Promiskuøs strategi og livshistorie

 

Fordelene og ulemper ved promiskuitet og promiskuøs adfærd opfattes ofte som et moralsk anligende. Det er et af de mange psykologiske eller biolgogiske emner, der i lange perioder primært er blevet betragtet som et moralsk spørgsmål. Hvilket måske ikke er ikke specielt underligt: Etik og moral er jo ofte udtryk for sociale målsætninger om at begrænse eller forme udtryk for psykologiske eller adfærdsmæssige tendenser. Ofte kan disse spørgsmål om adfærd belyses fra begge vinkler. 

Men ofte går man glip af mange detaljer i sin forståelse, hvis man mest holder sig til den moralske forståelsesramme. Her er det nemlig oftest negative konsekvenser, der er fremhævet. En mere detaljeret fremstilling af motiver, drivkræfter  og årsager til adfærden kan findes i biologisk adfærdsforskning og i psykologiske modeller, der måske beskriver fænomenet mere detaljeret og mere komplet.

I forhold til promiskuøs adfærd er dette i høj grad tilfældet. Men mens de moraliserende synspunkter har stor udbredelse, så har den mere tekniske forståelse af de kræfter, der påvirker tendenser til promiskuøs adfærd typisk en langt mindre rækkevidde.

Promiskuøs strategi og livshistorie

 

Livshistorieteori – kvantitet eller kvalitet?

 

En af de teorier, som siger noget om promiskuitet og vores tendenser til kort- eller langsigtet seksuel adfærd, er livshistorieteori. Dette er er en model for, hvordan adfærd og strategier deler sig mellem kvantitative og kvalitative strategier for forplantning og sikring af artens overlevelse.

Den grundlæggende sondring er mellem en kvantitativ afkoms-strategi med så stort antal afkom som muligt og en strategi, der sigter på færre individer og en større investering i hvert individ i næste generation.

De rå biologiske data for denne sondring er:

  • Alder ved første reproduktion – hvornår starter pubertet og seksuel modning?
  • Reproduktiv tidsrum og aldring – forholdet mellem “spildtid” og effektiv produktion af afkom.
  • Antal og størrelse af afkom.

Den klade (den gren af det evolutionære stamtræ) vi tilhører, pattedyr, har f.eks. udviklet et system, hvor den nødvendige udvikling af umondent afkom kan forsætte efter graviditeten ved at afkommet ‘fodres’ med en ekstremt næringsrig modermælk. Dette udgør en øget investering i næste generation relativt til æg-læggende arter, der slipper ‘billigere’ i forhold til hvert individ af næste generation.

Man kalder strategier der sigter på øget investering og øget kvalitet for k-selekterende strategier. K står for kapacitet (org. på tysk Kapazität) og refererer til investeringer i hvert individs evner, færdigheder og beredskab til overlevelse og forplantning. Den alternative strategi kaldes for r-selektion, hvor r står for rate eller hvor mange individer man kan befolke næste generation med. 

 
 
 

Parforholds-strategier

 

En af de afgørende variationer mellem r/k-selekteret forplantningsstragi er opdelingen i “turnerings selektion” og “parforholds strategier” for forældreskab. Dette angår de kritierier som kvinder vælger partner efter: Enten alene baseret på genetisk værdi eller baseret på en samlet vurdering af partneren med henblik på forældreskabsopgaven.

Ved turnerings selektion udvælger kvinden eller hunnen simpelthen den bedste mage baseret på præstationer, der antages at afspejle og repræsentere den genetiske værdi af den potentielle mage. Ved påfugle selekteres der efter fjerpragt fordi denne er afspejler generel funktion, sundhed og overskud. Og dermed afspejler den genetiske egnethed af individet. Og her er det afgørende ved denne form for selektion: Når hannen har leveret sin sæd og dermed givet sine gener videre til næste generation ophører hans indsats og engagement i forældreskabet. Hunnen er derefter den eneste, der investerer sine ressourcer i næste generations udvikling og overlevelse.

Pair-bonding eller parforholds strategien er på  mange måder et overlegent alternativ til den mere promiskuøse turnerings-strategi: Ved at begge parter deltage aktivt i et fortsat forældreskab, vil langt færre biologiske ressourcer gå til spilde i produktionen af arbitrære repræsentationer af genetisk overlegenhed. Mindre energi spildes på storstået fjerpragt. Det synes også at være en mere økonomisk løsning at lade hanner bidrage mere aktivt til næste generations overlevelse og trivsel. Og man måske også påstå at langvarige parforhold tjener til at stabilisere mulighederne for sociale grupper og socialet samarbejde.

Men det er også en mere skrøbelig strategi, der kræver en høj grad af stabilitet for at fungere godt. Man kan ikke udvikle en stærk pair bonding på 10 minutter. Derfor er en promiskuøs r-selekteret strategi ofte overlegen: Når der er krig, sygdom, kaos, krise og derfor ikke mulighed for stabil pairbonding, så vil en gen-pragt selekteret mage, der strutter af sundhed, være at alternativ, selv om det ligger i situationen, at han ikke er til at stole på i forhold til redebygning. 

Når vi ser på menneskers forældreskab, så er der en langt større variabilitet i valget af forældreskabs-strategi end hos nogen af de dyrearten, man kan sammenligne med: Der er eksemper på livslange partnerskaber med mange børn, og der er eksempler på enlige mødre, der på egen hånd opdrager et eller flere børn. Enten alene eller i samarbejde med en eller flere stedfædre.

Denne store variation i håndteringen af forældreskab kan give andledning til forestillinger om at det er noget vi vælger: At vi har hævet os over vores biologiske arv og praktiserer forældreskab på måder, som vi har udtænkt og udviklet og som tjener en moderne livsstil bedre en antikverede familieformer, der bygger på biologisk arv og gamle traditioner.

Der er mange interessante detaljer i dette puslespil som biologiske forskere arbejder på at afklare efterhånden. Men der er også noget som allerede nu står lysende klart: Valget af forplantnings-strategi er ikke et individuelt valg i den forstand, at det er op til os at tage praktiske eller moralsk stilling til, om den ene eller anden strategi er at foretrække.

I forvejen er vores evner for at afvige fra vores biologiske arv og instinktive tendenser stærkt overdrevne. At vores rationelle overvejelsers indflydelse på vores adfærd er ekstremt og dramatisk overdrevne er noget der har været et kernepunkt i psykologisk forskning siden Freuds tid. Dette synspunkt er ovre tid blevet betydeligt styrket. Og som vi skal se her, så er dette også tilfældet i forholld til “valget” af forplantningststrategi og forældreskabs-modeller.

Det ville som udgangspunkt også være svært overraskende, hvis vores rationelle overvejelser skulle kunne øve en direkte indflydelse på vores seksuelle adfærd eller andre kategorier af adfærd, som er direkte relateret til vores biologiske overlevelse eller forplantnings muligheder.

Vores håndtering af forældreskab er ikke afgjort af argumenter for og imod de forskellige alternativer eller af vores valgte livsstil. Vores indstilling til forældreskab er ikke bare et genetisk båret træk, men en genetiske kernefunktion, der i sig selv er afgørende for hvornår og hvordan træk nedarves, bevares og udbredes i populationer.

At forestille sig at vores rationelle overvejelser kan afgøre, hvordan vi vælger at videreføre slægten er helt urealistisk: Der er næppe noget, der er mere genetisk bestemt end vores seksuelle præferencer og vores tendenser til at varetage forplantning og forældreskab. Genetisk arv er styret af overlevelse og forplantning.

 
 
 

Stress og fleksibilitet i fordelingen mellem r- og k-selektion

 

Noget som kan gøre det vanskeligt at forstå menneskers håndtering af forældreskab er, at denne varierer efter omstændigheder. Man kunne tro at vi som art var lagt fast på en effektiv strategi, men forskning (Ellis & Garber,  2000) har påvist, at vi er langt mere fleksible i vores håndtering af denne biologiske opgave. Det betyder at vi faktisk kan variere mellem en parforholds-strategi og en tuneringsstategi. Og at denne fleksibilitet er en del af vores genetiske arv. At denne fleksibilitet altså er indbygget i vores psyko-biologiske anlæg. Og at mens disse arvelige tendenser former vores seksuelle adfærd, så former vores miljø i nogen grad balancen mellem de to grundlæggende alternative forældrskabs-strategier.

Det betyder altså at hvert individ instiller sig på omstændighederne og at denne justering påvirker den naturlige tendens til at vægte k-selektion eller r-selektion. 

Kvinder, der vokser op i et kaotisk miljø, hvor der er mænd til stede, som ikke er ligner dem tilstrækkeligt genetisk set, vil gennemgå deres pubertet tidligere og tilpasse deres adfærd til en “tournamant-baseret” forælder- eller forplantnings-strategi.

Og meget tyder på at stress hormoner er en del af mekanismen til at gennemføre denne justering: Man fandt f.eks. at psykiatriske problemer hos mødre indikerede tidligere pubertet hos deres døtre. Og at denne indvirkning var fuldt medieret af forholds-stress og fraværet af den biologiske far til barnet. I familier, hvor moderens romantiske partner ikke var biologisk far til barnet udgjorde forholds-stress mellem mor og barn den vigtigste faktor for tidlig pubertet og tegnede sig for mere end halvdelen af variabiliteten.

Det viste sig også at tilstedeværelsen af en stedfar vare mere afgørende end fraværet af den biologiske far til barnet og udgjorde en større påvirkning i retning af tidlig pubertet.

Forskerne konkluderede også at stressfyldte familieforhold og tilstedeværelsen af en stedfar udgjorde seperate og uafhængige bidrag til en fremrykning af pigernes pubertet.

 
 
 

Kilder:

 
Slider