patienter med depression til at være mere aktive og at lægge mærke til oplevelser af mestring. Man forsøger at hjælpe dem til kontrol over negative automatiske tanker. Der mangler en samlet og velunderbygget teori, der forklarer i detaljer hvordan en dårlig balance mellem limbisk hjerne og PFC kan føre til denne række af symptomer. Men der er mange del-resultater, der kraftigt peger i den retning. Og altså viser hen imod at nøglen til at behandle f.eks. depression er en genetablering af balancen mellem limbisk funktion og præfrontal funktion.

 

Referencer:

 

McClure SM, Laibson DI, Loewenstein G, Cohen JD (2004): Separate neural systems value immediate and delayed monetary rewards